Troublemaker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2012
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Den 19 årige Danielle har ikke haft et nemt liv. Hun har altid levet i skyggen af sin talentfulde storebror Olly Murs. Hun har aldrig været særlig heldig eller god til noget. Hun ender altid med at ødelægge noget, fucke det hele op eller blive fyrret fra sit job. Olly prøver så godt han kan at hjælpe hende med at finde noget hun er god til. Hun får tilbuddet om at komme med i hans nye musikvideo, hvor hun skal med til London for at optage den. En aften foreslår Olly de tager i byen, og hygger sig med hans gode venner. Men hvad Danielle ikke ved, er at de 'venner' tilfældigvis er drengene fra One Direction. Hun er ingen fan af One Direction, men hun ved heller ikke rigtigt noget om dem. Under hendes besøg i London begynder der at ske uventede ting for Danielle, og hendes selvtillid begynder at briste, og Olly ved ikke, hvad han skal gøre, og lige pludselig træder en uventet person til rådighed.

166Likes
59Kommentarer
15133Visninger
AA

8. The truth. It hurts.

Ollys synsvinkel

Jeg banker på døren ind til de andre drenge. Jeg ser konstant over mod Dani's dør, som er lige ved siden af, bare for at holde øje med hende. Jeg er så bange, for at der vil ske noget. At hun vil gøre noget dumt. Hun har ikke sagt noget de sidste par timer, og jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Hun er min lillesøster, der er ikke noget i hele verden, som jeg ikke vil gøre for hende. Men at se hende sådan.. Det piner mig. 

"Hvad så Olly?" Jeg har ikke opdaget at døren var blevet åbnet op. Jeg har været væk i mine egne tanker og bekymringer. Jeg ser op og ser Harry stå i døren. Han ser ret smadret ud, men jeg lovede ham at fortælle ham, om der var noget galt. 

"Kommer du ikke lige ud to sek.?" Siger jeg stille, mens jeg tøvende ser ned i jorden, og op på ham igen. Han råber ind til de andre drenge, og lukker døren bag sig. 

"Hvad sker der?" Spørger han forvirret, og gaber en enkelt gang. Jeg ser ned i gulvet, mens jeg tager mine hænder i lommerne. 

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre Harry.." Mumler jeg, gennem sammenbidte læber. Jeg ser igen hen mod hendes dør, men der er ikke sket noget, tror jeg. 

"Hvad mener du?" Han er tydeligvis stadig forvirret, og jeg ved godt, at jeg ikke har taget højde for, at han ikke ved, hvad der er sket. Jeg kører min fod hen af gulvtæppet, mens jeg står og overvejer, hvordan jeg lige skal sige det her.

"Det er Dani.." Får jeg endelig sagt, men mit blik er stadig rettet ned mod gulvtæppet.

"Hvad er der med hende?" Spørger han hurtigt, og jeg op på ham. Hans ansigtsudtryk er alvorlig, og han venter spændt på mit svar.

"Jeg ved ikke, hvad der er galt.. Jeg fandt hende sidde krummet sammen i et hjørne ude på badeværelset.." Siger jeg, mens jeg kan mærke, hvordan bekymringen samler sig i en stor klump i man hals. 

Han ser helt målløs ud, og jeg kan ikke tyde hans udtryk, hvad der foregår inde i hans hoved? 

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre." Siger jeg, for at bryde tavsheden. Han ryster langsomt på hovedet, mens han ser ned. Jeg sukker frustreret, og går nogle skridt frem og tilbage.

"Skal jeg gå ind og snakke med hende?" Kommer det fra ham, og jeg stopper brat op. Mit blik falder hurtigt hen på ham, og han ser alvorlig tilbage på mig. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige til det. Hvad nu, hvis det vil hjælpe? Men hvad nu, hvis det hele bliver værre? Harry har en tendens til at være en smule flabet og utålmodig. På den anden side, så bliver jeg nødt til at lade være ham prøve, for at se hvad jeg så skal gøre. 

"Vil du?" Bekymringen letter kort, men falder tungt igen. Han nikker langsomt, og jeg accepterer det ved at nikke en enkelt gang. 

"Vær' god ved hende." Siger jeg, og ser ham direkte i øjnene, så han virkelig kan forstå, at jeg mener det. Han skal lige til at gå hen mod hendes dør, da jeg tilføjer:

"Ring." Siger jeg, og han nikker en enkelt gang, inden jeg vender mig om, og går langsomt hen mod elevatoren. Jeg håber virkelig, at Harry kan hjælpe, selvom chancen er utrolig lille. 

