Christmas memories ❄ 1D

Sidste års jul for Emily Diamond, var noget ligeud sagt, lort. Hendes mor og far glemte de skulle være hos hende og holde jul. I stedet havde de aftalt med hendes tvillingesøster, Cam, at de skulle være hos hende. Da hendes forældre så ikke dukker op d. 24 december, finder Emily ud af, at de havde glemt hende. Igen havde de valgt hendes søster frem for hende. Hun har prøvet det før. Tit har de valgt tvillingesøsteren frem for hende, men hun har altid tilgivet dem, men ikke denne gang. Hun bliver så sur, at hun nægter at ses med dem alle sammen igen. Det nager hende stadig, men hun beslutter sig fo,r at denne jul skal blive hyggelig og speciel, og mon ikke også den bliver det da hun møder fem drenge, der er med i det kendte boyband der går under navnet One Direction? Ja, speciel bliver den da kærligheden begynder at spirer, men kan det lade sig gøre bare at glemme fortiden? Får nok tilgiver man, men man glemmer aldrig.
*Stødende og intime scener kan forekomme. Læsning på eget ansvar.*

56Likes
105Kommentarer
7332Visninger
AA

9. 7. December ❄

 

Shit! Ja, det var det første der slog mig da jeg vågnede op til en hvid væg, i stedet for min lyseblå... Men nok endnu mere shit, for da jeg vendte mig om i den seng som jeg var placeret i lå Harry. Mest shit da jeg så kiggede ned af mig selv... Og jeg var nø-ø-gen. Jeg kiggede mig forvirret omkring og prøvede, at finde hoved og hale i hvad der var sket. Hvilket bare resulteret i en kæmpe hovedpine og et totalt blackout. Det sidste jeg kan huske fra i går var da Harry kom op for, at danse med mig. Hvordan han flirtede med mig og kørte hans hænder op og ned af min krop.

 

Shit!

 

Jeg tog mig selv på hovedet og gemte mit ansigt i mine hænder. Hvordan kunne jeg lade det ske? Jeg var jo ikke vild med Harry men med hans bedsteven. Det er så typisk mig, at være så akavet. Jeg har det da bare også med at gøre tingene vildt besværlig for mig selv.

 

Jeg kiggede rundt og fik øje på mit tøj der lå nede på gulvet. Jeg kravlede så stille som muligt ud af sengen, med dynen om mig in case Harry skulle vågne. For jeg kan godt love jer for, at i går var første og sidste gang, at Harry så Emily Diamond naked.

 

Jeg rødmede bare ved tanken om alle de ting vi kunne ha' lavet. Åhh bare skyd mig og kald mig Ib! Jeg fik fat i mit tøj og skyndte mig at tage det på. Først mit undertøj og derefter mit tøj der sad hulter til bulter på mig. Hvilket jeg også godt kunne forestille mig at mit tøj og makeup gjorde. Harry begyndte stille at mumle henne fra sengen, hvilket fik mig til at skynde mig ud af døren til soveværelset. Jeg havnede ude på en lang gang, som jeg skyndte mig at gå ned ad til jeg nåede en trappe. Jeg tog trinnene ned to af gangen, for så hurtig som muligt, at slippe ud.

 

Jeg havnede nede i en stue, som jeg skyndte at løbe igennem for endelig at komme ud til en gang. Finally! Jeg tog i håndtaget og skyndte mig ud, uden at se mig tilbage. Så var der bare et problem. Hvor var min bil? Jeg kiggede mig omkring, indtil det gik op for mig at den stadig holdte parkeret, der hvor jeg lagde drengenes makeup i går. Fedt, fedt! Jeg tog mobilen frem og ringede til Al. "Hej." Sagde hun ganske enkelt og ved lyden af hendes skønne stemme begyndte jeg helt at smile. "Hej Al. Kan du hente mig? Jeg er lidt havnet i nogle øhmm... problemer." "Selvfølgelig hvor er du?" Godt spørgsmål tænkte jeg. Hvor dælen er jeg. "Øhmm, bare google Harry Styles adresse, der skal nok komme noget op." Der var stille lidt i den anden ende og jeg kunne virkelig se Al's forfærdede ansigt for mig. "Emily Diamond, hvordan er du endt hos Harry Styles?!" "Hent mig nu bare ikke. Jeg står for enden af vejen." Jeg lagde på uden at hører hvad hun svarede. Jeg magtede ikke at forklare hende noget i telefonen. Og slet ikke med en bragende hovedpine og en minimal hukommelse.

 

Jeg gik stille ned for enden af vejen, mens jeg sparkede til sneen. Jeg var ualmindelig flov over mig selv. Jeg fatter ikke, at jeg kunne blive så fuld, at jeg kunne finde på at være sammen med Harry Styles, kendt som Englands største ladiesman. Jeg forsøgte at huske hvad der gik galt i går, men jeg kan ikke huske andet end vreden over at Niall var så.. så.. så ikke særlig single, når han sådan flirtede. Eller det tror jeg da han gjorde, men han har selvfølgelig hele tiden holdt sig lidt tilbage.

 

Jeg blev pludselig bange for at denne her jul blev endnu værre end den forrige. Og hvad kan blive værre end at blive glemt.. AF SIN MOR. Men selvfølgelig var jeg lidt vant til det. Min mor har altid favoriseret Cam. Hun har aldrig været tilfreds med mig.

