Troublemaker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2012
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Den 19 årige Danielle har ikke haft et nemt liv. Hun har altid levet i skyggen af sin talentfulde storebror Olly Murs. Hun har aldrig været særlig heldig eller god til noget. Hun ender altid med at ødelægge noget, fucke det hele op eller blive fyrret fra sit job. Olly prøver så godt han kan at hjælpe hende med at finde noget hun er god til. Hun får tilbuddet om at komme med i hans nye musikvideo, hvor hun skal med til London for at optage den. En aften foreslår Olly de tager i byen, og hygger sig med hans gode venner. Men hvad Danielle ikke ved, er at de 'venner' tilfældigvis er drengene fra One Direction. Hun er ingen fan af One Direction, men hun ved heller ikke rigtigt noget om dem. Under hendes besøg i London begynder der at ske uventede ting for Danielle, og hendes selvtillid begynder at briste, og Olly ved ikke, hvad han skal gøre, og lige pludselig træder en uventet person til rådighed.

166Likes
59Kommentarer
14756Visninger
AA

9. It's complicated - and awkward..

Danielles synsvinkel.

Jeg burde overveje at komme ud af badet, ellers er jeg bare sent på den. Olly lovede at komme op og hente mig i god tid i dag. Men jeg orker bare ikke noget i dag. Jeg orker ikke endnu en dag på sættet. 

Det er godt nok min anden gang, hvor jeg skal optages, men det hele virker bare så uoverskueligt. Jeg har ikke snakket med nogen af de andre drenge de sidste par dage, og slet ikke Harry. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham. Jeg fik fortalt ham, hvorfor jeg var ked af det, og det kom virkelig bag på mig, at han kunne være så blød og medfølende - men den side af ham forsvandt hurtigt igen. 

Jeg slukker for det varme vand, og vikler et håndklæde rundt om min våde bar' krop. Jeg vikler et andet håndklæde rundt om mit hår, og går ud af det varme badeværelse, og ind for at finde noget tøj. 

Jeg finder et par sorte jeans frem, som passer okay til min lysebrune skjorte. Efter at jeg har føntørret mit hår tænder jeg for glattejernet. Jeg skynder mig ud på badeværelset for at fjerne og lægge en ny makeup. I dag bliver bare til en smule pudder og mascara. 

"Shit." Mumler jeg, da det begynder at lugte brændt inde fra soveværelset. Jeg smider det jeg har i hænderne og styrter ind i soveværelset, for at løfte det brandvarme glattejern fra træbordet. Men det er for sent. 

En mørk plet formet som et V er brændt ned i det lyse træbord. Jeg sukker irriteret, og glatter hurtigt mine spidser inden jeg slukker for glattejernet. 

Fed start på dagen.. 

 

Jeg beslutter mig for at gå ned i lobbyen i god tid for engangskyld. Jeg har ikke rigtig lyst til at snakke med Harry eller nogen af de andre drenge. Det er ikke fordi de andre har gjort noget, men hvis jeg taler med dem, så kommer jeg til at tale med Harry... og det er ikke meningen. 

Er det så ikke dejligt, at jeg skal arbejde sammen med ham hele dagen? Nej.. 

Jeg kan se Olly allerede holder udenfor hotellet, og jeg svinger min taske over skulderen, og skynder mig ud til ham. Jeg åbner døren ind, og sætter mig ind. Jeg ser hurtigt over på ham, og han smiler ligesom han plejer. Også selvom jeg fortalte ham det hele.. 

Efter Harry var gået, gik der ikke særlig længe inden Olly stod her. Jeg kunne virkelig se, hvor bekymret og forvirret han var. Ja, Harry havde ret. Jeg kunne ikke være bekendt, ikke at fortælle Olly sandheden. Så det gjorde jeg. Selvom det var hårdt, og svært at fortælle ham sandheden, så følte jeg at det lettede en del af det store pres, jeg synes der hviler på mig. 

