Troublemaker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2012
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Den 19 årige Danielle har ikke haft et nemt liv. Hun har altid levet i skyggen af sin talentfulde storebror Olly Murs. Hun har aldrig været særlig heldig eller god til noget. Hun ender altid med at ødelægge noget, fucke det hele op eller blive fyrret fra sit job. Olly prøver så godt han kan at hjælpe hende med at finde noget hun er god til. Hun får tilbuddet om at komme med i hans nye musikvideo, hvor hun skal med til London for at optage den. En aften foreslår Olly de tager i byen, og hygger sig med hans gode venner. Men hvad Danielle ikke ved, er at de 'venner' tilfældigvis er drengene fra One Direction. Hun er ingen fan af One Direction, men hun ved heller ikke rigtigt noget om dem. Under hendes besøg i London begynder der at ske uventede ting for Danielle, og hendes selvtillid begynder at briste, og Olly ved ikke, hvad han skal gøre, og lige pludselig træder en uventet person til rådighed.

166Likes
59Kommentarer
14765Visninger
AA

14. My troublemaker

Harrys synsvinkel:

Hendes blomstrede kjole fremhæver virkelig hendes lange glatte hår, som hænger løst langs hendes skuldre. Normalt lægger jeg ikke så meget mærke til, hvordan hendes tøj fremhæver hendes ansigtstræk og hår, men i dag fanger det min opmærksomhed. Bare tanken om at hun vil rejse om nogle timer er ikke til holde ud.

Det her var virkelig ikke meningen. Det var ikke meningen at jeg skulle udvikle følelser for hende på den her måde. Jeg troede ikke, at jeg ville blive afhængig af hende på denne måde.

Jeg står og betragter hende, mens hun tjekker sit udseende i spejlet inden vi går ud og spiser morgenmad. – ”Du ser godt ud, Dani.” Siger jeg og ligger mine arme omkring hende bagfra. Hun læner sit hoved tilbage mod min skulder, og ser op på mig. – ”Der er vidst en der er utålmodig.” Driller hun, og smiler så hendes hvide tænder kommer til syne.

”Også det, men må jeg ikke til komplimentere dit udseende?” Siger jeg og kysse hende blidt på næsen, og et fnis undslipper hendes læber. Hvor jeg dog kommer til at savne det fnis.

”Jo, det har jeg ikke sagt noget om, at du ikke måtte.”  Siger hun, og trækker sig væk fra mig, inden hun tager sin taske fra sminkebordet.

”Er du klar?” Spørger jeg, og tripper utålmodig efter at få noget mad. Min mave er ligeså stille begyndt at rumle og beklage sig over den manglende mad.

”Ja rolig nu.” Siger hun roligt, og går hen til mig igen, og planter et kys på min kind, inden hun forsvinder ud af soveværelset. Jeg følger efter hende ud af soveværelset som om, at jeg var i en form for trance.

 

”Hvad vil du have at spise?” Spørger jeg hende om, mens jeg skuler over på hende over menukortet. Hendes blik er rettet mod menukortet foran hende. Et lille skævt smil breder sig over hendes ansigt inden hun ser op på mig, og mit hjerte skipper lige et slag.

”Hvad kan du anbefale Hr. Styles?” Spørger hun, og læner sig lidt indover bordet. Jeg lader mig blik glide henover menukortet. Det er ikke så tit at jeg spiser morgenmad ude, så jeg ved ikke lige, hvad jeg kan anbefale.

”Der er huset specialitet: Pandekager eller vafler.” Siger jeg med en meget formel accent, som får hende til at grine. Et ældre par, som sidder lidt væk fra os ser over på os, med forvirrede blikke.

”Godt, så vil jeg gerne have det.” Siger hun, og ligger sit menukort væk, og jeg nikker en enkelt gang. – ”Jeg tager det samme.” Siger jeg og rejser mig for at gå op og bestille.

Mens jeg går op mod disken lægger jeg mærke til, hvor få mennesker der er herinde. Det er helt rart ikke at blive overfaldet for engangsskyld. Ikke fordi, at jeg har noget i mod mine fans, men de kan bare godt være for nærgående nogle gange.  

”Hvad skal det være?” Spørger en ældre dame om, som står bag disken.

”Jeg skal have to tallerkner med pandekager, og to kopper te.” Siger jeg venligt, og smiler til hende.

