Troublemaker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2012
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Den 19 årige Danielle har ikke haft et nemt liv. Hun har altid levet i skyggen af sin talentfulde storebror Olly Murs. Hun har aldrig været særlig heldig eller god til noget. Hun ender altid med at ødelægge noget, fucke det hele op eller blive fyrret fra sit job. Olly prøver så godt han kan at hjælpe hende med at finde noget hun er god til. Hun får tilbuddet om at komme med i hans nye musikvideo, hvor hun skal med til London for at optage den. En aften foreslår Olly de tager i byen, og hygger sig med hans gode venner. Men hvad Danielle ikke ved, er at de 'venner' tilfældigvis er drengene fra One Direction. Hun er ingen fan af One Direction, men hun ved heller ikke rigtigt noget om dem. Under hendes besøg i London begynder der at ske uventede ting for Danielle, og hendes selvtillid begynder at briste, og Olly ved ikke, hvad han skal gøre, og lige pludselig træder en uventet person til rådighed.

166Likes
59Kommentarer
15127Visninger
AA

16. Right place the right time.

Danielles synsvinkel:

I've missed you so bad. No words could descripe my pain inside.
I told myself to move on. But I couldn't.
Not without you.  

- Danielle Murs. 

Vi står bare og ser skiftevis på hinanden inden vi ser ned i jorden igen. Jeg havde lige samlet mod til at sige sandheden til ham. Han er den eneste jeg vil have. Jeg ved godt, at jeg tit gør dumme ting, men det er ikke noget, som jeg gør med vilje. Mit hjerte banker med flere kilometer i timen, og jeg har svært ved at få luft.

Jeg har sådan savnet ham, og jeg havde overhovedet ikke regnet med at jeg skulle møde ham igen nogensinde, og specielt ikke her. Hele situationen er så åndssvag og akavet, som den overhovedet kan blive.

Han rører lidt på sig, mens han sukker dybt, og putter sine hænder i sine bukselommer. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham. Jo der er en masse, som jeg gerne vil fortælle ham, men jeg ved ikke hvordan.

”Jamen hvorfor skrev du aldrig så?” Kommer det pludselig fra ham, og jeg ser op fra jorden. Jeg står et øjeblik og samler ord og mod til at fortælle ham det. En underlig følelse flyder rundt i hele min krop. Det er som om at alle mine følelser inden i mig eksplodere på én gang!

”Fordi.. Jeg ønskede ikke at tage afsked med dig.. Og ville jeg begynde at skrive til dig, så vidste jeg ikke om jeg nogensinde ville komme videre.”  Siger jeg med en lav stemme. Jeg ved ikke, hvad han har tænkt sig at sige til det. Jeg ved ikke, hvordan han har haft det i den tid vi har været adskilt. Har han været ligeglad eller haft de ligesom mig?

”Jeg har haft det på præcis samme måde… Jeg gik bare og ventede på at du ville skrive til mig.. men det gjorde du aldrig.” Siger han lige så forsigtigt som jeg, og det er som om at vi kommunikerer med hinanden på samme præmisser.

”Nej… Men jeg har tænkt på dig lige siden den dag jeg rejste.” Siger jeg stille, og prøve at holde mine tårer tilbage.

”Det samme her.” Siger han, og et lille smil titter frem på hans læber. Det lille smil smitter hurtigt af på mine. Bare at se ham smile får mig til at slappe mere af i kroppen.

Langsomt rækker han sine arme ud i mod mig, mens hans smiler stille og roligt bliver større. Uden at tænke eller tøve et øjeblik springer jeg i hans arme med ét hop. Hans arme er omkring mig med det samme, og det føles helt som ’hjem’, for mig. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg egentlig har savnet det.

Jeg slår mine arme omkring ham, og presser mig tæt ind til ham. Det føles som om, at vi smelter sammen til én, da vi bare står med armene omkring hinanden, og nyder øjeblikket. Jeg ved ikke, hvor mange forskellige følelser som bobler rundt i hele min krop i dette øjeblik. Bare duften af ham igen, som siver ind igennem mine næsebor får min mave til at vende op og ned. Bare at se ham igen kan få tårerne frem i mine øjne. Normalt græder jeg ikke, men lige nu har jeg ingen kontrol over min krop.