 

 

Harrys synsvinkel:

Jeg åbner forsigtigt døren, helt uden at tænke på at være høflig. Jeg kunne banke på, men det ligger så langt væk fra mine tanker lige nu. Det eneste der lige sker i mit hoved lige nu, det er at se om hun er okay. Ud fra Ollys ansigtsudtryk og tøvende ord, har jeg en fornemmelse af, at den er helt galt. 

Mit blik fanger hurtigt hendes skikkelse over i den anden ende af den store sofa. Jeg går forsigt ind i stuen, og lukker lydløst døren bag mig. 

Jeg tager et par skridt frem mod sofaen, og jeg kan se hun ligger i sofaen, og hendes øjne er lukket. En tanke strejfer hurtigt at der måske er sket noget, og jeg holder vejret.

Jeg ånder lettet ud, da jeg kan hører hendes dybe vejrtrækning. 

Hendes øjenmakeup sidder på hendes kinder, og selvom hun sover ser hun helt smadret ud. På en måde ser hun så fin, lille og skrøbelig ud herfra. Jeg har aldrig tænkt på hende som lille fin, fordi fra første øjekast tænkte jeg bare: 'Wow hun er for lækker'. Men det var før jeg begyndte at snakke med hende, før jeg vidste hun var flabet, ligesom jeg.

Jeg sætter mig sofaen overfor hende, så jeg kan holde øje med hende i nat, hvis der skulle ske noget. Jeg ved ikke lige hvad der skulle ske. Men jeg ville være her for Ollys skyld. Men allermest for Dani's skyld. 

Der er helt stille over det hele, og det skaber en træt stemning. Det eneste jeg kan hører er hendes dybe vejrtrækning. 

 

***

 

Jeg åbner træt mine øjne, da solens lys rammer mit ansigt. Lorte sol. Jeg ser over på Dani, som ligger med ryggen til mig i sofaen. Hun ser så fredfyldt ud, men jeg er spændt på, at se, hvad der vil ske når hun vågner. 

Jeg sætter mig træt op i sofaen, og strækker mig lydløst for ikke at vække hende, selvom jeg har en kæmpe trang til det. Hun ville blive mega pissed. 

Jeg ser på min telefon, for at se, hvad klokken er. Jeg kan se Olly har haft skrevet.

 

From Olly'man
09:34

How is she? Is she awake?

 

Sent 
10:03

She's still asleep. I call u when she wakes up.

 

Jeg ligger telefonen tilbage i min bukselomme, og ser igen hen på hende. Måske skulle jeg overveje at vække hende. Uden at tænke det igennem rejser jeg mig og sætter mig på hug ved siden af hende. Jeg ligger en forsigtig hånd på hendes skulder, og hun røre irriteret på sig. 

"Dani.." Siger jeg roligt, men hun reagerer ikke. Så jeg prøver igen.

"Dani, vågn op." Hun flytter irriteret på sig, og vender sig om mod mig. Hendes makeup er tværet ud i hele hendes ansigt, og jeg kan se, at hun har grædt. Hun åbner øjnene, og ser forskrækket på mig, inden hun hurtigt sætter sig op, og ser sig omkring.

"Hvad fanden laver du her!?" Udbryder hun irriteret, og jeg smiler forsigtig til hende i forsøg på, at hun skal falde lidt til ro. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal svare hende. Ja, hvad laver jeg egentlig her? Ollys idé. Hun slår mig ned. 

"Jeg har faktisk en god undskyldning." Hun ser ikke overbevist ud, og det kan jeg nok godt forstå et eller andet sted forstå. 

"Så fortæl mig den." Siger hun flabet, og ser ud af vinduet. Hun er ikke så kold, som hun var i går aftes, men jeg kan godt fornemme den kolde skulder hun giver mig. 

"Ikke før du fortæller mig, hvad det er der sker." Siger jeg stædigt. Hendes blik stivner på mig. Hendes ansigtsudtryk er stivnet, og et kort sekund ligner hun manikingdukke. Hendes ansigtstræk er perfekte, hendes udtryk er koldt, og hendes øjne blanke.

"Det kan jeg ikke." Siger hun koldt, og rejser sig op med et sæt, og marcherer ud af stuen uden at se tilbage. Jeg bliver siddende målløs tilbage på gulvet ved siden af sofaen. 

