Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4901Visninger
AA

22. Kap. 21

”Jeg sværger Tara! Det var hende!” Tara tog en dyb indånding og så på Adrian.

”Miranda kan ikke være Maskebæreren, Adrian. Det giver ikke mening. Du må have drømt.” Sindssygen stod ud af Adrian’s øjne, og Tara var træt af ham. Han blev ved med at fable  om, at det var Miranda der havde lagt masken på plads. At Miranda havde en rolle i hele mysteriet.

”Jeg siger jo ikke at hun er maskebæreren.” Hvæsede han, ” Bare at det er en del af løsningen.”

Det var så typisk – Adrian havde tilsyneladende glemt at han var sur på hende, men det eneste han fablede om var alligevel Miranda. Kunne han ikke glemme hende bare et øjeblik. Tara lagde sit hoved mod sine hænder, og lukkede øjnene. Hun var dødtræt af det hele, og det værste var, at hun ikke engang var bange længere.

Til at starte med, havde hun været fyldt med frygt konstant. Men ligenu, kunne hun ikke mærke frygten. Kun trætheden, der havde lagt sig over alle hendes tanker, og som fik alle hendes bevægelser til at virke sløve. I det samme lød en knitrende lyd, og Tara åbnede brat øjnene, og vendte sig mod fjernsynet, hvor Miranda’s bange øjne havde vist sig på skærmen.

”Godmorgen til jer to, de eneste tilbageværende. Nu begynder det jo at blive spændende, hvem der overlever, men vi har heldigvis stadigvæk to hemmeligheder til gode. Værsgo at fortælle Miranda.”

”Jeg ved ikke hvorfor jeg er her.” Miranda bed sig i læben, og hendes øjne flakkede. Det eneste sted hun ikke kiggede hen, var ind i kameraet. ”Min hemmelighed er hverken særlig voldelig, spændende, eller noget der egentlig betyder så meget for mig at afsløre. Det er nærmere min mor og fars hemmelighed, ikke så meget min.

Alligevel tror jeg kun det kan være den, da den er min største hemmelighed. Så det er den jeg vil fortælle om, skønt den virker en smule malplaceret blandt alle de andres hemmeligheder.

Begge mine forældre er præster, og vi bor lige ved siden af kirken.Den dag hvor han ændrede mit liv, startede også i kirken. Jeg havde set ham før, aldrig talt med ham, men jeg vidste, at en af hans forældrer måtte være præst, da de gange jeg havde set ham, havde været under nogen af de præstemøder mine forældre arrangerede. Dog hanvde jeg ikke set ham så tit, så den forældrer han havde, som var præst, måtte høre til et andet sogn.

Derfor var det meget mærkeligt, at han dukkede op i vores kirke, hvis han hørte til et andet sogn. Jeg tænkte dog ikke mere over det, og koncentrerede mig i stedet for om gudtjenesten, der så småt var ved at gå igang.

Resten af dagen tænkte jeg ikke mere over det, men samme aften, da vi skulle spise, sad der tre fremmede mennesker ved bordet. En mand, en kvinde og så drengen. Mine forældrer talte hjerteligt med manden og kvinden, og jeg var blevet placeret ved siden af drengen.

Jeg havde ikke lyst til at snakke med ham, men min mor sendte mig et blik, der fortalte, at jeg skulle være mere gæstfri. Så jeg talte med ham. En høflig, kedelig samtale. Jeg fandt ud af at han drømte om at blive præst, holdt af at spille golf og havde en jagthund, han sommetider tog på jagt med. Han fandt ikke ud af noget særligt om mig, og han spurgte ikke rigtigt ind til mine interesser. Hans navn var Michael.

Næste morgen, var det min fødselsdag. Jeg blev selvfølgelig fejret om morgenen, fik gaver og kakao og hvad der nu engang hører til, men sidst på formiddagen kom min mor ind til mig på mit værelse.

”Miranda, min skat?” Jeg så op på hende, og hun satte sig ved siden af mig. ”Nu er du 17 år gammel. Der er kun et år til du bliver 18. Din far og jeg blev gift da vi blev 18, og er begge glade for at det skete så tidligt. Vi ønsker dig det bedste, og håber på du følger i vores fodspor.” Jeg kan huske, at jeg forskrækket tabte min børste.