 

Han trækker sig lidt væk fra mig og jeg kan se, at han har tårer i øjnene ligesom jeg, men det får bare smilet på mine læber til at vokse noget mere.

”Lov mig at du aldrig gør det her i mod mig igen?” Spørger han og kører sin hånd om bag min nakke, og op omkring min kind, mens han borer sine øjne ind i mine. Bare at mærke hans berøringer igen, får de små hår på mine arme til at rejse sig, og jeg har svært ved at koncentrere mig om hans spørgsmål.

”Det kan jeg ikke.” Siger jeg lavt, mens jeg prøver at få styr på mine vejrtrækninger. Men jeg kan overhovedet ikke tænke klart. Han er som narkotika til mig. Jeg bliver mærkelig, hvis jeg ikke er omkring ham, og jeg kan ikke undværer ham. Jeg behøver ham, før jeg kan slappe af.

Han smiler skævt, og hans mundvige buer til siden i en sød bue. Han nusser mig blidt på kinden, inden han læner sit ansigt ind mod mit, og jeg gisper hurtigt efter vejret, inden hans læber rammer mit i et blidt og intenst kys. Hans læber føles som silke mod mine læber, og da hans tunge blidt rammer min skyder en brændende følelse igennem min krop.

Det hele føles så rigtigt, på så mange måder. Det hele er så perfekt. Han trækker sig lidt væk fra mig, så han kan se mig i øjnene. Jeg fletter forsigtigt mine fingre ind i hans, mens jeg ser op på ham.

”Jeg er glad for at du er her.” Siger han, og giver min hånd et klem, inden han kysser mig på panden. Hans læber brænder mod min pande, og jeg føler at jeg nærmest går i en form for trance. Det føles, som om at jeg er i hans magt, og det er jeg også lige nu.

”Jeg kan kun sige i lige måde.” Siger jeg smilene, og lægger forsigtigt begge mine hænder på hans kinder inden jeg trækker hans hoved ned til mit, så jeg kan plante et kys på hans læber. Dette kys var ikke nært så godt, som det første. Men jeg måtte bare kysse ham igen. Jeg savnede allerede hans læber mod mine.

”Skal vi ikke gå ind og nyde resten af aftenen, sammen.?” Tilføjer han, og klemmer min hånd endnu engang. Hans smil er bedårende, og jeg kan ikke beskrive med ord, hvor meget jeg har savnet at se ham smile, at mærke hans hånd i min.

”Jo. Det er nok noget af det mest fornuftige jeg har hørt i aften.” Siger jeg, og sender ham et smil over skulderen, mens jeg begynder at gå hen mod bagdøren, som jeg var kommet ud af.

Jeg åbner døren, og Harry holder hurtigt døren for mig, mens jeg går ind i den store bygning igen. Vi når ikke særlig langt ind i halen, før de andre drenge finder os.

 

”Hej Dani!” Siger Louis med et stort smil, og Harry slipper mig, så Louis kan komme til at give mig et kram.

”Jamen hej Louis!” Jeg smiler stort, og krammer ham tilbage.

”Hvad laver du her?” Spørger han overrasket, mens han smiler. Han havde nok overhovedet ikke forventet, at møde mig her. Jeg havde heller ikke forventet at møde nogen af dem her.

”Jeg kunne spørge dig om det samme!” Siger jeg og smiler hurtigt op til Harry, som står ved siden af mig. 

"Hvor lang tid bliver du så i London denne gang?" Kommer det fra Liam, som hurtigt har sluttet sig til os. Jeg ser hen på ham, og får en halvdårlig fornemmelse skyller indover mig. 

Jeg bliver i London nogle dage, inden jeg rejser hjem igen. Det er lidt den samme situation, som gentager sig igen. Jeg bider mig i underlæben, mens jeg tøvende ser rundt på drengene. 

"Et par dage.." Siger jeg med en lav stemme, men jeg er ret sikker på, at de hørte mig. Der er ingen der siger noget et lille stykke tid. 

