Christmas memories ❄ 1D

Sidste års jul for Emily Diamond, var noget ligeud sagt, lort. Hendes mor og far glemte de skulle være hos hende og holde jul. I stedet havde de aftalt med hendes tvillingesøster, Cam, at de skulle være hos hende. Da hendes forældre så ikke dukker op d. 24 december, finder Emily ud af, at de havde glemt hende. Igen havde de valgt hendes søster frem for hende. Hun har prøvet det før. Tit har de valgt tvillingesøsteren frem for hende, men hun har altid tilgivet dem, men ikke denne gang. Hun bliver så sur, at hun nægter at ses med dem alle sammen igen. Det nager hende stadig, men hun beslutter sig fo,r at denne jul skal blive hyggelig og speciel, og mon ikke også den bliver det da hun møder fem drenge, der er med i det kendte boyband der går under navnet One Direction? Ja, speciel bliver den da kærligheden begynder at spirer, men kan det lade sig gøre bare at glemme fortiden? Får nok tilgiver man, men man glemmer aldrig.
*Stødende og intime scener kan forekomme. Læsning på eget ansvar.*

56Likes
105Kommentarer
7292Visninger
AA

26. 25. December ❄

 

 

Flyet var lige landet, og mit hjerte galoperede af sted. Jeg skulle snart se Em igen og jeg glædede mig, men jeg var begyndt at tvivle på om det var en god idé, for jeg vidste jo ikke om hun var træt af mig. Efter min mening følte jeg lidt, at jeg havde været sur hele tiden, men der var jo også grunde til det..

 

Jeg følte mig som en idiot, når jeg tænker over hvordan jeg har været overfor hende. Jeg havde jo også været ret dobbelt moralsk overfor hende, for jeg havde jo kysset med Demi i mens jeg havde haft lidt kørende med Em. Det var mest bare flirt, det med Demi, men man kunne godt se, at Em tvivlede på det.

 

Det jeg mest fortryder jeg gjorde, var nok at sige til Em, at jeg ville ønske at jeg aldrig havde slået op med Demi. Jeg kunne se på hende at det sårede hende virkelig meget. Jeg havde ført en kniv igennem hjertet på hende. Med daglig hate som jeg var vant til, vidste jeg hvordan ord kunne gøre ondt.

 

Efter alt dette droppede hun alligevel en kæmpe karriere stilling i NYC på grund af mig. Hvilket måtte betyde, at hun måtte havde stærke følelser for mig, men måske gik det for stærkt. For Demi havde aldrig misset en så stor stilling på grund af mig. Hun vidste hvad der var bedst for hende, og så er hun ret ligeglad med hvem der står i vejen for hende. Em ville gøre sådan noget for mig og jeg elskede hende for det. Det og så at hun var så smuk, sød, nede på jorden, og havde en humor der kunne få mig til at grine.

 

Det sårede mig bare som en i fanden at hun havde været i seng med Harry!

 

Måske havde hun bare brugt mig, for at komme i kanen med Harry? Nej, det lignede hende ikke. Harry, var også blevet afvist af hende, den dag han havde fortalt, at de havde haft sex. Jeg var ret skuffet over ham, da han vidste hvor meget jeg holdte af hende. Dengang havde jeg godtnok ikke sagt det til ham. Jeg var ret pinlig over at ha' noget med Demi, mens jeg var vil med Em.

 

Nu måtte jeg vel bare se om jeg kan gøre det godt igen, da jeg savnede hendes selskab. Jeg savnede alt ved hende. Alt!!

 

Jeg steg ud af flyet, og skyndte mig, at trække min hætte på min trøje over hovedet, da jeg ikke ville genkendes for så ville jeg aldrig kunne komme væk. Paul var nemlig hjemme ved hans familie, da det jo var julemorgen.

 

Hvad nu hvis Emily ikke var hjemme? Det kunne jo være, at hun holdte jul ved hendes forældre, for jeg kunne næsten ikke forestille mig andet. Man plejer jo at holde jul med ens familie, det var jo en tradition.

 

Men hvis hun ikke var hjemme i hendes lejlighed, men holdte jul med sin familie, blev jeg nød til at vente på at hun kom hjem. Men hvad nu hvis, hun ikke kommer hjem? Hvis hun takker ja til New York alligevel? Det måtte hun ikke!

