Troublemaker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2012
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Den 19 årige Danielle har ikke haft et nemt liv. Hun har altid levet i skyggen af sin talentfulde storebror Olly Murs. Hun har aldrig været særlig heldig eller god til noget. Hun ender altid med at ødelægge noget, fucke det hele op eller blive fyrret fra sit job. Olly prøver så godt han kan at hjælpe hende med at finde noget hun er god til. Hun får tilbuddet om at komme med i hans nye musikvideo, hvor hun skal med til London for at optage den. En aften foreslår Olly de tager i byen, og hygger sig med hans gode venner. Men hvad Danielle ikke ved, er at de 'venner' tilfældigvis er drengene fra One Direction. Hun er ingen fan af One Direction, men hun ved heller ikke rigtigt noget om dem. Under hendes besøg i London begynder der at ske uventede ting for Danielle, og hendes selvtillid begynder at briste, og Olly ved ikke, hvad han skal gøre, og lige pludselig træder en uventet person til rådighed.

166Likes
59Kommentarer
14763Visninger
AA

7. I've tried everything

Danielles synsvinkel

"Okay Danielle. Du skal lade som om, at du har styr over situationen, mens Liam kommer hen til dig. Du skal forfører ham på afstand." Råber instruktøren. Jeg sidder i en café, hvor det er vi skal optage scenen mellem Liam og jeg.. Min rolle er egentlig ret simpel, jeg skal bare være selvsikker, lusket og sexet. Det er jo lige de ting, som jeg ikke er. Det er det Olly er. Han har altid haft mange forskellige piger med hjemme, været super selvsikker på sig selv og selvom han er min storebror kan jeg godt sige, at han er sexet, for selvtillid er det der gør en sexet.

Jeg ser mig forvirret omkring. Okay, jeg har styr over hele situationen.. Ikke en skid. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal overbevise mig selv om, at jeg godt kan det her. Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal gøre. Okay, jeg gør som jeg ville gøre, hvis det her var en rigtig situation. Fucke det hele op, det er det jeg kan. 

"ACTION!" Råber instruktøren, og jeg føler mig mere nervøs end nogensinde. 

Den første der skal komme hen til mig er Liam. Søde, rare, venlige og smilende Liam. Han trækker stolen ud og sætter sig overfor mig. Jeg prøver at se på ham med det der 'sexet' blik jeg skal lave. Jeg tager en tår af min te, hvilket jeg nok aldrig skulle have gjort. 

Jeg er så nervøs, at jeg har glemt at teen er brandvarm, så jeg slipper koppen, og det hele ryger udover bordet, men Liam når heldigvis at flytte sig. Jeg ser undskyldende op på ham, men han griner bare, og snart begynder alle andre også at grine. 

Årh, hvorfor sker det her altid for mig!?! Jeg har virkelig lyst til at krybe under bordet, og falde ned i et sort hul, hvor ingen kan se mig.

Efter et par forsøg lykkes det mig at gennemfører første scene... Jaa... Det her er ikke så let, som det ser ud til at være. 

Jeg sidder lidt for mig selv ved bordet i caféen, da jeg ser Harry kommer hen mod mig. Hans krøller sidder perfekt, og hans mørke t-shirt passer utrolig godt til hans lyse bukser. Jeg prøver, at lade som om, at jeg ikke har set ham, men jeg ved at han har opdaget mig.

"Wauw Dani.. Det med tekoppen er det ved at være en vane?" Kommer det spydigt fra Harry, og jeg ser op på ham, mens jeg sender et sarkastisk blik tilbage til ham.

"Hvor er du bare sjov Harry." Siger jeg overrasket, men man kan nemt ane spor af ironi i min stemme, og han smiler sarkastisk tilbage til mig. 

"Ja ikke?" Han kniber øjnene svagt sammen, mens han laver et eller andet grimt ansigt til mig, men jeg klapper ham bare på kinden, mens jeg går lidt tættere på ham.

"Nej." Siger jeg ligegyldigt, og træder et skridt til siden, og går om til sminkebordet. I det jeg går væk fra ham, kan jeg mærke at hans blik hviler på mig, men jeg smiler bare for mig selv, for at holde humøret oppe.

