Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4774Visninger
AA

7. Kap. 6

 

”Er hun... Er hun død?” Spurgte Tara. Miranda så, skræmt af tanken, op på hende. Tara’s ansigt lyste af bekymring, og Miranda tog en dyb indånding, før at hun lagde hånden over brystet på Elizabeth. Hun holdt vejret, indtil hun mærkede det første stille hjerteslag.   

”Hun lever. ” Hviskede Miranda med strålende øjne. Alle de tilstedeværende åndede lettet op. Selv Adrian som, i et kort øjeblik, næsten havde set trist ud. Miranda smilede, og tog Elizabeth’s hånd. Hun gav den kolde hånd et klem, før at hun slap den, og støg Elizabeth forsigtigt over håret.

”Det er godt, Elizabeth... Kæmp for det...”

***

Asta krøb sammen bag skabet. Det kolde træ trængte igennem hendes tynde tøj på et øjeblik, men hun ignorerrede det. Det betød intet. Hun kunne stadigvær mærke Adrians ord. De sad overalt på hende, dækkede hende fra top til tå.

”Tør ikke... Mulighed for at springe fra... Tør ikke, tør ikke, tør ikke.” En rystelse gik igennem hende, og en enkelt tåre slap fri af hendes øje, og trillede langsomt ned langs kinden, uden om munden og ned til hagen. Asta gøs.

Hun brød sig ikke om at græde. Gråd gør svag, havde hun fået afvide fra barnsben af. En mand hun havde kaldt for far, havde gang på gang sagt de ord til hende. Og hendes bror, selvfølgelig. Til dem begge to. Asta rystede af indestængt angst, gråd og kulde.

Der var ikke så meget lys her, i udkanten af rummet. Næsten intet, faktisk. Der var langt mere inde i midten, hvor at de andre sad... De andre – og Adrian. Hun rystede tankerne om selskab af sig, men rejste sig alligevel op.

Hun spejdede ud i rummet. Lyset trængte stadigvæk ind i mørket, men hun havde ingen anelse om hvor langt at mørket egentlig varede. Nok ikke så meget længere. De andres stemmer lød fjernt, på trods af ,hun var sikker på, de var tæt på.

”Asta... Asta!” Hun krummede sig øjeblikkeligt sammen ved lyden af stemmen. Var det Adrian? Var han kommet for at få hende til at huske endnu mere omkring hendes fortid, for at få hende til at græde.?Ville han se hendes tårer falde ned fra øjnene, og skabe en sø på gulvet? Ville han påbringe hende smerte, håne hende og hade hende for evigt? Ville han..?

”Asta. Asta! Svar nu!” Men vent... Det var ikke Adrians stemme. Det måtte være en af de andres. En der... bekymrede sig om hende. Hun tog en dyb indånding, før at hun åbnede munden.

”Jeg er her... Hvem der?” Sagde hun højt ud i mørket. Hun var begyndt at kunne skælne ting og sager fra hinanden.

”Mig... Johan... Hvor er her? Bliv ved med at snakke...” Asta smilede for sig selv. Stemmen befandt sig lige bag hende. Forsigtigt vendte hun sig rundt. Hun kunne se hans skikkelse stå helt stille midt på gulvet.

”Jeg er lige her.” Sagde hun stille. Han smilede, og rakte ud efter hende.

”Det var godt... Jeg har ledt efter dig. Kom, lad os komme tilbage til de andre.” Hun nikkede, og sammen bevægede de sig hen imod lyset. Varmen spredte sig overalt i Asta’s krop, som hun gik der, klyngede sig op ad Johan. Foran dem blev lyset klarere.

Miranda betragtede smilende Johan og Asta da de kom frem fra mørket af. Hun skævede til Adrian, der bare tavst så på dem, imens at han en gang imellem sendte nervøse blikke, til den stadige bevidstløse Elizabeth.

Asta kiggede undrende på Elizabeth, og sendte et spørgende blik til Miranda, men Miranda rystede bare afværgende på hovedet. Hun orkede ikke at forklare det ligenu.

”Burde vi ikke finde ud af hvem der skal dø?” Lød Adrians stemme, en anelse mindre selvsikker end den plejede. Underligt nok var det Asta der åbnede munden, og med sikker stemme svarede ham:

”Nej. Det skal være frivilligt, og hvis der er en der vil gå op ad trappen, skal personen nok gøre det.” Adrian åbnede og lukkede munden et par gange, og Asta kiggede op på Johan, der smilede forsigtigt til hende.

”Det er rigtigt.” Sagde Johan med rystende stemme. Han kiggede på sit ur, og fortsatte så: ”Og klokken er mange. Lad os sove... Måske sker der noget inden i morgen?” Miranda besluttede sig for ikke at komme med indvendinger, og vendte sig om mod Elizabeth. Hun lagde en arm om hende, og lagde sig så ned, så komfortabelt som muligt. Miranda lukkede øjnene.

***

Asta sikrede sig at alle sov, før at hun forsigtigt rejste sig op. Hun sendte et kærligt blik hen til Johan, og i hakkende bevægelser bøjede hun sig ned over ham, og kyssede ham på panden. Han rørte på sig, men vågnede ikke.

”Tak for at indgyde mig mod...” Hviskede hun, før at hun vendte ryggen til ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...