Han havde aldrig følt at jeg skulle leve op til noget, ligesom han skulle. Det har han nu nok ret i, et eller andet sted, men det ligger stadig et hvis pres på mig, når han har så meget succes, som han nu har. 

"Hey søde." Smiler han glad, og tager i mod min taske, og ligger den om på bagsædet. 

"Hey." Jeg retter på mit hår, og ser hen på ham, og smiler. 

"Hvordan har du det?" Spørger han venligt, og det er nok første gang i lang tid, at han spørger ind til, hvordan jeg har det. 

"Nervøs.." Siger jeg kort, og ser hurtigt ned på mine hænder. 

"Det skal du ikke være. Du er virkelig god." Han ligger en hånd på min skulder, og hans stemme er overbevisende. Jamen det er ikke så meget, det med optagelserne jeg er nervøs for.. 

Det er Harry.

"Tak Olly." Siger jeg stille, og smiler op til ham. - "Men hvordan har du det så?" Spørger drilsk, ligesom jeg plejer, når Olly og jeg er sammen. 

"Jeg er lidt træt... Jeg kom for sent i seng i går aftes." Siger han, og jeg kan se, at et stort smil truer med at springe frem på hans læber. Og i et kort sekund er jeg ikke i tvivl om, hvad han lavede i går aftes.

"Hvad hedder hun?" Spørger jeg selvsikker, og blinker til ham.

"Hvad mener du?" Spørger han uskyldigt.

"C'mon Olly. Jeg er ikke dum." Siger jeg, og griner lidt af ham.

Han træder på speederen, og koncentrerer sig lidt mere om trafikken end, hvad jeg sagde.

"C'mon..." Siger jeg småirriteret, og ser hen på ham, og jeg ved jeg har vundet. Han ryster en enkelt gang på hovedet, og griner lavt.

"Du siger det ikke til nogen!" Siger han med et smil på læben.

"Nej nej."

"Du kender hende ikke, tror jeg.. Hun hedder Ashley, og hun er herfra London." Jeg kan se, hvor meget han smiler ved tanken om hende, og jeg er ikke i tvivl om, at han er vild med hende. 

"Nurgh, hvor er det søøøødt." Siger jeg drillende, og ser kort hen på ham, inden jeg ser ud af vinduet igen.

"Men nok om det... Har du det okay, med at vi skal hen og optage igen?" Spørger han tøvende, og hans humør falder en smule.

"Ja, det er okay." Lyver jeg, og smiler falsk til ham. Jeg er stadig død nervøs for optagelserne.. Og tanken om, at jeg vil se Harry for første gang i et par dage gør mig bare endnu mere nervøs. 

 

***

 

"Du skal sætte dig her på den her gynge. Du har leget med alle de andre drenges følelser, og nu er der ingen tilbage. Du skal se rigtig trist ud, og hvis du kan græde ville det bare være perfekt!" Jeg ser på instruktøren, som står og taler roligt til mig. Måske han kan fornemme, at jeg har rimelig mange nerver på? 

"Mens du sidder på gyngen og græder, og har rigtig dårlig samvittighed, så kommer Harry frem fra træerne uden du ved det." Jeg når ikke at hører mere efter Harry. 

Nej nej... NEJ NEJ!! Den person som jeg mindst ønsker at se, og snakke med, skal jeg spille sammen med i en 'romantisk scene'. Jeg har lyst til at protesterer, men det ved jeg godt, at jeg ikke kan tillade mig, selvom jeg virkelig ikke vil. 

"Du må gerne være forvirret, når han kommer hen til dig, osv." Siger instruktøren roligt, inden han går hen til hans folk.

Jeg nikker hurtigt, og kniber hårdt mine øjenlåg sammen i irriteration, mens jeg ønsker at jeg vil forsvinde langt væk herfra.

"Er du klar?" Råber instruktøren gennem sin megafon, eller hvad det nu end han bruger til det.. 

Jeg nikker en enkelt gang, mens jeg prøver at få noget ro på mig selv. 