Jeg rejser mig op, og går oprevet efter hende. Jeg må have svar. Det irriterer mig inderligt, at hun er sådan her lige nu. Hvorfor kan hun ikke bare sige det, i stedet at skabe endnu mere drama? Jeg elsker en god diskussion med hende, men det her det gider jeg slet ikke. Måske, fordi jeg ved jeg vil tabe.

Men jeg vil ikke tabe uden kamp.

Jeg går hen til hendes soveværelse, hvor døren så vidt åbent. Hun sidder i sengen med ryggen til mig. Jeg stiller mig i dørkarmen, mens jeg ser hen på hende.

"Hvorfor kan du ikke bare sige, hvad der er galt?" Spørger jeg tøvende, med en blid tone, men hun ryster bare svagt på hovedet.

"Det kan jeg bare ikke, ok?" 

"Ved Olly det?" Presser jeg en smule på, for at få hende til at fortælle mig lidt mere. Hun ryster bare på hovedet.

"Og hvorfor gør han ikke det?" Presser jeg på igen, men stadig med en blid tone. Et eller andet sted, kan jeg godt mærke, at jeg begynder at pisse hende en smule af.

"Det vedkommer ikke dig Harry!" Siger hun irriteret, men uden at vende sig om. Jeg himler svagt med øjnene, mens jeg læner mig mod døren. Jeg har på fornemmelsen, at jeg må kæmpe hårdt for det her.

"Jamen det er jo ikke fair overfor ham!" Siger jeg småirriteret, da jeg kommer i tanke om, hvor bekymret han var i går aftes. Jeg har aldrig set ham sådan. 

"Hvad ved du overhovedet om det?" Mumler hun flabet, som en udfordring til at starte en diskussion. Det er så tiltrækkende at svare flabet igen, men jeg ved, at det kommer der ikke noget godt ud af. Jeg sukker dybt, og går et skridt tættere på hende.

"Normalt ved jeg ikke særlig meget om den slags. Men jeg har aldrig set ham så bekymret, som han er nu.. Og jeg synes bare ikke, at det er fair, at du ikke fortæller ham, hvad det er der sker for dig!" Siger jeg irriteret, mens jeg stadig kigger hen på hende. 

Hun vender hovedet om mod mig, og jeg kan straks se, at hendes øjne er våde - men det ændre ikke på situationen. Det ændre intet. 

"Hvorfor er du her overhovedet " Spørger hun irriteret, og prøver at forsvarer sig selv. Et eller andet sted beundre jeg hende, for at blive ved med, at være så stædig. 

"Fordi Olly bad mig om det." Skynder jeg mig at sige. Jeg overvejede et kort øjeblik at fortælle hende sandheden. Jeg er her ikke kun fordi, at Olly bad mig om det, men fordi det her også går mig på. Jeg elsker, at se hende smile, jeg elsker at se rødmen i hendes kinder når hun dummer sig. Alle piger vil gerne være perfekte og fejlfrie overfor mig, hvor hun er mere nede på jorden - og flabet. 

"Sig nu bare sandheden Harry." Hun vender sig rundt, og ser på mig med et bestemt blik. 

"På én betingelse." Siger jeg bestemt. Jeg har den perfekte plan - synes jeg selv. 

"Hvad?" Spørger hun tøvende, som om at hun ikke er helt tryg ved det.

"At du først fortæller, hvad det er der sker." Jeg går hen til komoden, hvor jeg læner mig op af den, mens jeg prøver at vente tålmodigt - men det er jeg overhovedet ikke. Jeg er ved at sprænges inden i. 

Hun ser ned på hendes hænder, som ligger i hendes skød. Hun tænker over det jeg sagde, hvilket er jeg glad for. Det betyder, at hun overvejer det.

"Det er indviklet." Mumler hun. 

"Jeg har god tid." Siger jeg roligt - men flabet. Det var utrolig tiltrækkende at sige. 

Et suk undslipper hendes læber, og jeg ser interesseret på hende. Hendes lange mørke hår hænger ned langs hendes skuldre, mens det dækker for hendes kønne ansigt. 

"Jeg har aldrig været god til noget..." Begynder hun stille, mens hun stadig ser ned. 

"Jeg har aldrig været ligesom Olly. Jeg er en modsætning af ham... Han har altid fået gode karakterer i skolen, haft en masse venner, blevet inviteret til en masse fester...." Hun sukker endnu en gang, og hendes skuldre sænker sig. 

