Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4758Visninger
AA

6. Kap. 5

Asta kiggede skræmt på den tomme skærm. Egentlig ikke rørt af historien, hemmeligheden. Han havde set sin far en gang i mellem, leget med sin søster, spillet klaver. Hun kunne godt se at han ikke var lykkelig, men han havde vel trods alt haft glade stunder.

Nej, grunden til at hun ikke kunne fjerne sit skræmte blik fra skærmen, var en anden. Det var tanken om at det var hendes ansigt, i stedet for Luca’s. Hende der skulle sidde der, bange og hjælpeløs, afsløre sin største hemmelighed, for at redde nogle mennesker, hun ikke engang kendte.

Hendes blik faldt på den yngste. Måske... Måske ville hun ofre sig for den yngste. Der var nogle sider af Elizabeth, som mindede hende om sin bror. Den samme hjælpeløshed lå over dem begge, selvom den dog var så meget større hos hendes bror.

Men alligevel. Det skræmte udtryk i de blå øjne, det lyse hår der lyste op i det mørke rum. Jo, Asta ville måske ofre sig for Elizabeth. Men så var hun nødt til at passe på Elizabeth. Og derfor kunne hun jo ikke dø endnu, vel? Vel?

Hun har jo Miranda, hviskede en forræderrisk stemme i hendes hoved, og hun måtte desværre erkende at den havde ret. Elizabeth havde allerede en beskytter, og så genert som hun så ud til at være, mente Asta ikke at hun lige var klar til at skifte Miranda ud. Nervøst åbnede hun munden.

Miranda’s mave knurrede sultent, og ligeså de andres. Alle som én, sad de og diskuterede hvorvidt bortføreren havde tænkt sig at skaffe dem noget mad, eller om det i virkeligheden var den skjulte plan, at de skulle dø af sult og tørst.

”Jeg skal nok gøre det.” Miranda så op, og fulgte stemmen. Det var den rødhårede der sagde det, Asta. Hun rystede skræmt, og Miranda fik en pludselig lyst til at gå over og spørge om hun var okay, klappe hende på skulderen og sige at det hele nok skulle gå. Men hun gjorde det ikke. Hun blev siddende ved siden af Elizabeth, med et koldt og lukket udtryk i de brune øjne. Hun måtte ikke knytte sig til folk. Folk, hun alligevel skulle miste.

”Gøre hvad? Skaffe noget mad?” Lød en drengestemme, der, for en gangs skyld, ikke tilførte Adrian. Hendes blik kørte mod højre, og faldt på den ene af de to lyshårede drenge – ham uden briller, Seb. Asta så ned i jorden, og rødmen skød op i hendes ansigt.

”Nej... Ikke noget...” De andre kiggede bare på hende. Miranda flakkede imellem lysten til at trøste hende, og tankerne der rådede hende til at lade være.

”Hun talte ikke om mad. Hun ville ofre sig selv.” Adrians stemme lød præcis så hånlig, som den plejede, og da Miranda kiggede på ham, så hun, han sad afslappet inde i skyggerne. Hun kunne ikke se hans ansigt. ”Men så blev hun bange, og fik pludselig en mulighed for at sige fra. Så hun fortrød.” Langsomt rejste Adrian sig op. Han havde siddet lidt uden for gruppen, men nu slentrede han langsomt hen til Asta. Alle kiggede de hypnotiseret på ham.

”Turde du ikke alligevel? Blev tanken om døden alligevel for skræmmende? Eller er det hemmeligheden der nager dig... Tag det blot roligt. Den kan umuligt være mere tåbelig end ham drengens.” Ingen sagde noget, da Asta pludselig rejste sig op. Med tilbageholdte hulk, løb hun henimod udkanten af rummet.

Der gik ikke mange sekunder før at drengen med brillerne rejste sig op. Han sagde ikke et ord, da han gik direkte hen til Adrian, og slog ham hårdt på kinden. Adrians paffe ansigtsudtryk nåede ikke at fortage sig, før at også han var ude af rummet.

”Idiot.” Hvislede Adrian, og gjorde mine til at sætte efter de to, da en lys stemme standsede ham.

”Nej.” Det var Elizabeth. Hun havde rejst sig op, og med det lyse hår, de blå øjne og den hvide kjole, lignede hun en engel. En næsten overnaturlig magt brusede omkring hende, og al frygten var forsvundet fra hendes øjne. ”Nej. Du lader dem være i fred. Er du med?” Adrian nikkede... Skræmt? Miranda kiggede forbløffet på sin 12’årige søster.

”Du lader dem være i fred, og aldrig mere sårer du dem så overlagt... Det er... Det er ondskab! Og ondskab skal ikke gro... Forstår du det? Der er altid en bedre løsning.” Adrian kiggede på den lille pige. Hun brusede af en magt, som skræmte han. Alle i rummet var tavse, da han langsomt nikkede, bøjede hovedet og hviskede et:

”Jeg forstår.” Og Elizabeth begyndte at svaje frem og tilbage. Med et spring var Miranda henne ved sin søster, og greb hende, da hun i det næste øjeblik faldt om i Miranda’s arme. Hendes blå øjne var lukkede, men hendes læber formede stille ord, kun beregnet til Miranda.

”Han forstår... Han forstår virkelig!” Hviskede hun, før at også læberne holdt op med at bevæge sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...