”Det bliver 15 pund.” Siger hun venligt, og jeg rækker hende pengene fra min pung. Jeg vender mig hurtigt om, for at se ned på Dani, som stadig sidder nede ved vores bord.

”Jeg kommer med jeres bestilling om lidt.” Siger damen venligt, og jeg går ned mod bordet igen. Mine øjne er konstant på Dani, og mit hjerte banker lidt hurtigere. Et eller andet sted så irritere det mig en smule at jeg allerede er så betaget af hende, fordi sådan plejer jeg aldrig at være. Det plejer at være pigerne der er betaget af mig, og ikke omvendt.

”Det kommer om lidt.” Siger jeg og sætter mig ned på stolen overfor hende. – ”Super.” Siger hun, men uden at se op på mig. Jeg skal lige til at åbne munden og spørge om der er noget galt, da min mobil begynder at ringe nede i min jakkelomme. Jeg ser op på hende med et spørgende blik. – ”Bare tag den.” Siger hun venligt, og jeg hiver min telefon op til øret.

”Hallo?”

”Hey Harry, det er Louis. Forstyrrer jeg?” Spørger han med en drilsk tone, hvilket egentlig ikke kommer bag på mig, at han gør. Sådan er han bare.

”Lidt. Er det vigtigt?” Spørger jeg en smule fraværende, og ser en enkelt gang op på Dani, som sidder nysgerrig og ser på mig.

”Jeg ville bare hører om alt er blevet godt mellem dig og Dani igen? Og om hvornår hun rejser i dag?” Spørger han med en blød og venlig stemme. En snært af den gamle Louis kommer fra hans stemme. Den Louis, som altid var venlig og jokede med de mærkeligste ting.

”Ja, det er vi. Vi er lige ude og spise lige nu..” Siger jeg stadig en smule fraværende. Egentlig har jeg ikke helt den store lyst til at snakke med ham lige nu. Jeg vil hellere nyde den sidste tid jeg har sammen med hende.

”Ej hvor godt..” Siger han glad.

”Ja, og hun rejser ved 14 tiden.. Men jeg smutter igen Louis.” Siger jeg venligt, i et desperat forsøg på at afslutte samtalen.

”Okay. Sig lige til hende, at vi kommer forbi og siger farvel til hende.”

”Ja, det gør jeg. Ses.” Siger jeg en smule irriteret, og lægger på inden han overhovedet når at sige ses. 

 

”Hvem var det?” Spørger hun nysgerrigt og ser på mig med hendes mørke øjne.

”Det var bare Louis. Skulle bare lige sige til dig, at drengene kommer og siger farvel til dig inden du rejser.” Siger jeg venligt, mens jeg prøver at skjule mit triste humør.

”Okay, hvad med dig?” Spørger hun tøvende, og en tanke slår mig. Denne gang tøver du ikke med at svare hende.

”Jeg er der selvfølgelig også.” Siger jeg hurtigt, og sender et usikkert smil til hende, som hun hurtigt gengælder, og den akavede stemning letter en smule.

”Godt.” Siger hun, og inden jeg når at sige noget kommer damen ned med vores pandekager og te.

”Velbekomme.” Siger damen og smiler venligt. – ”Tak.” Siger vi begge to i kor, og endnu et fnis undslipper hendes læber. Trods det faktum at hun rejser i dag, så er det lykkes hende at prøve at være glad.

Jeg ser ud af øjenkrogen at hun skal til at tage en tår af sin te, og uden at tøve skynder jeg mig at rykke et stykke væk fra bordet.

”Hvad laver du?” Spørger hun forvirret, og griner lidt af mig.

”Kan du huske de sidste gange at du har fået te?” Spørger jeg, og smiler skævt… - ”For det husker og mærker jeg.” Driller jeg. Et svag rødme stiger op i hendes kinder.

”Hold da op.” Griner hun svagt, og sætte hendes kop fra sig, og jeg rykker ind til bordet igen. Jeg kommer til at sidde og tænke på, at hver gang at vi er nogle steder ude i offentligheden så laver hun altid ’ballade’. Teen som hun spildte udover mig første gang jeg var hjemme ved hende. Parasollen hun knækkede. Da hun næsten spildte te på Liam under optagelserne. Og alle de gange hun har fortalt mig hun er blevet fyret.