 

Jeg løb igennem lufthavnen, ikke fordi der var mange, men fordi at directioners var hurtige som lynets hastighed. Så hvis de fandt ud af jeg var i lufthavnen, ja så ville jeg nok aldrig komme herfra igen.

 

Jeg nåede ud af lufthavnen, uden af blive genkendt, men der var dog nogen der stoppede op og kiggede mærkeligt på mig.

 

Jeg skyndte mig, at praje en taxa, og det varede ikke længe, før der var en der holdte ind til siden. Jeg smed min taske i bagagerummet og steg ind på bagsædet. "Mourlin street, 3a" Sagde jeg og han satte bilen i gang, mens radioen kørte.

 

Hvad mon Em lavede lige nu? Hun hyggede sig sikkert, med hendes familie.

 

Jeg kunne huske første gang vi rigtig mødtes, pludselig for minderne igennem mit hoved, som var det lige sket.

 

Vi havde i dag en signing i et storecenter i London, så inden det begyndte, havde jeg besluttet – selvfølgelig sammen med Paul – at finde en julegave til Demi. Jeg havde fundet en lille sød butik, i et hjørne der virkede som et godt sted at finde en gave. Paul stod ude foran butikken, for at holde alle fansene væk – ikke at jeg havde noget imod, at de spurgte efter autografer, men det skulle ligesom vente til signingen – mens jeg kiggede efter den.

Jeg stod og kiggede på en trøje, som jeg alligevel ikke rigtig syntes det skulle være. I mine egne tanker, vendte jeg mig rundt, og gik hen for at kigge på smykkerne. Måske var det ikke det rigtige stedet til en købe en gave. Det var måske en smule for billigt.. Okaaay det lød da bare super snobbet.

Pludselig, væltede jeg ned på gulvet, da en person stødte sammen med mig og landede ovenpå mig. Et øjeblik steg irritationen, og jeg havde mest lyst til at spørge hvad fanden hun havde gang i, men da jeg så ind i hendes skønne øjne, forsvandt det hele som dug for solen.

Det var min overbo. Hun havde det, da vidst med at falde. En svag rødme bredte sig i hendes kinder, som de havde gjort første gang hun faldt, og det gav mig en irriterende lyst til at stryge min hånd blidt, over hendes kind og kigge ind i hendes øjne for evigt.

Hurtigt sendte hun mig et undskyldende smil. ”Ej det må du altså undskylde! Jeg er så klodset. Er du okay?” Spurgte hun mig om, mens hun flyttede sig fra mig. Men i stedet for at svare, stirrede jeg bare på hende som om, jeg var i trance. God hendes øjne var skønne.

”Hallo? Er du der? Gud det er jo dig der er min underbo. Niall, ikke?” Hun sendte mig et smil, et smil der på en eller anden mærkelig måde fik mig ud af trance, og hurtig gik det op for mig hvad jeg egentlig havde gang i. Jeg har jo en kæreste. Jeg er vild med Demi og så står jeg her, og drømmer mig ind i andre folks øjne. ”Din undskyldning er accepteret.” Svarede jeg tomt og gik.

 

Jeg havde følt mig så dum, men nu føler jeg mig heldig at have hende ved min side. Hendes læber havde jeg vundet tilladelse til at kysse, selvom det nok ikke var det klogeste. Jeg elskede, at kysse hende. Jeg kunne aldrig få nok af hendes bløde læber. Hver gang var en ny oplevelse. En oplevelse der gav mig lyst til at prøve det igen. Det første kys vi havde, var nok det bedste.



Min arme lå beskyttet om Em, som om jeg var bange for at hun løb sin vej, hvis jeg slap hende og det var jeg også. Jeg kunne ikke forklare det helt, men det var som om at hun var for godt til at være sand, og hvis jeg slap hende så forsvandt hun.

Jeg havde brug for at holde om hende for at vide at hun eksisterede og ikke bare var min fantasi. Det var også grunden, til at jeg havde gloet sådan på hende igennem filmen. Jeg ville være sikker på, at hun var helt og aldeles ægte. Jeg ville have at hendes ansigt, skulle kopires ind i min hukommelse. Hun var helt utrolig smuk!

