Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4794Visninger
AA

19. Kap. 18

De sad alle tre rundt om fjernsynet. Miranda sad og kiggede stift ned i gulvet, med røde øjne og et sammentrukket ansigt. Adrian sad og så hjælpeløst over på Miranda, og Tara kiggede vredt ligefrem, imens hun engang imellem sendte skjulte blikke til Adrian. Fjernsynet blev tændt.

”Godmorgen allesammen. Og husk at smil – der er ikke langt til enden, men vi mangler stadigvæk et par hemmeligheder, hvilket bringer os over til dagens gæst. Kan du sige pænt goddag?” Seb sad og så med bange øjne ind i kameraet.

”Godmorgen.” Sagde han så. Hans stemme var hæs.

”Du har jo en hemmelighed du gerne vil af med, ikke sandt. Fortæl endelig.”

”Jeg... Jeg er en morder.” Seb så ned i gulvet.

”Det lyder jo interessant. Kan du fortælle lidt mere om det? Og kig endelig ind i kameraet.”

Seb vendte hovedet og kiggede ind i kameraet.Adrian følte det som om Seb’s blå øjne så direkte ind i hans.

”Vi var fem – fire drenge og én pige – som plejede at... Hænge ud sammen. Oftest nede ved et forladt hus ude i skoven, hvor vi gik hen når vi pjækkede, og sad og røg. Ikke noget stort, det var bare teenageragtigt, ifølge mine forældre.

Og en dag da vi gik derned, var der en der fuldte efter os. Han var en smule overvægtig, og han småløb efter os hele vejen ned til huset. Vi lod som om vi ikke lagde mærke til ham, gik bare videre imens vi røg og grinede, snakkede. Den overvægtige dreng kunne alligevel ikke gøre os noget. Vi var fem mod en, og ingen var så dumme at sladre om os. Vi var urørlige så længe vi var sammen.

Men alligevel fulgte drengen efter os, som sagt hele vejen ned til huset. Da vi slog os ned på dørtrinnet som vi plejede, kom han forsigtigt tættere på os. Han lignede et forskræmt dyr. En af drengene, Troels hed han, tog et sug af sin cigaret, og så op på ham.

”Hvad vil du?” Spurgte han, og grinede. Vi andre grinede med. Drengens øjne flakkede, og han sank en klump da han mumlede, at han bare gerne ville være med. Vi grinede allesammen endnu højere, før Lenny, en af de andre drenge, smilende sagde at han bare skulle sætte sig ned. Drengen forstod slet ikke hvad det var han rodede sig ud i, da vi gjorde plads til ham, og han satte sig ned.

”Nå,” smilede Troels, ”for at være med i vores gruppe, skal du igennem en lille prøve først.” Vi andre grinede indforstået. ”Først og fremmest skal du række mig din arm.”

Drengen kiggede med store øjne på Troels, da han rakte sin arm frem. Vi andre vidste selvfølgelig godt hvad der ville ske – vi havde gjort det med alle der prøvede på at komme med i vores klike. Troels smilede, da han smøg ærmet væk fra drengens arm, og tog sin cigaret ud af munden. I en hurtig bevægelse pressede han den glødende cigaret ned mod den bare hud på drengens arm.

Først var drengen så forskrækket, at han ikke engang skreg. Så prøvede han på at vriste sin arm til sig, imens tårer faldt ned ad kinderne på ham. Han skreg og græd og bad om nåde, men Troels holdt fast. Han gav først slip da cigaretten var brændt helt ned, og et par stort, glødende sår viste sig på drengens arm. Og drengen trak sin arm til sig, og knugede den ind til sig.

”Vil du stadigvæk være med?” Spurgte... Spurgte jeg så. Og drengen nikkede. De andre grinede, og jeg så afventende på Troels. Han trak sin kniv op ad bæltet, og rakte mig den.

”Ræk din arm frem.” Sagde jeg. Drengen gjorde det en smule tøvende. ”For at være med,” sagde jeg, ”skal du vise at du er villig til at gøre hvad som helst. Du skal ofre noget af dit blod, for at vise det.” Jeg rakte ham kniven.

