Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4833Visninger
AA

11. Kap. 10

 

Adrian var urolig. Der var noget der ikke føltes rigtigt. Ikke sådan at han kunne finde et bevis på det, eller  så meget som at sætte fingeren på, hvad det var, men der var noget der ikke føltes rigtigt. Han sukkede dybt. Klokken var omkring to om natten, og han havde besluttet sig for at holde sig vågen, for at kunne holde øje med Elizabeth. Og for at holde mareridtene på afstand.

I det samme rørte Elizabeth drastisk på sig, og i det næste øjeblik sad hun ret op. Det havde faktisk undret Adrian en del, hvordan hun kunne holde det på afstand. Men på den anden side... Det havde også undret Adrian, da han læste lidt videre om den orange personlighedstype, at han var beskrevet som loyal. Han måtte vel bare droppe at finde ud af det. I en glidende bevægelse rejste Adrian sig, og gik hen imod Elizabeth, med lydløse skridt.

Elizabeth’s øjne var tomme. Det var tydeligt, at hun ingenting så, men Adrian så hende, og det var ikke et behageligt syn. Hun rystede over hele kroppen, og på hendes pande klæbede et lag sved sig fast. Hendes hænder knugede om gulvet, og det smukke hår hang sjasket ned langs skuldrene på hende. Det værste var øjnene. Vidt opspilede... Og tomme. Blinde for alt andet  end fortidens spøgelser.

Adrian satte sig ved hendes side, og lagde en hånd på Elizabeth’s ryg, og aede hende blidt.

”Vågn op Elizabeth... Det er blot en slags mareridt. Vågn op. Se på mig i stedet for.” Hviskede han stille, fortsatte med at køre hånden blidt frem og tilbage over Elizabeth’s ryg. Og Elizabeth... Vågnede... Hun så på ham med et blik, som blev mindre og mindre tomt. Tilsidst var det bare... Overrasket.

”Adrian du... Du...” Hun afsluttede ikke sætningen. Han smilede til hende, og nikkede, imens at han på intet tidspunkt stoppede med at køre hånden over ryggen på hende.

”Ved det..? Ja. Og jeg har noget der måske hjælper.” Endnu engang smilede han til hende, før at han stoppede med at ae hende, og fandt et glas piller frem fra sin hættetrøje. Også dem, havde han fundet ude bagved – samme sted som journalerne. På dem stod ’Elizabeth’, med samme røde farve som på mappen.

”Vil du have en? Så går mareridtene måske væk...” Hun så på ham med store øjne, før hun nikkede. Han åbnede glasset, og lod hende selv tage én.” Har du brug for vand?” Spurgte han, halvvejs oppe at stå, for at hente hende et glasfuld. Men hun rystede på hovedet, og han satte sig tungt ned igen. Adrian betragtede den plagede Elizabeth, imens hun uden besvær tog pillen i munden og sank. Som havde hun gjort det mange gange før.

Elizabeth så på ham, med sine store, blå øjne.

”Tak.” Hviskede hun. ”Adrian?” Han nikkede fraværende til hende. Pillen skulle gerne gøre hende søvnig, og hun var vidst allerede halvt på vej. Alligevel fasthold hendes stemme klarheden, da hun fortsatte. ”Vil du ikke nok synge for mig?” Han kiggede på hende, håbede at hun faldt i søvn inden han kunne nå at svare.

”Jeg kan ikke synge Elizabeth... Og desuden, så kan jeg ingen vuggeviser.” Elizabeth smilede, rystede på hovedet.

”Alle kan en vuggevise – også du. Syng den for mig, Adrian, ellers falder jeg aldrig i søvn.” Adrian sad og kiggede ud i luften en stund, før han åbnede munden, og den første spæde tone kom ud. Hans stemme var hæs og ubrugt, og hans sind var uvant med situationen. Men han tvang det hele i sig, og viste ikke noget som helst af det. Han lod kun Elizabeth høre tonerne, ikke tankerne bag.

”Se stjernerne på himlen blå,

De synger kun for dig.

Og når du sover trygt og godt

Vil de føre dig til mig

 

Se månen lyser blidt og klart,

Den lyser kun for dig

Og når du sover trygt og godt

Vil den føre dig til mig

 

Se mig, se hvor jeg smiler glad,

Jeg smiler kun for dig

For du er den som frivilligt

Kom hele vejen til mig

 

Så sov du blidt, vi ses i nat,

I stjerners himmelseng

Og når at dagens lys når frem

Vil jeg føre dig trygt hjem.” Adrian stoppede med at synge, kiggede på Elizabeth. Hun sov trygt. Han bøjede sig meget forsigtigt ned, og kyssede hende på håret. Det var en impulsiv ting, og han kunne ikke lade være.

”Sov sødt, Elizabeth. Imorgen er der endnu en skrækkelig dag, men i nat sker der intet ondt. Drøm kun  søde drømme...” Hviskede han, før han rejste sig op, og gik tilbage til sit eget lille hjørne. Alene. Som han havde været hele livet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...