Christmas memories ❄ 1D

Sidste års jul for Emily Diamond, var noget ligeud sagt, lort. Hendes mor og far glemte de skulle være hos hende og holde jul. I stedet havde de aftalt med hendes tvillingesøster, Cam, at de skulle være hos hende. Da hendes forældre så ikke dukker op d. 24 december, finder Emily ud af, at de havde glemt hende. Igen havde de valgt hendes søster frem for hende. Hun har prøvet det før. Tit har de valgt tvillingesøsteren frem for hende, men hun har altid tilgivet dem, men ikke denne gang. Hun bliver så sur, at hun nægter at ses med dem alle sammen igen. Det nager hende stadig, men hun beslutter sig fo,r at denne jul skal blive hyggelig og speciel, og mon ikke også den bliver det da hun møder fem drenge, der er med i det kendte boyband der går under navnet One Direction? Ja, speciel bliver den da kærligheden begynder at spirer, men kan det lade sig gøre bare at glemme fortiden? Får nok tilgiver man, men man glemmer aldrig.
*Stødende og intime scener kan forekomme. Læsning på eget ansvar.*

56Likes
105Kommentarer
7287Visninger
AA

25. 24. December ❄

 

 

Jeg vågnede utrolig trist næste morgen. Det var juleaftensdag, og overalt summede glæden sikkert i stuerne, i forventning om den gode julemiddag der ventede om aftenen, men ikke hos mig... Hos mig fyldtes stuen kun af tristheden og tomheden.

 

Alt føltes tomt og trist. Jeg savnede Niall, og jeg savnede min mor og familie. Jeg steg meget langsomt ud af sengen, og fandt det mest kedelige tøj frem som jeg overhovedet ejede. Tøj der matchede mit humør.. kedeligt og gråt.

 

Jeg satte mit hår op i en grim rodet knold, med hår strittende ud over det hele, så det bare så rigtig, rigtig grim ud. Mit ansigt var heller ikke for kønt, og jeg orkede ikke engang at gøre noget ved det. Jeg makeup elskeren over alle makeup elskere gad ikke bruge tid på at lægge en simpel makeup. Det kunne sq være ligemeget. Jeg fortjente ikke engang at se bare noglelunde køn ud. Jeg fortjente mine rande under øjne, og mine røde urenheder i ansigtet samt mine sprukne læbe.

 

Bagefter gik jeg ind i køkkenet, og hældte en skål havregryn op med masser af mælk i og ingen sukker, for jeg fortjente ikke en bid af paradiset i dag. Jeg fortjente en gang smattede klamme havregryn, der gav mig lyst til at brække mig.

 

Kan i mærke hvordan jeg virkelig dvæler i selvforagt. For det gjorde jeg. Jeg svælgede i selvhad. 

 

Og i uvidenhed. Jeg forstod ikke hvad der skete. Jeg forstod ikke hvorfor Niall pludselig gik. Han forlod mig. Den eneste jeg havde troet ikke ville forlade mig, og så sker det bare. Jeg forstår ikke hvordan det kunne ske. Det kunne kun være samme grund som, at min mor forlod mig, hvis man kan sige det. Det var min skyld. Jeg var udelig. Jeg kunne ingenting. Jeg fuckede alt op. Og jeg havde også fucket mit forhold til Niall op. Og selvom det hele var min egen skyld, så følte jeg mig også helt utrolig udnyttet.

 

Jeg gik derefter ind i stuen og smed mig på sofaen med maven nedad og ansigtet i puden. Og sådan lå jeg bare og svælgede i hvor klam og grim jeg var, og hvordan jeg bare fuckede alting op.

 

***

 

Efter ca. 2 timer med hoved i puden, besluttede jeg mig for at rejse mig for at gå en tur ned på gaden, uden handsker og halstørklæde, måske kunne redde mig en forkølelse, for det fortjente jeg. Med hænderne i lommen gik jeg ned ad gaden, bare fordi jeg ikke havde andet at lave. Og jeg kunne vel også svælge i selvhad på en gåtur.

 

Overalt var travle folk ved at købe de sidste julegaver, mens London funklede af et helt specielt juleskær, af alt det meget julepynt der hang overalt i butiksvinduerne. Jeg kom en tur forbi skøjtebanen, caféen hvor mig og Niall hang ud og ikke mindst parken hvor vi havde leget sneboldskrig. Jeg lod minderne strømme ind over mig, inden jeg efter en time bestemte mig for at vende næsen hjemad, forhåbentligt med en forkølelse.

