Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4826Visninger
AA

24. Kap. 23

Adrian sad alene. Ventede. Han vidste ikke hvad klokken var, ville ikke vide det. Det føltes som en evighed siden Tara var gået, men han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han kunne ikke kalde nogen tilbage nu. Det var forsent at fortryde.

Ensomheden gnavede i brystet på ham for første gang nogensinde.

***

Elizabeth’s hænder var kolde. Hun huskede ikke at de nogensinde havde været så kolde før. Og hun huskede heller ikke at have været så ensom før. Hun savnede Miranda, hun savnede sin mor, sin far, Adrian. Selv Maskebæreren savnede hun en smule, fordi hvert et besøg han var kommet med havde givet hende et spor at gå efter. Hun længtes stadigvæk efter at vide hvem det var der gemte sig bag masken. En bekendt? Eller en hun kun havde set i sine mareridt? Der var kun en pille tilbage i glasset med piller. Elizabeth vidste ikke hvor lang tid der var gået siden hun gik op, men hun håbede det snart var forbi. Hun kunne ikke klare sig uden pillerne, og nu ville hun tage den sidste.

Hun greb om pilleglasset og åbnede det med rystende hænder. Hendes fingre føltes som var de frosne, og hun rystede slemt på hænderne. Hun vendte glasset på hovedet, fik fat om pillen og slugte den i en hurtig bevægelse. Trætheden overmandede hende næsten med det samme, og hun mistede balancen. I næste nu lå hun på gulvet, næsten inde i søvnen. Hun smilede stille for sig selv da hun, halvvejs inde i drømmene, syntes at se Adrians mund forme ordene til vuggevisen han havde sunget for hende.

***

Fjernsynet vækkede Adrian. Det larmede mere end sædvanligt, og Adrian satte sig søvndrukkent op da det tændte. Et øjeblik efter var han lysvågen da han genkendte Tara på skærmen.

Maskebærerens stemme lød højt og klart.

”Godmorgen Adrian. Har du sovet godt? Og tillykke. Tillykke med sejren. Du er den overlevende. Men vi mangler lige én hemmelighed før vi kan fejre dig. Tara – fortæl os om grunden til at du er her. Grunden til at jeg valgte dig.”

”Ehm... Ja... Jeg har en lillesøster. Rosa, hedder hun. Hun er otte år yngre end mig og lider af et handicap der hedder Cerebral parese. De fleste kender det som at være spastiker. Det er min skyld. Min skyld at hun har det. Hun var nyfødt da jeg gjorde det.

Alle var helt oppe og køre over hende, ønskede mine forældre tillykke med hende og ville allesammen holde hende. Jeg havde været enebarn, og var vant til at... Få meget opmærksomhed. Og jeg blev jaloux på hende. Over alt den opmærksomhed hun tog fra mig. Jeg forestillede mig at det ville være sådan her altid. Fra det øjeblik og altid fremefter. Tanken var uudholdelig.

Hun sov i en seng ved siden af min mor den nat. Min mor havde taget en sovepille for at kunne få noget søvn, og min far snorkede højlydt. Jeg listede mig ind i deres værelse da jeg var sikker på de alle tre sov nogenlunde tungt.

Da jeg stod og så på hende kunne jeg kun tænke på alle de problemer hun ville skabe i fremtiden, alt den opmærksomhed hun ville tage fra mig. Og jeg...

Jeg tog en pude fra mine forældres seng, og lagde den over hendes ansigt. Pressede den ned over ansigtet på hende. Først gjorde hun ikke noget. Så begyndte hun at græde. Puden kvalte det meste af gråden, og både min mor og min far sov videre. Jeg slap puden efter nogle få sekunder og halvløb tilbage til min egen seng. Her gemte jeg mig under min egen pude imens jeg forsøgte at holde det jeg havde gjort ude.

Mine forældre vågnede dagen efter for at finde ud af, at puden stadigvæk lå over hendes ansigt. De skyndte sig at få fat på en læge blot for at finde ud af at der allerede var sket en stor skade. Iltmanglen hun havde lidt af så længe havde forårsaget at hendes hjerne havde taget varigt men.

Mine forældre bebrejdede sig selv for det. De troede det var dem der havde fået sparket puden ned til hende. Jeg har aldrig fortalt dem hvad der virkelig skete. Og jeg ved virkelig ikke hvordan du har fundet ud af det, hvem du end er...”

De sidste linjer var rettet mod Maskebæreren. Adrian ventede spændt på respons. Det spørgsmål ville han også gerne have besvaret.

  

”Det  er der mange der gerne vil vide,” lød Maskebærerens fordrejede stemme, ”men svaret er endnu ikke klart til åbenbaring. Vi ses senere Adrian. Og endnu engang – Tillykke.”

Skærmen blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...