Christmas memories ❄ 1D

Sidste års jul for Emily Diamond, var noget ligeud sagt, lort. Hendes mor og far glemte de skulle være hos hende og holde jul. I stedet havde de aftalt med hendes tvillingesøster, Cam, at de skulle være hos hende. Da hendes forældre så ikke dukker op d. 24 december, finder Emily ud af, at de havde glemt hende. Igen havde de valgt hendes søster frem for hende. Hun har prøvet det før. Tit har de valgt tvillingesøsteren frem for hende, men hun har altid tilgivet dem, men ikke denne gang. Hun bliver så sur, at hun nægter at ses med dem alle sammen igen. Det nager hende stadig, men hun beslutter sig fo,r at denne jul skal blive hyggelig og speciel, og mon ikke også den bliver det da hun møder fem drenge, der er med i det kendte boyband der går under navnet One Direction? Ja, speciel bliver den da kærligheden begynder at spirer, men kan det lade sig gøre bare at glemme fortiden? Får nok tilgiver man, men man glemmer aldrig.
*Stødende og intime scener kan forekomme. Læsning på eget ansvar.*

56Likes
105Kommentarer
7570Visninger
AA

12. 10. December ❄

 

Nialls synsvinkel

 



Jeg vågnede næste morgen, ved følelsen af flere øjne der gloede på mig. Jeg åbnede stille øjnene op og opdagede hvem øjne tilhørte: Liam, Louis og Harry, der stirrede inderligt på mig.



Jeg gav dem et blik der mest af alt sagde: skrid.med.jer.og.ti.stille, da Emily stadig lå og sov op ad mig. Louis, gav mit et drillende blik, men Liam der heldigvis forstod mit blik sendte mig bare et drillende smil for så at trække Louis med ud i køknet, hvor Zayn sikkert var.
 


Emily begyndte stille at røre på sig, mens hun mumlede nogle utydelige ord der fik mig til at smile som et eller andet forelsket fjols, hvilket jeg jo i bund og grund også var..



Det var bare langt mere kompliceret end bare, at sige, at jeg var forelsket i hende da jeg jo ikke var sikker på hendes følelser, eller mine. Hvad der gjorde det endnu mere kompliceret var nok, at vi havde kysset i går og det blev gengældt fra os begge.



Jeg havde jo også bare på en eller anden måde skyldfølelse overfor Demi, da vi jo lige havde gået fra hinanden, men det var som om jeg glemte alt om hende så snart jeg var i nærheden af Emily. Det var utroligt, at hun havde den effekt på mig. Jeg vidste jo godt, at det var dumt det jeg havde gang i, for at forelske sig så hurtigt i en person var nok ikke det smarteste, især når man ikke kendte hinanden særlig godt. For vi havde jo kun kendt hinanden i 10 dage. Jeg kom til at tænke på hvor ulykkelig Demi havde set ud, da jeg havde slået op med hende..



”Vi må snakke sammen.” Sagde jeg i mobilen mens jeg snakkede med Demi. ”Okaaay.. Er der sket noget?” Spurgte hun med hendes dejlige stemme. Vi havde efterhånden været kærester i noget tid uden for mediernes søgelys (ret heldigt at de ikke havde opdaget vore ret så intime kys på starbucks). Hun var min aller bedste veninde – selvom hendes bedste ven faktisk var Zayn - og en super skøn kæreste. Både sød og smuk og jeg skammede mig over følelsen, at der manglede noget. Det var næsten som om at hun var for perfekt, og som jeg altid havde sagt så var perfekt lidt… kedelig. Jeg havde lyst til at slå mig i hovedet over de tanker.

Lige nu boede hun på hotel i England, så vi kunne være sammen. Søgelyset havde fundet af at hun var i England og det er også derfor at hun boede på hotel så folk ikke lagde mærke til at hun kom alt for meget hjemme hos mig. Hendes undskyldning var at hun skulle på ferie, men helt ærligt hvilken rig, kendt amerikaner ville tage til kolde England på ferie. Demi var selvfølgelig også en af de der ret hyggelige, og nede på jorden typer. Hun var skøn.

”Nej, ikke sådan rigtig.” Mumlede jeg. Jeg hadet de her samtaler, især fordi at jeg vidste at der lige nu ringede hundred alarmklokker inde i Demis hoved. Hun var så usikker på sig selv og jeg var bange for at det her ville knuse hende. ”Okaay.. Er du ok Niall?” ”Ja selvfølgelig babe, men kan du måske komme over?” Det skar i mit hjerte da jeg kaldte hende babe, velvidende om at det sikkert var sidste gang jeg sagde det til hende. ”Jo jeg kommer om lidt.” Sagde hun og lagde på for at gå hen til mig.

