Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4759Visninger
AA

20. Kap. 19

”Godmorgen allesammen. Og velkommen til dagens hemmelighed.” Adrian kiggede bekymret på Miranda. Hun var forsvundet ind i udkanten efter Seb’s hemmelighed, og var først kommet tilbage tidligt næste morgen. Hun havde ikke sagt et ord til nogen, men hendes øjne var røde, og hun rystede.

”Jeg har glædet mig specielt meget til lige netop denne gæst og hendes hemmelighed. Så lad os høre hende fortælle, ikke sandt.” Kameraet vendtes hen mod Elizabet, der sad, ligbleg og med uorden i sit hår.

”Miranda – du må ikke dømme mig. Jeg elsker dig.” Hviskede Elizabeth, kiggede så op i kameraet. ”Det hele begyndte for lang tid siden. Ligefra min fødsel faktisk.

Min far forlod min mor, som kun var ganske ung, da hun fik mig. 16 år. På alder med dig, Miranda.Jeg ved du vil sige, at alt dette jeg fortælle nu, er løgn, men sødeste Miranda. Lyt.” Tårerne faldt ned fra hendes kinder, og hun hulkede. Adrian kiggede på Miranda, der havde åbnet munden, og kiggede ind i skærmen. Også et par tårer faldt ned over Mirandas kinder.

”Min mor havde næsten ingen penge. Hun var droppet ud af gymnasiet for at være sammen med min far. Hendes forældre havde ikke brudt sig om ham, og havde bedt hende om at vælge – dem eller min far. Og min mor valgte min far, og så ikke sine forældre siden.

Hun var afhængig af ham og hans penge, men da de først havde fået mig, blev han træt af hende, og stak af. Og min mor stod alene tilbage med mig, et spædbarn. Hun havde ingen penge, og var for stolt til at vende tilbage til hendes forældre. Hun havde ingen penge, intet hjem.Hun skaffede arbejde hvor hun kunne, men aldrig fast arbejde. Jeg kan huske, at vi sommetider ikke spiste en hel dag, sommetider to.  Tilsidst, da jeg var cirka fire, takkede hun ja til et job som prostitueret.

Hun arbejdede der hele dagen, og jeg var alene i vores lille lejlighed. Jeg kan huske at naboerne snakkede om os. I starten var det ikke så slemt, men en dag da jeg gik derhjemme faldt jeg. Jeg græd, og jeg græd åbenbart så højt at naboen hørte det. Det var en ældre dame, og hun kom ind i vores lejlighed. Jeg kan huske at hun så sig omkring, rynkede på næsen, og så skyndte sig hen til mig. Hun tog fat i mig, og tog mig med på skadestuen. Hele tiden mumlede hun om hvor uansvarligt det var at lade et barn være alene på den måde.

På skadestuen købte hun noget vingummi til mig, og ventede sammen med mig, til det blev min tur. Jeg fik taget røntgenbillede af min arm, og de fandt ud af den var brækket. Så lagde de gips på, og damen kørte mig hjem. Hun tog mig med ind i sin egen lejlighed. Min mor kom hjem omkring midnat. Damen havde lagt mig til at sove på sin sofa, men jeg vågnede af min mors hævede stemme, og damen der også talte meget højt. Øjeblikket efter kom min mor ind, hev mig op og trak mig med ind i vores egen lejlighed. Her begyndte hun at græde.

Nu begyndte naboerne for alvor at snakke. Vi kunne ikke gå uden for en dør, uden folk vendte sig efter os, og begyndte at hviske. Min mor begyndte at græde hver evig eneste aften hun kom hjem, men det der gjorde at hun tog den endelige beslutning var, at min far kom tilbage. Han kom ikke tilbage for at forsørge os eller hjælpe os eller noget. Han kom tilbage som kunde hos min mor. Efter det græd hun endnu mere, og en dag holdt hun så fri. Hun fortalte mig, at vi skulle ud på en tur. Og så tog vi bus og tog hen til kirken. Vores kirke, Miranda, der hvor vores forældre er præster.

Hun tog mig med ind i kapellet. Herinde trak hun en pistol op ad tasken, og pegede på mig med den. Hun græd og græd, og jeg forstod ikke så meget. Men hun kunne ikke få sig selv til at skyde. Tilsidst lagde hun pistolen, trak to stykker papir op ad tasken, og skrev to breve. Hun gik hen til mig, gav mig begge de sammenfoldede stykker papir.

”Arianna,” sagde hun, for det er det navn jeg blev givet af min mor, ”her har du to breve. Når der er nogen der finder dig, skal du give det brev, hvor der ikke står noget udenpå, til dem. Det andet skal du læse når du er blevet ældre.” Så gik hun hen, samlede pistolen op, og skød sig selv.

Jeg sad der i flere timer, græd og forsøgte at vække min mor. Tilsidst var der nogen der hørte mig, og kom ind til mig – dine forældre. Din rigtige søster havde dårligt hjerte, og ligepræcis den dag havde hun skullet igennem en operation. Dine forældre kom lige fra hospitalet af, begge dybt rystede – den rigtige lille Elizabeth var nemlig ikke overlevet.

Derfor besluttede de sig for at tage mig med hjem, efter at have læst det brev jeg havde givet til dem fra min mor. De tog mig med hjem, og fortalte dig, at jeg var din lillesøster. De fortalte mig, at jeg var Elizabeth. Men hver nat i mine drømme så jeg min mor der skød sig, lige indtil dine forældre skaffede mig nogle sovepiller, som fik mig til at sove . Jeg spiste dem, og tilsidst huskede jeg ikke hvordan min mors ansigt så ud. Så holdt jeg op med at spise pillerne i en periode, ligetil jeg begyndte at besvime om dagen af træthed, fordi jeg ikke sov ordentligt om natten. Så tog jeg pillerne igen, til jeg ikke huskede hendes ansigt, og sådan fortsatte det.

Sødeste Miranda. Det er nu syv år siden jeg kom hjem til dig. I syv år har jeg været din søster. Den anden Elizabeth var kun din søster i fem år. Måske er jeg ikke din rigtige søster af gavn men... Miranda, jeg er det da af gavn. Had mig ikke Miranda... Jeg elsker dig.” Adrian kiggede fra Elizabeth til Miranda. Tårerne faldt ned over begges kinder. I næste øjeblik slukkedes fjernsynet. Maskebæreren sagde intet, men det behøvedes heller ikke. I næste nu rejste Miranda sig brat op, og gik hen til fjernsynet med stive skridt. Hun rev masken til sig, trak den på, og gik hen til trappen. I næste nu var hun borte, og i sit hjerte kunne Adrian mærke håbløsheden træde frem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...