Jeg går hen og sætter mig på gyngen foran kameraerne. Jeg ser lidt rundt på pladsen, for at se om jeg kan se Harry, men han er her ikke. Godt. 

"VI KØRER!" 

Jeg holder vejret, og prøver at virke trist - men det er ikke så lige til. Mit blik er rettet ned mod jorden, og mine ben skubber let gyngen frem og tilbage. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal komme til at græde, og det eneste jeg kan komme på, er at tænke på noget trist. 

Jeg løber hen ad stranden på mine bar fødder. Vinden leger med mit hår, og jeg ser mig tilbage, mens jeg griner. Solens stråler rammer hendes grå hår, som er flettet langs hendes skuldre. - "Pas nu på, at du ikke falder." Råber hun efter mig, og jeg stopper op, mens jeg betragter hendes ansigt på afstand.

"Du kan ikke fange mig." Siger jeg grinende, og da jeg ser hun begynder at løbe hen mod mig, sætter jeg straks i løb igen. Jeg mærker hendes arme omkring mig, og jeg bliver løftet fra jorden, og mine øjne møder hendes varme brune øjne.

"Godt nok er jeg gammel, men jeg kan stadig fange dig." Griner hun, og hiver mig ud i det kolde brussende hav. Solen var ved at synke ned i vandet, og himlen var skyfri, og solens skær ramte himlen i flere forskellige farver.

"Jeg elsker dig helt op til månen, og tilbage igen Bedste" Siger jeg, og peger op mod himlen. Hun griner svagt, og jeg trykker mig ind til sig. - "Og jeg elsker dig helt op til månen og tilbage igen." 

Jeg ser op med tårer i øjnene, og jeg kæmper virkelig alt, hvad jeg kan for ikke at bryde helt sammen. Tanken om den dag på stranden med min bedstemor, fik et eller andet i mig til at græde. Jeg ved ikke, hvordan men mindet om hende betyder så meget for mig. 

Jeg kan se ud af øjenkrogen at nogen stiller sig ved siden af mig, og jeg skæver hurtigt til siden, og jeg stopper hurtigt med at græde, da jeg ser hvem det er. Han smiler skævt til mig, mens han ser forsigtigt på mig. 

Jeg tørrer mine tårer væk, og prøver at lade som om, at der ikke er noget galt. Det er ikke fordi, at han ikke må se mig græde - det har han jo gjort, så det er jeg ligeglad med. 

Lydløst rækker han sin hånd ned mod mig, og jeg ser forvirret på ham, men ligger forsigtigt min hånd i hans, og han trækker mig op af gyngen, så jeg står overfor ham. 

Hans blik er mildt - mildere end det plejer. Det er som om, at han er en helt anden person, som jeg aldrig nogensinde har set før. Og at han kan finde, ud af at spille sådan en rolle gør mig blot endnu mere overrasket. 

Han borrer sine øjne ind i mine, og jeg står målløs og ser ind i hans blågrønne øjne, mens han ligger sine arme omkring mig, og hiver mig ind til sig. Og et kort sekund føles det helt rart, at føle hans arme omkring mig, men stadig utrolig akavet, fordi jeg er for stædigt til at snakke til ham. 

"OOOOG TAK!" Jeg får et chok, og det er først nu, at det går op for mig, at jeg står i armene på Harry. Jeg springer tilbage, og uden så meget at se på ham vender jeg om og går ud på toilettet.

"For fanden.!" Jamre jeg lavt, og tager mig til hovedet. Hvorfor sker det her lige for mig!? Hvorfor jeg gjorde jeg ikke noget ved det?

Men tænk, at han stadig vil arbejde sammen med mig efter sidst. 

 

Efter noget tid, hvor jeg har siddet og flippet ud, ude på toilettet låser jeg mig ud af badeværelset. Jeg vil helst ikke vise overfor folk, at jeg er på kanten til at få et flip igen, så jeg prøver bare at lade som om, at alt er ligesom det plejer. 

