De blå, blå øjne

- Et bidrag til 'Besat' konkurrencen.

9Likes
9Kommentarer
694Visninger
AA

1. De blå, blå øjne

 

De mørke rande under de blå, blå øjne afslørede ham. Men de andre sagde ikke noget, de turde ikke. Folk er blevet så bange, ingen spørg. Ingen vil. Alle har nok i deres egne problemer. Hvis man bare begyndte at spørge.

På den anden side måtte de heller ikke spørge, for det ville opløse ham. I salte tårer. Det kunne han ikke, han var en mand. 26 vintre.

Minutterne tikkede ikke af sted, de gik ulideligt langsomt. Hvert sekund føltes som ti, og alligevel var det ikke fordi han ventede på friheden.

Den var værre.

For der ventede hun. Punktlig og præcis var hun, altid stod hun i den sorte frakke på hjørnet mellem den ny renoverede Føtex og det gamle slidte værtshus. Nogle dage var han de snuskede lokaler og hun de skinnende gulve med hylder bugnende af varer. Nogle dage var det omvendt. Andre kunne de begge være det samme. De dage hadede han, for der var det sværere at stå imod.

Hun var smuk. Kærlig. Perfekt.

Men der var sprækker og inde bagved var sandheden en anden. Der var stadig tre timer tilbage. Hans tanker vandrede. Hvad mon hun lavede lige nu? Vaskede hun sit dyre tøj eller gjorde rent i den altid støvfrie lejlighed.

Inderst inde vidste han det godt. Hun stod nede på hjørnet.

 

Allerede når morgenen gryr og han står af sin bus, er hun der. Med sine høje sko og designertaske. Det røde hår er sat perfekt op i en knold, makeuppen kan holde hele dagen. Hun sørger for alt, intet går galt. De følges hen til skolen, hun prøver at holde hans hånd, men det vil han ikke. Hun prøver at lade deres arme passe perfekt sammen i  albuen, det vil han heller ikke. Derefter holder hun op, smiler til ham og lader de giftige ord forsødes i den lokkende tone. ,,Okay skat, vi prøver bare igen senere.”

Det gentager sig når timerne er sluttede og han skal med bussen hjem igen. Den eneste forskel er, at hun tager bussen med ham. Sætter sig på sædet ved siden af ham, der er altid to sæder fri til dem. Ikke mange skal med denne bus.

Hun fortæller om, hvor dejlig en aften de skal have og hvad hun har købt til aftensmad. De blå, blå øjne ser ud af de snuskede vinduer og drømmer om et andet liv. Men hun er en edderkop og magten er hendes.

De følges hjem til den hvide lejlighed, hvor der intet kan sættes en finger på. Nøglen sættes i døren og de træder ind i hans lejlighed. Hun begynder straks på rengøringen, mens han læser sine lektier. Til aften laver hun lækker mad og de drikker vand til. Derefter ser de fjernsyn, den sorte fjernbetjening ligger kun i hendes side af sofaen. Klokken 11 gør de sig klar til natten, hun overnatter dog ikke hos ham, så snart han sover, forlader hun lejligheden. Og mareridtet kan starte forfra i de første morgentimer.

 

Han så op mod det hvide ur med de sorte visere. 2 minutter. Et lydløst suk slap ud mellem de let skilte læber. Han pakkede sine ting og rejste sig med sine medstuderende. De smilede, sagde farvel og ha’ en god dag til hinanden. Høflighedsfraser. Intet der betyder noget.

Knolden var i dag lidt løsere og jakken stod åben. Han så forundret på hende. Et smil spillede om hendes røde læber, der var ingen indkøbspose i hendes spædlemmede hånd. Han genkendte blikket i hendes øjne og den før let ranke ryg faldt sammen. De mørke katteøjne så lysten på ham. Var hun først vækket, kunne hun ikke få nok. Derfor var der ikke købt ind, den anden havde været her. Havde vækket hende endnu engang. Ham der startede det hele.

Hans indre jamrede og vred sig i smerte. Forelskelsen var der jo endnu, den ville ikke give slip på ham. Selvom han hadede hende, gjorde det ondt. Forelskelsen og hun kunne være den samme. Ingen af dem vil slippe ham igen.