Jeg kiggede trist rundt og gav mig til at rydde lidt op så det ikke var alt for rodet på min lejlighed. Jeg rev noget tøj til mig og begyndte at ligge der sammen, mens den person der hele tiden fyldte mine tanker endnu engang kom tilbage. Emily.

Vi havde været til bal i går, men jeg havde valgt at smutte tidligt hjem, da jeg var blevet rigtig jaloux da hun var begyndt at snakke med Justin. Det gjorde mig sur at det selvfølgelig var ham – hende og mit største idol – der skulle komme og stjæle hendes opmærksomhed. Da han var gået havde jeg en gang fået øjenkontakt med hende, men hun stirrede bare ondt tilbage, som om hun med vilje havde gjort mig jaloux. Så der valgte jeg så at gå hjem.

Jeg for sammen da dørklokken pludselig ringede på nede fra opgangen. Jeg valgte bare at trykke personen ind da jeg godt kunne regne ud at det var Demi. Jeg ventede i døråbningen da hendes smil langsomt kom til syne for enden af trapperne. Hun så rigtig godt i dag og jeg ventede og håbede på at sommerfuglene i min mave ville begynde at flakse endnu mere end de gør når jeg er sammen med Em, men intet skete. ”Nialler.” Udbrød da hun så mig stå i døren inden hun kom hen i mod mig og gav mig et kort kys på munden. ”Hvad så?” Sagde hun og rynkede brynene. ”Kom med ind og sæt dig.” Jeg kiggede brødbetynget ned i jorden, da jeg godt vidste, at hun vidste hvad de her ville handle om. Hun satte sig forenden at mit køkkenbord med mig på den anden side. ”Demi jeg har virkelig ikke lyst til at sige det her men jeg bliver nødt til det, ellers vil det ikke være fair over for dig. Jeg… Jeg holder så meget af dig, at du tror det er løgn og i mine øjne er du noget af det mest perfekte og verdens bedste veninde, men jeg… jeg er…Åhh gud.” Jeg kørte frustreret en hånd igennem mit hår og kiggede hende i øjnene hvor jeg kunne se tårer forme sig og læbe ned ad hendes kinder, alligevel kiggede hun på mig med et koldt og følelsesløst ansigt. ”Slår du op med mig?” Hviskede hun med stemme jeg knap nok kunne høre. Jeg nikkede sagte. ”Undskyld Demi. Det er ikke dig det er mig.” ”Seriøst Niall.. Det er ikke dig det er mig? Nok det mest uoriginale du nogensinde har sagt.” Jeg bed mig nervøst i læben mens tårene også vældede op i mine øjne. Jeg hadede når andre græd. ”Det er rigtig.. Jeg er ikke god nok for dig. Jeg fortjener dig ikke.. Jeg er blevet forelsket i en anden. Jeg er så ked af det.” Jeg lukkede øjne og tog en dyb indånding, inden jeg pustede tungt ud. ”Undskyld.”

Hun sad og kiggede på mig uden en eneste følelse spejlet i hende smukke ansigt. De mange tårer blev hele tiden til flere og dannede nye stier ned af hendes kinder. Jeg rakte ind over bordet for at tage hendes hånd, men hurtig trak hun den til sig og for op af stolen. ”Lad vær med at rør mig!” Skreg hun, mens hendes ansigt pludselig udstrålede had og en helt utrolig sår. Hun lukkede øjne og hviskede: ”Niall please, lad vær med det her. Lad vær med at slå op. Jeg elsker dig jo. Vil du IKKE NOK LADE VÆR!” Hendes stemme steg i styrke, mens hun tiggede mig om ikke at slå op. ”Jeg er ked af det Demi, men andet ville ikke være fair.” ”Jeg er ligeglad med hvad der er fair overfor mig. Jeg kan ikke leve uden dig please.” Jeg rystede på hovedet. ”Du er et røvhul.” Skreg hun pludselig og hævede hendes hånd. ”At du kan gøre det mod mig. Du er sådan en.. en… Arghh jeg hader dig Niall James Horan. Du er den største idiot jeg nogensinde har mødt. Gid jeg aldrig havde mødt dig!” Hun hævede pegefingeren mens hun råbte af mig med tårerne væltende ud af øjne. Jeg kiggede stille på hende, mens mine lydløse tårer faldt. Jeg vidste hun havde ret i alt hun sagde, og jeg havde det så forfærdeligt. ”Undskyld.” ”Undskyld? Du kan ikke undskylde Niall. Det her kan ikke undskyldes væk. Jeg vil aldrig se dig igen. Du er nar.. Du er en bøsse uden noget talent.” Hendes ord ramte mig som et slag i maven. Jeg stod bare og kiggede på hende. Udtryksløst uden følelser. ”Gå.” Jeg pegede på døren, mens jeg hviskede stille. ”Undskyld Niall.. jeg mente det ikke. Det var en fejl! Jeg kunne aldrig finde på at sige sådan, det ved du da.” Hun kiggede på mig med bedende øjne. Øjne jeg ikke længere havde noget til overs for. ”Gå Demi.” Hun kiggede på mig og gjorde over hovedet ingen mine til at rykke sig. ”Døren er der. Gå.” Jeg gik hen for at åbne døren og stod og ventede på at hun gik. Hun kiggede i lang tid bare på mig inden hun sænkede hovedet og gik forbi mig. ”Tak for alt.” Hørte jeg hende mumle på vejen.