Hun er en fantastisk pige med et smukt udseende, men noget af en ballademager. Men det lyder bedre at sige troublemaker.

”Du er en værre troublemaker.” Siger jeg ud i det blå, og drejer hurtigt rundt i min te, inden jeg tager den første bid af min pandekage.

”Hvad siger du?” Spørger hun forvirret om, og stopper med at spise. Hun ser bare på mig med et forvirret blik, som jeg ikke ved, er for sjov, eller alvorligt.

”Jeg mener, at på den korte tid jeg har været sammen med dig har du formået at spilde og ødelægge ting.” Siger jeg og smiler over hele ansigtet, jeg ved ikke lige, hvorfor jeg gør det.

”Ja undskyld.” Siger hun en smule fornærmet, og jeg er godt klar over , at jeg har hevet et følsomt emne frem.

”Det skal du ikke undskylde for.” Skynder jeg mig at sige til hende. – ”Det er charmerende. Det beviser bare, at du ikke er perfekt, selv jeg er ikke engang perfekt..” Siger jeg og smiler til hende, for ikke at hun skal misforstå det jeg siger. Hun sidder bare og lytter interessant, som tegn til at jeg nok skal fortsætte.

”Jeg har ikke moret mig så meget sammen med en pige før, som jeg har med dig Dani. Det er aldrig kedeligt, at være i dit selskab.” Siger jeg. Jeg har måske undladt at fortælle hende den detalje om, hvorfor jeg mere kalder hende troublemaker.

 

Lige siden jeg mødte hende har jeg været underlig tiltrukket af hende. Lige meget, hvad hun gjorde fik hun mit hoved til at spinde rundt. Allerede fra dengang hun blev så fuld, at jeg måtte følge hende op i seng havde jeg svært ved at styre mig selv. Jeg vidste godt, at den her følelse ikke var god for mig, men hun sad bare fast i mine tanker.

Selvom min intuition sagde jeg skulle skynde mig væk, og jeg tog afstand fra hende, fik hun på en måde altid trukket mig tilbage igen. Hver gang jeg ikke var i nærheden af hende, så var hun altid i hjørnerne af mine tanker. Hver gang hun rørte mig med hendes fingerspidser, var det som gift for mig. Hele min krop blev afhængig af hende, og reagerede på en måde som jeg aldrig har prøvet før.

”Jeg må ærlig indrømme at jeg har taget fejl af dig Harry. Jeg troede du bare var den der selvfede fyr, som nedlage piger på stribe, kun for at få noget.” Siger hun tøvende. Jeg sidder bare og lytter interessant, mens jeg får spist det sidste af min pandekage.

Ja det var jeg. Jeg elskede min succes, jeg elskede at nedlægge piger ned på stribe, bare for at få noget. Det var også min bagtanke da jeg første gang mødte Dani, men lige nu ser hele situationen uoverskueligt ud. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu.

I går aftes fik jeg det, som jeg kom for. Men det var ikke under mine betingelser. Jeg følte ikke at det var mig, som havde kontrollen over det hele, som jeg plejer.

”Man skal ikke skue hunden på hårene.” Siger jeg og blinker til hende, og vi nyder morgenmaden sammen under alle mulige andre emner. 

 

***

 

Danielles synsvinkel:

Jeg sætter kufferten ude foran hotelværelset, og låser døren for sidste gang. Det værelse vækker utrolig mange minder lige fra dag 1 af. Da jeg første gang så værelset, og mødte Harry for første gang, da han forskrækkede mig så jeg faldt over min kuffert.

Da jeg låste mig selv ude, og jeg kom ind til Harry og de andre drenge, indtil jeg ventede på Olly, som skulle komme med ekstranøglen. På to uger har dette værelse være med til at gøre min rejse til London til en kæmpe oplevelse for mig.

Olly skulle gerne komme og kører mig til lufthavnen om lidt når drengene har sagt farvel. Jeg troede ikke, at det ville blive så svært at tage afsked med dem. Med Harry.

Døren ved siden af mig går op og Liam træder ud på gangen, med Zayn, Louis og Niall lige bag sig. Men Harry er ikke i blandt dem. Han sagde han ville komme og sige farvel, når han lige havde været i bad.

Jeg står tavst og ser på drengene, og Liam er den første til at bryde tavsheden mellem os.