"Øv, vi håbede ellers på, at du blev her denne gang.." Kommer det fra Niall, som ser halv skuffet ud, hvilket jeg egentlig også selv er. Jeg vil så gerne blive her i London sammen med dem, Olly og Harry.

"Ja det ville jeg også gerne, men jeg har ingen steder at bo.. Og det er for dyrt at bo på hotel." Siger jeg en småirriteret, og igen er der tavshed. Jeg udbryder et mindre suk i håb om, at bare måske en eller anden ville bryde tavsheden. Jeg mærker Harry flette sine fingre ind i ene hånd, og jeg ser op på ham. Han udbreder et stort smil over sine læber, og jeg ser forvirret på ham. Jeg kan ikke rigtig forstå, hvorfor han står og smiler over hele ansigtet, når jeg alligevel rejser igen om et par dage.

"Du kunne bo hos mig?" Foreslår han, og jeg kan lige pludselig mærke de andre drenges blikke mod os, men jeg er ligeglad. Et ligeså stort smil breder sig over mine læber, og jeg vender mig helt om i mod ham, så jeg bedre kan se på ham. 

"Mener du det?" Spørger jeg overrasket, og han nikker bestemt uden at tøve. Jeg tænker ikke engang på at svarer ham inden jeg ligger mine arme omkring hans hals og omfavner ham. Der er nok ikke noget i hele verdenen, som jeg hellere ville.

"Er det så et ja?" Griner han, og trækker sig en lille smule væk fra mig, så han kan få øjenkontakt med mig. 

"Ja!" Griner jeg lykkeligt. Jeg ved ikke lige, hvordan jeg helt præcist jeg skal reagerer i denne her situation. Det er en blanding af vild lykke og begejstring, som flyder rundt i min krop og mit hoved. Jeg ved ikke om jeg skal omfavne ham igen, eller om jeg skal kysse ham. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan hører, at de andre drenge griner baggrunden. Men jeg er ligeglad. 

 

"Skal vi ikke tage hjem?" Spørger Harry, da vi er gået lidt væk fra de andre drenge. Hans øjne stråler og jeg tror han føler det samme som jeg, lige nu. Jeg har ikke lyst til at rende rundt i denne her kæmpe menneskemængde, nu hvor jeg endelig er sammen med ham igen. 

"Jo, det synes jeg." Bekendtgøre jeg, og smiler skævt til ham. Han smiler stort, hiver mig med over til de andre drenge, som ikke står ret langt væk fra os.

 

"Vi smutter." Siger Harry roligt, og de sender ham nogle blikke. Jeg kender godt de der blikke. Et hemlighedsfuldt smil og et løftet øjenbryn.. De tror noget helt forkert.. 

"Hold op.." Siger jeg skeptisk, og dasker til Louis, som står med det mest mistænkelige udtryk. 

"Av.." Klager han flabet, og griner lidt. Jeg smiler bare flabet til ham, og skal til at svare ham igen, inden Zayn afbryder mig.

"Ehm.. Drenge.. Vi skal op og præsenterer vores nye video om lidt..?" Hans stemme er halv forvirret, og der er en kort tavshed mellem os. Jeg udveksler korte blikke med Harry, som ser ud til at stå i et forfærdelig dilemma. 

"Kan i ikke bare præsenterer den uden mig?" Spørger han tøvende, og ser forsigtigt på de andre drenge, som ikke er så begejstret for idéen. 

"Jamen vi er jo et team." Kommer det fra Niall, som ikke ser særlig glad ud for Harrys forslag. Jeg holder vejret, og musklerne i min krop spænder op, og det føles som om, at jeg vokser nogle centimeter. Et eller andet føler jeg lidt, at det er min skyld, at drengene må træffe det her valg. 

"Jeg ved det.. men.." Begynder Harry undskyldende, men Louis afbryder ham.

"Bare tak mig senere." Siger Louis, og klapper ham på skulderen, og blinker mens han sender ham et venligt smil. En stemme i højtalerne begynder at fortælle, at drengene snart vil komme på scenen, og Harry ser presset på Louis. 

"Hvad mener du?" Spørger han forvirret, og hans grebet omkring min hånd strammes en smule. Speakeren begynder at kalde drengene op til scenen, og hele situationen bliver endnu mere presset. 