Jeg blev revet ud af mine tanker, da Emily begyndte at gøre intro til at vågne op. Et smil bredte sig på mine læber "Godmorgen babe" sagde jeg til hende, mens hun stille åbnede sine sine brune dådyr øjne, jeg fandt så utroligt smukke.
 


Jeg kunne blive ved med, at kigge hende ind i øjnene hele dagen uden at blive træt af dem. "Morgen Nialler" sagde hun morgenhæst og sendte mig et skævt smil, hvilket jeg fandt så forfærdeligt sexet. Hun var i det hele taget sexet.



"Er du sulten?" Flot Niall, var det virkelig det bedste du kunne komme på? Grr, jeg hadede når jeg dummede mig overfor en pige, hvilket heldigvis ikke skete særlig tit da jeg ikke var typen der blev forelsket i alle og en hver, selvom det lige nu godt kunne virke sådan. Til mit held nikkede hun bare til mit åndssvage spørgsmål, for så at rejse sig elegant op. Hendes løse trøje havde revet sig ned så man kunne se noget af hendes bh. Dirty minded ....... Hun lagde vist mærke til, at hendes trøje havde revet sig ned da hun rettede den hurtigt og fik en rosa farve i kinderne. Endnu en grund til at jeg så godt kunne lide hende, for jeg havde nemlig en svaghed for generte piger, hvilket man roligt kunne kalde Em. Dog var hun ikke vildt genert, men bare sådan sød genert.



Jeg rejste mig fra sofaen for at følge hende med ud i køknet hvor jeg fandt de andre drenge, der var i fuld gang med at snakke om noget fodbold, og ham der Mr. X der havde truet os på livet, alligevel ret spooky, men vi havde fuld security på. Da jeg stille rømmede mig blev opmærksomheden straks vores. Jeg spurgte om de havde fået noget morgenmad, men i stedet for at svare på mit spørgsmål, begyndte de bare at give os små drillende kommentarer.



Det endte med at jeg tog fat i Emilys hånd og fik hende ud i entréen, "Jeg undskylder for deres barnlige opførsel" Sagde jeg halv grinende. "Well, jeg syntes nu de var sjove nok" Svarede hun fnisende. Jeg kunne ikke lade være med at smile til hende. Da hun havde fået sit overtøj på og fået hendes taske i hånden, lukkede jeg døren efter os for så, at gå ud i opgangen. "Vil du med på en café for at få noget morgenmad?" spurgte jeg hende stille om, måske lidt nervøs for at få et afslag. "Jeg ville altså virkelig gerne, men jeg havde lovet min veninde Ali, at tage på shopping" Sagde hun bedrøvet. Jeg kunne tydeligt mærke, at hun virkelig gerne ville have været med mig, så derfor bredte sig der en varme i min krop. "Vi finder bare ud af noget en anden dag, Em" Jeg smilede opmuntrende til hende for så, at give hende et langt kram, der slet ikke virkede særlig langt. Jeg begravede mit hoved i hendes hår der duftede af blomster. "Vil du måske med mig ud og skøjte en dag?" Spurgte jeg med et smil i stemmen mod hendes hår. "Det vil gerne Nialler." Jeg smilede da hun kaldte mig Nialler, selvom det mindede mig lidt om Demi.

 

"Så skrives vi bare." Jeg trak mig ud af krammet og smilede til hende. "Vi skrives." Sagde hun og vinkede akavet inden hun vendte sig om.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...