 

Jeg traskede langsomt tilbage gennem sjasken, og det grimme brune sne. Mørket var allerede ved at falde på, og pludselig faldt sneen, så man fik en følelse af at befinde sig inde midt i en snekugle, som en eller anden kæmpe var i gang med at ryste.

 

Jeg kom til at tænke på hvordan min mor, far, Cam og hendes familie sikkert var ved at samledes hjemme ved Cam til god mad og hygge. Det gav et lille stik i mit hjerte. Jeg følte mig i det øjeblik umådelig ensom, ved tanken om alle de familier der samledes i spisestuen med nisserne omkring sig, mens moderen var i køkkenet for at kokkerier.

 

Mine tanker fik frit løb, og minderne vældede frem om alle mine forrige juleaftner med min familie. Den ene gang på året hvor det rent faktisk virkede som om, at mor elskede os begge lige meget. Det var den ene gang om året, hvor hun rent faktisk accepterede mig og syntes, at jeg var god nok. Lige indtil vi flyttede hjemmefra, og det blev en kamp om hvem der skulle have forældrene. 

 

Jeg var kommet hjem igen hvor jeg besluttede mig for at nappe en gang rugbrød, klokken var kun halv fem, men jeg var sulten og ligeglad med alt.

 

***

 

Klokken havde ramt de 7 stykker og jeg sad alene med min aftensmad - en happy meal fra McDonalds 'cause I'm that healthy - ved spisebordet og skovlede maden i mig. Mine tanker løb frem og tilbage mellem min mor og Niall.

 

Mest Niall.. Jeg savnede ham, og lyset fra juletræet som vi havde pyntet sammen gjorde det ikke bedre. Jeg håbede han havde en god juleaften, hvor end det så var.

 

Nialls synsvinkel

 

Jeg havde taget flyet til Mullingar i går efter oplevelsen - If you know what i mean?.. Jeg skulle hjem til jul. Jeg skulle hjem for at være sammen med min familie, og det skal jeg dælme også love for, at jeg var.

 

Lige nu sad vi rundt om bordet, og spiste, og grinte. Min mave var fuldstændig fuld, hvilket sjælden skete. Lad os bare sige, at jeg virkelig havde savnet min mors mad.

 

Jeg sad og snakkede med Greg og min papfar, der havde spurgt ind til hvordan det gik med damerne, og straks løb mine tanker hen til Em, og de forlod hende ikke igen. I går havde været fantastisk, men jeg skulle nå mit fly. Samme tid var jeg stadig sur og skuffet, og jeg ved ikke rigtig hvad der skete i går.

 

Jeg savnede hende helt vildt. Jeg ville ønske jeg kunne sidde i hendes sofa lige nu med armene om hende, og kysse hende på panden eller på kinden. Jeg håbede hun havde en god juleaften, sammen med hendes familie. Jeg håbede ikke, at hun tænkte lige så meget på mig, som jeg gjorde på hende, for mine tanker var så adspredt, at jeg slet ikke kunne koncentrer mig om at hygge med min familie.

 

Jeg valgte bare, at ryste på hovedet til deres spørgsmål, og råbe skål inden min mor kom ind med desserten.

 

***

 

Vi have bevæget os videre til juletræet, og var i gang med at åbne gaver. Jeg kom til at tænke på den ring jeg havde købt til Em. Ultra sød lille sølv ring med en diamant i. Jeg havde glædet mig helt utrolig meget til, at give den til hende. Jeg sad og pakkede en gave op mens jeg forestillede mig det ansigt hun ville have, mens hun pakkede den gave op, jeg havde købt til hende. Hun ville elske den, jeg vidste det, for jeg kendte hende.

 

Pludselig fik jeg en helt utrolig stor trang til at give hende ringen. Til at se hendes ansigt. Til at kysse hende på panden og holde om hende mens vi, bare os to, synger julesange og danser fjollet rundt. Jeg savnede hendes grin.

 

Brat rejste jeg mig op, og afbrød min mor i at pakke en gave op. "Undskyld jeg bliver nødt til at smutte. Jeg har et fly jeg skal nå." Og uden at tænke over det skyndte jeg mig til lufthavnen. Jeg skulle hjem. Hjem til Em.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...