"Jeg forklarer senere... Gå.. Hyg jer." Siger Louis, og giver ham et hurtigt kram, inden ham og de andre vender rundt og skynder sig op til scenen. 

Jeg mærker et ryk i min arm, og mine ben flytter sig hurtigt væk fra den store sal. Mit blik flakker forvirret hen på Harry, som sætter kurs mod bagindgangen, som så hedder bagudgangen i dette tilfælde. Et grin undslipper mine læber, fordi jeg nok ikke helt har fattet, hvad det er der sker. 

Han stopper op, og trækker ned i dørhåndtaget, så døren går op, og den varme sommerluft rammer mit ansigt. Jeg følger med ham ud i gyden, hvor jeg fandt ham. Han sænker farten, og et svagt undslipper hans læber. 

"Du ved godt, at du lige er stukket af fra fremvisningen af jeres musikvideo?" Spørger jeg overrasket, og trækker i hans arm, så han stopper op. Hans øjne er forvirret, men det ser ikke ud til at påvirke hans humør. Han nikker langsomt, mens han bider sig i sin underlæbe. 

"Ja... Jeg er nok lidt på spanden." Siger han tøvende, og ser hurtigt ned i jorden, inden et stort smil breder sig over hele hans ansigt. Han øjne stråler nærmest, da solens stråler rammer ham. Jeg griner en smule af ham, mens jeg ryster svagt på hovedet. 

"Ja.. Ja du er." Siger jeg og klemmer hans hånd en smule, inden jeg stiller mig ind til og stiller mig svagt på mine tå spidser så jeg presse mine læber mod hans, i endnu et kys. Han lægger sine arme omkring livet på mig, og besvarer blidt mit kys.  

Han trække sig væk lidt efter,  hans blik er fyldt med hemmeligheder, og jeg kan ikke rigtigt tyde hans blik, eller det skæve smil på hans læber.  

"Hvad er der?" Spørger jeg, og kan ikke lade være med at smile. Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid smiler når jeg er omkring ham. Det er den første dag i lang tid, at jeg har smilet så meget. Den måde som han får min mave til at vende op og ned, og den måde, som han får mig til at smile på. Det er ubeskriveligt. 

Han trækker på skulderen, og ser ned i jorden. Et stik af bekymring rammer mig, da hans ansigtsudtryk et øjeblik ser helt skuffet ud. 

"Harry, hvad er der galt?" Spørger jeg bekymret, med en snært af utålmodighed. Han ser langsomt op på mig, og jeg holder vejret, mens jeg bider mig nervøst i kinden.

"Jeg har bare glemt, at fortælle dig, hvor smuk du er i aften." Siger han tøvende, og jeg ånder lettet ud. Jeg griner svagt, og dasker til ham med en forsigtig hånd. Jeg troede, at der var noget alvorligt i vejen..

"Harry.." Sukker jeg opgivende, og et smil overtager igen hans læber. Jeg blev helt bekymret for, om der var noget alvorligt i vejen, men så var det bare det.. 

"Hvorfor må jeg nu ikke komplimenterer dit udseende?" Griner han svagt, og lægger igen sine hænder omkring mit liv, og trækker mig ind til sig. 

"Fordi, jeg troede at der var noget alvorligt galt." Siger jeg bestemt, men jeg er sikker på, at han ikke opfatter det. Han borrer sit blik ind i mine, mens han får et bestemt udtryk. Et intenst udtryk - og det klæder ham. 

"Hvis der var noget alvorligt galt, så ville du vide det." Siger han med en stemme , som jeg ikke har hørt før. En blanding af skrøbelighed, intensitet og noget andet, som jeg ikke ved, hvad er. Jeg sender et lille tilfreds smil tilbage til ham, inden jeg læner min pande mod hans. 

 

***

 

Han fumlede med at få nøglerne op af hans lomme og ind i nøglehullet. Jeg læner mig op af hans skuldre og sukker utålmodigt. - "Hvordan synes du selv det går, smarte?" Spørger jeg flabet, med en snært af sødme. 