”Er du okay?” Spørger han bekymret, og jeg nikker bare. En klump i min hals samler sig, og en pludselig trang til at bryde ud i tårer melder sig. Men jeg vil ikke græde. Jeg vil ikke.

”Ja.” Siger jeg lavt, og han træder frem og lægger armene omkring i et tæt kram. – ”Vi er også kede af at du rejser hjem.” Siger han lavt, og slipper mig igen. – ”Men vi ses jo nok igen.” Siger han opmuntrende, og hans arme bliver erstattet af Zayns.

Jeg har ikke snakket så meget med ham, men han virker til at være alle tiders fyr.

”Vi ses jo nok igen Dani. Det har været så fedt at arbejde sammen med dig!” Siger han og smiler opmuntrende, men det hjælper stadig ikke på mit triste humør.

”Tak Zayn. Jeg kan kun sige i lige måde. Vi ses.” Siger jeg og smiler svagt, for at være venlig. Han slipper mig og Nialls arme omfavner mig i et stort knus, som er ved at tømme mine lunger for luft.

”Jeg kommer til at savne dig Dani.” Siger han venligt, men lidt ligesom en lille dreng. Hvor sødt. Selvom jeg har været mest sammen med Harry, så har jeg også pjattet en del rundt med Niall under optagelserne. Jeg mærker, hvordan tårerne presser på, og jeg kniber mine øjne hårdt sammen, for ikke at græde. Jeg vil ikke.

”Jeg kommer også til at savne dig, Niall.” Siger jeg lavt, og han trækker sig væk fra mig, og smiler skævt. – ”Vi ses jo nok en anden gang.” Siger han, og klapper mig på skulderen, inden Louis kommer hen til mig, og hiver mig ind i et kram.

”Harry er på vej.” Siger han, og jeg stivner en smule ved hans ord. Selvom jeg kommer til at savne drengene, så er mine tanker hos Harry. Jeg er så bange for at han ikke vil møde op. Hvordan ved Louis det?

”Jeg kommer til at savne dig, Dani. Det er så trist at du skal rejse hjem igen. Jeg har aldrig mødt en pige som dig. Og slet ikke en som har, kunne ligge Harry ned på den her måde.” Siger han lavt og smiler venligt til mig, og døren går endnu gang.

 

Jeg holder vejret et øjeblik, og mit blik flakker over på Harry, som kommer ud fra døren. Han ser ikke særlig glad ud, men er der nogen af os, som er glade lige nu? Jeg ser op på Louis igen, som blinker en enkelt gang til mig, inden ham og de andre drenge langsomt forsvinder ind på deres værelse igen.

”Jeg troede ikke du ville komme.” Siger jeg lavt, og prøver virkelig at holde min gråd og tårer inde. Jeg vil ikke knække sammen foran ham. Jeg nægter.

”Jo selvfølgelig.” Siger han, og tager et skridt hen mod mig, så hans arme lige kan række ud efter mig, og hiver mig ind til sig. Duften af ham sidder i mine næsebor, men det gør ikke noget. Det er rart. Uden at sige noget til hinanden står vi bare og holder om hinanden i tavshed.

Bare tanken om at skulle forlade ham skærer som knive. Klumpen i min hals er vokset så meget, at det føles som om den kvæler mig. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, men det er også rart bare at stå her i tavshed. En tårer triller ned af min kind, og lidt efter triller endnu en, og jeg har ikke længere kontrol længere.

Han trækker sig lidt væk fra mig, så han kan se på mig. Jeg ser bare ned, jeg vil ikke se på ham. Jeg kan ikke. Han ligger to fingre under min hage, for at løfte mit ansigt op. Et lille smil breder sig over hans ansigt, da han ser tårerne som løber ned af mine kinder.

”Du må ikke græde.” Siger han lavt, og ser mig i øjnene. Men det hjælper mig ikke. Det giver mig bare endnu mere lyst til at græde.

”Lige meget, hvad der vil ske, så vil du altid være min troublemaker.” Siger han og smiler skvæt til mig, og jeg kan ikke lade være med at smile lidt. Det er sødt, og åndssvagt på samme tid. Jeg ved ikke, hvad skal sige til det. I lige måde? Nej..

”Jeg troede ikke, at det ville blive så svært.” Får jeg fremstammet, og ser op på ham, men han smiler bare, og tørrer mine tårer væk med hans hånd.