”Ha-har I også gjort alt dette?” Spurgte drengen nervøst. Vi nikkede allesammen bekræftende.

”Vi har gjort det hele.” Hviskede Troels. Og drengen førte kniven ned mod sit håndled.

”Han gør det sgu.” Hviskede Lenny, og kiggede på os andre. Vi så alle spændt på drengen, da han pressede den rustne kniv hårdt ned imod sin arm. I det næste øjeblik dryppede blodet ned fra hans arm, og han så forventningsfuldt på os. Vi grinede allesammen.

”Nu er der kun en ting tilbage.” Hviskede Chris, den sidste dreng.

”Kys Victoria.” Sagde Troels. Victoria, det eneste kvindelige medlem i vores klike, lagde benene over kors, smilede og spidsede læberne. Drengen fugtede læberne med tungen, og han gik tættere på hende. Victoria var meget smuk. Alt det han overhovedet kunne have drømt om. Han spidsede læberne, bøjede sig imod hende, og lod sine læber ramme hendes. Et øjeblik stod vi som forstenede. Så skubbede Victoria ham væk, og sagde højlydt.

”Ad, han gjorde det sgu. Det fede svin rørte mig sgu!” Drengen lå på jorden og kiggede op på Troels, der havde rejst sig op.

”M-men var det ikke det jeg skulle?”

”Nej. Det var en test. Du skal sgu aldrig røre Victoria, dit svin. Jeg burde dræbe dig lige på stedet.” Troels havde fået fat i sin kniv igen, og så truende på drengen. Så gik han tænktsomt et skridt væk.

”Nej vent. Rejs dig.” Drengen rejste sig fortumlet. ”Vi tæller til ti. I den tid skal du gemme dig, og hvis vi finder dig... Hvis vi finder dig, bliver du smidt ned i brønden der.” Troels pegede.

”Men-”

”1. 2.” Vi lukkede allesammen øjnene, og talte i kor. Jeg kunne høre drengen begynde at løbe, men vi var kun nået til 4, da Troels sagde:

”5. 10.” Vi forstod det allesammen, og vi åbnede øjnene. Så fik vi øje på ham. Han var ikke nået langt, og vi begyndte alle sammen at løbe. Jeg var hurtigst, og jeg nåede først hen til ham. Jeg kastede mig over ham så han faldt, og greb fat i hans arme. Han tiggede og bad imens han lå der, forsøgte at vriste sig fri. Men jeg holdt fast.

”Godt klaret Seb.” Råbte Troels. Han var også nået derhen nu. ”Hvis du tager hans arme tager jeg hans ben.” Sammen fik vi ham op, og begyndte at bære ham hen mod brønden. De andre grinede og lo hvergang drengen begyndte at bede og tigge for sit liv. Endelig nåede vi hen til brønden. Troels og jeg holdt ham indover brønden.

”På tre Seb.” Troels talte højt til tre, og da han nåede tre... Da han nåede til tre slap vi drengen. Han skreg i flere sekunder, før der lød et højlydt brag. Så var der stille. Vi blev også stille. Det føltes som at vågne fra et mareridt.Troels fandt sin kniv frem.

”Vi siger det aldrig til nogen.” Sagde han. Så skar han en rød stribe på sit håndled, og lod kniven gå videre. Vi gentog allesammen i kor:

”Vi siger det aldrig til nogen.” Så lagde vi brøndækslet over brønden.

 

Kameraet blev vendt, og Maskebærerens maske viste sig.

”Miranda, jeg vil vædde med at du spekulerer på at gå op ad trappen ved midnatstid, ikke sandt? Vent til du har set Elizabeth’s hemmelighed – ellers vil dit offer ikke blive godkendt, og ikke  engang Adrian vil overleve. Og du vil vel gerne have at Adrian overlever, ikke sandt? Til jer andre – så ses vi imorgen.

Adrian så rystet over på Miranda, som der sad som lammet og så ind i skærmen.

”Din syge stodder.” Hviskede hun stille, imens hun stadigvæk kiggede på den lukkede skærm. Så rejste hun sig, og bevægede sig hen mod udkanten af rummet.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...