"Det ville gå bedre, hvis du ville holde op med at stå og distraherer mig." Siger han småirriteret, men jeg kan godt mærke, at han ikke mener det. Et klik lyder fra døren, og han skubber døren ind. 

"Damerne først." Siger han høfligt, og jeg sender ham et kækt smil. - "Rettelse.. Damen." 

Døren går i bag os, og jeg træder forsigtigt mine stilletter af, og skubber dem ind til siden. Det føles helt unormalt at stå lige på gulvet i bar' tæer. Jeg tager et skridt ud af entréen, og kommer ind i en større entré, med flere døråbninger til andre rum. 

"Bare se dig omkring." Lyder det bag mig, og jeg nikker en enkelt gang, inden jeg stikker hovedet ind af døren, hvor køkkenet er. Et stort køkken i forhold til, at det er en lejlighed. Rydeligt, vil jeg så ikke kalde det.. Men hvad kan man forvente af en verdensberømt fyr. 

Jeg går videre ind i et stort rum, som ligner en stue. Et stort tv hænger på væggen overfor de hvide læder sofaer.  Okay, han har stil. Endnu en overraskelse. Jeg vender mig om, og skal lige til at se mig videre omkring, da jeg ser Harry står i døråbningen, og smiler hemlighedsfuldt.

"Overrasket?" Spørger han, og griner lidt. Hans krøller er sat til siden med en del voks, men det klæder ham. - "Ja, jeg troede ikke, at du havde stil for indretning." Siger jeg, og griner overrasket. 

"Jeg har det jo med at overraske folk." Siger han med en dyb stemme, mens han langsomt går hen i mod mig. Jeg betragter ham, mens han nærmer sig. 

"Ja, det må jeg nok sige." Alt i dag har overrasket mig. At han ville være til forpremieren, at det hele ville blive godt igen, at han ville flytte sammen med mig.. Alt i dag har overrasket mig.

"Hvad mener du med det?" Spørger han nysgerrigt, og kysser mig blidt på panden, og en varm følelse spreder sig fra min pande og ud i hele min krop. Jeg ser en smule tøvende op på ham, inden jeg finder de rigtige ord.

"Altså.. Det hele. Alt i dag har bare overrasket mig." Siger jeg smilende, mens han planter et blidt kys på min kind, som skaber endnu en brændende følelse i hele min krop. 

"Livet er fyld med overraskelser." Mumler han mod min hud, da hans læber bevæger sig ned mod min hals. En række kuldegysninger rammer min krop, og jeg kan ikke lade være med at grine en smule. 

"Harry?" Hvisker jeg ham i øret, og en dyb lyd kommer fra ham. - "Mmmm.?" Siger han, og kysser mig blidt på halsen, og jeg trækker forsigtigt på min skulder, som ren refleks på de mange kuldegysninger, som rammer min krop. Han fjerner sine læber og ser mig direkte i øjnene. Et sus flyver igennem min mave, og jeg kan overhovedet ikke styrer mine tanker. 

I stedet for at sige noget, presser jeg blot mine læber mod hans savnede og velformede læber. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg har savnet hans kys. Bare ham. Han besvarer uden tøven mit kys, og presser sig ind mod mig. Kort efter trækker han sig en smule væk fra mig, og bevæger sig ned af min hals igen. Tror jeg. 

Til min store overraskelse løfter han mig op i sine arme, og jeg udstøder et hvin da jeg overhovedet ikke er forberedt på det her. Han går ind i et værelse, hvor jeg ikke har været. Midt inde i værelset står en stor seng - som ikke er redt. Væggene er hvide, og trægulvet er lyst. Mere når jeg ikke at se, inden han sætter mig ned på gulvet, og presser sine læber mod mine endnu engang. 

Jeg trækker mig væk fra ham, og han ser overrasket på mig, men jeg smiler bare hemlighedsfuldt. 

"Harry, vil du gøre mig en tjeneste?" Spørger jeg med en sukkersød stemme. Det er ikke så tit, at jeg bruger den stemme, men jeg ved at han elsker den - jeg hader den.

