Troublemaker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2012
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Den 19 årige Danielle har ikke haft et nemt liv. Hun har altid levet i skyggen af sin talentfulde storebror Olly Murs. Hun har aldrig været særlig heldig eller god til noget. Hun ender altid med at ødelægge noget, fucke det hele op eller blive fyrret fra sit job. Olly prøver så godt han kan at hjælpe hende med at finde noget hun er god til. Hun får tilbuddet om at komme med i hans nye musikvideo, hvor hun skal med til London for at optage den. En aften foreslår Olly de tager i byen, og hygger sig med hans gode venner. Men hvad Danielle ikke ved, er at de 'venner' tilfældigvis er drengene fra One Direction. Hun er ingen fan af One Direction, men hun ved heller ikke rigtigt noget om dem. Under hendes besøg i London begynder der at ske uventede ting for Danielle, og hendes selvtillid begynder at briste, og Olly ved ikke, hvad han skal gøre, og lige pludselig træder en uventet person til rådighed.

165Likes
59Kommentarer
15706Visninger
AA

15. You're tearing up my heart

Harrys synsvinkel:

 

Siden den da Dani rejste har jeg ikke kunne finde hoved eller hale i mit liv. En del af mig siger til mig, at jeg bare skal komme videre, det var bare en flirt, mens en anden del af mig ikke ville give hende op. Jeg er så forvirret.

Drengene har til en overraskelse været omsorgsfulde omkring det faktum at Dani rejste. Jeg ville have rejst med hende, men mit liv er i London og ikke i en lille by, og det vidste hun godt.

”Er du ved at være klar Harry?” Råber Louis inde fra stuen. Jeg ser mig i spejlet en sidste gang og sukker. Jeg føler slet ikke for at tage til den der skide store forpremiere på en eller anden musikvideo, eller hvad vi nu skal.

Mest af alt har jeg bare lyst til at tage ud og drikke mig selv så tæske fuld, så jeg glemmer den smerte, som Dani lod blive hos mig, da hun rejste. Jeg troede virkelig ikke, at nogen pige i hele verden kunne fange mig sådan, som hun har gjort.

 

De sidste par uger har jeg næsten været i byen, hver aften for at glemme Dani, men hver gang jeg ender op med en pige dukker Dani op i mine tanker, og jeg får svært ved at koncentrere mig. Lige meget, hvor tæske fuld jeg drikker mig, så forstærkes mindet om hende eller så ender jeg med at komme grædende hjem fra byen.

Liam fortalte mig her den anden dag, at han vågnede ved, at jeg sad inde i sofaen og græd. Han spurgte mig, hvad der var galt, men jeg havde bare fablet om at jeg skulle have været taget med hende eller noget. Det er lige meget, hvad jeg gør, så kan jeg ikke glemme hende. Drikker jeg, så glemmer jeg hende ikke. Knalder jeg en anden pige, så tænker jeg på hende. Er jeg ædru, så vandre hun i mine tanker.   

Drengene og vores management har været ret trætte af, at jeg har drukket så meget de sidste par uger, men jeg kan ikke gøre for det. Men jeg er ligeglad. De ved ikke, hvordan jeg har det. I starten forstod drengene godt, hvorfor jeg havde brug for at komme ud lidt, men det har taget overhånd for mig.

 

Jeg retter på mit slips en sidste gang inden jeg slukker lyset i soveværelset, og går ind til Louis og de andre inde i stuen.

”Skal du score i aften?” Smiler Zayn, og blinker til mig, men Liam skubber bare en albue i siden på ham. Jeg ignorerer bare hans dumme spørgsmål.

”Er vi klar til at kører?” Spørger jeg koldt, og ser på de andre drenge.

”Ja, det tror jeg.” Siger Louis, og slukker noget lys inden han går hen til døren.  

Vi får smuglet os uden om de mange fans og ud i limousinen i tavshed. Det er først da alle døre er lukket af Liam bryder tavsheden.

