Troublemaker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2012
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Den 19 årige Danielle har ikke haft et nemt liv. Hun har altid levet i skyggen af sin talentfulde storebror Olly Murs. Hun har aldrig været særlig heldig eller god til noget. Hun ender altid med at ødelægge noget, fucke det hele op eller blive fyrret fra sit job. Olly prøver så godt han kan at hjælpe hende med at finde noget hun er god til. Hun får tilbuddet om at komme med i hans nye musikvideo, hvor hun skal med til London for at optage den. En aften foreslår Olly de tager i byen, og hygger sig med hans gode venner. Men hvad Danielle ikke ved, er at de 'venner' tilfældigvis er drengene fra One Direction. Hun er ingen fan af One Direction, men hun ved heller ikke rigtigt noget om dem. Under hendes besøg i London begynder der at ske uventede ting for Danielle, og hendes selvtillid begynder at briste, og Olly ved ikke, hvad han skal gøre, og lige pludselig træder en uventet person til rådighed.

166Likes
59Kommentarer
14768Visninger
AA

17. Problems

Harrys synsvinkel

 

Dani er taget hen på sit hotel, for at pakke sine ting sammen. Da jeg spurgte om hun ville flytte ind hos mig, og hun faldt mig om halsen, blev jeg utrolig glad. Jeg ved, at der var sket en del konflikter og misforståelser i går aftes, men jeg var lykkelig over, at hun ikke ville rejse fra mig igen. Jeg tror virkelig ikke, at jeg ville kunne bærer det. Jeg ved ikke, hvordan det er muligt, at jeg kan komme til at holde af en pige, på så kort tid. 

Louis blev her i lejligheden sammen med mig, da han havde noget meget vigtigt, som han ville fortælle mig. Jeg sætter de sidste tallerkener ned i opvaskemaskinen, og går ind til Louis inde i stuen igen. 

"Hvad så?" Spørger jeg sukkende, da jeg lader mig dumpe ned på sofaen overfor ham. Han trækker lidt på skulderende, og tøver med at sige noget.

"Altså..." Begynder han tøvende, og ser ned i gulvet, som om han ikke vil fortælle mig det, og det går mig på.

"Louis.. Se på mig.. Du kan fortælle mig alt.." Siger jeg roligt, og folder mine hænder på mine knæ, og ser tålmodigt på ham. Han ser op på mig, og tager en dyb indånding. 

"Sagen er, at vores management så dig stikke af med Dani til forpremieren i går, og det blev de utrolig flove over.. Fordi journalisterne har så småt fundet ud af det, og sætter dig i dårlig lys.. og det skaber dårlige rygter.." Siger han alvorligt.

Jeg ved ikke, hvad der overrasker mig mest. Det med at det går Louis så meget på, eller at vores management flipper sådan udover det. 

"Men hvorfor er det et problem?" Spørger jeg tøvende, og piller lidt ved min tommeltot, for ikke at se ham i øjnene. Et eller andet sted, ved jeg nok godt, hvorfor, men jeg skal bare have det bekræftet. 

"Fordi.. Nu tror folk jo, at du ikke ønsker at være en del af bandet mere, fordi du ikke var med til forpremieren i går." Siger han med en lav stemme. 

"Det er jo komplet latterligt, det her!" Sukker jeg irriteret. Selvfølgelig skulle vores management lige ødelægge alt glæden. Det gør de altid. Jeg hader det virkeligt. 

"Ja.. Jeg prøvede virkelig at dække over dig, men de havde regnet det hele ud." Siger han lavt, og trækker på skulderen. Jeg ved godt, hvordan han føler lige nu, men det er ikke hans skyld - det er min egen. Han var bare den ven, som sprang ind og dækkede over mig, fordi jeg havde fået en idé, som jeg ikke havde tænkt igennem. 

"Det er i orden, det er jo ikke din skyld." Svarede jeg ham roligt, men med en irriteret stemme. Lige nu, er jeg mest skuffet over mig selv, at jeg ikke har tænkt det her igennem. Nu, hvor vores management kender til Dani og jeg, er der nogle regler, som jeg har overtrådt. Nogle åndssvage regler.. 

"Du ved godt, hvad det her betyder." Siger han lavt, og ser bekymret på mig, men med et alvorligt blik. Jeg er hundrede procent klar over, hvad det her betyder.. Det betyder, at jeg er nødt til at fortælle Dani at jeg har skrevet under på nogle åndssvage regler, som gør at jeg vil sårer hende - og ikke mindst mig selv. 

"Ja, men jeg har ikke tænkt mig at gøre det." Siger jeg bestemt, og piller ved mit læder armbånd. 