"Øhm. Ja?" Siger han forvirret. Det morer mig en smule, at han bliver så forvirret over, at jeg afbryder hans kys. -

"Vil du ikke nok hjælpe mig ud af den her kjole?" Spørger jeg useriøst, og et lille grin undslipper hans læber. - "Jeg troede aldrig du ville spørge." Siger han med en intenst stemme, og i løbet af ingen tid, så har han lynet mig op i ryggen, og jeg står tilbage halvnøgen, men det ser ikke ud til at påvirke ham,da han selv hurtigt får sin jakke af, og jeg går i gang, med at knappe hans hvide skjorte op. 

Han læner sig indover mig, så jeg snupler over mine egene og falder bagover i sengen. Jeg udstøder et hvin, da jeg rammer den bløde seng med min ryg, men Harry griner bare kærligt af mig, inden han ligger sig halvt oven på mig. Roligt begynder han at kysse mig fra halsen og ned mod min skulder, og hvert et kys efteralder brændende spor efter sig, og jeg må bide mig selv i læben, for ikke at gispe efter vejret. 

Jeg presser mine læber mod hans,da han ser op på mig, og uden besvær får jeg åbnet hans bælte til hans bukser, og smider dem på gulvet. Han læner sig helt indover mig, så jeg kan mærke hans bar' overkrop mod min. Det føles som mine krop brænder, og jeg gisper efter vejret. 

Jeg kan ikke beskrive, hvor meget lykke som flyder rundt i min krop lige nu. Jeg føler at jeg min krop kan eksplodere et hvert øjeblik af glæde. Jeg kan ikke beskrive, hvordan jeg føler lige nu. 

 

***

 

For første gang i jeg ved ikke, hvor lang tid er jeg vågnet op med en fantastisk følelse i kroppen. Jeg bevæger mig en smule, da jeg opdager et par velkendte arme holde om min krop. Jeg smiler for mig selv, og vender mig forsigtigt om mod Harry, som ligger og sover tungt. Jeg stryger ham forsigtigt igennem håret, og han giver en lille lyd fra sig, som blot får mig til at smile lidt mere. 

Jeg ligger og beundre hans sovende ansigt, da jeg kan hører, at det banker på døren til hans lejlighed. Fuck. Jeg sætter mig forsigtigt op i sengen, og dækker min nøgne krop med den ene dyne. Jeg samler hurtigt mit undertøj op fra gulvet, og ifører mig det inden jeg lister forsigtigt hen til det skab, som jeg går udfra, at der er hans. Jeg åbner det, og finder en stor sort t-shirt, som jeg trækker over hovedet. Det bankes igen utålmodigt på døren, og jeg lukker døren ind til den sovende Harry, og lister ud til hoveddøren.

I det jeg nærmer mig døren, holder jeg vejret. Hvem kan det mon være? Jeg låser døren op, og trækker forsigtigt håndtaget ned, inden jeg stikker hovedet ud, for at se, hvem det er. 

"Åh.. Gud.. Det er bare dig Louis." Sukker jeg letter og åbner døren noget mere. Han griner svagt, og putter begge hænder ned i sine joggingbukser. 

"Undskyld, jeg håber ikke, at jeg forstyrrer?" Siger han, og ser på mig med et hentydende blik. Jeg ved godt, hvad han mener, og ryster hurtigt på hovedet.

"Nej overhovedet ikke. Jeg er lige vågnet.. Kom ind." Siger jeg, og lukker døren helt op for ham. Dog holder jeg mig bag døren, for ikke at blotte mine ben for ham. Dog er Harrys sorte t-shirt stor, men den går mig dog kun til lige ned over bagen. Han træder ind i entréen, og stiller sine gummisko, og hænger jakken op på knagen. 

"Er Harry i bad?" Spørger han, og kaster et overrasket blik på mig. Jeg trækker en smule ned i t-shirten, og lukker døren igen. 

"Nej, han sover stadig." Siger jeg og smiler akavet til ham. - "Typisk." Kommer det fra Louis, som har sat kurs mod køkkenet, og jeg ved ikke lige, hvorfor det er jeg følger efter ham. 

"Hvad bringer dig så herhen?" Spørger jeg tøvende, og ser på ham, mens han åbner køleskabet, og de forskellige skabe i køkkenet. 

