Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4830Visninger
AA

21. Kap. 20

Tara sad og kiggede ud i luften. Det var over midnat, og Adrian sov. Tara havde en nagende uro inden i sig. Hun havde hele tiden troet, at hun ville være en af de første der døde. Men nu sad hun her. De var kun de to tilbage. Tara havde en klar fornemmelse af, at hun ville dø næste dag. At Adrian, på trods af Miranda’s død, aldrig ville overgive sig.

Tara havde hevet en side ud af mappen, hvor der stod hendes navn på. Helt præcis den side, hvor hendes hemmelighed var nedskrevet på. Nu fandt hun en kuglepen frem fra sin mappe, og satte den mod bagsiden af papiret. Tanken var, at hun ville skrive et brev, men det virkede så sært at skrive et brev til én, hun ikke vidste hvem var, at hun besluttede sig for at skrive det som var det en dagbog. En dagbog var trodsalt noget man skrev sine hemmeligheder ned på, og på bagsiden af det hun skulle til at skrive, gemte hendes største hemmelighed sig jo.

Tara vidste ikke om nogen nogensinde kunne få fat i brevet, men det føltes godt at skulle til at skrive det. Måske kunne hun få Adrian til at give det til hendes forældre, hvis hun ikke selv overlevede. Så kunne de have noget til at huske hende. Tara begyndte omhyggeligt at forme ordene.

Kære Dagbog.

Du er egentlig ikke en dagbog. Mere blot et slags... Brev. Til verden derude, til min mor, min far, min familie i det hele taget. De skal vide at jeg elsker dem. Højt endda. Jeg håber at de aldrig glemmer mig.

Jeg skriver dette brev som et afskedsbrev. Ikke fordi jeg ved, jeg skal dø. Jeg har en chance for at overleve. Det er natten til søndag. Vi er kun to tilbage. Alle andre er døde. Tror vi. Vi ved det ikke med sikkerhed. Jeg havde ikke troet jeg var nået så langt. I mandags, da vi så filmen, troede jeg, jeg ville dø som en af de første. Men sådan skulle det ikke gå. Jeg sidder lige her, i dette øjeblik, med frygten stikkende i hjertet, over hvad der skal ske i morgen. Jeg dør. Jeg ved jeg dør.

Det virker selvimodsigende, når man tænker på, hvad jeg sagde før. Men jeg tror ikke, jeg kommer levende herfra. Selv den af os der overlever, kommer ikke levende herfra. I virkeligheden er vi allerede døde. Vi har bare ikke indset det endnu. Man kan ikke leve videre efter at have oplevet dette.

Jeg skriver dette, fordi jeg håber på at kunne fortælle min familie hvor højt jeg egentlig elsker dem. Mine venner, alle personerne i mit liv. Jeg ved, jeg har sagt dumme ting til tider. Nu fortryder jeg hvert et ord. Alle jer derude - tænk jer om. I ved ikke om i dag er jeres sidste dag.

Jeg håber, at jeg når at se lyset igen - solen - ligenu, er det mit højeste ønske.

Jeres, Tara.

Tara læste det igennem et par gange. Så smilede hun stille, og kiggede over på den sovende Adrian. Tara ville ønske, at han ikke hadede hende sådan. Alt hun havde gjort, havde hun trodsalt gjort for ham.

Tara vidste godt, at hun nemt blev jaloux. Det havde psykologen fortalt hende så mange gange, at hun ikke kunne tælle dem. Nogen gange med pænere ord end andre.

***

Adrian satte sig op med et sæt. Et stykke fra ham, kunne han høre det tunge åndedræt fra Tara. Men det var ikke det, der vækkede ham. Det der vækkede ham, var lyden af skridt. Adrian lyttede et øjeblik. Så blev han klar over, at det var skridt  fra trappen af, og han lagde sig omhyggeligt ned igen. 

Adrian lukkede øjnene på klem, og gjorde sit åndedræt tungt. Han kunne mærke sit hjerte banke hårdt i brystet på ham, imens han holdt øje med maskebæreren, som kom gående ned ad trappen. Adrian holdt vejret et øjeblik. Maskebæreren gik hen mod fjernsynet, og Adrians hjerne arbejdede hårdt, for at finde ud af hvad Maskebæreren skulle hernede. I det samme slog en mulig grund ham – han havde aldrig tænkt på det før, men han vidste faktisk ikke hvordan masken kom tilbage under fjernsynet hver morgen. Adrian kiggede efter i maskebærerens hænder, men han holdt ingen maske i de sorte handsker.

I det samme løftede maskebærerens hænder sig op til masken, og Adrians hjerte sprang et slag over, idet maskebæreren trak masken over hovedet. Et øjeblik føltes det som om tiden stod stille. Så spærrede Adrian øjnene op i genkendelse, i det maskebæreren, nu uden maske, vendte sig og så direkte på ham.

Foran ham, klædt i dragten med de røde og hvide kvadrater, stod en han kendte ganske godt, og så på ham. De brune øjne, det brune hår. I næste øjeblik vendte Miranda om, og gik op ad trappen igen, uden at sige et ord. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...