Jeg har en pause på omkring en time, mens alle kamerafolkene, får flyttet tingene over i parken overfor caféen, så vi kan få optaget næste scene. Jeg ser mig i spejlet, og jeg får nærmest et chok da jeg ser mig selv i spejlet. Jeg kan straks mærke, at det ikke er som det skal være. Når jeg normalt kigger mig selv i spejlet oser jeg af selvtillid, men min selvtillid er helt væk nu. 

Den følelse jeg normalt plejer at have når jeg ser mig selv i spejlet, den lille stemme i mit hoved, som fortæller mig, at jeg er lækker, at jeg godt kan det her. Den er væk. Nedlagt. Jeg er så bange for at dumme mig igen, jeg er så bange for at fucke det hele op, og blive fyrret. Jeg vil så inderligt gerne det her, men det er ikke nemt at være den normale, mens alle de andre er kendte! Olly, Liam, Louis, Zayn, Niall og Harry, de er alle sammen verdenskendte. Og hvad er jeg? Intet. 

 

***

 

"Dani, du skal komme gående ned af den her sti, mens du kigger på din telefon. Du skal tænke på den beundre der skriver på dig nu, og du har ingen anelse om at Louis kommer lige om lidt. Så vær overrasket." Råber instruktøren, og jeg prøver at koncentrerer mig om at gøre det rigtigt første gang, men den lille stemme i mit hoved, som plejer at sige til mig, at jeg godt kan. Den er der ikke.

Jeg nikker hurtigt, mens jeg prøver at skjule min usikkerhed. Okay, Dani du kan godt. Du er Ollys lillesøster, du.... Jeg opgiver simpelthen at give mig selv en peptalk, fordi jeg ved hvordan det her vil ende. 

Jeg hører instruktøren råbe: "ACTION!" Og igen står jeg og aner ikke, hvad jeg egentlig skal gøre. 


 

***

 

"Vil du ikke med Dani?" Louis vender sig om, og smiler venligt til mig, men jeg ser bare op på ham med et fjernt blik, og ryster på hovedet.

Olly og de andre drenge er allerede på vej ind i hotellets bar, for at fejre et eller andet, som de snakkede om under optagelserne i dag. Egentlig interesserer det mig ikke, og jeg er slet ikke i humør til at fejre noget lige nu. 

"Kom nu Dani... Vær' nu ikke så kedelig!" Kommer det fra Olly, som er gået hen til os. Jeg ser forsigtigt på ham, og lader mit blik glide hen på Louis, som ser på Olly og jeg.

"Nej tak." Siger jeg venligt. 

"Kom nu Dani, det er ikke så længe." Siger Olly overbevisende, men jeg har virkelig ikke lyst til at sidde og drikke med dem lige nu, for at fejre noget åndssvagt.

"Nej jeg er træt, Ol.."

"Kom nu, en lille en." Siger Louis bedende, og skærer en grimasse, og et smil truer med at sprede sig på mine læber. 

"En lille en.." Siger jeg opgivende, og Louis smiler tilfreds, og skynder sig indtil de andre, mens Olly bare bliver stående, og ser på mig.

"Er der noget galt?" Spørger han tøvende, men jeg ser bare ned i jorden og står et øjeblik og overvejer, hvad jeg egentlig skal svare. Ja, der er noget galt, men jeg kan da ikke stå og sige det her, og specielt til ham. Ja, han er min bror, men jeg kan ikke stå og fortælle ham, at jeg ikke duer til det her, og jeg ikke er noget. 

"Nej, jeg er bare træt." Siger jeg, og går ind til de andre drenge, som sidder henne ved baren og er ved at hælde drinks op.

"Hey Dani, hvad fortrækker du? Jordbær eller hindbær?" Liam står med to forskellige flasker, men jeg er ærlig talt slet ikke i humør til druk lige nu. 

"Det er ligemeget." Siger jeg lavt, og sætter mig på en stol et stykke væk fra de andre drenge. Jeg sukker lavt, og ser ned i bordet, og ville ønske jeg ville forsvinde. 

Jeg opdager ikke at Olly sætter sig mellem mig og drengene, de fabler bare om den der åndssvage ting de fejrer. 

"Her Dani." Jeg ser hurtigt op, og Zayn lader et glas skøjte henover barbordet og hen til mig. Han smiler venligt til mig, men jeg ser bare væk, og ned i glasset. Jeg kan fornemme at det griner af mig, og min lyst til alkohol bliver endnu mindre nu. Jeg kan slet ikke få de negative tanker skubbet væk, og det hjælper slet ikke at sidde hernede i baren. 

