Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4821Visninger
AA

13. Kap. 12

 

 

 

Midt på gulvet i det kolde rum, sad de alle. Elizabeth tæt op ad Miranda, Tara side om side med Sebastian. Adrian for sig selv, imens at han betragtede de andre i stilhed. Han lyttede til deres samtale, men deltog ikke i den. Det var alligevel ikke en vigtig samtale. Bare ren høflighed. Adrian havde aldrig forstået, hvorfor man skulle tale, når man var sammen med andre mennesker. Det var tåbeligt.

I virkeligheden ventede de bare på videoen. Den nye hemmelighed. Og også Adrian ventede, en anelse nysgerrigt. Han vidste at det ikke kunne vare længe endnu.

”Godmorgen allesammen. Klar til en ny dag?” Den maskeklædte dukkede op på skærmen, med Johan siddende i baggrunden.  ”Klar til en ny hemmelighed? I dag fortalt af ingen anden end Johan... Nogen der er nysgerrige derude?” Ingen sagde noget. Adrian kiggede tavst på skærmen, og ligeså de andre.

”Nå, jeg tror bare vi giver ordet videre.” Den maskeklædte trådte ud ad billedet, og i det næste øjeblik blev der zoomet ind på Johan’s ansigt. ”Fortæl du os din hemmelighed. Din historie. Ordet er dit, Johan.” Johan fortrak ikke en mine.

Det hele begyndte da jeg var cirka 7. Nogen gange, tog jeg med min mor ud for at købe ind. Og i indkøbscenteret så jeg, at hun en gang i mellem stak varer op under kjolen. Jeg forstod ikke hvorfor, og en dag da jeg spurgte svarede hun: ’Det er for at spare indkøbsposer. Et lille trick. Fortæl det nu ikke til nogen.’ Hun havde smilet, og jeg havde smilet tilbage. Stolt over at vi delte en hemmelighed.” Et øjeblik flakkede Johan’s blik, men så kiggede han igen ligegyldigt ind i kameraet.

”Da vi kom hjem samme dag, sad min far og ventede. Han spurgte om vi havde købt øl til ham. Min mor rystede på hovedet, imens hun med rystende stemme svarede, at vi ikke havde haft råd. Og min far blev rasende. Han slog min mor, og sagde at hun skulle give ham sine penge. Min mor nægtede, og min far slog løs på hende. Først længe efter holdt han op, da han indså det ikke virkede.

Der fik han øje på mig. Han greb fat i mig, og sagde iskoldt til min mor: ’Nu giver du mig din pung, eller jeg tæsker fornuften ud ad barnet.’ Og min mor gav op. Hun fandt sin pung frem, og gav ham modvilligt kontanterne.  Han slap mig, og gik ud ad døren i en fart. Et øjeblik stod min mor bare og rystede. Så tog hun fat i mig, og knugede mig ind til sig. Hun mumlede for sig selv, at nu ville hun ikke finde sigi det mere. Og så begyndte hun at samle ting sammen. Vi skulle flytte, sagde hun.

Hånd i hånd, med kun to store tasker med os, gik vi ned til busstoppestedet. Da bussen dukkede op, tog vi den hele vejen ud til min moster. Her blev vi modtaget med åbne arme, og i to uger boede vi lykkeligt der. Så fandt min far os.

Det var koldt den dag, og vi sad sammen i køkkenet, da det ringede på døren. Min moster gik ud for at åbne op,men i det næste øjeblik lød et skud og et skrig. Min mor regnede ud hvad der var ved at ske, og forsøgte febrilsk at finde et gemmested. Men inden hun fandt et, stod min far i døråbningen ud til køkkenet. Min mor knugede mig ind til sig, i det hun satte sig på gulvet.

Min far pegede på os med sit gevær, men min mor holdt mig for mine øjne, og hviskede til mig at hun elskede mig. Jeg forstod ikke noget. Det var først da skuddet lød, og blodet begyndte at løbe, at jeg kunne kæde det sammen. Jeg blev siddende hos min mor, knugede hende ind til mig, imens at jeg hviskede hun ikke måtte forlade mig. Men til sidst. Til sidst blev hendes arme helt  slappe, holdt ikke om mig mere. Jeg kiggede op på min far. Under hele min mors død, havde han blot siddet og betragtet os. Betragtet livet der forsvandt fra min mor.

Han tog mig op. Jeg græd. Skreg han skulle slippe mig, men han holdt blot bedre fast. Han bar mig væk, og jeg så aldrig min mor igen. Hvordan han fik hende fjernet ved jeg ikke. Men han fik mig til at love, at jeg aldrig måtte fortælle det til nogen. Og det løfte bryder jeg nu.” Johan kiggede op, og Adrian kiggede undersøgende på hans ansigt. Udtrykket havde næsten ikke forandret sig. Han havde lige fortalt sin største hemmelighed, uden overhovedet at blive påvirket af det. Adrian forstod det ikke.

Det var en underlig følelse, ikke at forstå. Der var ikke så mange ting han ikke forstod. Men nogen mennesker... Nogen mennesker var så forbandet tåbelige, og disse mennesker forstod Adrian ikke.

”... Skal nok gøre det.” Adrian kiggede op. Det var drengen med det lyse hår, der åbenbart lige havde meldt sig frivilligt til at dø. Adrian betragtede ham. Drengen var yngre end ham selv. 14, så vidt han huskede. 14 år gammel, og endnu en af de personer, Adrian ikke forstod. Men Adrian forstod faktisk ikke rigtigt nogle af dem der var gået op ad trappen. Hvorfor ofre sig selv på den måde? Frivilligt at gå døden i møde...Det var stortset  at give op. Og Adrian brød sig ikke om at give op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...