”Det troede jeg heller ikke.” Siger han, og kysser mig på panden, og en uregelmæssig vejrtrækning lyder fra hans bryst, som om han gisper efter vejret en enkelt gang. Jeg ser på ham, og opdager at hans øjne er våde, og det overrasker mig, men det får mig bare til at græde endnu mere. 

 

”Vi ses jo nok igen.” Prøver jeg at sige opmuntrende, men jeg ved ikke, hvor meget jeg selv tror på det. Jeg har ikke selv pengene til at flytte til London, og jeg ved at han aldrig vil flytte til min by, når hans liv er i London.

Han nikker en enkelt gang inden, han ser fra mine øjne til mine læber. Hans bløde velformede læber rammer mine i et blidt kys. Tanken om at det her er nok er sidste gang, at jeg vil mærke hans læber igen, får tårerne til at trille ned af mine kinder igen.

Dette kys føles anderledes end alle andre kys. Dette kys er fyldt med sorg, intensitet og kærlighed. Noget som jeg aldrig har oplevet før.

Jeg trækker mig væk fra ham, og tørrer mine tårer væk endnu engang. Jeg kan ikke trække tiden ud længere. Jeg er nødt til at tage afsked med ham nu, for at nå mit fly.

”Tak for nu Harry. Jeg ønsker dig alt held og lykke i din fremtid. Tak fordi, at jeg måtte være en del af dit liv. Jeg kommer til at savne dig.” Siger jeg og fletter mine fingre ind i hans. – ”Jeg elsker dig.” Kommer det fra ham, og jeg står målløs tilbage.

’Jeg elsker dig’, er meget store ord, selvom vi kun har kendt hinanden i to uger. Men jeg vil ikke lyve overfor ham, og sige at jeg ikke elsker ham. For det gør jeg. Jeg elsker ham.

”Jeg elsker også dig.” Siger jeg med rystet stemme, inden jeg stiller mig op på tæer, for at kysse ham farvel en sidste gang, inden jeg trækker mig helt væk fra ham, og rækker ud efter min kuffert, og går med hurtige skridt væk fra ham. Jeg vil ikke se tilbage, gør jeg det så vil jeg ikke kunne forlade ham igen. 

 

Tårerne strømmer ned af mine kinder, og hver gang jeg tørrer dem væk kommer de igen. Jeg stiller mig ind i elevatoren, og dørene lukker. Uden at tøve bryder jeg ud i gråd. Jeg tror aldrig nogensinde jeg har prøvet noget så hårdt i hele mit liv. En fyr, som jeg rent faktisk har hadet, er jeg kommet til at elske så meget.

Dørene går op, og jeg tørrer mine øjne og går direkte ud på p-pladsen, hvor Olly gerne skulle holde ude, og vente på mig. Jeg ser mig rundt, og finder hurtigt hans røde bil, hvor han står ved siden af. Jeg skynder mig derhen.

”Hvad så?” Spørger han bekymret og ligger en arm omkring min skulder, men jeg ryster bare hovedet, og prøver at lade som ingenting.

”Ikke noget.” Siger jeg ligeglad, og ser kort på ham inden han tager min kuffert og smider ind i bagagerummet. Jeg åbner døren ind til forsædet, og smækker døren i efter mig. Han åbner døren og sætter sig ind ved siden af mig, men tøver med at starte bilen.

”Er du ked af at skulle forlade London.?” Spørger han tøvende, og jeg nikker bare. Jeg har virkelig ikke lyst til at uddybe, hvorfor jeg er ked af det. Han ved det jo nok godt, hvis han tænker sig godt om.

”Du ved at du altid kan ringe, hvis der er noget jeg kan gøre.” Siger han og ser venligt op på mig, mens han smiler hans typiske charmerende Olly Murs smil. Jeg skæver op til ham, og trækker svagt på smilebåndet. Ingen er bedre end Olly. Han er bare så dejlig.

”Tak Olly.. Jeg regnede bare ikke med, at det ville blive så svært at forlade London igen.” Mumler jeg lavt, og ser ned på mine hænder.

”Nej, London er en helt fantastisk by, hvor man møder mange spændende mennesker.” Siger han opmuntrende, og jeg ved godt, hvad han hentyder til. Han starter bilen, og inden længe er vi på vej mod lufthavnen.

