Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4768Visninger
AA

18. Kap. 17

Miranda var holdt op med at græde, og sad nu lænet op ad væggen, kiggede på den lukkede dør foran sig. Inden i var gråden visnet, og erstattet af en uendelig håbløshed. På hendes skulder hvilede Adrians hoved. Han sad lænet indover hende, med tung vejrtrækning og let åben mund.

Miranda kunne mærke søvnmanglen prikke i hendes øjne, men hun ønskede ikke at sove. Hun var sikker på, at mareridtene ventede på hende hvis hun lukkede øjnene. Hun kunne allerede nu se Elizabeth for sit indre blik.

Elizabeth så sig over skulderen, i det øjeblik hun tog det første skridt op ad trappen. Hendes øjne var fyldt med frygt.

Miranda rystede på hovedet. I brystet på hende bankede hendes hjerte hårdt, men hun tog en dyb indånding, og prøvede på at overbevise sig selv om, at det hele nok skulle gå.

Miranda kiggede fængslet til skærmen, da Elizabeth åbnede munden, og begyndte at fortælle sin største hemmelighed.

Endnu engang rystede Miranda voldsomt på hovedet, og tvang øjnene op. Hendes blik var en smule sløret, og hun kiggede svimmelt hen mod den hemmelige dør. Men den hemmelige dør var væk – hun havde frit udsyn til gangen bagved! Miranda rejste sig brat op, og Adrians hoved røg til siden. Med fumlende skridt bevægede Miranda sig hen mod den åbne dør.

Hun støttede sig op ad væggen da hun nåede døren, og rakte en hånd op til halsen. Fumlende fandt hun kæden med uret frem. Hun holdt fast i uret, før hun strejfede korset, og sendte en kort bøn til Gud. Så hev hun uret helt frem, og kiggede uroligt på det. Klokken var 12:05

***

Elizabeth kiggede sig nervøst omkring. Hun var ikke helt sikker på, om det var det rigtige hun gjorde. Hun var ret sikker på, at hemmeligheden ville knuse Miranda – måske var det bedre hvis Miranda kunne få lov til at leve i uvidenhed? Men Miranda kunne ikke få lov til at leve i uvidenhed, huskede Elizabeth sig selv på. Miranda kunne højest få lov til at dø i uvidenhed – og skønt hemmeligheden ville få Miranda til at føle sig svigtet, kunne hun trods alt leve.

Elizabeth sukkede dybt, og sendte et blik over på Tara, der sad sammenkrøbet op ad væggen. Hendes skikkelse fik Elizabeth til at være helt sikker. Hun var nødt til at gå op ad trappen.

Da Elizabeth kom tilbage lidt tidligere på dagen, havde Tara prøvet på at overtale hende til at gå op ad trappen. Elizabeth havde smilende sagt, at hun nok skulle gå op ad trappen, men Tara ikke skulle tro det var for hendes skyld.

”Jeg vil gøre det for dem jeg elsker.” Havde Elizabeth sagt, med hovedet højt. ”Du er ikke en af dem.” De havde ikke talt sammen resten af dagen.

***

Miranda bevægede sig som en søvnganger igennem labyrenten. Hun ænsede ikke de høje reoler omkring hende, der var fyldt med interessante ting og sager. Ting der allesammen på en eller anden måde havde en tilknytning, til en af deres hemmeligheder.

Med langsomme skridt bevægede hun sig fremad, imens hun hele tiden knugede hårdt om korset med den ene hånd. Hun løftede uret frem, og kiggede koncentreret på det, indtil hun var sikker på hvad der stod. 12:11. Miranda begyndte at løbe.

***

Elizabeth rejste sig op, og gik med majestætiske skridt hen mod masken, der lå under fjernsynet. Hun samlede den op med rystende hænder. Den var tungere end hun havde troet, og hendes arme sank lidt under vægten fra den.

Elizabeth var næsten henne ved trappen, da hun hørte trin. I næste øjeblik kom Miranda til syne, stakåndet og hivende efter vejret.

”Stop Elizabeth!” Elizabeth stivnede et øjeblik. Så så hun på Miranda. Så på Tara.

”Jeg gør det for dig, Miranda.” Hviskede hun. Elizabeth så sig over skulderen, i det øjeblik hun tog det første trin op ad trappen. Hendes øjne var fyldt med frygt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...