Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4828Visninger
AA

25. Kap. 24

Adrians skridt var langsomme og håbløse da han bevægede sig op ad trappen. Han havde ikke vidst hvad han skulle gøre, efter Tara’s video. Havde bare siddet på det kolde cementgulv og set ud i luften. Tilsidst besluttede han sig for at det ikke kunne nytte noget. Han kunne ligeså godt gå op ad trappen, se hvad der ventede på ham forenden af den.

Hans åndedræt var besværet. Ikke på grund af en fysisk grund. Nærmere på grund af en psykisk. Det føltes som en klump der sad i halsen på ham, forhindrede ham i at trække vejret ordentligt. Og i maven sad en følelse af frygt. Den bankede hårdt i maven på ham, gjorde så han var nødt til at tage sig til maven i et forsøg på at stoppe den.

Langt om længe nåede han toppen af trappen. Her stillede han sig et øjeblik på afsatsen. Der var kun en enkelt dør han kunne gå indad, og tøvende trak han i håndtaget. Døren gik op uden en lyd.

Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, blev til en hvid grød af blandede følelser. Hans ben tog et skridt fremad. Så et til. Førte ham ind ad døren, ind i rummet.

Det var tomt.

Undrende så han sig omkring, lokaliserede omgivelserne. I hjørnet stod et klaver. Midt i det hele stod der et billigt videokamera. Han så sig omkring, imens klumpen i halsen forsvandt og frygten svandt ind til ingenting. Så begyndte han at skrige. Han skreg af raseri imens et indædt had voksede i ham.

”Hvor er du! Kom frem!” skreg han. Ingen svarede. Lokalet slugte hans skrig, og tilsidst orkede han ikke mere. Han blev stille. Lokalet blev stille. Lige til en forsigtig stemme sagde:

”Adrian?”

Han snurrede lynhurtigt rundt om sig selv. Det var Elizabeth. Hun stod foran døren, så på ham med svømmende øjne. Hun var i ført en hvid natkjole, og hendes lange lyse hår hang ned langs hendes sider. Hun lignede en engel.

”Følg med,” hviskede hun. Så vendte hun om. Adrian tøvede et øjeblik, fulgte så efter.

Elizabeth førte ham ud på afsatsen. Her stoppede hun et øjeblik, rørte let ved væggen et par steder. En dør åbnede sig for dem, og Eliabeth trådte indenfor.. Adrian fulgte hende. En lang, hvid gang var foran dem, og Elizabeth førte stedkendt an. Hun stoppede foran en dør, åbnede den og trådte indenfor. Da Adrian kom indenfor var han ligeved at begynde at skrige igen. For der stod de alle. På en lang række. Allesammen. Og maskebæreren, selvfølgelig. Selvfølgelig var maskebæreren der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...