 

”Vi ses smukke. Ring når du er hjemme, ikke?” Siger han og hiver mig ind i et stort kram.

”Det skal jeg nok.” Siger jeg, og krammer ham tilbage. Selvom det var Olly, som fik mig med til London, så er det svært at tro, at jeg har nået så meget på så ganske kort tid. Og inden jeg ved af det, så står jeg med tårer i øjnene og skal forlade London.

Jeg trækker mig væk fra ham, og går mod gaten, som siger det er sidste chance, for at nå flyet. Jeg sætter i løb hen mod gaten, og får tjekket min flybillet, og inden jeg vender mig om og ser efter Olly, som står og vinker til mig. Jeg vinker hurtigt tilbage til ham, inden jeg går om bord på flyet. 

 

Jeg sætter mig tungt ned på min plads, og kigger ud af det lille vindue. De sidste to uger af mit liv har været alt andet end normalt. Det er så urealistisk for mig. Jeg er kun 19 år, og jeg har allerede startet en karriere op, jeg har festet med de største stjerner i London og måske mødt kærligheden i mit liv. Det er så urealistisk.

 

***

 

Jeg sætter træt min kuffert i forgangen derhjemme. Der er helt stille i hele huset og jeg kommer til at tænke på, at jeg nok er alene hjemme. Jeg tager min jakke af, og hænger op, og skubber mine sko af inden jeg går ind i den store stue, hvor jeg bliver mødt af flere stemmer som råber: ”SURPRISE!”

Jeg ser forskrækket op, og opdager hele min familie – undtagen Olly, mine venner og veninder står med flag inde i stuen. Jeg kan ikke lade være med at smile af det. Det er der aldrig nogen som har gjort for mig før.

”Hvad sker der lige her?” Spørger jeg overrasket om, og mine forældre kommer hen og omfavner mig i et stort knus.

”Vi har lavet et surprise fest i anledningen af din hjemkomst!” Siger min mor, og kysser mig på kinden. Det er rart at komme hjem og mærke at man er savnet, men det hjælper mig ikke til at glemme Harry.

”Hvordan har din tur til London været?” Spørger de alle sammen nysgerrigt. Egentlig har jeg ikke lyst til at snakke om det, men det kan jeg ikke være bekendt overfor nogen.

 

***

 

Der er gået nogle få dage siden jeg kom hjem fra London, og for at være helt ærlig, så har jeg det af helvede til. Jeg savner Harry så forfærdelig meget. Jeg har snakket med min mor om det, og jeg har næsten fortalt hende det hele, da hun kunne se, hvor trist jeg er.

Jeg er i gang med at pakke de sidste ting ud da der falder et visitkort ud af min kuffert. Jeg bøjer mig ned og samler det op. Der står Matt, også et telefonnr.

”Selvfølgelig.” Mumler jeg overrasket, og griber ud efter min telefon, og ringer op til nummeret.

”Det er Matt.” Lyder det i den anden ende at telefonen.

”Hej Matt, det er Danielle.”

”Hej Dani!” Siger han overrasket, hvilket egentlig gør mig en smule forvirret. – ”Har du tænkt over det tilbud jeg gav dig?” Spørger han.

”Ja, jeg vil rigtig gerne tage imod dit tilbud, om at være med i den nye musikvideo.” Siger jeg, og sætter mig ned på min seng.

Nåå ja. Angående det, så er rollen allerede blevet givet ud..” Siger han skuffet, og jeg sukker irriteret. Der røg den chance. Hvor langt kan mit humør synke? - ”Men jeg har en kammerat, som søger en kvindelig skuespiller til hans nye musikvideo.” Siger han efter lidt tid.

”Virkelig, hvem er det?” Spørger jeg overrasket, og holder vejret et øjeblik.

”Adam Levine.” Siger han kort og stolt. Jeg sidder tilbage med store øjne, og åben mund.

”Ham fra Maroon 5?” Spørger jeg overrasket, og prøver at lade være med at fangirle.

”Ja.” Griner han, og en masse sommerfugle flyver rundt i min mave, og jeg kan mærke, hvor nervøs og rød i hovedet jeg lige pludselig bliver.

”Det vil jeg rigtig gerne.!” Prøver jeg at sige roligt, men jeg tror jeg kommer til at halvråbe det ind i telefonen.

”Super. Jeg snakker med ham, også ringer jeg senere.” Siger han venligt.