”Harry, vil du ikke nok nyde den her aften?” Spørger han en smule irriteret. Et eller andet sted kan jeg da godt følge ham, det må da også være pisse træls, at have sådan en sur og trist person som mig på slæb. Men han forstår nok bare ikke, hvad det er jeg går igennem.

”Det kan du da sagtens sige.” Mumler jeg og ser ud af vinduet.

”Du mener seriøst ikke at du ikke er kommet dig over Dani endnu?” Kommer det fra Zayn, som lyder til at være godt træt af hele situationen.

”Zayn.” Siger Louis bestemt, men han lytter ikke.

”.. Det er så langt ude det her Harry. Du kommer død drukken hjem hver aften. Du snakker ikke til os længere, du vil ikke noget længere.”

”Zayn, stop!” Siger Louis igen højere, men han reagere ikke.

”..Jeg har glædet mig til denne aften i virkelig lang tid, og du skal slet ikke ødelægge den med dit dårlige humør. Så tag dig sammen Harry!”

”STOP for fanden!” Råber Louis, og der er tavshed. Zayn har et eller andet sted ret, men det vil jeg ikke give ham. Sådan er jeg bare. For stolt til at indrømme mine egne fejl overfor andre end jeg selv.

”Undskyld, at jeg ødelægger jeres liv, men Zayn har ret. Jeg er ikke kommet mig over Dani endnu, og jeg har svært ved at finde mig selv, og jeg er ked af, at det går udover jer.” Siger jeg hudærligt. Måske skal jeg rykke nogen grænser, for at finde mig selv igen?

”Det er okay Harry. Du ved at vi altid er her, hvis du har brug for det. Vi er jo brødre.” Kommer det fra Niall, som smiler venligt til mig. Jeg trækker svagt på smilebåndet, og lader mit blik glide hen på Louis, som smiler til mig, ligesom i gamle dage.

”Vi er her altid Harry.” Siger han. At få bekræftet, at drengene altid vil være her for mig, det hjælper en smule på mit humør. Zayn har ret. Jeg må komme videre. Jeg kan ikke blive ved med at leve sådan her, og pine mig selv på denne måde.

Bilen stopper, og i det jeg skal til at tage fat i dørhåndtaget trækker Louis mig hen til sig i et stort  gruppe kram med de andre drenge.

”Brødre eller ej. Vi står sammen om alt.” Siger han, og slipper mig. Det hele føles ligesom i ’de gamle dage’, og døren til limousinen bliver åbnet, og Louis træder ud, som den første efterfulgt af os andre. En masse blitz fra kameraer bliver fyret af mod os, mens flere fans skriger efter os. Jeg tager en dyb indånding, og følger efter drengene op ad den røde løber. 

 

*** 

 

Danielles synsvinkel:

Det er længe siden jeg har snakket med Olly. Sidst jeg snakkede ordentlig med ham var dengang jeg skulle fortælle ham om mit nye job, siden da er der sket en masse i mit liv. Jeg har fået tilbudt en masse jobs, for forskellige bands osv. Det er ret overvældende for mig, fordi jeg aldrig har fået så meget opmærksomhed før.

Selvom jeg er på vej mod toppen af min karriere, så går meget af min tid stadig med at tænke på Harry. Jeg har ikke hørt noget fra eller om ham i virkelig lang tid. Har han det godt? Er han lykkelig? Har han fundet en anden pige, som elsker ham?

Et eller andet sted fortryder jeg, at jeg ikke tog tilbage til London til ham. Men når jeg ikke har pengene til det, så er det ikke så nemt.

Jeg er gået ud på badeværelset for at ’pudre næsen’, mens de andre står og snakker med nogle vigtige forretningsmænd. Lige nu er jeg i London, og ikke så langt væk fra det hotel, hvor jeg allerførste gang mødte Harry. Bare at være her i London forstærker min længsel efter ham. Jeg har skam ikke glemt ham, men som min mor og min bedste veninde har sagt så mange gange til mig:

Livet går videre.

