Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4836Visninger
AA

17. Kap. 16

Miranda havde sat sig i hjørnet af det lille rum, så langt væk hun kunne komme fra Adrian, imens hun fortsat hulkede og rystede. Adrian betragtede hende på afstand. For et øjeblik siden havde hun grædt ind mod hans skulder, men så var det som om hun huskede hvem hun var, og hun skubbede sig væk fra ham.

Han vidste godt hvorfor. Det havde han for længst læst i den mappe han fandt. Det føltes, som om det var uendelig lang tid siden, han havde fundet mappen. Adrian sukkede dybt, og lod sig synke ned på jorden.  Han forberedte sig på at vente, imens han i sit stille sind ønskede, at han kunne lukke øjnene, og aldrig behøvede at åbne dem igen.

***

Elizabeth lagde Tara bag sig, og gik famlende mørket imøde. Hendes indre var ved at koge over af følelser, og hun rystede af indestængt vrede.

”Okay Elizabeth... Når du har talt til ti, er vreden væk.” Mumlede hun til sig selv, imens nedtællingen begyndte inde i hendes hoved. Hun trak vejret dybt ind, imens hun ganske langsomt talte. For hvert skridt hun tog, for hvert tal hun steg, forsvandt vreden, og hun fik endnu engang kontrol over sin krop.

Og idet øjeblik hun nåede tallet ti, blev hun klar over hvad hun skulle gøre.

***

Adrian kiggede i smug på Miranda, der stadigvæk krøb sammen i hjørnet. Hun havde lagt sit hoved på knæene, og skærmede sig selv med sine arme. Hun sad helt stille, men Adrian kunne høre hendes rolige, regelmæssige åndedrag, og det beroligede ham.

”Jeg er så træt, Adrian.” Sagde hun sagte. ”Så træt af livet. Hvorfor skulle alt dette ske for netop os? Hvorfor os, Adrian? Kan du svare mig på det.” Ordene gav genlyd i det tyste rum, og Miranda lød som var hun lige ved at bryde sammen.

”Jeg ved det-” Endnu før han nåede at fuldføre sætningen, lød en lav bankelyd ovre ved den skjulte dør. Både Adrian og Miranda kiggede hen imod lyden. Adrian’s hjerte bankede.

”Hv-Hvem der?” Sagde Miranda, med så meget kraft hun kunne myndstre.

”Det er mig... Elizabeth. E-er I okay?” Lød det fra den anden side af døren. Både Adrian og Miranda sprang op, og løb hen til døren.

”Elizabeth! Kan du få døren op?” Lød det højlydt fra Miranda.

”Nej, jeg har ikke kræfter nok.” Miranda blev endnu mere bleg, end hun før var. Det så ud som om det sidste håb forlod hendes ansigt. Adrian gøs.

”Nå, okay...” Mumlede Miranda. Så så hun nærmest ud til at skamme sig, og hun åbnede endnu engang munden.

”Elizabeth – ligegyldigt hvad Tara siger til dig, må du ikke gå op ad trappen. Hører du mig? Gå ikke derop for vores skyld!”

”Tara ville aldrig kunne få mig op ad trappen,” Sagde Elizabeth blidt.

”Go-” Miranda nåede ikke at tale ud, før Elizabeth fortsatte.

”Det er mit eget valg.” Adrian kiggede på Miranda, der efter få sekunder fattede hvad Elizabeth havde sagt. Hun blev, om muligt, endnu mere bleg.

”Du skal ikke dø for min skyld, Elizabeth.” Hviskede hun, næsten uhørligt. Elizabeth hørte det alligevel.

”Er der nogen bedre grund, Miranda? Er der nogen bedre grund, end at dø for dem man elsker?”

”Du må ikke, Elizabeth. Lad være... Jeg beder dig!”

”Du får mig ikke til at skifte mening Miranda. Beslutningen er min, og den er taget.” Miranda sank en klump.

”Jeg elsker dig.” Hviskede hun.

”Jeg elsker også dig... Vi ses i himlen, søs.” På den anden side af døren kunne de høre Elizabeth’s ensomme skridt. Så kastede Miranda sig ind til Adrian, og begyndte at græde højlydt. Skønt Adrian også selv var lige ved at bryde ud i tårer, kunne han ikke lade være med at være en lillesmule begejstret, over at Miranda endnu engang lod til at have glemt hvem hun selv var.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...