Hun kiggede hen på mig. Hendes øjne var endnu de samme, som da jeg første gang så hende ude på trappen, og jeg havde stadig lyst til at se ind i hendes øjne, indtil jeg blev 176 år. Bare stirre, og glemme alt andet. En rødme bredte sig endnu engang hen over hendes kinder, og farvede dem let rosa. Denne gang kunne jeg ikke holde hånden tilbage. Jeg strøg hende blidt og kinderne, og kiggede hende dybt i øjne.

Min trang til at kysse hende var helt umådeligt stor, men fordi jeg aldrig havde gjort det før og fordi vi ikke var kærester, turde jeg ikke rigtig. Hun spidsede læberne en anelse. En ubevidst handling fra hendes side, men handling der gjorde mig sikker i min sag.

Jeg lænede mig frem mod hende, og pressede blidt mine læber mod hendes. Min drøm gik endelig i opfyldelse.
 

Hun havde kysset mig igen, og det var en fantastisk følelse, som jeg snare ville kalde ubeskrivelig.
 

Lige nu pumbede Live while we're young, ud af højtalerne. A bit akward, da min solo begyndte. Jeg kom til at tænke på dengang, hvor jeg viste Emily en af vores interview videoer på youtube.

 

”Harry, Harry! Give me some of your gravy!” Mig og Emily brød ud i grin. Hun havde insisteret på at se det, da jeg havde fortalt hende, om vores interviews med Allan Carr. Det havde været mega akavet for Harry, men han grinte dog bare ad det. ”Det er næsten synd for hende pigen” grinede Em videre og jeg fulgte trop.

 

Mine tanker blev afbrudt, da taxaen bremsede uden for lejlighedskompleksen. Jeg gav hurtigt chaufføren nogle penge, og fik min taske ud af bagagerummet. Taxaen kørte videre, og jeg begav mig hen til døren, som jeg låste op.

Jeg løb hurtigt op af trapperne, forbi min lejlighed og op mod Emilys. Da jeg nåede hendes lejlighed, stoppede jeg op foran døren. Måske jeg bare skulle vende om?

 

Emilys synsvinkel

 

Jeg lå igen på sofaen/mit tilholdssted, og kiggede på fjersynet der vidste en eller anden plat julefilm. Jeg fulgte ikke rigtigt med, da det eneste jeg kunne tænke på var Niall.

 

Han var virkelig fantastisk. Han havde alt hvad jeg nogensinde kunne drømme om i en dreng. Ikke en eneste fejl havde han efter min mening. Jeg elskede specielt når han sang, hans stemme var fantastisk. Men alt det ville jeg adrig få igen, det havde han jo selv gjort klart for mig med hans seddel. Jeg kom til at tænke på vores aller første møde.

 

Jeg var på vej op af trapperne med en pose i hånden, efter en vellykket shopping tur på Oxford Street og et besøg på supermarkedet. Følelsen af efterår havde lagt sig over London og humøret var højt selvom julen snart ville melde sig. Min absolut hade højtid, fyldt med minder om mit mors svigt.

Det var midt i oktober mens luften var allerede tyk af forventning. Forventning pga. julens kommen. Jeg var nået etagen hvor min larmende underbo fra One Direction boede.

Min fod løftede sig, parat til endnu et skridt da jeg pludselig mistede fodfæstet, selvfølgelig i samme øjeblik som døren til Niall gik op. Han sendte mig et underligt blik og forsøgte at holde et smil inden. ”Undskyld jeg sådan ligger her og flyde, gulvet er bare helt utrolig dejligt her.” Han nikkede overbevisende til mig og lukkede et lille fnis ud mens jeg pustede en tot hår væk fra ansigtet. 

”Ja selvfølgelig er det, det. Jeg ligger der også tit.” Jokede han og sendte mig et lille smil. ”Okay jeg faldt.” Bekendtgjorde jeg og slap et ynkeligt grin ud af min mund. Han nikkede hurtigt og sagde: ”Skal du have noget hjælp måske?” – ”Tjo.. det kunne nok godt være.”