Efter flere måneders adskillelse fra Harry, begynder jeg at tro på, at livet går videre. Jeg hader tanken om det, men de har ret. Jeg kan ikke blive ved med at rende rundt og byde mig selv det her. Jeg vågner, hver evig eneste nat, og opdager at min pude er våd af tårer, fordi jeg tror han er sammen med mig.

 

Jeg retter forsigtigt på mit mørke hår, som hænger ned langs min ene skulder. Mit hår dækker den eneste strop, som min kjole har. Jeg prøver at tage en dyb indånding, men det er virkelig svært i denne her kjole. Matt insisterede på, at det skulle være denne her kjole, hvor jeg hellere ville have valgt noget let og bekvemt.

Jeg løfter op i kjolens lange slør, eller hvad det nu hedder så jeg kan se mine ben og rette på mine stilletter. Jeg vrisser irriteret da kjolen er så stram, at jeg knap nok kan bøje mig ned.

Efter noget tid får jeg ordnet mine sko, og jeg går ud fra badeværelset igen, og ind i den store sal, hvor jeg sidst så Adam og Matt. Jeg sætter kurs hen mod det sted, hvor jeg forlod dem. Til min store overraskelse er de der ikke, og en form for panik stiger op i mig.

Jeg går lidt rundt, for at se om jeg kan få øje på dem, da jeg bliver revet til siden. Jeg ser forskrækket op på et velkendt ansigt.

”Liam?” Udbryder jeg overrasket, og springer i armene på ham. Han omfavner mig kort, og trækker sig væk fra mig. – ”Hvad laver du her?” Spørger jeg forvirret, og ser på ham.

”Jeg kunne spørge dig om det samme.” Siger han og griner lidt.

”Jeg er her til forpremieren på Maroon 5 musikvideo.” Siger jeg og smiler stort til ham. Han ser lidt forvirret, indtil han får lagt to og to sammen. Jeg kan virkelig ikke beskrive, hvor lettet jeg er for at se Liam igen. Endelig et ansigt i mængden som jeg kender.

”Er-er du med i den?” Spørger han overrasket om, og ser på mig med store øjne.

”Lad være med at se sådan på mig..” Griner jeg og skubber til ham. – ”Ja jeg er.. Hvad laver du her?” spørge r jeg ham nysgerrig om.

”Tillykke. Jeg glæder mig til at se den her i aften.. Jeg er her sammen med de andre drenge…” Jeg når ikke at hører mere, inden jeg får lagt to og to sammen. Så Harry er her altså også! Jeg holder vejret et øjeblik, og ser på ham med store øjne.

”Så Harry er her?!” Spørger jeg hurtigt om, inden han når at snakke færdig.

”Ja?” Griner han lidt af mig. Jeg ved ikke lige, hvordan mit ansigtsudtryk må se ud, men sikker utrolig overrasket.

”Hvor!?” Jeg når ikke at sige mere, inden Matt kommer hen og prikker mig på skulderen.

”Dani, vi starter nu.” Siger han utålmodigt, og hilser hurtigt på Liam. - ”Jeg bliver desværre nødt til at tage hende med mig. Undskyld.” Siger Matt venligt, hiver mig med sig. Jeg ser tilbage på Liam, som skulle have fortalt mig, hvor Harry var. 

 

 

***

 

Liams synsvinkel:

Jeg går med hastige skridt hen til bordet, hvor de andre drenge sidder. Harry ser ikke ud til at nyde aftenen spor, men han prøver. Jeg skynder mig om til Louis, som sidder ved siden af Niall.

”Louis, kom lige.” Siger jeg lavt, og prikker ham på skulderen.

”Hvad er der? Det skal til at starte nu Liam!” Siger han en smule forvirret, og ser op på mig. Det er så typisk Louis at blive forvirret i sådanne situationer, men det er ham, som jeg har brug for at vende det her med.