”Tak Matt. Vi ses.”

”Altid til tjeneste. Vi snakkes.” Griner han svagt, og jeg lægger på.

Jeg får den vildeste trang til at rende rundt i huset og skrige og danse, men det ender bare med at jeg hopper og danser i sengen.

 

***

 

Jeg sidder i sofaen ved siden af min og ser en eller tv-serie, da min telefon begynder at vibrere. Jeg kaster et blik ned på min skærm, og da jeg ser det er Matt, der ringer rejser jeg mig hurtigt op, og tager telefonen op til mit øre.

”Hallo?” Siger jeg, og går med hurtige skridt ud i køkkenet, hvor jeg lukker døren indtil stuen efter mig, så jeg har fred og ro.

”Hej Dani, det er Matt.” Lyder det i den anden ende af røret. 

”Ja, det kunne jeg se.” Joker jeg lidt, og læner mig op af køkkenbordet. Mit hjerte begynder at banke hårdt og hurtigt mod mit bryst. Ikke ligesom dengang jeg var sammen med Harry, men af nervøsitet. Tanken om Harry sænker mit humør en smule, men jeg bliver revet væk fra tanken, da Matt begynder at snakke.

”Det var godt. Jeg har snakket med Adam om det, og han vil gerne have dig med sin musikvideo.” Siger han, og jeg står og måber med store øjne.

”Virkelig?!” Får jeg fremstammet, og bider mig nervøst i læben. Det kunne jo være en joke?

Ja. Han valgte dig fremfor de andre ansøgere, fordi du fangede hans opmærksomhed mere end de andre ansøgere.. ” Jeg åbner munden som om at jeg skal til at skrige, men uden der kommer nogen lyd ud. - ”Og fordi jeg lagde nogle gode ord ind for dig.” Tilføjer han stolt

”Du er fantastisk Matt!” Siger jeg lykkeligt – eller så lykkelig som man nu kan være.

”Det ved jeg. Men har du mulighed for at komme til et møde i New York engang i næste uge?”

”New York. Omg det er så vildt det her.” Siger jeg helt overrasket, og tager mig til hovedet i forbløffelse.

”That’s business. Men har du det?” Griner han svagt i den anden ende af røret.

”Ja, det tror jeg da. Men det er ret dyrt at flyve derover og bo på hotel.” Siger jeg en smule skuffet, da jeg kommer til at tænke på mine udgifter frem og tilbage.

”Det skal du ikke tænke på. Du rejser med alt betalt.” Siger han roligt.

”Omg. Kan det her blive bedre?” Siger jeg overrasket, og smiler over hele hovedet.

”Ja, men vi snakkes ved. Jeg ringer når jeg ved mere. Ses.”

”Okay. Ses.” Jeg lægger på og står helt målløs tilbage. Døren indtil køkkenet går op, og en velkendt stemme lyder:

”Er du okay skat?” Jeg vender mig om og ser min mor kommer hen til mig. Et kæmpe smil breder sig over mit ansigt. Hun vil garanteret ikke tro mig, når jeg fortæller hende dette.  

”Ja. Ja det er jeg.” Siger jeg glad og putter min telefon i min lomme. – ”Jeg skal til New York i næste uge med alt betalt!” Hviner jeg, og begynder at hoppe og danse af glæde.

”Hvorfor det?” Griner hun forvirret, og prøver at få mig tilbage at stå stille. 

 

”Jeg skal være med i Maroon 5’s nye musikvideo!” Hviner jeg, og med et stort smil på læben omfavner hun mig i et stort kærligt kram.

Det er så vildt. Jeg skal til New York og filme til et af verdens mest berømte bands musikvideoer! Mit liv er så urealistisk! Men det er jo nok starten på et nyt kapitel.

Samme aften da jeg ligger i min seng, og ikke kan sove, fordi mine tanker flyver rundt i mit hoved. Jeg er superglad, for mit nye job, men jeg er stadig synderknust over at jeg måske aldrig kommer til at se Harry igen.

Jeg mærker en tårer triller ned ad min kind ved tanken om Harry. Jeg har overhovedet ikke tænkt på at skrive til ham, fordi det vil gøre det endnu værre end det er nu. Så vil jeg længdes mere efter ham end jeg gør nu, og jeg vil bare pine mig selv. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...