Månen Kalder

Jieun skal se film sammen med overboens datter. Hun glæder sig rigtig meget, men hendes forældre bliver ved med at spørge om det ikke skal vente. Den ide afslår Jieun og går op til overboen. Aften udvikler sig så i en anden retning en Jieun regner med.


Note: Endnu en stil. Dette er en 10 tals novelle.
Stil sæt 2, oplæg 3. skumringen. Titel: Månen kalder

0Likes
0Kommentarer
616Visninger

1. Månen kalder

Gulvbrædderne på 2. sal knirkede under hendes fødder, da hun gik tværs gennem rum-met. Den gamle dør knirkede, da hun åbnede den og trådte ind i et andet rum. Møblerne stod helt hulter til bulter. Hun gik tværs gennem rummet, slog gardinet fra, og så ud på gaden. Det her var hendes aften, og ingen skulle forhindre hende i at fuldføre, hvad hun meget snart skulle i gang med. Meget snart ville hendes skæbne vende. Månen ville endnu en gang være rund som så mange gange før. Månens ønske ville blive fuldent, og gulvet skulle svømme i rødt væske. Blot når den pige kom, skulle det være slut.

          ”Og med denne nyhed slutter klokken 18 nyhederne”, sagde nyhedsværten på 1. sal. Familie Jensens 4 medlemmer sad i stuen en sen september aften. Anton, familiens lille dreng, sad på gulvet og byggede med Lego. Jieun lå på en pude og ventede spændt på, at tiden skulle gå, så den gyserfilm hun skulle se ville starte. Men der var stadig en time til, at den gik i gang. Hr. og fru Jensen var ikke glad for ideen om, at deres lille pige skulle se gyserfilm med overboens datter, men havde dog sagt ja alligevel.

          ”Jieun, er du sikker på at det er en god ide? Jeg mener, at du tager der op og ser film så sent? Du skal i skole i morgen”, Martina prøvede optimistisk at overbevise deres datter om, at det måske ikke var en god ide. Jieun sukkede blot og rejste sig fra puden, mens hun svarede: ”Ja mor. Jeg er sikker. Vi har set vildt meget frem til den her film”. ”Men den sendes jo på fredag igen. Er det ikke bedre?” Spurgte Martina igen. ”Nej. Elizabeth vil have, at vi ser den i dag, og det sagde I okay til. I kan ikke bare ændre det nu!”

         Jieun gik med hårde skridt til sit værelse. Hendes irriterende forældre skulle ikke stoppe hende i at få en fed aften. Alt skulle bare være perfekt. Jieun greb sin børste og kørte den roligt gennem sit hår, mens hun så ud på gaden. Skumringen var snart oppe over. Perfekt til en god gyseraften.

           Mens Jieun stod der i sine egne tanker og så ud af vinduet, løb en sort kat over vejen mod deres lejlighed. I nogle elegante og lette hop var den oppe på rækværket og på vej mod hendes vindue. Kattens øjne lyste med en klar gul farve, der gjorde det let at følge dens vej mod 2. sal. Underligt… Dyr var ikke tilladt i denne bygning. Det var nok ikke overboens kat så.

            Klokken viste 18:55 inde på det store bornholmerur i stuen. Jieun var klar og smuttede forbi køkkenets slikskab. Greb en pose chips og var halvt ude af døren, før hun sagde farvel. Hun ville ikke lytte til flere af familiens ord, om at hun hellere skulle blive. Der var ikke noget, der skulle holde hende tilbage. Det var jo bare en enkelt film. Elizabeths forældre ville jo være lige ved siden af hele tiden, og det ville ikke blive sent. Jieuns forældre forstod hende bare ikke.

           Det var Elizabeth, der åbnede døren. ”Velkommen til” Sagde hun med et skævt smil og viste Jieun ind i stuen. Det var første gang Jieun var oppe hos Elizabeth. Der var rodet og hang spindelvæv hist og her. Dekoration gik Jieun ud fra. De skulle jo være i rigtig skræmmehumør.

