Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4836Visninger
AA

9. Kap. 8

 

"Hvordan fanden kan hun sige sådan noget!? Jeg skal... Jeg skal..." Adrian var sur. Rigtig sur. Miranda kunne se det på de røde pletter, som var kommet frem på hans hals. Hendes far gjorde det samme når han blev sur.

"Du skal ikke noget som helst. Hun er sandsynligvis død nu." Elizabeth's stemme lød svag, og Miranda skævede nervøst til hende. Elizabeth så dårlig ud. Virkelig dårlig. Hun havde grædt, og hendes øjne var røde. Tårespor prydede hendes kinder, og hendes underlæbe var hvid. Hun havde bidt i den. En ting Elizabeth kun gjorde når hun var meget vred, eller stærkt bevæget.Miranda lagde en arm om hende, og trak hende ind till sig.

"Shh... Det er ikke din skyld." Hviskede hun ned i hendes hår. Elizabeth kiggede op på hende med store, tårefyldte øjne.

"Hvis skyld var det så? Hun gjorde det for mig, Miranda. For mig. Hun ofrede sig for mig, og for ingen andre. Jeg kunne ligeså godt have dræbt hende, eller tvunget hende op ad trappen. Hun faldt for min sårbarhed. Pokker tage den sårbarhed, hun forbandt med sin stakkels bror." Miranda smilede blidt over søsterens brug af ordet 'pokkers'. Elizabeth bandede sjældent, og når hun gjorde, var det aldrig rigtige bandeord. Miranda trak Elizabeth ind til sig i et kram.

"Du skal ikke have skyldfølelse over noget som ikke er din skyld. Asta faldt for din skønhed, ynde, personlighed og dejlighed. Det er ikke din skyld. Du skal ikke få dårlig samvittighed når at du tænker på hende. Du skal mindes Asta som en forfærdelig modig pige, som syntes at du var en helt fantastisk pige, og som holdt rigtig meget af dig. Dig, og sin bror. Bed for hende, græd for hende. Men hav aldrig skyldfølelse over hendes valg. Så misbruger du hendes offer."

Elizabeth kiggede op på Miranda med tårerne løbende ned ad kunderne. "Hvordan skal jeg kunne leve med at jeg var grunden til en andens selvmord? Hvordan skal jeg glemme det?" Miranda smilede trist til hende.

"Du skal ikke glemme det. Gem det i dit hjerte, husk hendes mod og hendes offer. Når du møder hende i himlen, vil du kunne finde det frem igen, og der vil du vise hende, at du har husket det. Glem det aldrig, Elizabeth. Men lær at indse at det ikke var din skyld. Det var hendes valg. Spild ikke hendes offer." Elizabeth's blå øjne var umulige at læse, og Miranda opgav det. De andre omkring dem, sad og betragtede dem.

"Det er rigtigt nok, Elizabeth. Du skal ikke spilde offeret." Sagde Tara, den stille pige med det mørke hår, som plejede at sende skjulte blikke til Adrian. Miranda så taknemmeligt på hende. Hun havde på fornemmelsen, at Elizabeth ikke var helt overbevist før, men måske nu?

"Nej. Du skal leve, Elizabeth." Hviskede Seb. Han var stille. Meget mere stille end han plejede at være, og gnisten i hans øjne var væk. Miranda kiggede rundt efter Adrian, men han var ikke til stede. I det samme mærkede hun en hånd mod sin kind. For stor til at være Elizabeth's.

En anden hånd blev lagt mod hendes skulder, og hun blev langsomt drejet 180 grader, til hun så direkte ind   i Adrians øjne... For første gang nogensinde, opdagede hun. Der var en sorg. En dyb, dyb sorg.

"Hvorfor? Hvorfor skulle kun én af os overleve? Hvorfor ikke os alle?" Mørket bag ham skjulte hans direkte ansigtstræk, men hun kunne se at han var oprevet. Måske havde han fundet noget i udkanten af rummet. Dets mørke skræmte Miranda, og endnu havde hun ikke udforsket det... Men hun havde en idé om at Adrian havde, og han så ud til at have fundet noget. Hun vristede sig fri af hans hånd, og kiggede ned. For hans fødder lå 8... Nej 9, hvide mapper. På den øverste stod et navn. Elizabeth.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...