Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4828Visninger
AA

14. Kap. 13

 

Miranda havde kigget drømmende på Seb da han havde iført sig den kvadratiskmalede maske, og var gået op ad trappen. Han havde kigget sig tilbage flere gange, var stoppet op. Hans blå øjne havde lyst af frygt, og i dem gemte der sig en bøn. Men ingen efterkom hans bøn. Ingen sprang ind og sagde at de nok skulle gøre det i stedet for ham. Ingen fældede så meget som en tåre.

Elizabeth havde grædt da han var gået, men der var det for sent. Seb var gået i døden, i troen om at ingen holdt så meget af ham, at de blev triste over hans bortgang. Elizabeth havde spurgt Miranda igen og igen om hun ikke kunne gøre noget. Men Miranda var træt. Hun havde hovedpine, og ondt over det hele. Mest af alt i hjertet.

Sandheden var, at jo tættere de kom på afslutningen, jo færre de blev, jo mere gik det op for Miranda, at de ikke begge kunne overleve. En af dem skulle dø. En af dem, eller dem begge. Og den helt store sandhed var, at Miranda ikke ønskede at dø. Hun var skræmt, turde ikke engang tænke på at ’tage trappen.’ Men ville hun være i stand til at lade Elizabeth gøre det? Næppe.

Miranda lod hånden glide langs det hårde gulv, imens hun tænkte på hvad hun skulle gøre. Og dér slog det hende! Måske... Måske ville det i virkeligheden være lettere hvis de begge døde? Så kunne de mødes i Guds himmelrige... Med mindre det hele bare var et psykologisk eksperiment. Men det troede Miranda næppe. Hvem var så syge i hovedet, at udføre et eksperiment som dette her? Nej, mapperne måtte være endnu en ting der skulle lede dem på vildspor.

Med en ganske forsigtig bevægelse lod hun hånden glide hen over Elizabeth’s gyldne manke. Elizabeth kiggede på hende med forstående blå  øjne. Som forstod hun alle de tanker der sværmede i Miranda’s hoved. Miranda betragtede hendes ansigt nøje. De blå øjne der var så ulig Miranda’s kiggede tilbage med ømhed i blikket. Miranda lagde en arm om Elizabeth, fast besluttet på ikke at lade sig skille fra hende... Men hun ville heller ikke dø. Hun var nødt til at udtænke en løsning. Men tiden var ved at løbe fra hende.

***

Adrian bevægede sig med tøvende skridt mod udkanten af rummet. Da mørket begyndte at omslutte ham, kastede han et blik tilbage. Miranda og Elizabeth sad og talte stille sammen. Tara sad alene, og kiggede tomt ud i luften med armene om sine ben, og et par tårer hængende i øjenkrogene. Hun måtte føle sig lige så alene som Adrian var.

Med et dybt suk tog han endnu et skridt ind i mørket. Stoppede lidt, for at lade sine øjne vænne sig til det, før han gik videre ind. Han drejede ind langs en hylde, og lod hånden glide langs det støvede træ, lige til han stødte på noget. Med hurtige bevægelser samlede han tingen op, og trak den til sig.

Hans øjne anstrengte sig for at se hvad det var, og han lod hånden glide undersøgene langs det. Materialet var tykt og stift. Langs kanten føltes det som om der var sting fra tyk snor, og da han lod hånden glide langs det, kunne han mærke nogle indgraveringer. Han lod fingeren følge de kantede bogstaver, og blev ved til han var sikke på hvad der stod. Troels. Det var sjovt, for noget af det føltes som var det et materiale der mindede om læder, men der hvor bogstaverne var indgraveret, føltes det nærmere som et skaft af træ.

Adrian trak i det der føltes som træ, og pludselig stod han med det læderagtige i den ene hånd, og skaftet i den anden. Udfra skaftet gik der et blankt knivblad, der selv i det ikkeeksisterende lys skinnede svagt. Adrian lod en finger følge æggen... Bladet var så skarpt, at han først opdagede at han blødte, da en mørk plet faldt ned på knivbladet. Han betragtede sin finger lidt, før han stak kniven tilbage i sit hylster, og derefter i lommen. Så lod han hånden glide videre hen ad reolen, imens han tænkte på, at han måtte finde ud af hvem Troels var.

Det var også på denne hylde han havde fundet Elizabeth’s piller, og på en reol lidt længere fremme, havde han fundet mapperne.  Han havde undersøgt de forskellige ting herinde i et stykke tid, men indtil videre havde der ikke været så meget spændende. Han var dog ret sikker på at alle tingene måtte betyde et eller andet for nogen af de andre. Han havde i hvert fald fundet et par ting fra sit eget liv. Blandt andet et par af sin mors yndlingsøreringe. Adrian havde gyst, da han holdt dem i hånden. Det var lang tid siden han sidst havde rørt ved noget, der havde tilhørt hans mor.

Adrian slap hylden, og besluttede sig for at han ville undersøge en af bogreolerne. Måske kunne han finde en mappe med oplysninger om de forskellige genstande. Det ville måske være en hjælp... Og ellers var der sikkert noget andet interessant.

Adrian var begyndt at kunne se endnu bedre i mørket, og han undgik uden besvær de forskellige hylder og ting og sager der stod placeret rundt omkring. Det lignede en blanding mellem et bibliotek og et loppemarked. Adrian nåede sit mål, og trak ud i den første den bedste af de hvide mapper. Der stod ikke noget på den, så han åbnede den et tilfældigt sted, og skimmede siden. Det eneste der stod var en masse tal. Adrian satte sukkende mappen på plads, og greb fat i den næste. Men mappen gad ikke ud.

Ligegyldigt hvor meget Adrian hev og sled i den, gav den sig ikke. Til sidst tog han godt fat i den, og begyndte vredt at gå til siden, fast besluttet på at ville flytte hele bogreolen for at få fat i mappen. Og bogreolen flyttede sig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...