"Jeg ved, at du holder af hende, men.." Begynder han, men jeg gider ikke hører på det, fordi jeg ved godt, hvad han vil sige. Han vil bare fortælle mig, hvad jeg skal gøre, og det skal han ikke. 

"Glem det, Louis. Jeg har lige fået hende tilbage igen, jeg vil ikke miste hende igen!" Jeg hæver mit stemmeleje. Jeg ved ikke lige, hvorfor jeg gjorde det. Han kan sagtens hører mig, når han sidder overfor mig.

"Det ved jeg godt, men du.." Igen afbryder jeg ham. Jeg gider virkelig ikke hører på de åndssvage regler.

"Nej Louis! Hvorfor må både du, Liam og Zayn have en kæreste offentlig, når jeg ikke må?!" Siger jeg irriteret, og slår ud med min ene arm. Jeg kan se på ham, at mine ord rammer ham, men han bliver ved med at kæmpe igen.

"Fordi det sænker vores popularitet, hvis vi alle sammen er i et forhold." Siger han roligt, og prøver at få mig til at forstå det her. Men han har allerede tabt den kamp.

"Fuck popularitet!" Mumler jeg vredt, og ser ned i gulvet.

"Harry, jeg vil ikke være den der skal fortælle dig, hvad du skal og, hvad du ikke skal.." Prøver Louis roligt at forklarer mig, selvom han nok godt ved, at han har tabt.

"Men det er du." Afbryder jeg ham, et suk undslipper hans læber.

"Det er ikke min mening, men vores management vil snakke med dig senere i dag." Siger han undskyldende, og rejser sig tøvende fra sofaen. Han kan nok godt fornemme, at jeg ikke er i humør til at hænge ud med ham i dag.

Jeg vælger at lade være med at svarer ham, men nikker bare hurtigt. - "Louis.." Siger jeg ud i det blå, da jeg kommer i tanke om det Dani sagde tidligere, om hvorfor han var her.  

"Ja?" Han vender sig overrasket om, og ser på mig med et venligt blik. 

"Hvad er der med Eleanor og dig?" Spørger jeg roligt, og ser op på ham med et roligt blik. Jeg kan godt mærke, at mit vrede sind er forsvundet lidt. 

"Bare et mindre skænderi.." Svarer han, og trækker på skulderen, som om at det ikke er noget alvorligt. Desværre, for ham, så er jeg nysgerrig, så han får ikke lov til at gå endnu. 

"Om hvad?" Spørger jeg nysgerrigt, og smiler venligt til ham.

"Jeg var kommet til at sige noget forkert til et interview omkring hende, og det havde hun så læst, og nu er hun sur på mig.. Så hun smed mig ud af hendes lejlighed fra morgenen af." Han sætter sig tilbage i sofaen, og sukker lavt, og gnider sit ansigt i sine hænder.

"Hvad havde du sagt?" Spurgte jeg forsigtigt, og lænede mig en lille smule frem mod ham. 

"Jamen jeg var kommet til at sige, at hun havde kørt nogen ned." Siger han, og et lille grin kommer fra ham, og det smitter af på mig. Hvorfor er det så typisk Louis? Jeg aner det virkelig ikke.

"Hvordan kan du komme til at sige, at hun havde kørt en mand ned?" Spørger jeg grinende efter lidt tid. 

"Jamen det var en del af en joke, som journalisten misforstod, åbenbart." Griner han svagt, og ryster på hovedet af sig selv. 

"Gå ud og køb nogle blomster til hende, så er hun god igen." Smiler jeg, og klapper ham på skulderen.

"Tak Harry.. Du ved at jeg nok skal støtte dig, ligemeget hvad." Smiler han, og giver mig et venskabeligt kram, inden han rejser sig og forlader min lejlighed i ro og mag. 

 

***

 

"Hvor meget skabsplads har du lige brug for?" Spørger jeg overrasket, og ser på mit tøjskab, som er fyldt med hendes tøj i den ene side. Og det er desværre mere, hvor det kommer fra. 

"Mere." Konstaterer hun hurtigt, og smiler til mig. Jeg tager mig til hovedet, og sætter mig ned i sengen, mens jeg overvejer, hvor jeg skal finde mere skabsplads henne. 

"Du ser ud til at have det hårdt." Griner hun, og propper noget mere tøj ind i skabet. Jeg ryster bare hovedet, og smiler. 

"Det kommer bare bag på mig, at du har så meget tøj." Siger jeg, og betragter hende proppe tøjet ind i skabet. Jeg har aldrig set en pige have så meget tøj. 

"Ja, jeg er lidt krævende." Griner hun lavt, og går hen og sætter sig i sengen ved siden af mig. Hun render ikke rundt i mine shorts og t-shirt mere - for det klædte hende heller ikke specielt godt. 