Jeg rejser mig op og lader det fyldte glas stå tilbage på bordet, og uden så meget at se på de andre tager jeg min jakke under armen, og går hen mod elevatoren. Jeg er ikke sure på dem, men de hjælper bare ikke lige på mit dårlige selvværd lige nu. 

"Hvor skal du hen?" Jeg vender mig om, og ser Harry komme gående med lange skridt inde fra baren. Jeg ser hurtigt væk fra ham igen, i håb om at han ikke har opdaget, at jeg har opdaget ham. Men et eller andet sted ved jeg godt, at det er for sent.

"Hey, hvor skal du hen?" Han stopper op ved siden af mig, og jeg vender mig tøvende mod ham.

"Op på mit værelse." Siger jeg kort, og ser direkte hen på elevatorens døre.

"Hvorfor vil du ikke hænge ud med os?" Jeg har ingen anelse om, hvordan hans ansigtsudtryk er, men sikkert forvirret. Det er han altid.

"Jeg er træt." Siger jeg koldt, og ser tøvende op på ham, og hans ansigt er som forudsagt forvirret, og han læner sig op ad muren, mens han løfter begge øjenbryn. 

"Som om." Selvfølgelig er det typisk Harry at komme med et flabet svar, men til hans held er jeg overhovedet ikke interesseret i at diskuterer med ham lige nu. 

"Jeg magter ikke det der nu Harry." Jeg trykker på 'Op' knappen til elevatoren, og håber et eller andet sted, at elevatoren bare åbne med det samme.

"Hvorfor nu ikke?" Hvorfor fatter han det ikke første gang? Det pisser mig virkelig af på et eller andet punkt, at han ikke kan forstå at jeg slet ikke er i humør til at diskuterer det her med ham. Midt i denne tavshed føler jeg bare mit humør bliver endnu værre. 

Døren til elevatoren går op og jeg træder hurtigt ind uden at se eller svare ham. Jeg er slet ikke i humør til at snakke med ham. 

Døren til elevatoren går op endnu en gang, og jeg træder ud på gangen, og i det jeg går hen af gangen, kan mit blik ikke lade være med at fange Harrys værelse lige ved siden af mit. Jeg skynder mig forbi og åbner døren til mit eget værelse. Jeg smækker min dør ind til mit hotelværelse i, og hvis der var nogen der hørte det, så er jeg faktisk ligeglad. 

Jeg kan bare mærke mit selvværd falder endnu mere, og tårerne presser på. Jeg føler mig et eller andet sted helt alene. Der er ingen der spørger ind til, hvordan jeg har det. Der er ingen der bekymrer sig om mig eller noget.

 

 

Ollys synsvinkel:

"Fik du fat i hende?" Spørger jeg nysgerrigt, da jeg ser Harry kommer gående med tunge skridt hen og sætter sig. Han hænger en smule med hovedet, men det er nok ikke noget. Han ser op på mig, og trækker på skulderen, og inden jeg når at sige noget afbryder Niall mig.

"Jeg vil til at op på værelset." Siger han, og gaber en enkelt gang.  

"Det vil jeg også." Siger Liam hurtigt, og slutter sig til Niall. 

"Jeg går også med." Siger Louis, og ikke ret længe efter er de andre smuttet op på værelset. Det er kun Harry og jeg der sidder tilbage i stilhed. Mit blik er rettet mod det tømte glas. Jeg ved ikke rigtig lige, hvad jeg skal sige. Harry er min gode ven, men hvorfor er det sådan her den her gang? Hvorfor føles det så anderledes?

"Nå jeg vil også se at komme videre." Siger jeg tøvende, og jeg ser hurtigt hen på ham. 

"Olly.." Jeg ser hen på ham. Hans stemme er en smule hæs, og jeg prøver at smile, for ikke at gøre hele situationen negativ, men det lykkes ikke så godt for mig. 

"Ja?" Jeg læner sig henover bordet, og ser på ham med et venligt blik, og et kort øjeblik virker det hele normalt igen, men det ved jeg, at det ikke er. 

"Jeg synes du skal se til Dani inden du tager afsted." Siger han lavt, og hans ansigtsudtryk ændrer sig til at være bekymret. 

"Hvorfor?" Griner jeg usikkert. Jeg forstår ikke, hvorfor han lige pludselig bekymrer sig om hende. Hvis der var noget galt, så er jeg ret sikker på, at hun ville komme til mig.  