Han rakte en hånden ned for at hjælpe mig op og stå og hurtig fik jeg børstet mine bukser af inden jeg takkede ham for hjælpen, og fik et øjeblik over ødelæggelserne. Alt min mad lå ud over hele gulvet, og noget af mit tøj var faldet ud af poserne. ”Skal jeg hjælpe dig med at samle dine ting op?” Spurgte han flabet om, men ventede ikke på et svar inden han gik i gang med at samle det sammen i poserne igen. ”Tusind tak men det behøver du altså ikke.” Mit hoved var helt sikkert kanonrødt, men alligevel begyndte jeg at samle mine ting op sammen med ham.

Da vi havde samlet alle tingene op rakte han mig poserne og sendte mig et lille smil. ”Tusind tak igen.” – ”Det er helt okay.. Det sker også tit, at jeg får lyst til en lille slapper, lige der på trappen.” Han blinkede til mig og gav mig et stort smil, så han blå øjne strålede.

 

Jeg begyndte at få tåre i øjnene, da jeg tænkte tilbage på mindet. Hvorfor kunne alt ikke være, som det plejede? Det ville jeg ønske det var. Det skulle bare være mig og Niall, så ville alt være perfekt, men når man hedder Emily Diamond, er intet perfekt.

 

Jeg kom til at tænke på de gange jeg var gået forbi Nialls lejlighed, og jeg havde hørt ham synge derinde, det lød virkelig smukt.

 

Jeg havde sovet mig over mig igen. Det skete efterhånden tit da jeg ikke fik alt for meget søvn på det sidste, så jeg efterhånden fået lidt højt fravær, et fravær der for alt i verden ikke måtte blive højere. Så derfor var jeg nu med fuld fart på vej ud ad døren og ned ad gangen, så jeg kunne få fat i min bil og ræse hen til universitet så jeg i det mindste kunne nå anden time. En lyd trængte ud gennem en åben dør. En sang så fin og sød at det i min fart fik mig til at stoppe op. Det gik op for mig at det var Niall der sang.
 

Close the door
Throw the key
Don't wanna be reminded
Don't wanna be seen
Don't wanna be without you
My judgement is clouded
Like tonight's sky

Hands are silent
Voice is numb
Try to scream out my lungs
It makes this hard girl
And the tears stream down my face

If we could only have this life for one more day
If we could only turn back time

You know I'll be
Your life, your voice your reason to be
My love, my heart
Is breathing for this
Moments in time
I'll find the words to say
Before you leave me today.


Teksten var fantastisk og af en eller anden grund fik jeg lyst til at græde. Han stemme var så fin og blid at den helt overraskede mig. Jeg dvælede i mine tanker og mit ønske om engang at finde mig en kæreste der vil sige sådan til mig. Jeg lænede mig op af dørkarmen og sukkede dybt, mens lyden af hans sang langsom bevægede sig over i et slags rap, der passede ind i sangen. Den var helt utrolig smuk. Sangen fik mig til at glemme tid og sted og skole var pludselig lang væk, begravet i mine tanker. Alt jeg havde lyst til var at fortælle ham hvad jeg mente om hans sang, men i sidste øjeblik fik jeg hanket op i mig selv og løb videre ned ad trappen. Jeg skulle til time!

 

Jeg begyndte automatisk at smile. Som sagt elskede jeg når han sang. Det var som om han i dette øjeblik var helt sig selv.

 

Jeg for sammen, da jeg hørte ringeklokken ringe ude ved min dør. Det undrede mig lidt, at der så ikke var blevet ringet ude fra lejlighedskompleksen, da man jo skal have en nøgle for at kunne komme ind. Det var garenteret nogle naboer, der ville mig et eller andet. Jeg havde mest af alt lyst til at råbe, at de skulle skride ad helved til, men da det ville være uhøfligt, gik jeg ud mod døren i et ufatteligt langsom tempo.

 

Jeg åbnede langsomt døren, og forventede alt andet end hvad jeg så. Niall, stod lige foran mig. Jeg vidste hverken om jeg skule græde eller grine, hoppe og springe eller smække døren lige i hovedet på ham. Før jeg overhovedet nåede, at reagere trådte han helt hen til mig, og pressede blidt hans læber mod mine. Jeg vidste i dette øjeblik, at det var hos Niall jeg hørte hjemme.

 

Han var mit tilholdssted, ikke sofaen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...