          Tv’et kørte i den ene ende af stuen. Filmen var lige startet, og de to piger gik hen foran og satte sig. Chipsposen blev flået op, og så kunne gysen endelig starte.

           Der lød to klokkeslag fra et ur et sted i stuen, og med et forandrede stem-ningen sig. ”Jieun, ved du hvad tid månen står op i dag?” Spurgte hun og fortsatte så: ”Det gør den nu... Den er rund i nat”. Elizabeths stemme var ændret ligesom stemningen. Her virkede ikke længere som et rart sted at være. Skærmen flimrede nogle gange, men Jieun lagde ikke mærke til det. Hun var fanget af Elizabeths røde øjne og skumle smil. Nogle spidse tandspidser kunne ses under Elizabeths mundvig. ”Hvad har du gang i?” spurgte Jieun og rejste sig i en fart, da Elizabeth med en stor kraft sprang mod hende og blottede sine tænder. Adrenalinen kørte rundt i Jieuns blodbaner. Ikke et sekund var hun i tvivl om, at Elizabeth ville gøre hende ondt.

         ”Kom her ven. Månen har talt og kræver blod denne nat. Du vil vel ikke lade hende vente?” Spurgte Elizabeth med en hæs stemme. Hun gik mod Jieun med tunge skridt for en kort stund, inden hun med topfart jagtede Jieun rundt.

         ”Morten! Karina! Hjælp!” Skreg Jieun, men ingen svar var der at høre i lejligheden. ”Kalder du på mine forældre? De er her ikke. De har aldrig været her!” Jieun var ikke glad for det her. Hun frygtede for sit liv.

         Sveden piplede af hende, mens hun flygtede fra Elizabeth. Det var som en ond drøm der aldrig skulle ende. Vinduerne klappede i med et hårdt smæld. Døren sagde klik og blev urokkelig. Lyset flimrede som tv’et og gik til sidst ud. Tårerne løb på rad og række ned ad Jieuns kinder. Glimtede lidt i det lys som skumringen lavede. Var det nu hun skulle dø? Hun håbede ikke, men hvad skulle hun gøre nu?

           En hånd skubbede Jieun hårdt, så hun landede på gulvet og slog hul på sig selv. ”Ikke mere skrigeri. Ikke mere løb. Ikke mere noget som helst… Luk øjnene Jieun. Det hjælper. Det lover jeg. Når du åbner dem igen, vil det hele være overstået. Når du åbner dem, vil du have det bedre. Du vil tilhøre månen og leve videre som hendes barn” sagde Elizabeth med den hæse stemme og røde øjne.

           En stivhed greb Jieun. Hun lå på gulvet ude af stand til at bevæge sig. Det eneste hun kunne gøre var at se. Se på Elizabeth der nærmede sig med sine spidse tænder. Et frygteligt og glubsk syn at se på. Jieun lukkede sine øjne stramt sammen og skreg, til hun var tom. Tom for alt.

           ”Vågn op min kære Jieun. Åbn blot dine øjne og se”. Jieun gjorde som Elizabeth sagde. Hun var ikke længere bange, men tom for følelser. Det syn der mødte Jieun var ækelt. Elizabeth stod over for hende med et glad ansigt fyldt med blod. Dog var hendes øjne blå igen og stemmen normal. Men værst af alt var gulvet, hvor liget af en pige lå. Pigen kendte Jieun ikke, men hun virkede bekendt.

            ”Velkommen til den anden side Jieun. Ved du, hvad du skal nu?” spurgte Elizabeth og lagde hovedet lidt på skrå. ”Jeg skal flytte fra det her sted. Jeg flytter til min mor… Jeg flytter til månen” Svarede Jieun med et smil og svævede over gulvet til vinduet. Hun blev fulgt på vej af en kat med gule øjne. Den fløj med hende. Hele vejen til hendes mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...