"Fordi jeg tror der er noget der går hende på." Siger han lavt, og ser væk et kort øjeblik inden han igen retter mit blik mod mig. Et kort øjeblik er der ingen af os der siger noget, og det er som om, det langsomt går op for mig, at tingene ikke er som, de skal være.

"Jamen så smutter jeg lige ind til hende." Siger jeg venligt, og tager min jakke over skulderen. Han rejser sig fra stolen og følger efter mig hen til elevatoren. Tavsheden mellem os er ubehagelig, og det er endnu mere ubehagelig at jeg ikke ved hvad der foregår.

"Har du sagt noget til hende?" Spørger jeg ham da vi står inde i elevatoren. 

"Nej, det tror jeg ikke." Siger han usikkert. Jeg nikker en enkelt gang, og klapper ham på skulderen.

"Godt." 

Døren går op, og vi går i tavshed hen mod Danis værelse, men jeg stopper op,da jeg ser Harry stoppepr op foran sit eget værelse. 

"Jeg kommer ind bagefter." Siger jeg, og smiler til ham, som om der ikke er noget galt. Jeg ved ikke om han har gennemskuet mig - det har han sikkert. Hans ansigtsudtryk er bekymret, men han smiler bare og nikker inden han lukker sig ind på sit værelse..Jeg tager en dyb indånding og banker på Dani's dør, men der sker ingenting. Jeg trykker ned i håndtaget og døren går langsomt op. Alt lyset i stuen er slukket, og jeg træder ind. 

"Dani?" Kalder jeg usikkert. Der er helt stille, og jeg får en dårlig fornemmelse i kroppen. Jeg lukker døren efter mig, og smider min jakke på sofaen, mens jeg langsomt bevæger mig ind i køkkenet, hvor alt lyset også er slukket. 

Jeg sukker irriteret, og sætter kurs mod hendes soveværelse.

"Dani?" Kalder jeg endnu en gang, men der sker ingenting. 

Jeg mærker, hvordan mit hjerte begynder at banke hurtigere mod mit bryst. Hvor fanden er pigebarnet henne? Jeg tror simpelthen ikke på, at hun kan være gået nogen steder, ikke uden at låse af. 

"Dani!" Kalder jeg højere, og løber hen til badeværelset. Jeg lader min hånd glide henover kontakten, og lyset tænder hurtigt. Mit blik gennemsøger rummet inden det opfatter noget bag døren. "Dani.!" Udbryder jeg, og jeg skynder mig hen til hende. Hun sidder sammenkrummet henne i hjørnet, hendes ansigt er begravet i hendes hænder. 

"Er du okay?" Spørger jeg, og sætter mig ved siden af hende. Et hulk undslipper hendes læber, og jeg ligger en arm omkring hende, prøver at få hende til at se op på mig, men det lykkes ikke så godt. 

"Dani..  hvad sker der?" Spørger jeg, mens jeg prøver at få min stemme til at lyde rolig, men inden i er jeg ved at sprænge af nysgerrighed. Hvorfor sidder hun herude i mørket, sammenkrummet og græder? Har jeg sagt noget tidligere? 

"Ikke noget." Mumler hun, og trækker sig en smule væk fra mig. 

"Har jeg sagt noget?" Spørger jeg stille, og bliver ved med at se på hende i håb om, at hun . Det dummeste jeg kan gøre nu, er at flippe ud over hele situationen. 

Hun ryster svagt på hovedet, og jeg kan hører, hvordan hun gisper efter vejret. 

"Dani kom." Siger jeg stille, og ligger en arm rundt om hende, og uden at kæmpe i mod rejser hun siger, men uden at se på mig. Jeg følger hende forsigtig ind i den mørke stue, hvor jeg placere hende i den store sofa, mens jeg tænder lyset. 

I det jeg tænder lyset og ser hen på hende går det først op for mig, at hun er ked af det. Hendes sorte mascara hænger ned af hendes kinder, og hendes øjne er helt røde og våde af tårer. Jeg prøver at lade være med at se chokket ud i det jeg går over mod hende.

"Er der noget du mangler?" Spørger jeg stille, mens jeg sætter mig ved siden af hende i den bløde sofa. Hendes blikket er rettet ned mod gulvet, mens hun stille ryster på hovedet. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...