Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4968Visninger
AA

10. Kap. 9

 

Elizabeth kiggede betaget på sit eget navn. Det var skrevet med kringlede bogstaver, og farven var rød... Rød som blod. Ganske langsomt rakte hun ud efter mappen. De andre diskuterede, men hun hørte intet. Hun var lukket inde i sin egen lille bobble, et sted langt udenfor virkeligheden. Også tårerne, var holdt op med at strømme fra hendes øjne.

Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forklare denne tilstand. Hun var hverken glad eller ked af det. Skyldfølelsen forsvandt fra hendes hjerte for en stund, og kun en smule nysgerrighed var tilovers af det væld af følelser, der havde lagt sig omkring hende, i den sidste tid. Hun var end ikke bange.

Hendes hånd rørte mappen, og det kolde hvide materiale, var så glat, at hun lige måtte  gribe om det en ekstra gang. Mappen så ud til at være lavet af helt normal plastik – men meget glat plastik, fortalte Elizabeth sig selv. Hendes spinkle arme spændtes, da hun løftede den op, og trak den hen imod sig, nysgerrig over at se hvad det var, som stod i den mappe, der bar hendes navn.

Hun løftede den op, og lagde den i skødet. Forsigtigt åbnede hun den. Boblen var stadigvæk omkring hende. Alle ord som ikke kom fra hendes egen mund, blev lukket ude. Hun slog op på første side. Det var en lang og detaljeret... Indholdsfortegnelse? Elizabeth gispede lydløst. Miranda måtte under ingen omstændigheder se dette. Hvordan havde den maskeklædte fundet ud af så meget? Og hvorfor lige den hemmelighed. Der var kun tre mennesker i hele verden, som kendte til den hemmelighed. Eller... Der burde kun være tre.

Det var ikke fair, at hvis hun skulle være modig og ofre sig for Miranda, så var hun nødt til at afsløre den hemmelighed, som uden tvivl ville knuse Miranda, og gøre så også hun ville gå op ad trappen. Elizabeth sukkede dybt, og kiggede sig omkring. Hun kunne se de andres munde bevæge sig, men hun kunne ikke høre stemmerne komme ud. Boblen lukkede stadigvæk al lyd ud. Elizabeth tog en dyb indånding, før at hun gav slip på boblen. Det næste øjeblik vældede følelserne endnu engang frem i hele kroppen, og frygten lagde sig på sin vandte plads omkring hjertet. Hun kunne mærke det banke hårdt imod sit bryst, og hun besluttede sig for at være taknemmelig for det. Hun ville ikke ofre sig. Hun ville beholde den følelse, til tiden kom. Hun håbede bare ikke at hun ombestemte sig i nat, for hun var sikker på, at denne nat ville blive værre end de fleste. Og det var ikke så lidt endda.

***

Adrian havde en følelse af tomhed i sig. Han kendte nu alle de andres hemmeligheder, og hans hjerte, som sædvanligvis var hårdt som stål, bankede hårdt imod hans bryst. Så hårdt, at frygten for at de andre ville høre ham, var overvældende. Han havde endnu ikke deltaget i diskutionen der var igang, men nu besluttede han sig for at vise dem, den egentlige grund, til at han havde sagt det han nu havde sagt.

”I har misforstået mig.” Startede han ud. Han forsøgte at genvinde sin ironiske klang, men det lykkedes ikke helt. Han lød svag. Alt for svag. Beslutsomt hankede han op i sig selv, og forsøgte endnu engang at erobre sin attityde tilbage. Miranda så på ham. Hendes brune øjne var fyldt med spørgsmål. Spørgsmål som han ikke ønskede at svare på, ikke kunne svare på. Endnu.

Adrian rejste sig op.

”I har helt misforstået mig!” Sagde han højt. Når han ikke kunne bruge sit sædvanlige våben, ironi, måtte han i det mindste bruge al den kraft, hans stemme kunne myndstre. Han havde på fornemmelsen, at hans øjne afslørede alle følelser, og febrilsk lod han sit blik flakke, i forsøget på at undgå øjenkontakt med nogen. Mindst af alle Miranda.

”Vi har hver en mappe, med vores navn stående på. Parret i farver.” Sagde han. De andre kiggede på ham. Han lagde mærke til, at Elizabeth havde lagt begge arme beskyttende over sin egen mappe. Han kunne forstå hende. Han ønskede at gøre det samme med sin egen mappe. ”Elizabeth med Luca, Asta med Johan, Tara med Seb og jeg selv med Mi-Miranda.” Det var ikke meningen at hans stemme skulle ryste, og han skyndte sig at skjule det med et host.

”Ifølge den sidste mappe, den vigtigste mappe, er vi parret i personlighedstyper.” Han bøjede sig ned, rodede rundt i mapperne til han fandt den han søgte. Med sikker mine slog han op på side 11, og begyndte at læse op.

”Rød – Luca, Elizabeth. Kendetegn: Indadvendthed, indelukkelse og tænksomhed. Gør sjældent noget overilet, men når de endelig gør det, er det ikke noget ubetydeligt.

Grøn – Asta, Johan. Kendetegn: Indelukkelse, bygger ofte en facade op, har tendens til at gøre overilede ting. De grønne viser sjældent den helt rigtige side af sig selv, men foretrækker at vise en falsk side af sig selv. En såkaldt facade.

Blå – Tara og Seb. Kendetegn: Opstår oftest i kernefamilien, søger efter spænding, indelukkelse. I deres søgen efter spænding, opstår der oftest seriøse problemer mellem forældre og børn.

Orange – Miranda og Adrian. Kendetegn: Ilterhed, tænksomhed, indelukkelse. I deres forsøg på at skjule den vrede side af sigselv, opstår den sjældne kombination af ilterhed og tænksomhed.” Adrian stoppede med at tale. Hans ord havde gjort en virkning, kunne han fornemme, men han var endnu ikke færdig.

”Det er ikke det hele.” Sagde han, smilede ironisk. Han havde fundet det frem igen. ”Jeg har ikke læst det hele, men ifølge det jeg har læst, så er vi uden for fare. Der er ikke nogle der er døde. Vi er ikke andet end et fucking psykologisk eksperiment!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...