Maskefald (omsider færdig)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 dec. 2012
  • Opdateret: 1 jun. 2014
  • Status: Færdig
Maskefald - Hvad er din største hemmelighed?

68Likes
179Kommentarer
4980Visninger
AA

2. Kap. 1

Tankerne snurrede rundt i hovedet, og en følelse af ubehag sad fast i maven på hende. Hvor var hun? Hun kunne ikke genkende følelsen af det kolde gulv under sig, og skrækken der snurrede rundt i hele hendes krop, var hun heller ikke bekendt med. Hun gjorde aldrig noget forkert... Eller... Jo, én gang. Men det var længe siden.

Forsigtigt åbnede hun endnu engang øjnene. Hun genkendte ikke ansigterne omkring sig... Og så alligevel... Det lyse hår fangede hendes opmærksomhed, og hun spærrede overrasket øjnene op.

”Elizabeth!” Udbrød hun. Skikkelsen rørte på sig, men vågnede ikke. Mumlede blot nogle uforståelige ord, og rørte endnu engang på sig. Hun så ned på sine hænder, hvor at et tykt bånd var viklet fast omkring. Også om fødderne, var hun bundet sammen.

Hun kiggede aig omkring. Alle de andre var også bundet med samme slags tykke reb. Kun Elizabeth, hendes søster, havde frie hænder og fødder. Undrende tanker fløj igennem hovedet på hende, og endnu et spørgsmål blev føjet til listen over spørgsmål, der havde samlet sig i hendes hoved.

Sløvt betragtede hun de andre unge. Så vidt hun kunne bedømme, var de alle omkring hendes egen alder. Endnu engang skildte Elizabeth sig ud. Med sine 12 år, lignede hun klart at hun var den yngste. En lav dreng med mørkt hår glippede med øjnene. Også de andre bevægede sig uroligt, og langt de fleste var ved at åbne øjnene, forundrede over at være endt der hvor de nu var.

Hun betragtede interesseret deres reaktioner, da de vågnede op. De lignede hinanden. Alle som en så de sig forvirrede omkring, uforstående med den kendsgerning, at de var endt hvor de var. Elizabeth vågnede sidst, glimtede forskrækket med de vandblå øjne, og fik så øje på sin søster.

”Miranda...” Klynkede hun skræmt, ”Hvor er vi?” Miranda forsøgte at smile beroligende, men havde på fornemmelsen, at det mere lignede en utroværdig grimasse, end et smil.

”Jeg ved det ikke Elizabeth. Men det finder vi ud af. Og vi kommer væk, bare rolig. Gud er med os. Der er sket en fejl. Stol på Ham.” Elizabeth så stadigvæk skræmt ud, men hun lignede, at hun forsøgte, at styre sin skræk. Hun var et englebarn. Det vidste Miranda bedre end nogle andre. Måske lige bortset fra deres mor.

”Hey! Den lyshårede pige er ikke bundet..!” Udbrød en muskuløs dreng, med halvlangt, mørkt hår. ”Kan du ikke lige slippe os fri?” Elizabeth så skræmt rundt på alle de fremmede mennesker.

”Elizabeth, vil du være sød at løsne os?” Spurgte Miranda stille, og Elizabeth nikkede hurtigt, rejste sig op, og gik igang med at løsne Mirandas bånd. De sad stramt, og de andre i rummet ventede utålmodigt, til at båndene endelig falt af hendes hænder og fødder. Så skyndte de sig begge videre for at løsne de andre.

Miranda havde lige sluppet den sidste løs, en pige med farvet, rødt, kruset hår, da en lyd pludseligt fangede hendes opmærksomhed. Også de andre stoppede med at gnide deres håndled og fødder, og al opmærksomhed blev vendt imod et gammelt fjernsyn, der stod i udkanten af det lille rum.

På skærmen viste der sig en person, med en maske på, der var rød og hvid, farvet i fire store kvadrater. Miranda registrede sløvt, at en maske magen til lå for foden af fjernsynet. I det samme klingede en fordrejet stemme ud i rummet.

”I er otte unge. fire piger, fire drenge. Otte unge. Otte hemmeligheder. Der er en grund til at I er her. Det håber jeg at I forstår. Hvis ikke... Så kommer I til at forstå det. I er otte. Én af jer vil overleve. Alle I andre skal dø. Men alt det kommer vi til senere.

I har alle en hemmelighed at fortælle. I er nøje udvalgt. Jeg har holdt øje med jer i et år nu. Så tro ikke at jeg er en syg galning, der bare har taget 8 tilfældige. Sådan hænger det ikke sammen. Jeg kender jeres hemmelighed. Den største i har. Og det skal de andre også komme til.

Jeg har besluttet mig for, at I selv skal bestemme hvem der skal overleve. De syv andre vil frivilligt gå døden i møde, ved at tage masken på, og gå op ad trappen. Jeg har placeret masken for foden af fjernsynet her. Det er så simpelt, at hver dag inden midnat, skal én være gået op ad trappen... Også i dag. Ellers vil i allesammen dø.

Personen der går, skal gå frivilligt, og være villig til at afsløre sin største hemmelighed. Denne person vil så give de andre en chance for at overleve. På søndag, ved midnat, vil der kun være én tilbage. Denne ene, vil få lov til at leve.

Jeg er sikker på at vi får det rigtig sjovt – farvel.” Fjernsynet gik i sort, og de unge så forvirrede på hinanden, lige til at den høje muskuløse dreng syngende ironisk og med et smil på læben sagde:

”Nå, så mangler vi bare at finde ud af hvem der skal dø.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...