Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4797Visninger
AA

8. Kap. 7

 

Dæmpede stemmer vækkede Miranda, og hun åbnede øjnene hastigt op. De andre sad i en rundkreds. Stille, og med nedslåede blikke. Hun lod øjnene vandre fra person til person, og talte. De var fire. Med hende selv blev det fem. Hun lod igen øjnene vandre, men med det samme resultat. Det gav ingen mening. Selv hvis der var en der var gået op ad trappen, burde de være seks.

Med højre arm skubbede hun sig selv op, og talte efter igen. Stadigvæk samme resultat. Først der opdagede hun hvad det var de andre sad omkring. Mad! Og vand! I et hop var hun oppe at stå, og styrtede hen til de andre i et par ukontrollerede skridt.  Hun slog sig ned ved siden af Elizabeth, som end ikke kiggede op, da Miranda satte sig. Miranda rynkede på panden.

”Hvad er problemet?” Spurgte hun, og de andre stoppede samtalen. Adrian tog ordet, og Miranda var næsten lettet, da han talte med sin normale, ironiske dialekt. Det havde været en smule skræmmende, at han var bange for hendes 12’årige søster.

”Vi har et lille problem...” Sagde han, imens at Miranda grådigt rakte ud efter vandet, og et stykke brød. ”Imorges, da du sov, vågnede vores kære Johan op... Og opdagede at Asta havde taget trappen, så at sige. Han blev vanvittigt vred, og gav mig skylden for hendes tåbelighed, hvorefter han styrtede op ad trappen. Uden maske på. Nu er vores problem, at vi ikke ved om det bliver godtaget som dagens offer. Hvis det ikke gør... Så er vi jo allesammen døde inden imorgen. Men hvis vi sender en op, og han så er blevet godkendt, ved vi ikke helt hvad der så sker...” Miranda kiggede rundt i kredsen.

”Der er vel ikke så meget at gøre. Vi må bare vente og se hvad der sker... Ellers har vi samme problem imorgen, og så er der ingen der...” Hun fuldførte ikke sætningen. Hun kunne simpelthen ikke få sig selv til at bryde det tabu, som der var lagt over ordet overlevelse.

”Det var det vi var ved at komme frem til, da du afbrød os.” Adrian skævede hurtigt til Elizabeth, men tilsyneladende var Elizabeth for udmattet til at tage sig af hans ironi. Miranda ignorerede ham. Hendes fokus var på noget andet.

”Se... Fjernsynet...” Hviskede hun, imens at et billede af Asta begyndte at tone frem på skærmen. Dem der sad med ryggen til vendte sig, og en stilhed sænkede sig over dem alle, da den fordrejede stemme klingede ud i rummet.

”Godformiddag til alle jer. Hygger I jer? Der er ingen grund til ikke at gøre det. I har trodsalt intet at frygte... Med mindre I er bange for døden... Hvilket bringer os videre til denne modige pige, der har valgt at ofre sig for alle jer. Eller for at redde sig selv, hvem ved? Nå, lad os starte med det grundlæggende. Er du gået frivilligt op ad trappen, med masken på?”

På skærmen bævede Asta’s læber, da hun nikkede. ”Ja... Det er jeg.”

”Og er du villig til at afsløre din hemmelighed?” Asta nikkede. ”Så begynd, min ven.”

”J-jeg... Altså hvor skal jeg begynde?”

Begyndelsen plejer at være et godt sted.” Endnu engang nikkede Asta, fattet.

”I virkeligheden startede det da jeg var helt lille. Omkring 4 år gammel, tror jeg. Min far har altid været... Dominerende. Når at han var sur, slog han. Når at han var utilfreds, slog han. Når at der var noget han ikke brød sig om, slog han. Det kunne være hvad som helst. Hvis jeg nægtede at gøre som jeg fik besked på, eller hvis han ikke kunne lide aftensmaden. Det var ligegodt. Han var husets herre, og han gjorde hvad han ville.

