Christmas memories ❄ 1D

Sidste års jul for Emily Diamond, var noget ligeud sagt, lort. Hendes mor og far glemte de skulle være hos hende og holde jul. I stedet havde de aftalt med hendes tvillingesøster, Cam, at de skulle være hos hende. Da hendes forældre så ikke dukker op d. 24 december, finder Emily ud af, at de havde glemt hende. Igen havde de valgt hendes søster frem for hende. Hun har prøvet det før. Tit har de valgt tvillingesøsteren frem for hende, men hun har altid tilgivet dem, men ikke denne gang. Hun bliver så sur, at hun nægter at ses med dem alle sammen igen. Det nager hende stadig, men hun beslutter sig fo,r at denne jul skal blive hyggelig og speciel, og mon ikke også den bliver det da hun møder fem drenge, der er med i det kendte boyband der går under navnet One Direction? Ja, speciel bliver den da kærligheden begynder at spirer, men kan det lade sig gøre bare at glemme fortiden? Får nok tilgiver man, men man glemmer aldrig.
*Stødende og intime scener kan forekomme. Læsning på eget ansvar.*

56Likes
105Kommentarer
7330Visninger
AA

2. Prolog ❄

 

 

 

Jeg havde aftalt de sidste detaljer med min mor - omkring juleaften - for en uge siden og jeg kunne ikke vente til at de fik set min nye lejlighed. Jeg håbede sådan de ville blive stolte af mig, for jeg havde virkelig knoklet for at få råd til en selv.

 

Jeg havde redt op til dem inde på gæsteværelset, hvor der var en dobbeltseng som de kunne sove i. Faktisk er det den bedste seng jeg har, men jeg vil godt gøre et godt indtryk på dem, så de får lov til at låne den mens de er her. De ville komme om præcis en halv time ,så jeg havde dækket op til the og kaffe ved spisebordet, og i dagens anledning havde jeg bagt julesmåkager. Jeg glædede mig som et lille barn til, at de skulle komme. Måske havde jeg gjort for meget ud af det? Ej, skidt pyt! Det kunne alligevel ikke nå, at blive lavet om på nu.

 

Jeg gik en runde rundt i lejligheden for at tjekke alt så i orden ud, de gik nemlig meget op i at det så ordentlig ud. Jeg havde rendt rundt hele dagen og gjort rent. Banket hvert eneste pude og vent den mindste ting for at tjekke for støv. Det hele var så rent og pletfrit, at mor nærmest kunne spejle sit ansigt i gulvet, noget jeg vidste hun holdte af.

 

De selv boede uden for London, da de syntes der var for meget støj inde i byen, men det var det jeg elskede ved at bo her. Man følte sig aldrig alene, da man hele tiden kunne høre mennesker omkring sig. Bortset fra nu. Lige nu var mine underboer nemlig i gang med at flytte ind så de larmede ret meget. De råbte, grinte og snakkede ret højt, det ville mor og far klart lægge mærke til. Jeg spekulerede på om jeg kunne gøre noget for at dæmpe larmen, men hurtigt nåede jeg frem til den konklusion, at det kun kunne lade sig gøre hvis jeg gik ned og skældte dem ud. Noget jeg ikke kunne finde på.

 

Jeg kiggede på klokken. Den var 14:32. Det var da mærkeligt. De skulle have været her præcis klokken 14:00 og er der noget de plejer så er det da, at de altid kommer til tiden. Jeg satte mig ved bordet som jeg havde dækket op, mens jeg lige så stille begyndte at nippe til småkagerne. 

 

****

 

Nu var der gået en time og de var stadig ikke kommet. Jeg stille og rolig begyndt, at blive lidt bekymret, da de hverken havde skrevet eller ringet og sagt at de blev forsinket. De var sikkert bare kørt forkert. Bare der da ikke var sket dem noget.

****

 

En time blev til flere. Til sidst endte det med, at jeg ringede til dem, hvilket jeg aldrig skulle have gjort, for på grund af den opringning brød min jul sammen og blev aldrig det samme igen.

 

"Hej Em, min skat! Hvordan har du det? Og glædelig jul! Jeg skal hilse fra Cami og far" sagde hun sødt og glad. Cami vrængede jeg i mit stille sind. "Har du glemt vores aftale?!" spurgte jeg hende vredt. "Hvilken aftale Em. Jeg snakkede jo med dig i sidste uge, og der.." hendes stemme døde langsomt ud og jeg kunne nærmest se, at det gik op for hende, at hun havde glemt hun skulle holde jul ved mig.

 

Så brød hun stilheden med en skinger nervøs stemme "Det må du sørme undskylde Em! Jeg havde glemt det, så da Cami spurgte om vi ville holde jul ved hende, så..." Jeg lagde på, og kylede min blackberry ind i væggen.

 

Hvordan kunne hun dog gøre det imod mig?! Vi havde aftalt det hele sammen. Hun havde endda sagt, at hun glædede sig til at holde jul ved mig. Det var virkelig en skuffelse at hun havde ’glemt’ det, for hun havde garanteret ikke glemt det, hun ville sikkert bare hellere være hos Cam. Cam der altid var så skide perfekt. Intet kunne hun gøre galt.

 

Gad vide hvad far sagde om det? Vidste han overhovedet, at de skulle have været hos mig, eller havde min mor bare holdt det hemmeligt for ham, og så bare tænkt, at de nok blev inviteret over hos Cam?

 

Det irriterede mig at de aldrig troede på hvad mig, og altid syntes at jeg var en fiasko. De burde virkelig vide at jeg havde knoklet min røv i laser, for at kunne bo her, og få et godt job så jeg tjente tilstrækkelige nok penge.

 

Den velkendte følelse af at ikke være god nok dukkede op. Jeg fik tårer i øjnene og ikke længe efter kom den ene tåre efter den anden trillende ned af min kind.

 

Resten af aftenen brugte jeg på at græde ud og spise den dessert jeg havde brugt ufattelig lang tid på, for ingenting. Men i det mindste smagte det godt.

 

Den ene julefilm efter den anden, blev vist i fjernsynet, men selvom jeg kiggede på fjernsynet, var mine øjne som glas, tørre for tåre. Min hjerne var fyldt med tanker, spørgsmål og usikkerhed.

 

Da jeg vågnede op for min trance, gik jeg i seng.

 

***

 

Næste dag var det 1. juledag, og det ringede på døren. Først troede jeg det var mine forældre der kom for, at undskylde, men hvad havde jeg regnet med? Det havde de alt for meget stolthed til.

 

Det var postbuddet der kom med en stor pakke fra mine forældre. Som om det ville gøre det godt igen tænkte jeg. "Den skal returneres. Jeg gider ikke engang se på den."  Jeg lukkede døren i, manden gik og tårerne kom lige så let igen som de forsvundet dagen før.

 

Nu stod en ting i hvert fald klart for mig. Jeg vil aldrig nogensinde se dem igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...