Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4772Visninger
AA

16. Kap. 15

 

Adrian kiggede måbende på døren, imens røde pletter begyndte at danne sig på hans hals. Hvorfor? Hvorfor lukke ham og Miranda inde på denne vis? Det var tåbeligt. Det gjorde kun hendes egne overlevelseschancer mindre.

”Hvordan skal vi komme ud?” Miranda’s læber bævede, og hun betragtede nervøst bagsiden af den hemmelige dør. Miranda’s øjne brændte, og et gennemtrængende hulk rungede i lokalet. Adrian gik forsigtigt hen til hende, og med hakkende bevægelser, lagde han armene om hende. Miranda strittede ikke imod.

”Tag det roligt... Vi skal nok komme ud... Tara fortryder, og så kommer hun og åbner igen.” Adrian hviskede ordene ned i Mirandas hår, imens han holdt hende tæt ind til sig. Hendes kropsvarme blandede sig med hans.

”Hvad hvis hun ikke skifter mening... Hvad hvis hun er for slap til at åbne døren igen... Hvad med Elizabeth?” Miranda rystede, og tåre på tåre forlod hendes øjne, for langsomt at begive sig videre ned ad hendes kinder.

”Hvis Tara ikke lukker os ud, gør Maskebæreren.Vi skal nok komme ud... Tag det roligt Miranda... Shh...” Adrian ignorerrede spørgsmålet om Elizabeth. De kendte begge to svaret. Tara ville ikke ofre sig, og Elizabeth var nem at manipulere med. Også Adrian’s øjne gjorde ondt, og en enkelt tåre kæmpede sig fri. Den trillede ned ad hans kind, og landede i Miranda’s hår.

”Hvornår lukker han os ud, Adrian? Imorgen? I overmorgen?” Miranda vendte sig rundt, og løsnede sig fra Adrian’s greb. Hun så ham i øjnene, afventede et svar.

”I nat, sandsynligvis. Jeg tror at han vil have noget publikum på, når vi skal se Seb’s hemmelighed. Og det giver ingen mening, hvis kun én ud af tre ser det.” Adrian fortrød sit ordvalg, da han så tårene der endnu engang blev fremtryllet i Miranda’s øjne.

”Tara vil ikke gå op ad trappen, vel?” Hendes stemme rystede. Adrian sagde ikke noget. Miranda kendte godt svaret. Hun satte bare ord på deres begges tanker. Men når det kom til stykket, så ville kun én overleve. Ved mindre det bare var et eksperiment... Men også Adrian var begyndt at tvivle. Han havde trodsalt ikke læst hele mappen.

”Adrian.” Hulkede Miranda. ”Adrian jeg er bange...” Adrian knugede hende ind til sig, og aede hende blidt over håret med den ene hånd.

”Shh... Miranda... Vi skal nok komme ud... Stol på mig.”

***

”Hvorfor gjorde du det?” Elizabeth så vredt på Tara, der stod og kiggede måbende på den dør hun lige havde lukket. Tæpperne havde hun tabt på gulvet. Nu smed også Elizabeth stablen med tæpper, og spadserede vredt hen til Tara.

”Vil du være sød at lukke dem ud.” Tara lukkede munden, og vendte sig væk fra døren. Hun foldede armene over brystet, og lagde hovedet på skrå. Kiggede på Elizabeth med et mindst ligeså vredt blik.

”Gør det selv. For min skyld kan de to turdelduer blive derinde så længe det skal være. Så er jeg fri for dem.” Hun begyndte at gå, og Elizabeth løb efter hende.

”Hvorfor er du sådan her? Sådan var du ikke i starten.” Elizabeth betragtede undrende Tara, der var mindst 10 centimeter højere end hende selv.

”Det må du sgu selv finde ud af.” Tara sagde det hårdt og afvisende, og Elizabeth stoppede op. Hun vendte rundt på hælen, og begyndte at gå tilbage. Tara stod et øjeblik helt stille. Så drejede hun hovedet, og kiggede efter Elizabeth. Hun kunne lige skimte omridset i det fjerne. Så rystede hun på hovedet, og fortsatte i samme retning som før, imens hun fortalte sig selv, at hun ikke havde brug for at nogen kunne lide hende. At nogen bekymrede sig om hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...