"Ja, men jeg kan nu godt lide det." Siger jeg, og flytter en tot hår om bag hendes øre, mens jeg ser på hende. Hun læner sig lidt indover mig, kysser mig blidt på min næse, og jeg kan ikke lade være med at smile af hende. 

"Det tænkte jeg nok." Hvisker hun i mit øre, og presser blidt hendes læber mod mine. Jeg mærker, hvordan mit hjerte sætter tempoet op, min lyst til hende vokser enormt. Jeg besvarer hendes kys uden tøven. Hun begynder langsomt at knappe min skjorte op.

"Fuck." Mumler jeg lavt, og tager roligt fat omkring hendes håndled, og hun stopper med at knappe min skjorte op, og hun ser forvirret og en smule skuffet på mig.

"Hvad er der?" Spørger hun bekymret og ser på mig. Jeg havde glemt alt om, at Louis havde sagt, at jeg skulle mødes med vores management i dag. 

"Jeg skal til et møde vores management om lidt." Siger jeg en smule irriteret, skubber hende blidt til siden, så jeg kan rejse mig fra sengen. 

Jeg går ud i gangen, og begynder at tage mine sko og jakke på. 

"Hvornår kommer du hjem?" Lyder det bag mig. Jeg har ikke opdaget, at Dani var fulgt efter mig fra soveværelset til gangen, fordi jeg har været i min helt egen lille verden. 

"Det ved jeg ikke.. Ikke sent, det lover jeg." Siger jeg, og vender mig om mod hende, da jeg har fået min jakke. Jeg smiler til hende, da jeg kan se, at hun ikke ser så glad ud. 

"Det lover jeg, babe." Siger jeg, og ligger en finger under hendes hage, så jeg kan se hende i øjnene. Hendes øjne lyser op, og hun sender mig et skævt smil, inden jeg kærligt placerer mine læber mod hendes, og forlader min lejlighed. 

Jeg vælger at tage trapperne, for at trække tiden ud. Jeg har overhovedet ikke lyst til at gå til det møde med vores management. Jeg føler mig totalt uforberedt på hele situationen, men jeg er klar til at forsvarer mig, mit privatliv og ikke mindst Dani. 

Jeg forstår bare ikke, hvordan der allerede kan være gået ét døgn siden jeg så Danielle for første gang i flere måneder, og jeg står allerede til, at skulle miste hende igen. Jeg vil ikke udsættes for den sorg igen, så jeg giver mig ikke denne gang. 

 

 

***

 

"Du ved jo godt, hvorfor vi har kaldt dig til møde, Harry." Kommer det tøvende, men bestemt fra James som sidder overfor mig i det store mødelokale i studiet. Jeg har lagt mine arme over kors, og virker ret afvisende, hvilket jeg egentlig også er. Jeg er så skide ligeglad med den aftale vi har. Den holder ikke en meter. 

Jeg sender James et flabet men bestemt blik. Han ryster bare kort på hovedet, og prøver at hovedet koldt. Jeg kan sagtens fornemme at jeg pisser ham af lige nu. 

"Hvordan går du og har det Harry?" Spørger han venligt, men jeg ved at han er ligeglad med, hvordan jeg har det. 

"Godt." Svarer jeg ligegyldigt, og læner mig tilbage i stolen, mens jeg ser på ham. Jeg er spændt på at se, hvad hans næste træk er. 

"Hyggede du dig i går aftes?." Spørger han roligt, og leger med kuglepennen på bordet. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad det er han mener. 

"Ja." Svarede jeg kort, og fastholdt mit blik på ham. 

"Hvem var den pige du var sammen med?" Spørger han, og ser op på mig, og jeg mærker, hvordan vreden i min krop stiger, men jeg vælger at holde samtalen på et sofistikeret niveau. 

"En kollega." Svarer jeg ham hurtigt igen, og han smiler bare skævt tilbage til mig. Jeg ved ikke, hvilke tanker, som flyver rundt i hans hoved lige nu. Men de er bestemt ikke positive. 

"Er du nu sikker på det, Harry? Det virkede til at i forlod forpremieren i en fart?" Han ligger tålmodigt sine hænder på bordet foran os, og smiler flabet til mig.

"Hvad vedkommer det egentlig dig?" Spørger jeg koldt og spydigt, mens jeg ser koldt på ham. 

"Det kommer ikke mig ved. Men jeres fremtid. Du har underskrevet en kontrakt, hvor der står skrevet, at alle bandmedlemmerne ikke må være  i et forhold.. Og hvad jeg kan fornemme på medierne, så ser det ud til at du laver andet end bare at 'ses' med din kvindelig kollega?" Siger han bestemt, og smiler selvisk, som om han er stolt af det han sidder og siger. 

