Christmas memories ❄ 1D

Sidste års jul for Emily Diamond, var noget ligeud sagt, lort. Hendes mor og far glemte de skulle være hos hende og holde jul. I stedet havde de aftalt med hendes tvillingesøster, Cam, at de skulle være hos hende. Da hendes forældre så ikke dukker op d. 24 december, finder Emily ud af, at de havde glemt hende. Igen havde de valgt hendes søster frem for hende. Hun har prøvet det før. Tit har de valgt tvillingesøsteren frem for hende, men hun har altid tilgivet dem, men ikke denne gang. Hun bliver så sur, at hun nægter at ses med dem alle sammen igen. Det nager hende stadig, men hun beslutter sig fo,r at denne jul skal blive hyggelig og speciel, og mon ikke også den bliver det da hun møder fem drenge, der er med i det kendte boyband der går under navnet One Direction? Ja, speciel bliver den da kærligheden begynder at spirer, men kan det lade sig gøre bare at glemme fortiden? Får nok tilgiver man, men man glemmer aldrig.
*Stødende og intime scener kan forekomme. Læsning på eget ansvar.*

56Likes
105Kommentarer
7571Visninger
AA

19. 18. December ❄

 

Ikke rettet igennem!

 

Jeg vågnede trist næste morgen i Nialls arme. Jeg havde ikke sovet særlig godt i nat, da jeg havde drømt om New York.. Jeg mener New York det er der alting sker. Det er byen der aldrig sover. Det var min drøm og sikkert også den største mulighed i hele min karriere, men jeg kunne ikke tage jobbet. Ikke når Niall var så mut.

 

Jeg havde endelig fået ham.. Endelig var han min.. Eller næsten vi var jo ikke sådan officielt kærester, jeg mener ingen af os havde nogensinde sagt ordet, men han var stadig min og jeg ville ikke miste ham.

 

Det gjorde ondt på mig at se ham så ked af det. Han vidste at han ville miste mig og det at han var så trist beviste at han holdt af mig. Og jeg måtte bevise at jeg holdte af ham.

 

Jeg ville savne ham i New York, også selvom han helt sikkert ville komme på tour der henne så ville det bare ikke være det samme at vide at en anden pige måske boede over ham. Måske snakkede de sammen. Måske fik det mig til at virke ligegyldig.

 

En tanke jeg ikke kunne holde ud.

 

Jeg vristede mig ud af Nialls armen og gik ind i køkkenet hvor jeg fandt frem som jeg havde fået tilsendt. Et nummer stod deri. Det nummer jeg skulle bruge for at kunne takke nej.

 

Jeg gik ind i stuen med brevet og fandt min iphone frem, der lå til opladning. Jeg trykkede hurtigt nummeret og ringede op inden jeg ville fortrøde.

 

"Direct Management Group, det er Kathrine." Sagde en noget så monton stemme med en amerikansk accent, der gav mig et billede af en sekretær med en helt pak tyggegummi i munden der sad og filede negle.

 

"Hej det er Emily Diamond. Jeg ringer angående jobtilbudet som Katy Perrys sminkør. Jeg bliver desværre nødt til at takke nej." Sagde jeg ud i en køre, så jeg ikke havde mulighed for at råbe: "Åh gud ja.. Jeg takker ja."  - "Du siger nej?" Sagde Katherine som om det mest overraskende nogensinde lige var sket.

 

"Jep." - "Er du sikker på det?" - "Jep." Sagde jeg igen. "Jamen så meddeler jeg det videre til frøken Perry. Fortsat god dag." - "Tak og i lige måde." Sagde jeg lettet. "Skøre englænder." Kunne jeg høre Kathrine mumle i den anden ende inden hun lagde på.

 

Alt blev stille et øjeblik mens jeg langsomt sænkede mobilen fra mit ører med en følelse af at jeg havde mistet noget stort. Forhåbentligt ville det betale sig.

 

"Babe?" Sagde en søvndrukken stemme der helt sikkert kom fra Niall. Jeg vendte mig forskrækket om og kunne ikke lade være med at smile ved det søde syn der kom mig i møde.

 

Han blonde har var pjusket og stod som en glorie rundt om han fine hoved. Han hænder gned sig træt i øjne mens et lille smil lurede på hans mund.

 

Lidt for hurtig nærmest løb jeg hen i hans arme og lod ham omfavne mig. "Er der noget galt?" Han kyssede mig på panden og holdt mig ud i en armslængde for at studere mit ansigt. "Jeg takkede nej." Smilede jeg og kunne med det samme høre at jeg havde taget det rigtige valg. Niall smil blev hurtig større indtil det pludselig helt forsvandt.