 

"Mor gæt hvad jeg hvad der er sket i dag?" Jeg kom glad styrtende ind af døren for at fortælle mor om hvordan jeg endelig havde klaret, at få et tolvtal i Fysik. Jeg var så stolt af mig selv. Jeg havde kæmpet helt vildt for at få det tolvtal, og endelig skete det. "Moar? Hvor er du?" Jeg gik ind af døren til stuen, hvor jeg fandt Cam siddende i sofaen. "Hej Cam. Hvor er mor?" Hun smilede glad til mig. "Ude i køkkenet. Hun bager kage til mig." Jeg rynkede panden og nikkede stille. Det skete tit det med, at Cam fik en kage kun til hende. Det endte dog altid med, at jeg sad og åd den fordi jeg var trist over det faktum, at Cam igen var den fantastiske + hun gad ikke tage på så hvorfor ikke give den til den triste, madglade tvillingesøster aka moi! Jeg gik ud i køkkenet med det største smil på læben. "Moar ved du hvad? Jeg fik et tolvtal i Fysik i dag. Mrs. Austin sagde, at jeg havde klaret det rigtig, rigtig flot." Jeg smilede stort til hende og ventede på at hun endelig ville fortælle mig, at hun var stolt af mig, men det ønske skulle ikke gå i opfyldelse i dag. "Okay skat, det lyder spændende. Gider du lige hjælpe mig med den her kage til Cam. Hun vandt førstepræmien i stavekonkurrence i dag. Det var simpelthen så flot, du skulle ha' hørt det. Jeg er så stolt af hende." Hun smilede stolt til mig. En smil jeg ville ønske hun havde smilet med mig i tankerne. Endnu engang havde Cam overtrumfet mig. Jeg var endnu engang en skuffelse. 

 

Jeg gled ud af mine tanker da Al kørte op forbi mig. Jeg hoppede hurtig ind i bilen og klikkede selen fast. "Hvad så Em? Er du i problemer nu?" Hun grinede flabet til mig hvilket gjorde, at hun modtog et par rullende øjne fra min side og en grim grimasse. "Du er simpelthen så flabet. Jeg kan vel bare håbe på at Harry intet husker. Jeg ved jeg, at jeg hvertfald ikke gør." Jeg skulede til hende. "Så lad os håbe, at Harry var plørestiv i går. Synd du intet kan huske. Harry er sikkert lidt af en frækkert i sengen, if you know what i mean." Hun vippede med øjenbrynene og blinkede. "Jeg ved altid hvad du mener." Mumlede jeg og lænede mig tilbage i sædet, så hun begyndte at grine af mig og mit utilfredse ansigt.

 

"Skal vi lave noget sammen i dag?" Jeg tænkte lidt over om jeg skulle noget. Hmm... intet andet end at pleje tømmermænd nåede jeg frem til. "Hvis det inkludere en gang kaffe så er jeg frisk." "Jamen så lad os da køre på café." Hun satte speederen i bund og satte kursen mod vore stamcafé; Café Churchill.

 

***

 

Efter en rigtig hyggelig dag på Café Churchill og lidt shopping bagefter hvor jeg havde købt noget nyt tøj og en ny neglelak, var jeg frisk på bare at gå op og slappe fuldstændig af. "Tak for i dag Al." Jeg smilede til hende og gav hende et kys på kinden, inden jeg hoppede ud af bilen, efter hun havde sat mig af. "Selv tak. Don't be a stranger!" Råbte hun efter mig, så jeg begyndte at grine. Jeg vinkede til hende og gik ind af døren. 

 

Jeg løb op af trappen og var ved at skrige af chok, da Nialls dør pludselig gik op. "Hey. Er du først kommet hjem nu?" Han kiggede undrende på mig. Og af en eller anden grund følte jeg trang til, at lyve. Han skulle ikke kende sandheden. "Ja. Jeg har tilbragt natten hos Al, min bedste veninde." "Nå okay. Hvad skal du nu?" "Bare op og slappe af og bestille en pizza." Jeg smilede til ham og han smilede sødt tilbage. "Hvad skal du?" Spurgte jeg ham og tænkte at han nok skulle mødes med hans kæreste. "Hvis jeg skal være helt ærligt, så hørte jeg dig på trapperne og tænkte, at vi måske kunne lave noget." "Jeg er da frisk på, at dele en pizza hvis det er." Jeg blinkede til ham, og lavede et vink med hånden så han fulgte efter mig. 

 

Vi gik stille ind af døren til min lejlighed, efter jeg havde låst op. "Jeg henter lige pizza sedlen. Sætter du dig ikke bare ind i stuen?" Jeg gik ind og hentede sedlen inden jeg gik ind i stuen, hvor han havde taget plads på sofaen. "Jeg skal bare have 2 nummer 32." Jeg løftede øjenbrynene af ham. "Hvad jeg er sulten." Han trak på skuldrene og det samme gjorde jeg. Jeg gik ind i køkkenet og bestilte pizzaerne i Nialls navn, da jeg vidste det så ville gå hurtigere, at få pizzaen. De mennesker var så opsat på, at kendte kunne li' dem. Jeg tænkte lidt over hvorfor Niall mon havde ventet på mig. Hvad ville han mig? Var det et godt tegn?

 

Jeg trak vejret dybt, og gik ud til Niall. "Pizzaerne kommer om lidt." Sagde jeg og lavede en sjov håndbevægelse "Okay" Mumlede han. Nu jeg tænkte over det så han egentlig lidt trist ud. "Er der noget galt?" Han kiggede op på mig. "Nah bare tømmermænd." Han smilede kort. Jeg undersøgte ham nærmere og kunne godt se, at han løj, men jeg valgte, at la' være med at spørge ekstra ind til det, han ville jo tydeligvis ikke have det. "Også mig." Jeg satte mig ned og smilte til ham. "Fortæl mig lige om noget?" "Jaa?" "Hvordan er det at være kendt?" Han begyndte at grine af mig og gav sig ellers til at snakke om det og om One Direction. Det rørte mig hvordan han tydeligvis elskede drengene højere end noget andet. Søde dreng da.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...