Han slog også min bror. En lille dreng. Tre år yngre end mig, og spinkelt bygget. Både min mor og jeg forsøgte at beskytte ham, men det gjorde hans raseri imod min bror endnu større. Måske følte han at vi elskede min bror højere end ham... Jeg ved det ikke... Jeg spurgte aldrig...

Min bror voksede op, blev en skræmt dreng der aldrig sagde et ord. Han gemte sig oftest, og min fars raseri sænkedes. Men min mor begyndte at blive gammel. Ikke kun af alder, men også  af udseende og sind. Og jeg kom i puberteten. Som 12’årig begyndte han at opsøge mig, i stedet for min mor. Og jeg var underkuet, sagde aldrig imod. Når jeg forsøgte, slog han mig.

Men en nat, vågnede min bror. Han havde haft mareridt, og ville gå ind til mig.Det gjorde han engang i mellem.  Og da han så os, gjorde han noget jeg aldrig havde troet, at min bror ville kunne gøre. Han løb. Åbnede hovedøren, og løb. Min far fulgte efter ham så hurtigt som muligt. Og da jeg var sikker på at min far ikke holdt vagt, fulgte jeg også efter, fast besluttet på at redde min bror, før at min far fik fat i ham. Vi fandt ham næsten samtidig. Det var tidligt om morgenen, og jeg nåede lige at se min far kaste sig over min hjælpeløse bror, som havde gemt sig i parken.

Jeg vidste at jeg intet kunne gøre, men da fik jeg øje på en hundelufter i det fjerne, og løb hen imod ham. Jeg fortalte ham om min voldelige far, der tævede min bror, og han tastede politiets nummer, gav telefonen til mig, og løb hen for at standse min far.

Kort tid efter var jeg sat i plejefamilie, uden tilladelse til at kontakte min familie. Jeg ved dog, at læger fandt ud af at min bror var psykisk ustabil. Min far havde tævet normaliteten ud af ham, da han var lille. Jeg har ikke set nogen af dem siden. Hverken min mor, min far eller min bror. Psykologerne mente, at jeg ville kunne få et psykisk nedbrud hvis jeg talte med min familie. De sagde, at det var utroligt at jeg havde klaret al det jeg havde, uden at det havde skadet min psyke uhelbredeligt. De sagde, at jeg var meget stærk.”  Tårer faldt ned ad kinderne på  hende, og hendes stemme rystede endnu mere da hun fortsatte.

”Mit højeste ønske har altid været at se min bror igen. Det får jeg så ikke opfyldt nu.” Hun rettede ryggen, og så direkte ind i kameraet. Smilede stille, med tårene trillende ned ad kinderne.

”Men jeg er glad for at have mødt dig, Elizabeth. At møde dig, har været næsten ligesom at møde min bror igen. Du aner ikke hvor meget du ligner ham. Både på personlighed, og udseende. Selvom at du selvfølgelig ikke er så mentalt svag, som han er. Jeg gjorde dette for dig, Elizabeth. Overlev. Så er du sød. Og Johan. Tak. Du gav mig modet igen. Hjælp Miranda med at beskytte Elizabeth. Du må forstå, at det er Elizabeth der skal leve. Ikke nogen af de andre.

Før jeg siger farvel til livet, vil jeg også gerne sig farvel til Adrian. Adrian, jeg kommer ikke til at savne dig. Fuck dig.” Miranda kiggede overrasket på kameraet, og skævede så hen til Adrian, som sad med røde pletter på halsen. Fra fjernsynet lød en klappen, og kameraet drejede  180 grader, før at det pegede direkte på en kvadratisk malet, rød og hvid maske.

”Meget smukt og poetisk, Asta. Farvel til dig også. Til jer andre, kan jeg ikke sige så meget andet end... På gensyn, vi ses imorgen.”  Skærmen blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...