"Jamen så vidt jeg ved, så er Niall stadig single, så reglerne er ikke brudt." Sige jeg i samme rolige toneleje som ham, for at pisse ham lidt mere af. 

"Jeg tror ikke, at du forstår, hvor meget det sænker jeres popularitet, Harry." Sukker han, og ændre sin stemme til mere irriteret. Men det er nu jeg skal være flabet - bare for at pisse ham endnu mere af. 

"Jamen som jeg kan se, så har jeg stadig 11.733.352 følgere twitter.." Siger jeg roligt, og hiver min telefon frem og går ind på min twitterprofil.. "Nej vent.. 11.789.456 følgere." Retter jeg, og smiler tilfreds til ham. Jeg kan se, hvor svært han har ved at holde sit temperament nede. 

"De følgere vil ikke være der, hvis du bliver ved med at se hende Danielle." Vrisser han irriteret. Hvor kender han hendes navn fra? Det kommer helt bag på mig. 

"Hvordan ved du hvem hun er?" Spørger jeg overrasket, og han griner bare kort, og ryster på hovedet. 

"Tror du ikke, at jeg følger med? Det er jo tydeligt at se, at det er Olly's søster." Han lægger kuglepennen fra sig, og rejser sig fra stolen, og går hen og tænder for en projekter, og en form for powerpoint eller fremvisning dukker frem på lærredet foran mig. 

"Jeg tror ikke helt du forstår det du har underskrevet." Siger han, og nogle sætninger og tal dukker op på skærmen, og han begynder at prædike løs, om den klamme kontrakt. Jeg lader dog bare som om, at jeg lytter med, hvilket jeg overhovedet ikke gør. 

Det er først da et billede af Dani dukker op på skærmen, at jeg kan mærke at min puls stiger, og det samme gør min vrede.

"Hun er en virkelig smuk pige.. Bare ærgelig at du bliver nødt til at gøre det forbi." Smiler han flabet, og ser hen på mig med et tilfreds smil. Jeg kan ikke beskrive, hvor stor en trang jeg har til at springe op, og pande ham en i dette øjeblik. 

"Glem det." Siger jeg hårdt og bestemt. 

"Jamen du vil gerne beholde dit job ikke? Og med det søde kommer det sure - og du har skrevet under på det." Siger han, og slukker for projektøren, og billedet af Dani forsvinder langsomt. 

"Jeg er ligeglad. Jeg er et menneske som dig, og du bestemmer over mit arbejde - ikke mit privatliv!" Siger jeg bestemt, og rejser mig i raseri fra stolen, mens jeg går hen mod ham med lange skridt. 

"Det er sandt, men dit arbejde er også en stor del af dit privatliv, og det bestemmer jeg tilfældigvis." Siger han roligt, selvom jeg råber af ham. Han nyder virkelig sig selv, og det er til at brække sig over. 

"Det er vi to om at bestemme." Siger jeg stille, og tager min jakke på stolen ved siden af, og sætter kurs mod døren, som jeg  flår op. Da jeg træder ud af døren lader jeg alt min vrede løbe ud i min arm, og  jeg smækker hårdt  døren i bag mig. 

Jeg har bare brug for at udøve vold mod noget lige nu. Og det gik udover døren, for bag mig kunne jeg hører et mindre brag, og James råbe et eller andet efter mig. Jeg vender mig ikke om, men fortsætter med at gå med lange skridt. Det her sted er det sidste sted, som jeg ønsker at være lige nu. 

Et kort øjeblik savner jeg at være hjemme i Cheshire. Der var der ingen til at bestemme over mig, kun min mor. Når vi skændes derhjemme smækkede jeg også med dørene, men ikke så voldsom, som jeg lige havde gjort nu. Jeg kunne gå i parken, og råbe og skrige af alle de ting, som gik mig på. Gjorde jeg det nu, så ville det blive værst for mig selv. Pigerne ville komme løbende - skrigende.

Jeg stiller mig foran min bil og overveje at låse den op, men i stedet for vælger jeg at begynde at gå. Jeg føler overhovedet ikke for at kører bil lige nu. Jeg har brug for at mærke den varme sommerluft mod mit ansigt, og tænke hele situationen igennem.

Hvad skal jeg sige til Dani når jeg kommer hjem? Hun vil spørge ind til mødet, og jeg kan ikke lyve overfor hende, fordi hun har krav på at vide det her. Det er bare så indviklet. 

Måske jeg bare skulle se at komme hjem til Dani, og glemme alt det der lige er sket, også snakke med drengene i morgen, også træffe en beslutning senere? 

Jeg stopper op, og vender langsomt rundt på hælen, og går igen hen mod min bil. Jeg låser den op, og sætter mig ind på førersædet, og inden længe træder jeg på speederen, og suser gennem Londons gader. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...