”Louis, det er vigtigt!” Siger jeg alvorligt, men uden at vække de andres opmærksomhed.

”Fra en skala fra 1-10?” Spørger han.

”17.!” Siger jeg irriteret. Der er ikke tid til det børnepjat der! Han rejser sig fra bordet, og de andre drenge ser op på ham.

”Vi kommer lige om lidt.” Siger han roligt, som om intet var hændt. Han følger efter mig ud til en af udgangene.

”Hvad er der så?” Spørger han nysgerrigt om, og ser på mig, mens han sætter sin ene hånd op til hans hage. Det er noget han gør, når han skal koncentrere sig og være alvorlig.

”Du gætter aldrig, hvem jeg lige har mødt!” Siger jeg forbløffet.

”Nej sikkert ikke.” Siger han og smiler lidt. – ”Nej lad mig gætte!.. Fyren som ligger stemme til Woody i Toy Story!” Siger han og griner lidt af sig egen joke.

”Dog ikke..  Jeg mødte Dani.” Siger jeg, og ser på ham. Han ser ikke ud til at være helt overbevist.

”Hvad siger du!?” Udbryder han overrasket, og ser på mig med store øjne. – ”Det kan ikke passe!”  Siger han lidt efter.

”Jo Louis, hun genkendte mig med det samme. Og det var hende!” Siger jeg overbevisende, og slår lidt ud med armene.

”Men hvad laver hun dog her?” Spørger han forvirret om.

”Hun er med i Maroon 5’s nye musikvideo.” Siger jeg, og forbereder mig på endnu et: ’Hvad siger du?!’

 ”Hvad siger du!?” Udbryder han endnu mere overrasket. – ”Ved Harry det?” Spørger han alvorligt om.

”Nej det tror jeg ikke.” Siger jeg og ryster på hovedet.

”Godt. Vi fortæller ham det efter han har set videoen, for vi kan ikke have ham til at rende rundt, og lede efter hende nu.” Siger han alvorligt, og ser hurtigt ind i salen inden han ser op på mig igen.

”Top.” Siger jeg og vi går ind og sætter os hos de andre drenge igen. Jeg sætter mig ved siden af Harry, for holde ham ved selskab.  Jeg når ikke at snakke ret meget med ham, inden Adam Levine og en anden ung mand træder op på scenen og begynder at fortælle om den nye musikvideo.

Lyset i salen dæmpes, og på videoen begynder at rulle over storskærmen, og musikken strømer ud af højtalerne. Jeg ser skiftevis mellem Harry og storskærmen, for at holde øje med hans reaktion.

Vi når ikke længere hen i videoen før Harry spærrer sine øjne op, og åbner munden halvt, ligesom Zayn og Niall. Det er først da Zayn læner sig indover og ser forvirret på os.

”Er det Dani?” Spørger han overrasket om, og jeg nikker enkelt gang, hvilket Harry ser. Hans øjne er nærmest klistret fast til storskærmen. Måske bliver denne her ikke så kedelig for ham alligevel?

 

 

***

 

Harrys synsvinkel:

Jeg ved ikke, hvad jeg lige skal sige. Jeg er fuldstændig i chok – på en god måde. Altså jeg er bare overrasket over at se hende på storskærmen, og da Adam Levine er her, så må hun jo også være her.

”Wauw, den havde jeg ikke lige set komme.” Kommer det fra Niall, som sidder ved siden af mig. Jeg kan kun sige, at jeg er helt enig.

”Overhovedet ikke.” Siger jeg ud i det blå. Jeg kan mærke, hvordan mit hjerte hamre mod mit bryst bare ved tanken om at hun måske vil være her.

”Der vil være en pause nu, inden de viser de andre musikvideoer.” Siger Louis, og ser på sit ur.

”Hvad venter du på, Harry?!” Spørger Louis utålmodigt om. Jeg ser hurtigt hen på ham. Ja, hvad venter jeg på?