"Bare et mindre skænderi med Eleanor.." Svarer han hurtigt, og jeg vælger at lade være med at spørge ind til det. - "Har i ikke noget mad her?" Spørger han lettere irriteret, men med et strejf af et lille grin. Jeg trækker på skulderen, og ryster på hovedet, da han ser hen på mig. 

"Igen. Typisk Harry.. Nå men så smutter jeg ned og henter noget morgenbrød." Siger han, og retter på sin hue, og stryger lige forbi mig, og inden længe er han ude af døren. Jeg forstod ikke særlig meget af, hvad der lige skete der. Han virker en smule oprevet, men ikke nok til at det bekymrer mig. 

Jeg åbner døren ind til soveværelset, hvor Harry sjovt nok stadig ligger og sover. Jeg smiler bare lidt, og lister mig hen i sengen ved siden af ham. Jeg kysser ham på næsen, og han laver en sær grimasse, som får mig til at grine en smule. 

"Godmorgen sovetryne." Siger jeg, da han åbner sine øjne.

"Godmorgen babe." Siger han med sin hæse morgenstemme, og rømmer sig lidt inden han smiler træt til mig. Jeg griner dog bare svagt af ham. Han kaster et blik på mig, og han får et forvirret udtryk i ansigtet. 

"Er det min trøje?" Spørger han, og strækker sig. 

"Ja, jeg havde ikke andet at tage på, da det bankede på døren." Siger jeg, og læner min vægt på min ene arm. - "Hvem bankede dog på?" Spørger han overrasket, og lader sin ene finger cirkulerer rundt på min hånd. 

"Louis." Svarer jeg roligt. - "Hvad ville han?" Spørger han nysgerrigt og gaber en enkelt gang, inden han vender sig om på siden, så han bedre kan se på mig. 

"Han sagde bare, at det var et mindre skænderi med Eleanor, også ledte efter han efter noget mad i køkkenet, og nu er han nede og hente noget til os." Siger jeg, og trækker lidt på smilebåndet. - "Haha, jamen så må jeg heller få noget tøj på." Griner han svagt, og kysser mig på kinden inden han rejser sig op fra sengen, og går hen til sit klædeskab - som står åbent.  

"Forresten, har du nogle shorts jeg kan låne?" Spørger jeg, og ser hen på ham. Han vender sig om og sender mig et spørgende blik. - "Hvorfor?" Griner han, og roder videre i sit klædeskab. 

"Fordi.. Jeg føler ikke lige for at rende rundt i g-streng." Svarer jeg kækt, og sender ham et dumt smil. Han kaster et blik på mig, og smiler og trækker en hvid t-shirt over sit hoved. - "Jeg synes ikke gør det noget." Svarer han kækt igen, men så nemt slipper han ikke. 

"Heller ikke foran din bedste ven?" Spørger jeg flabet, og ligger hovedet på skrå. - "Du har fat i noget." Siger han hurtigt, og finder et par shorts, som han kaster i sengen til mig. Jeg løfter dem op foran mig. Wow, de er store... 

"Tak, fede." Griner jeg, og ifører mig dem hurtigt. De er noget store, men det er godt, at der er snøre i dem. - "Jeg elsker også dig." Kommer det fra ham, og jeg ser hen på ham, mens han spænder sit bælte. Jeg når ikke at svarer inden døren ind til soveværelset bliver åbnet. 

"Maden er altså klar turtelduer." Siger Louis og griner lidt af os. Jeg ser hen på Harry, som bare griner lidt af ham. "Jeg er også glad for at se dig, skat." Siger Harry, og blinker til ham. - "ååhh Harreeey!" Siger han med en sær gammeldame stemme, som får mig til at løfte begge øjenbryn. 

"Sagde du ikke, at maden var klar, Louis?" Spørger jeg, og de ser hen på. - "Jo?" Svarer han spørgende, og smiler forvirret, som om at han ikke fatter noget. 

"Godt." Siger jeg, og rejser mig fra sengen, og går ind i stuen, hvor Louis har dækket op til os. Jeg synes de er søde, altså Louis og Harry, men jeg vil helst ikke stå og se på det der, som de har.. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...