Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4833Visninger
AA

15. Kap. 14

 

Miranda knugede Elizabeth’s hånd fast, imens hun famlede sig frem efter Adrian, som med hurtige skridt bevægede sig fremad. Han var kendt her, slog det hende. Hun havde haft fat i tanken et par gange før, men først nu slog det hende, hvor mange gange Adrian i virkeligheden havde været væk. Hun havde bare ikke rigtig tænkt på det før, for selv når han var der, var det sjældent han deltog aktivt i samtalerne. Man lagde ikke rigtigt mærke til ham... Ved mindre han fik lyst til komme med ironiske kommentarer, men det var han faktisk også begyndt at holde inde med. I hvert fald var han ikke så irriterende som i starten.

Da hun tænkte over det blev hun faktisk ret forbløffet. De havde kun været fanget i dette rum i tre en halv dag. Det var faktisk ikke så meget... For fem dage siden havde hun stadigvæk et normalt liv. Miranda knugede hårdere om Elizabeth’s hånd, imens hun undgik et objekt, der lå på gulvet. Hun var begyndt at kunne skælne tingene fra hinanden, men endnu kunne hun ikke helt  se hvad de forskellige ting var.

”Det er her.” Lød Adrian’s stemme. Den klingede højt op i mørket, og Miranda’s hjerte sprang et slag over, over den pludselige lyd. Hun stoppede op, og ventede på at Adrian ville føre dem videre til dette ’rum’ han havde fundet. Han havde talt så hurtigt at hun ikke helt kunne følge med, men en lille smule spændt var hun da. Måske var der en udgang i dette  rum.

Hun anstrengte sig for at se hvad Adrian foretog sig. Han trak tilsyneladende ud i en mappe, før han begyndte at gå til siden. Hele bogreolen flyttede sig med en klagende lyd, og afslørede et hul, lidt mindre end selve bogreolen, men højere end Miranda.

”Er du sikker på at det ikke er en eller anden fælde?” Tara lød en anelse mistroisk. Adrian kiggede på hende i flere sekunder før han svarede hende.

”Ja. Jeg tror ikke at bortføreren ville sætte fælder for os. Det ville ødelægge hans eget spil, og han ville ikke følge sine egne regler. Det tror jeg ikke han kunne finde på. Jeg tror han er typen der holder reglerne, og specielt sine egne regler. ” Tara svarede ikke, men gik med hurtige skridt henimod åbningen. Det næste øjeblik var hun forsvundet ind i det andet rum. Adrian fulgte efter hende næsten øjeblikkeligt, og Elizabeth trak Miranda med ind.

Rummet var fuldstændig rent, og der var langt mere varmt end i det andet rum. Det gik op for Miranda, at hun havde frosset lige siden hun vågnede den første dag.

”Tror I ikke at vi kunne sove herinde?” Lød Tara’s stemme spørgende. Adrian smilede, og nikkede enigt.

”Jo – eller ihvert fald bære tæpperne tilbage til det andet rum.” Han pegede på en stabel tæpper der lå i hjørnet. Miranda smilede, og gav Elizabeth’s hånd et klem. De så på hinanden, og Elizabeth’s  øjne strålede. Om natten havde de lagt sig til at sove tæt op ad hinanden om aftenen for at holde varmen, men Miranda vågnede altid op frysende, fordi Elizabeth af en eller anden grund altid endte med at ligge et par meter fra hende. Hun forstod aldrig helt hvordan det kunne lade sig gøre.

”Det bliver rart at kunne sove nogenlunde godt igen.” Smilede Tara. Det var som om, at bunken med de gamle tæpper lige havde lyst hele dagen op. Hvilket aldrig ville kunne være sket før. Dengang et tæppe bare var et tæppe. Nu var det et privilegium.

”Tara og Elizabeth – begynder i ikke at bære tæpperne tilbage? Der er noget jeg lige skal tale med Miranda om.” Med et forsvandt smilet fra Tara’s ansigt, og skæret i Elizabeth’s øjne erstattedes med forvirring. Miranda kiggede undrende på Adrian, imens at nysgerrigheden blafrede i maven på hende som en lille fugl.

”Har I noget at skjule?” Tara kneb mistroisk øjnene sammen, og kiggede skiftevis på Miranda og Adrian. Elizabeth kiggede bare forvirret op på Miranda.

Selvfølgelig har vi noget at skjule. Hvilke andre grunde kunne der være til at vi skulle tale sammen?”  Adrian smilede sukkersødt til Tara. Tara’s kinder blussede op i en rødlig farve, før hun med hurtige skridt trådte hen mod tæpperne. Hun samlede så mange hun kunne, før hun vendte om på hælen, og gik hen imod åbningen til det hemmelige rum. Hun stoppede i døråbningen.

”Kom Elizabeth. De gider os ikke.” Miranda betragtede Elizabeth der stod og kiggede lidt tøvende rundt. Først på Tara, så på Miranda, så på tæpperne, hvorefter hun igen lod blikket hvile på Miranda. Miranda nikkede godkendende. Forsigtigt gjorde Elizabeth sig fri af Miranda’s hånd. Hun så sig over skulderen, imens hun med snublende skridt gik hen mod tæpperne. Hun tog resten op i favnen, hvorefter hun løb efter Tara.

I det samme de var ude ad døren, så Miranda at Tara stoppede op, tog fat i bogreolen, og skubbede den bagud. Døren gled i.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...