”Men hvor er hun?” Spørger jeg forvirret om, og rejser mig hurtigt op fra min stol, og ser mig rundt omkring, men jeg ved ikke, hvordan hun er klædt i aften.

”Dér!” Siger Liam og peger hen mod en større gruppe mennesker, og jeg vurderer hurtigt, at pigen med den lange cremefarvede kjole, og løse brune hår må være hende. Det er ikke til at tage fejl af.

Jeg retter på min jakke, og går med lange skridt hen mod hende. Men hvad skal jeg sige? Jeg har ikke set eller hørt fra hende i flere måneder? Hej hvordan går det? Nej.. Men hvad nu, hvis hun…

 

I det jeg kommer tættere på hende lægger jeg mærke til fyren, som står ved siden af hende er ham der Matt – den nye kameramand, eller hvad han nu kalder sig selv. Jeg stopper helt op, da jeg ser han ligger sin arm omkring livet på hende. Selvfølgelig har hun fundet en anden. Det kunne jeg have sagt mig selv.

Jeg mærker en klump vokse i min hals, og tårerne presser sig på. Jeg kan ikke holde ud at stå og se på det her. Det føles som om, der bliver stukket flere tusinde knive i mit hjerte.

Jeg vender mig om, og flygter mod udgangen. Jeg kan ikke mere. Da jeg fik at vide, at hun ville være her steg mine forventninger, og jeg troede at jeg havde en chance igen, men nej. Det kunne jeg have sagt mig selv. Hun er kommet videre, og det burde jeg også. 

 

***

 

Danielles synsvinkel: 

Jeg mærker en arm sniger sig rundt om min hofte, og jeg ser hurtigt op på Matt, som står ved siden af mig. Han smiler flabet, selvom han ikke ser på mig, og jeg ved, at det er mig han smiler til. Han ser på de andre mennesker, som står og snakker med ham.

Jeg ser en skikkelse ud af øjenkrogen, og jeg holder vejret et kort sekund, da jeg hurtigt genkender skikkelsen. Jeg vender hovedet helt om, og ser på ham.

Inden jeg når at sige mere vender han rundt på hælene, og forsvinder i mængden. Jeg skubber Matts hånd væk med en panisk bevægelse og skynder mig efter Harry hen mod udgangen. Han er desværre langt foran mig, da jeg knap nok kan løbe i kjole og stilletter.

I min fart støder jeg ind i en tjener, med et stort fad med noget mad på. Jeg når ikke at stoppe eller dukke mig, så jeg styrter direkte ind i ham, så han taber fadet over en anden tjener. Uden at sige undskyld skynder jeg mig bare videre ud mod udgangen.

Der er overhovedet ingen mennesker her ved den store udgang. Han må have taget bagudgangen. Jeg skynder mig hen mod en udgang lidt længere henne.

Jeg flyver hen til dørhåndtaget, og hiver døren op med alle mine kræfter. Jeg skal bare finde ham! Jeg ved ikke, hvor mange tanker som flyver gennem mit hoved lige nu. Hvad nu hvis han allerede er væk? En form for frygt og desperation stiger op i mig, og mit hjerte begynder at slå hårdt mod mit bryst, som om jeg lige har løbet et helt maraton.

I det jeg åbner døren opdager jeg at jeg står i en form for gyde. Der er tomt og mørkt og der er ingen lyde. Alt er helt stille. For stille, synes jeg. Jeg lukker døren efter mig, og ser mod venstre ned mod gydens ende.

Der går ikke ret lang tid inden jeg får øje på en høj skikkelse henne i hjørnet. Jeg tager et forsigtigt skridt fremad, mens jeg prøver at fokusere på skikkelsen, som står helt stille.

”Harry?” Spørger jeg forsigtigt. Der sker ingenting, ingen bevægelse eller lyd. Mit hjerte banker endnu hurtigere end før, og min hals snører sig sammen, så min mund bliver helt tør.

