Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4769Visninger
AA

4. Kap. 3

Endnu engang vågnede hun med følelsen af at være et forkert sted. Det kolde gulv, og nattens mareridt, blandede sig til en angst, som løb rundt i kroppen, og fik hende til at holde ekstra godt fast om Elizabeth, der sov en urolig søvn, tæt op ad Miranda.

Miranda aede hende over håret, imens at hun sagte nynnede en stille melodi. Stortset alle sov. Kun hende selv og Adrian var vågne. Hun ignorerrede ham bevidst, alt imens at hun bad for Luca’s sjæl.

”Hør nu synger englene, de synger kun for dig.” Nynnede hun lavmeldt. Adrian betragtede hende med åbenlys nysgerrighed, og ubehaget rørte endnu engang på sig. Hun aede Elizabeth over håret, og kyssede hende blidt oven på hovedet. Elizabeth rørte uroligt på sig, og mumlede noget uforståeligt i søvne.

”Hvor er det sødt at se på.” Lød Adrians ironiske stemme. Den ramte Miranda med et smæld, og et kort øjeblik stivnede hun, af en ukontrolleret frygt. Så fortsatte hun med at synge, og ignorerede ham så godt hun kunne. ”Aha... Jeg er med. Du giver mig skylden for drengens død, ikke sandt? Du ville vel hellere have at jeg var død, ikke sandt? Men sådan går det bare ikke. Det er kun de gode der ofrer sig. Og jeg er ikke en af de gode. Jeg er en af de onde.” En enkelt tåre faldt fra hendes øje, og hun så op.

”Ja.” Adrian kiggede bare spørgende på hende. ”Ja. Jeg ville hellere have at du var død.” Han så ned, og Miranda stoppede med at synge, og startede en renselsesceremoni af sin sjæl. Adrian sagde intet.

Rundt omkring dem begyndte folk at rørre på sig. De fleste åbnede øjnene med et håbefuldt udtryk i dem, der dog straks slukkedes. De havde alle som én håbet på, at det blot var en drøm, et mareridt .Elizabeth vågnede på samme tid med de andre.

Lavmeldte samtaler startede i lokalet. Al frygten fra igår var vendt tilbage, og folk så sig skræmt over skulderen. Miranda holdt om Elizabeth, der havde lagt hovedet imod hendes skulder. Hun rystede af gråd og angst. Forsigtigt så hun op med sine blå øjne.

”Tror du at mor og far savner os?” Spurgte hun, med tårene løbende ned ad sine kinder. Miranda smilede beroligende, imens at hun overvejede sit svar. Hvordan kunne hun gøre Elizabeth mindst muligt ked af det?

”Ja, selvfølgelig.” Startede hun ud. Tøvede. ”Med vi ser dem jo igen snart. Bare tag det roligt Elizabeth. Vi kommer snart ud herfra. Det lover jeg.” Elizabeth var 12 år gammel, og Miranda var ret sikker på at hun ikke helt troede på hende, men alligevel lod Elizabeth sig berolige.

”Okay. Tror du at Luca lever?” Spurgte hun så. Ved tanken om den modige dreng, måtte Miranda tage sig sammen et øjeblik, for at styre tårene.

”J-jeg tror at han er en engel nu. Du må aldrig nogensinde glemme hans mod, Elizabeth. Ligenu, sidder han oppe i himlen, sammen med Gud og de andre engle. Husk det.” Elizabeth nikkede alvorligt til hende.

”Det vil jeg huske.” I det samme lød en lyd, som gjorde så al snak øjeblikkeligt forstummede. Blikkene vendte sig endnu engang imod fjernsynet, og en fællels rystelse gik igennem dem alle, da skærmen tændtes, og den samme fordrejede stemme som dagen før, gjaldede ud i lokalet.

”Hej alle. Godmorgen til jer... Har I sovet godt? Denne dreng har reddet jeres liv for i dag, så jeg håber da I er en smule taknemmelige.” Filmen viste Luca’s ansigt, og de brune øjne lyste af angst. ”Lad os starte med fakta. Er du, eller er du ikke, gået frivilligt op ad trappen?” Et stålsat glimt viste  sig i hans ansigt, da han nikkede.

”Så langt så godt. Er du også villig til at fortælle din hemmelighed, frivilligt, for at give de andre en chance for at leve.” Luca så skræmt ind i kameraet, men nikkede. ”Så begynd.” Luca åbnede munden og begyndte at tale.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...