Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4776Visninger
AA

12. Kap. 11

 

Da Johan gik op ad trappen tænkte han ikke. Han var blevet vred, og var styrtet op ad trappen. Men nu, hvor han sad der på stolen, var følelsen af vrede så småt ved at forsvinde, og to andre følelser trådte langt mere dominerende frem.

Den ene var han bekendt med. Det var en følelse, som næsten var blevet tryg for ham. Han kendte den lidt for godt, og han kunne trække tilbage i den, gemme sig i den. Føle sig tryg i det kendte ved den. Det var det han forsøgte, imens han gjorde sit bedste for at holde den anden følelse ude. Den anden følelse var han ikke bekendt med. Den skræmte ham.

Johan ventede. Han ventede, imens han begravede sig selv i det trygge, og forsøgte at bilde sig selv ind, at det ikke gjorde noget. At han ikke betød nok, til at nogen ville savne ham efter døden. Derfor gjorde det ikke noget at han døde. Hans liv havde været meningsløst i et hav af tid, men så kom Asta. I ganske kort tid havde han fået lysten til at leve. Og så døde hun, og igen blev livet meningsløst. Johan mærkede vreden blusse op i et kort øjeblik, før at de andre følelser igen tog overhånd. Han var en lille smule vred på Asta. Tænk at forlade ham på den måde! Men på den anden side. Han forstod hende. Skønt de kun havde kendt hinanden i ganske kort tid, følte han han kendte hende. Og forstod hende.

Johan ville egentlig godt have vidst hvad hendes hemmelighed var, men den tanke forsøgte han at skjule for sig selv. Det var ikke høfligt at ville kende andres hemmeligheder.  Alligevel kom han til at tænke på det en gang i mellem, og en tredie følelse overrumplede ham. Pludselig følte han både frygt, had og nysgerrighed. Det var helt overvældende. Så mange følelser plejede han ikke at have på en gang. Johan talte selvfølgelig ikke nervøsiteten med. Den var der altid. Den talte ikke.

Det havde egentlig været ret sært at gå op ad trappen. Der havde ikke været nogen til at tage imod ham, og han var nysgerrigt gået ind ad den eneste dør der var. Han genkendte rummet bagved. Det var  det rum de andre var blevet filmet i. I udkanten af rummet, stod klaveret, Luca havde spillet på. Da han kiggede nærmere på det, havde han set blod på tangenterne. Indtørret blod. Han havde skyndt sig væk. Kigget efter en udgang. Men den eneste der var, var den han også var gået ind ad. Da han trak i håndtaget, var den låst. Så havde han sat sig på stolen, og der sad han så stadigvæk. I det samme blev håndtaget trykket ned ovre på den hvide dør, han var gået ind ad. Det overraskede ham ikke, at det var den maskeklædte der kom ind.

”Johan. Det overrasker mig virkelig ikke at det er dig.” Lød stemmen, fordrejet som altid. Johan fandt noget bekendt ved den, bag fordrejningen, men skubbede det fra sig. Han kunne være ligeglad. Alle var alligevel ligeglade med ham.

”Pas på jeg ikke rejser mig og slår dig ned. Jeg vil vædde med at jeg er stærkere end dig.” Johan vidste ikke hvor det kom fra, hans mund åbnede sig bare og slyngede ordene ud. Til hans skuffelse grinede den maskeklædte bare.

”Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg var dig.” Sagde han. Johan mente i hvert fald det var en han.

”Hvorfor ikke?” Spurgte han den maskeklædte, som cirkulerede omkring stolen han sad i. Det var nervepirrende. Johan havde ikke tal på de følelser der kørte rundt i kroppen på ham, men en ting vidste han. Det var mange flere end det plejede. Endnu engang forsøgte han at begrave sig i det trygge.

”For det første – din lille veninde er ikke død endnu. Hun er spærret inde et sted i denne bygning, bag en af de mange hemmelige døre. Hun skal dø under alle omstændigheder, ja... Men hendes død kunne blive langt mere smertefuld en det der er planlagt lige nu... Og så sagde hn faktisk hvem hun mente burde overleve, og hun bad dig om at efterkomme det. Derudover, hvis du slår mig ud, dør i alle. I finder aldrig vejen ud. Der er mange hemmelige døre, og udgangen er den der er bedst gemt af dem alle. I ville dø af sult og tørst før I fandt den. Så jeg vil råde dig til ikke at slå mig ned. Når det så er sagt, så burde du faktisk se Asta’s video. Kom med.” Den maskeklædte gav Johan en hånd, og han rejste sig. Fulgte med hen til endevæggen, hvor den maskeklædte rørte ved tre bestemte sten. Bogreolen på den anden endevæg flyttede på sig.

Johan fugte tavst med hen til den gang, bogreolen afslørede. Han sagde ikke et ord, prøvede bare at begrave sig i den følelse han kendte lidt bedre end han burde. Han lod frygten tage fuldstændig overhånd, og fulgte bare med den maskeklædte ind i den hemmelige gang. Så snart han var inde, aktiverede den maskeklædte en ny form for kode, og døren lukkede sig bag dem. Johan tog en dyb indånding. Så begyndte han at gå ned ad gangen, side om side med den person han frygtede næstmest i verden. Der var en god ting ved dette her – sandsynligvis skulle han aldrig se sin far igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...