Jeg tager endnu et skridt fremad, så jeg bedre kan se skikkelsen lidt længere væk fra mig. Et kort sekund bliver jeg helt i tvivl om, der er noget galt med mig. Er jeg blevet paranoid?

”Harry er det dig?” Spørger jeg igen forsigtigt, men denne gang vender skikkelsen sig om mod mig. Mit hjerte skipper et slag, da jeg opdager at det er ham.

Der går ikke længe inden jeg ser en sort skikkelse henne i hjørnet vender sig om mod mig. Jeg lavt gisp undslipper mine læber da det er ham. Hans ansigtsudtryk er trist og koldt, og jeg kan ikke få øjenkontakt med ham.

Jeg skynder mig hen til ham, og ligger forsigtigt mine arme omkring ham. Jeg har på fornemmelsen af, at han er såret, men over hvad er jeg ikke helt klar over.  Han skubber hurtigt mine hænder væk, og jeg tager nogle skridt væk fra ham.

”Hvad laver du?” Spørger jeg frustreret, da hans opførsel kommer bag på mig. Han kører sin ene fod hen ad asfalten, mens han tøvende ser op på mig.

”Jeg kunne spørge dig om det samme.” Mumler han koldt, men han er kun kold, fordi han er såret, tror jeg. Jeg er overhovedet ikke sikker på situationen lige nu. Hans opførsel forvirrer mig allerede i høj grad.

”Hvad mener du med det?” Spørger jeg forvirret, og tager endnu et skridt hen mod ham, men han træder bare et skridt tilbage, som om han afskyer mig. At se ham tage afstand til mig på den måde såre mig. Hver gang han tager et skridt tilbage, tager han et skridt længere væk fra os.

”Det ved du jo godt.” Siger han tøvende efter lidt tid. Jeg har ingen anelse om, hvad det er han snakker om.

”Nej jeg gør jeg, Harry!” Siger jeg med en skinger stemme. Jeg får altid en skinger stemme, når jeg begynder at hidse mig op. Det gør jeg nu.

Han ser stift på mig, med et koldt blik i sine øjne. Han siger intet, han står bare tavst, som om han har noget at sige, men ikke ved, hvordan han skal udtrykke sig.

”Hvorfor opfører du dig sådan overfor mig?”  Spørger jeg såret, og tager et lille skridt hen mod ham, men denne gang bliver han bare stående og ser ned i jorden.

”Fordi..” Mumler han, men han fuldfører ikke sin sætning.. – ”Fordi hvad?” Spørger jeg forsigtigt, og prøver at få ham til at kigge på mig, men det lykkes mig ikke.

”Fordi.. Du har erstattet mig med ham den klamme fra afskedsfesten.” Siger han lavt. Det er først dér det går op for mig, hvad det er der er gået galt. Han så mig stå sammen med Matt, og Matt som havde lagt sin arm rundt om min hofte. Det hele giver lige pludselig mening. 

 

”Harry.. Rolig. Der er noget du har misforstået.” Smiler jeg forsigtigt og stiller mig helt hen til ham, så han er tvunget til at se op på mig. Hans blik forandrer sig fra såret til forvirret, da han ser jeg smiler.

”Matt og jeg er ikke sammen. Han er min manager.” Siger jeg roligt. Hans ansigtsudtryk er stadig forvirret, men ikke så meget som før.

”Men hvorfor stod han så og holdte om dig på den måde?” Spørger han irriteret, og sukker.

”Fordi Matt godt kan lide mig, men jeg føler intet for ham, og det har jeg også fortalt ham..” Siger jeg ned i jorden. Jeg er ikke meget for at stå og sige sådan noget til ham, fordi jeg ikke ved, hvordan han vil reagere. – ”.. Du er den eneste jeg vil have.” Afslutter jeg sætningen, og ser langsomt op på ham.

Igen kan jeg mærke, hvordan tårerene gerne vil løbe ned af mine kinder, men jeg nægter simpelthen at stå og græde foran ham igen. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...