Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4825Visninger
AA

3. Kap. 2

”Nogen der ved hvad klokken er?” Lød en nervøs pigestemme. Miranda lagde hovedet på skrå, og kiggede undersøgende på hende. Hun var en standartpige. Anonymt tøj, kønt ansigt og mørke øjne. Med en beskyttende arm om Elizabeth fandt hun sin kæde med uret frem. Hun kastede et blik på det elfenbenshvide ur, i mens at sommerfuglene kriblede i maven på hende. Hvor længe havde de sovet?

”11:40.” Sagde hun stille. De andre så uforstående på hende.

”Morgen eller aften?” Spurgte pigen med det rød-krusede hår. Miranda trak på skuldrene, og Elizabeth så skræmt på hende. Hun var vant til at Miranda havde styr på alting.

”Ifølge mit digitalur, er klokken 23:40.” Sagde en blond dreng forbløffet. De kiggede allesammen skræmt på hinanden, da den muskuløse dreng smilende sagde:

”Vi har altså ikke specielt meget tid til sniksnak. Nogen der har lyst til at dø indenfor de næste 20 min.? Det skal jo være frivilligt.” De andre så underligt på ham, da den mørkhårede pige nervøst begyndte at grine. Den rødhårede fulgte efter, og til sidst begyndte den blonde dreng også at grine nervøst. Den muskuløse så noget forbløffet ud, men grinede så med på sin egen syge joke.

Miranda holdt om Elizabeth, som rystede skræmt, og så ud som om, hun skulle til at begynde at græde. Hendes indre var i uro. Kun en kunne overleve. Hun måtte finde en udvej, så både hun og Elizabeth kunne komme sikkert ud. Hun lukkede kort øjnene, og sendte en bøn til VorHerre.

”Jeg hedder Asta.” Kom det pludselig. Miranda åbnede øjnene, for at se hvem der sagde det. At dømme efter de andres blikke, var det den rødhårede. Hun så genert ned i jorden, og rødmen spredte sig i hendes ansigt. ”Jeg tænkte bare at vi måske burde præsentere os selv.” Mumlede hun genert. Endnu engang var det den høje, muskuløse fyr der svarede:

”Glimrende idé. Lad os lave navnerunde så vi kan lære hinanden at kende, før vi alle dør. For vi dør vel allesammen, ikke sandt? Der er vel ingen der er så heltemodige at  melde sig selv, for at redde de andre. Mit navn er Adrian, for øvrigt.” En stilhed sænkede sig over de unge, og Elizabeth betragtede Miranda’s ansigt med et skræmt udtryk i sit eget.

”Jeg hedder Johan, og jeg er 15.” Lød det så fra en dreng i stramme sorte bukser, og med et par briller siddende på næsetippen. Hans blonde hår skinnede svagt i lyset. Miranda havde ikke lagt så meget mærke til ham, før nu, men hun var ret sikker på at han var en af dem, som ikke grinede. Skønt han var to år yngre end hende, var hun ret sikker på, han var højere.

”Jeg hedder Tara, og jeg er 16.” Miranda betragtede nysgerrigt pigen. Hendes mørke øjne mindede hende om sine egne, men Tara’s hår var nærmest helt sort, hvor at Mirandas var lyst brunt.

”Jeg hedder Elizabeth. J-jeg er 12.” Brød Elizabeth forsigtigt ind. ”Og det er min søster Miranda. Hun er 17.” Sagde hun, og pegede på Miranda. Miranda  smilede genert rundt til dem alle, imens at hun takkede sin søster invendigt for at tage ordet, så hun ikke behøvede det.

”Er i virkelig søskende?” Lød en lyshåret drengs stemme mistroisk. Elizabeth nikkede, imens at hun så spørgende på Miranda, der sendte et bekræftende nik. ”Det ligner i ellers ikke... Jeg hedder Seb, by the way. Er 14.” Han sendte et drenget smil rundt, og blinkede hurtigt til Tara, der blot så underligt på ham.

”Det her hjælper os jo rigtig meget... Nu har vi ti minutter tilbage at leve i, før at vi allesammen bliver dræbt af en syg galning.” Brød Adrian’s ironiske stemme ind. Endnu engang tav alle, og han så triumferende rundt på dem.

”Jeg skal nok gøre det.” Lød en stemme, Miranda ikke genkendte. Det var en lav, mørkhåret dreng som ikke havde præsenteret sig, der sagde det.

”Gøre hvad?” Sagde Adrian hånligt. ”Starte en ny tåbelig selskabsleg, før at vi alle dør?” Drengen så koldt på ham.

”Nej. Gå op ad trappen, og give dig en mulighed for at overleve. Og lad så være med at hakke på alle og enhver. De har jo ikke gjort dig en skid. De er ligeså fucking bange som du er!” Drengen rejste sig op, og gik hen til fjernsynet. Han ofrede ikke den mundlamme Adrian et blik, da han beslutsomt tog masken på. Miranda var forvirret. Hele hendes indre bølgede i forvirring, og sorg, over denne modiges drengs snarlige død.

”Vent!” Råbte hun. Drengen standsede midt i et skridt. ”Hv-Hvad hedder du?” Spurgte hun, imens at en ufrivillig tåre begyndte at samle sig i hendes øjenkrog. Drengen tøvede.

”Luca... Jeg hedder Luca.” Sagde han. Stemmen lød underligt forvrænget under masken, men alligevel genkendte hun den. Endnu en tåre faldt fra hendes øje, da han vendte ryggen mod dem, og gik hen imod trappen. Hun lagde en beskyttende arm om Elizabeth, som også græd stille. Selv Adrian så en smule trist ud, da Luca tog det første skridt op ad trappen. Efter et par alt for hurtige sekunder, kunne de ikke se ham mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...