”Jeg er ikke sikker på Tony gider giftes som 18’årig.” Sagde jeg, lettere forvirret. Tony var min kæreste. Min mor brød sig ikke om ham.

”Tony... Det er ham ateisten, ikke sandt?” Sagde hun smilende, men hendes ord ramte som is. ”Din far og jeg diskuterede ham, men vi syntes ikke du skal gifte dig med en... Ateist.” Ordet ’ateist’ blev dyppet i gift, og min mor lagde tryk på det, så man kunne fornemme hendes afsky overfor ordet.

”Det er mit liv. Ikke jeres.” Hvæsede jeg til hende, og hun så forundret på mig et øjeblik.

”Men Miranda, min skat. Han vil ikke være god for dig. I modsætning til Michael, som virker som en fremragende ung fyr. Husk på, at din far og jeg trodsalt er en del ældre, og ved lidt mere om livet end dig. Og vi har talt med Michaels forældre. De sagde, at de ville se frem til at få dig som svigerdatter. Vi kan ikke svigte dem nu.”

Jeg svarede ikke, men jeg kunne mærke i mit hjerte, at jeg aldrig ville føle mig ordentlig tilpas med Michael.

”Jeg har allerede sagt til Michaels forældre, at jeg var sikker på du ville se frem til det, men de forventer også at høre det fra din egen mund. I næste uge, til din fødselsdagsfest, forventer jeg at du taler pænt med Michael, og accepterer når han beder om en trolovelse.”

Inde i mig kogte uviljen, men jeg turde ikke sige hende imod. Uden mine forældre ville jeg intet have. Hvis jeg nægtede dette, ville jeg vinde deres uvilje, og den ønskede jeg mig ikke. Alligevel kunne jeg ikke helt holde tårerne tilbage, og med et blev det for meget. Jeg rejste mig op, og løb min vej.

Da jeg kom tilbage et par timer senere, stod min far i døråbningen. Han hev mig indenfor, pressede mig op ad væggen, før han spurgte:

”Miranda. Er du stadigvæk jomfru?” Der gik mange lange sekunder, inden jeg tog mig sammen, rettede på ryggen og rystede på hovedet. Han slog mig. Min mor, der havde stået i døråbningen begyndte at græde.

”Hvad vil naboerne ikke sige. Du er jo ikke gift endnu... Og din sjæl, Miranda. Vi bliver nødt til at bede for den. Du har brudt det 4. bud. Og så godt som det 6. også. Vi bliver nødt til at bede om tilgivelse.” Sagde hun, og rystede på hovedet.

”Og hvis du nogensinde ser denne Tony igen.” Min far talte meget langsomt, og var meget alvorlig.”Så skal jeg sørge for, at han ender i det dybeste helvede. Dybere end det, ateisterne normalt ender i. Jeg skal sørge for at han ender i et helvede, der vil blive designet specielt til ham.”

Min far slap mig, og jeg begyndte at græde.

En uge senere var jeg trolovet, og på min 18’års fødselsdag, vil Michael fri rigtigt til mig. Jeg skal giftes som 19’årig. Min fødselsdag bliver også min bryllupsdag, og mit liv er så godt som planlagt allerede nu. Selv mit fremtidige job er bestemt. Mine forældres ønske er, at jeg skal blive præst. Og man skal ære sin far og sin mor, så jeg har ikke så mange valg, hvis jeg ikke vil ende i Helvede.

Mit liv er bestemt, men jeg har ikke selv bestemt en eneste ting.”

I det samme drejede kameraet, og maskebæreren stod og så ind i kameraet. De sorte øjne på masken var tomme, og Tara gøs. Det lignede, at maskebæreren smilede, skønt hun ikke helt kunne sætte fingeren på hvorfor.

”Tak, Miranda. Jeg glæder mig til at se hvem af jer to tilbageværende, der ofrer sig. Hvis der da overhovedet er nogen af jer der ofrer jer. Ligegyldigt hvad, bliver slutningen mindeværdig.” Skærmen blev sort.

”Jeg gør det.” Tara vendte sig forbløffet mod Adrian, men han stirrede ligeså forbløffet tilbage. Så gik det op for hende, at det ikke var Adrian der havde sagt det. Det var hende selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...