 

"Du gjorde hvad?" Vrissede han så jeg forskrækket gik et skridt tilbage. "Jeg takkede nej." Mumlede jeg og kiggede ned i gulvet.

 

"Em, det skulle du ikke have gjort." - "Jamen jeg troede du godt ville have mig her?" Hviskede jeg, utrolig såret over hans udbrud. "Det vil jeg da også. Tro mig der er ikke noget hellere vil. Jeg har det bare skidt med at få dig til at takke nej. Det er ikke det der var min mening. Jeg vil godt have dig til at leve dit liv og tage den her store chance. Andet ville være egoistisk eftersom jeg ved at jeg med garanti vil forlade dig.. Jeg mener jeg skal på verdens turné næste år, for crying out loud." Han kørte frustreret end hånd i gennem hans hår og kiggede på mig med et trist blik..

 

Verdens turné.. Den havde jeg da vidst ikke lige fået med i vendingen. Det sårede mig lidt at han ikke havde fortalt det. Jeg troede jo vi havde noget. Efter kun hvad?.. 18 dage troede jeg faktisk at det kunne blive til noget. Dum og naiv, det er hvad jeg er. 18 dage.. det burde tage længere tid at forelske sig, men det gør det ikke. Tanken om ikke at se ham i, gud ved hvor mange måneder, gjorde mig lige så trist som tanken om at jeg måtte forlade ham for at tage til New York. Jeg havde brug for Al, men hende var jeg selvfølgelig også blevet uvenner med.

 

"Jeg troede du ville blive glad..." Mumlede jeg mens tårerne samlede sig i mine øjne. "Shh love.. Shh det er jeg også." Mumlede han og trak mig en i endnu et kram hvor han vuggede mig frem og tilbage. "Shh."

 

Sådan stod vi lidt indtil jeg trak mig ud af Nialls greb. Han kiggede undersøgende på ham.. Ledte efter tegn på min sår, men efter 18 år hjemme hos min mor, havde jeg efterhånden lært at gemme min sår væk bag en glad facade.

 

Men Niall vidste bedre.

 

"Undskyld Em.. Tænk at jeg endnu engang fik dig til at græde." Han kiggede trist på mig og et øjeblik troede jeg at han ville græde. "Det er okay Niall.. Lad os nu få noget morgenmad."

 

Jeg trak ham med ud i køkkenet, hvor vi på begyndte vores morgenmad.

 

***

 

Det var efterhånden blevet eftermiddag og alt vi havde lavet var at æde og se film.. Lige en dag for mig! 

 

Niall var taget af sted fordi han skulle et eller andet som kendte mennesker gør, så jeg ville smutte ud og købe en julegave til Niall efter han i dag havde indrømmet at han havde købt en lille ting til mig.

 

Jeg havde taget noget ordentligt tøj på(link i kommentar) og var gået ned på gågaden for at kigge i butikker, men hvad dælen gav man drengen der helt sikkert har alt. Manden er jo millionær.

 

Jeg måtte give ham noget personligt. Andet ville ikke kunne gøre det.

 

***

 

Efter lang tids overvejelse, shopping og en lille smuttur på Starbucks, havde jeg endelig besluttet mig. Jeg ville give ham et armbånd. Måske var det ikke lige den bedste gave i verden, men den var personlig og betød noget.

 

For at det ikke skulle være en som alle lige kunne rende rundt med gik jeg ind i en vintage butik hvor der hang knyttet armbånd. Jeg havde i forvejen lagt mærke til at Niall altid gik med det samme mørkeblå og hvide armbånd så måske ville han også gå med et fra mig.

 

Efter langtids søgen efter den rigtige fandt et jeg et sort læderagtigt armbånd der blev sat sammen med en magnet. Den var helt utrolig enkel og passede til alt. Og det var noget han kunne have med sig over alt. Også på verdens turné ( :'(( )

 

Jeg gik op til kassen og betalte og det vidste sig at være rigtig billig. Jeg ved at gaven til mig helt sikkert var dyre, men endnu engang så var drengen jo millionær. Og min gave var direkte fra hjertet.

 

Da jeg var færdig gik jeg hjem og tog en tidlig aftensmad, inden jeg lagde mig ind i min seng, der stadig lugtede af Niall.

 

Jeg savnede ham allerede.

 

I samme sekund som tanken var sendt, lyste min mobil op fra en sms. Det var Niall, der spurgte om jeg ikke ville komme ned til ham i morgen ved en 18 tiden.. Hvad mon han ville?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...