Alligevel startede en lille sommerfugl i hans mave. Måske hvis han nu bare løb?, Det havde stået på så længe og han orkede ikke mere. Det nedbrød ham, gjorde ham til en slave af kærligheden. Selvom han ikke selv ville kalde det kærlighed, nærmere end besættelse. Hun ville ikke give slip og han kunne ikke.

Ikke før nu.

De hvide sneakers drejede hårdt om hælen og fløj henover hullerne i asfalten. Da lungerne sagde stop, lod han fødderne hvile og satte sig på en bænk. Skyldfølelse og lykke strømmede igennem ham på samme tid. Han var fri, men hun ladt tilbage. Alene.

Nej.

Hun var ikke alene. Der var jo altid ham, ham den anden. Hun kunne gå til ham og blive der. Bænken var hård og kold, så han rejste sig igen. Gik med lette skridt rundt i den lille park, forundret over sit klarsyn. Aldrig mere ville han tilbage.

I nat ville han hente sine gemte penge og sit tøj, for derefter at forsvinde for altid. Så ville han være rigtig fri. Fri som en fugl med udstrakte vinger, altid klar til noget nyt.

Natten kom, tiden fløj hurtigere end de susende vinde.

Han skridt var lette og fjedrede da han påbegyndte turen tilbage til sit hjem, tankerne der kørte i hans hoved hvirvlede om det samme emne. Glæde.

Den gjorde ham blind og døv for omverdenen. Alt andet end glæden var uvigtigt.

Derfor lagde han ikke mærke til at døren var ulåst, - han puffede den bare op, eller at der stod sorte stiletter i entreen, ej heller hendes røde knold så han.

Først da han ville hente sin pung i køkkenet,  fik de blå, blå øjne blik for det ildrøde hår. Derefter de lynende øjne og den stramme mund. Som kunne hendes øjne styre ham, stoppede han op. Tasken faldt larmende.

Tankerne for rundt mellem hjernecellerne og lavede rod i det hele. Hun var som en brændende isdronning. Han smeltede ned gennem brædderne og hun havde end ikke sagt ét ord. Alt mod og lyst til andet liv forsvandt. Sivede ned gennem de grove gulvbrædder og flyttede ind hos underboen.

Hendes ord var isnende kolde. ,,Troede du virkelig, at du bare kunne gå? Det kan man ikke, man går ikke fra mig. Du kommer til at betale for dette.”

Men så ændrede tonen sig. Hun blev blød og kærlig.

,,Jeg elsker dig jo så højt, forstår du ikke det? Min kærlighed er så enorm, at jeg ville dø uden dig.”

Hans indre rejste sig. Hun elskede ham. Han var nødt til at blive, man blev hos folk der elskede en og man rejste fra dem der ikke gjorde. Han var flyttet hjemmefra som 15 årig. Dengang var hun 16. De havde røget cigaretter og sovet i opgange. Alt havde været forkert og alligevel så rigtigt.

Efterhånden kom der flere fødselsdage, der kom ordentlige jobs og han ville skolen igen. Hun ville ikke skole, og søgte andre steder hen. Det ødelagde hende. Han lukkede de blå, blå øjne og lod som ingenting. Der var mange penge i hendes profession og hun var god til det.

,,Luksusluderen.”

Det navn kendte alle. Ingen vidste det var hende, kunderne måtte ikke sige det videre. Kold var han overfor jobbet, det var jo bare et job. Det betød ingenting. Men dengang han, ham der ødelagde det hele kom. Det var noget andet. Det var ikke en del af jobbet. Passioneret sex var det. Hun fortalte ham altid alt, han skulle straffes. Bare fordi han ikke selv kunne. Det var jo ikke hans skyld, barndommens uskyld var blevet smadret og lysten aldrig var dukket op.

Våde tårer trillede ned af hans stubbede kind, benene var som gele. Hvordan kunne han dog tænke på at forlade hende.

De elskede jo hinanden, var besatte af hinanden. De havde overlevet alt, så måtte de blå, blå øjne lukkes for alt andet.

 

De blå, blå øjne lukkede sig for sidste gang den aften. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...