Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4824Visninger
AA

23. Kap. 22

Miranda følte ingenting. Hemmeligheden havde aldrig gjort hende noget. Det var ikke på grund af den hun var der. Det var på grund af Elizabeth.

Hun sad stadigvæk på stolen. Maskebæreren stod i den anden ende af rummet. Ovre ved klaveret. Han stod med ryggen til.

Og imens Miranda sad der, begyndte brikkerne at falde på plads. Hun var der virkelig ikke på grund af sin hemmelighed. Og det samme med Elizabeth. De var der på grund af hinanden. Det var aldrig meningen at Elizabeth skulle være gået op før Miranda. Tara ødelagde spillet. Mirandas hemmelighed skulle have knust Elizabeth, ikke omvendt.

Miranda så ned ad sig selv. ”Min far forlod min mor, som kun var ganske ung, da hun fik mig. 16 år. Ligesom dig, Miranda.” Selvom Miranda var 17, kunne hun stadigvæk se sammenhængen. Hun så ned på sin mave, følte forsigtigt på den med hænderne. Hun havde trodset sine forældre.

Hun huskede sin fars slag efter hun tøvede med at svare på om hun var jomfru. Og hun huskede vreden over den måde de forsøgte at tage kontrollen over hendes liv på. Men Miranda havde ikke kun trodset sine forældre én gang. Hun havde trodset dem to gange. Efter Michael havde bedt om trolovelsen var hun løbet ned til stranden for at mødes med Tony. Og skønt hun havde sværget aldrig at se Tony igen havde hun gjort det. Og nu sad hun og følte på sin mave med en pludselig overbevisning om at hun havde kvalme. Hjertet bankede hårdt i brystet på hende da hun betragtede maskebæreren.

Maskebæreren vendte sig mod hende.

”Jeg ved du ikke fortalte det hele, Miranda. Det er min gave – til dig. Der er alligevel aldrig nogen der vil finde ud af det. Af dit brudte løfte.”

”Det ville ikke have været ligemeget hvis Elizabeth stadigvæk levede, vel?”

”Nej.”

***

Adrian havde aldrig forstået hvorfor man ville ofre sig for et andet menneske. Nu forstod han. Tara hyperventilerede ovre i hjørnet, og skønt Adrian stadigvæk hadede hende og gav hende skylden for både Miranda’s og Elizabeth’s død, manglede han en eller anden at tale med.

”Havde du troet du ville nå så langt?” Spurgte han hende, bare for at spørge om et eller andet. Hun rystede på hovedet.

”Dig?” spurgte hun, stille. Han nikkede, for det vidste han godt. Han havde hele tiden vidst at han ville vinde. Han var ikke tåbelig som de første par stykker der ofrede sig, og han havde ikke nogen at ofre sig for som Miranda og Elizabeth havde haft hinanden.

I et kort øjeblik havde han haft Miranda og Elizabeth. Men de gav ham aldrig chancen for at ofre sig for dem. Og nu havde Tara sagt hun ville ofre sig. Samvittigheden tog hende til sidst.

”Hvorfor venter du egentlig med at gå op?” spurgte han. Kun en snert flabethed sad tilbage i hans stemme. Hun så på ham med et overrasket blik. Det kom hurtigere end de sociale normer tillod det.

”Je-Jeg ved ikke om jeg tør...” Han så på hende med et dybdegående blik.

”Hvorfor meldte du dig så?” Hun svarede ikke, men han kendte godt svaret.

”Du kan godt lide tanken om det, ikke sandt?,” spurgte han, ”om at være ligeså ædel som de andre, ligeså modig. Men det er du ikke. Du er ingen Elizabeth. Du er en... En lille forkælet pige der kom dybere ud end hun kunne svømme, ikke sandt?” Hun stirrede på ham med vidt åbne øjne. Så rejste hun sig op, gik hen til fjernsynet, tog masken på og bevægede sig op ad trappen med hurtige skridt.

Adrian sad alene tilbage. Hans metoder virkede altid. Han havde vundet... Han forstod bare ikke hvorfor det så føltes som om han havde tabt.

 

**

Jeg skriver ikke så meget herinde længere, men jeg syntes jeg skylder jer en slutning. Den er ikke færdig endnu, der mangler stadigvæk enkelte kapitler - men tak til alle jer der læser - I er i sandhed fantastiske, tålmodige og utrolige!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...