Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4830Visninger
AA

5. Kap. 4

Den skræmte stemme klingede ud i det tavse rum. Det var ikke en stor stemme, nærmere en meget lille stemme. Alligevel havde den ingen problemer med at overdøve den ikke eksisterende larm, og fylde hele rummet ud.

Miranda rystede. På den ene side, havde hun ikke lyst til at være vidne til, at se drengen afsløre sin største hemmelighed. På den anden side, kunne hendes øjne ikke slippe den rystende dreng på skærmen, med de skræmte brune øjne.

”Jo det... Det hele startede vel dengang at mor og far blev skilt.” Drengen kiggede undersøgende på noget lige over kameraet, før at han fortsatte med samme, rystende stemme. ”Jeg var seks år gammel... Det var juleaften. Jeg kan huske at sneen udenfor... Dalede. Det var den første hvide jul i mange år. Der hørte jeg dem skændes. J-jeg forstod ikke hvad de talte om. Det var noget med hvordan at julen skulle blive i fremtiden. Jeg tænkte, at den vel skulle være sådan her for altid. Mig og mor og far og Katrine, min storesøster.

Næste dag begyndte min mor at pakke. Ikke bare sine egne ting, men også mine og min søsters ting. Da jeg spurgte hvorfor, svarede hun: ’Din far og jeg har taget  en beslutning. Nu får du et ekstra værelse!’ Hun smilede tappert til mig, og jeg valgte at overse tårene bag smilet. Jeg kan huske at jeg... Var glad... Imens at jeg hjalp hende med at pakke det keyboard jeg havde fået i julegave.” Miranda betragtede åndeløst skærmen, hvor at en tåre banede sig ned ad Luca’s kind, uden om mundvigen, før at den langt om længe nåede hagen, og faldt. Miranda kunne næsten høre da den faldt, så stille var der.

”Men Lucas, det var Lucas du hed ikke?, det er jo ikke ligefrem en hemmelighed du fortæller alle disse andre unge ligenu. Alle og enhver der spørger, kan jo finde ud af at dine forældre er skilt. Det er ikke af den grund jeg valgte dig. For jeg valgte dig. Du er udvalgt Lucas... Kan du fortælle lidt videre i historien?” På skærmen nikkede den skræmte dreng, og Miranda’s vrede voksede. Denne... Maskeklædte person, der ikke engang  turde vise sit ansigt, havde udvalgt Luca, og kunne ikke en gang huske hans navn.

Hun knyttede hænderne fast sammen, imens at hun viljeløst betragtede Luca’s ansigt på skærmen.

”Ehm... Jo... Jeg fik jo et keyboard i julegave af mine forældre. Det kom op og stå på mit nye værelse, i min mors nye villa. Det var min mor der fik forældremyndigheden. En gang hver anden weekend tog jeg på besøg hos min far. Men en gang i mellem, sagde min mor at det var aflyst. Disse... Aflyste besøg, skete oftest efter at min mor og min far havde skændtes. Således gik der altså noglegange en måned imellem besøgene hos min far.

I disse dage legede jeg med min søster. Hun kunne godt lide at synge. Jeg spillede klaver. Som henholdsvis seks og otte’årige skrev vi vores første stykke musik. Ikke noget svært men... Ingen af os havde hverken akkord eller nodekendskab. Min mor overhørte vores leg, og engang imellem inviterede vi hende til koncert.” Luca’s øjne var fortabt i fortidens spøgelser, og fejltagelser. Miranda selv, kom til at tænke tilbage på sin store fejltagelse. En gammel klump af fortrydelse kom op i maven på hende.

”Hun skaffede privatlærerer til os begge. Solosang til min søster, klaverundervisning til mig. Og hun købte et rigtigt klaver. En time om ugen kom min lærer, og tvang mig ind i forståelsen for nodekendskab. Til at starte med havde vi en regel med at jeg skulle øve 20 min. Om dagen. Min mor hjalp mig med at overholde den. Det var... Overskueligt. Men som årene gik, steg tiden. Tilsidst skulle jeg sidde mindst tre timer  om dagen – og gerne mere.

Min far sagde til min mor, at han syntes at det blev for meget. Min mor satte besøgene ned. Nu så jeg ham kun en gang om måneden – hvis ikke at de blev uvenner i den tid. Også min søster begyndte at gå mere op i det. Flere timers undervisning, musikteori, opbygning af klassisk musik. De sagde at jeg havde fået en gave. En gave kaldte de det! Det var nærmere et mareridt... Jeg begyndte at tro at... at ... at.” Tårene strømmede ned ad hans kinder, og Miranda holdt om den rystende Elizabeth.

”At hvad?” Lød den forvrængede, følelsesløse stemme, som Miranda hadede mere end noget andet.

”At de ikke elskede mig mere. At de kun kunne lide mit talent, og den berømmelse jeg kunne skaffe dem. Jeg hader klassisk musik. Men det turde jeg ikke fortælle dem. Jeg ville ikke kunne bære tabet af at miste dem.”  Hans blik var stålsat, og et kort øjeblik, syntes Miranda nærmest at hans blik fokuserede på hende. Men det næste øjeblik kiggede han væk igen.

”Årh. Nu får jeg det helt dårligt over at skulle bede dig om det jeg skal bede dig om... Men vil du ikke nok spille et stykke for os? Se! Jeg har skaffet dig et klaver.” Kameraet drejede mod højre, hen på et gammelt klaver, hvorefter at det drejede tilbage til Luca’s tøvende ansigt. ”Kom nu... For de andres skyld? Eller begynder du at fortryde alt det du har ofret for de andre? Gensynet med din kære far... Hvis du da får lov til at se ham for din mor...” Luca rejste sig så brat op, at stolen lavede en skramlende lyd mod gulvet.

Så gik han målrettet hen til klaveret. Satte sig ned, og betragtede et øjeblik tangenterne, før at han lod sine hænder glide sikkert over tangenterne. Først en tone... Så en til. Efter et øjeblik, spredte musikken sig ud i lokalet. Så blev skærmen sort.

”Sikken en tumpe.” Lød Adrians stemme. Miranda skulle lige til at bide af ham, da hun mærkede noget vådt mod sin hånd. Det var en af Elizabeth’s tårer. Og den fik hende til at tænke.

Der måtte være en grund til at Adrian var der. Han måtte have en hemmelighed. En hemmelighed, der måske kunne forklare hvorfor i al verden han opførte sig som han gjorde. Adrian havde også en dyster hemmelighed... Og måske... Måske ville hans maske også falde på et tidspunkt...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...