"Haft succes." Tilføjer hun lavt. Jeg siger ikke noget, fordi jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre eller sige. Jeg har stadig ikke fattet meningen med det, og jeg er spændt på at hører mere.

"Jeg er altid blevet fyrret fra de jobs jeg har haft, jeg har aldrig været populær, jeg har aldrig haft succes. Jeg har altid været familiens sorte får." Hendes stemme knækker, og der lyder et snøft. Hun græder. 

Gør noget Harry!!? Går over og læg en arm rundt om hende!
Jamen hvad nu, hvis hun afviser mig? 
Hvad nu hvis hun ikke vil sige mere så?
Hvad nu, hvis det ikke hjælper?

Jeg står og diskuterer med mig selv, men vælger at gå forsigtig over til hende. Jeg sætter mig forsigtig på kanten af sengen, og hun ser forvirret op på mig, men jeg smiler bare skævt til hende, mens jeg ligger en forsigtig hånd på hendes ryg. 

"Der er ikke noget galt med dig." Siger jeg stille, men hun nikker bare en enkelt gang, mens hun tørrer hendes øjne med overfladeden af hendes hånd.

"Du fatter det ikke Harry!" Siger hun skingert og irriteret, mens hun ser væk fra mig. 

"Hvorfor gør jeg ikke det!?" Svarer jeg irriteret igen. Nu er det slut med at være søde, charmerende Harry. Jeg prøver virkelig at forstå hende, men hun gør det bare så kompliceret. 

"Ved du, hvor svært det er at omgå så kendte mennesker, som jer?" Hendes stemme er hård, og hun rykker væk fra mig - ligesom jeg frygtede. 

Jeg ryster langsomt på hovedet, mens hendes ord gentager giver genlyd inde i mit hoved. Den oprørske side af mig dæmpede sig rimelig hurtigt, da hendes ord ramte mig. 

"I går rundt, som om i ejer det hele. Jeres selvtillid er så f****** højrøvet, at hvis i overhovedet laver en fejl, så bemærker i den ikke. Det er som om, at i ikke kan begå fejl!" Hun trækker vejret dybt, og en tåre triller ned af hendes kind. 

Mit blik er fokuseret på hendes ansigt, og hendes øjne. Nej jeg har aldrig tænkt over det. Jeg har bare gjort, som jeg er blevet bedt om. At blive så berømt, som jeg er nu, havde jeg aldrig forventet. Alt hvad jeg efterhånden gør, det er aldrig en fejl. Fansene bakker op omkring det, eller gør det samme, for at vise, at det ikke er nogen fejl... Men sådan er der ingen der har gjort for Dani. .. Så et eller andet sted, så kan jeg godt forstå hende. 

"Det har jeg aldrig rigtig tænkt over.." Mumler jeg, og ser ned i mit skød. Ja, det er faktisk lidt pinligt, at berømmelsen er steget mig så meget til hovedet, at jeg ikke troede, at jeg kunne begå fejl. 

"Så det der er galt, det er, at jeg føler mig som en undermåler ved siden af de andre drenge, Olly... og dig." Tilføjer hun til sidst, efter hun har holdt en kort kunstpause. Jeg ser langsomt op på hende, og jeg kan mærke, at en klump samler sig i min hals. Men jeg kan ikke synke den. 

"Dani... Undskyld... jeg.." 

"Spar mig.." Siger hun koldt, og rejser sig op fra sengen, og forsvinder hurtigt ud af værelset. Jeg bliver bare siddende, mens jeg finder min telefon frem. 

 

Sent:
11:16

She's awake. You can come now.

 

Jeg ligger min telefon tilbage i lommen, og rejser mig op. Jeg finder hende på badeværelset, hvor jeg stopper op et kort sekund og ser på hende. 

"Olly er på vej." Siger jeg lavt, men hun kigger alligevel hen på mig, men uden at sige noget vender hun sin opmærksomhed mod sit spejlbillede igen. 

"Hvis du ikke fortæller ham det, så gør jeg. For selvom jeg kan være højrøvet, så skal du ikke tro, at Olly er det." Siger jeg koldt. Jeg skynder mig ud af badeværelset, og lukker mig ud af hendes hotelværelse. 

Jeg er så træt af hende kolde attitude overfor mig. Jeg har virkelig prøvet, at komme ind til hende, men hun bliver ved med, at skubbe mig væk. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...