Jeg åbner døren, og går hen til sminkebordet, hvor jeg kan se Olly står. 

"Hvad så?" Jeg prikker ham på skulderen, og han vender sig om mod mig. Han sender et stort smil til mig, og hiver mig ind til i et stort bjørnekram. 

"Du var fantastisk!" Jeg trækker mig lidt væk fra ham, så jeg bedre kan se ham. 

"Hvad mener du?" Spørger jeg tøvende, mens jeg svagt rømmer mig. 

" 'Hvad mener du?' Jeg mener, at du spillede fantastisk!" Gentager han flabet, og smiler over hele ansigtet. Jeg står et øjeblik og ser forvirret på ham, mens et form for flashback kører i mit hoved. Jeg stod og så ind i Harrys øjne, og et kort øjeblik glemte jeg tid og sted. Alt det jeg var sur over, var væk og det eneste jeg kunne tænkte på var, hvor rart det var at stå i hans favn. 

"Nåå... Ja... tak.." Siger jeg, og ser ned i jorden, mens han klapper mig på skulderen og forsvinder. Jeg står tilbage alene i makeuprummet, og betragter mig selv i spejlet. Det er ikke fordi der når at flyve ret mange tanker rundt i mit hoved før jeg ser en skikkelse bag mig, som lukker døren. 

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvem det er, da tavsheden hurtigt ligger sig i hele rummet.

Jeg holder vejret, og ser ned i gulvet uden nogen tanke om at vende mig om, og få bekræftet min fornemmelse. 

"Har du tid?" Spørger han tøvende, og jeg bider mig nervøst i læben, mens jeg langsomt ser op og ind i spejlet. Korrekt. Det var ham, ligesom jeg tænkte. 

"Hvad er der, Harry?" Sukker jeg dybt og irriteret, mens jeg langsomt vender mig om, og ser hen på ham. Hans mørke krøller dækker en smule for hans øjne, men med en bevægelse kører han en hånd gennem sit hår. Han tager et tøvende skridt frem. 

"Jeg ville bare se, hvordan du havde det.." Hans blik flakker ned mod gulvet og tilbage på mig. Jeg sukker en smule, og ser ned på mine hænder, som ligger i mit skød. 

"Fint." Siger jeg kort. 

"Godt.." Siger han efter noget tid, og vender sig om, og ligger sin hånd på dørhåndtaget, og jeg ved at han skal til at gå igen, men så nemt lader jeg ham ikke slippe. Jeg mangler svar.

"Hvorfor var du i min lejlighed den anden dag, Harry?" Han stopper op, og ser ind i døren. Hans hånd slipper dørhåndtaget. Jeg betragter ham, og jeg begynder at få en fornemmelse af, at han har noget, som han skal fortælle mig.

"Harry." Siger jeg stædigt, og han vender sig langsomt om mod mig. Hans  blik er tøvende, og jeg kan se på ham, at han har noget på hjerte.

Jeg ser afventende på ham. Normalt er jeg ikke den person, som afhører folk, men jeg bliver nødt til at få svar. 

Hans blik flakker rundt i rundet, og prøver måske at finde en dårlig undskyldning? Efter kort tid sukker han dybt, og ser hen på mig.

"Olly bankede på vores dør her den anden aften, og fortalte at der var noget galt med dig. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre.." Hans stemme er rolig, og han går langsomt hen mod mig, mens han prøver at fastholde mit blik. 

Da han nævner den anden aften får jeg en dårlig fornemmelse i maven, og selvom jeg ved at det hele er overstået nu, så har jeg stadig en form for skyldfølelse. 

".. Jeg foreslog, at jeg holdt øje med dig natten over.." Fortsætter han.

"Men hvorfor?" Afbryder jeg, og ser forvirret op på ham. Jeg spurgte hvorfor, og ikke efter hele historien. Han fastholder mit blik, og jeg holder vejret.

"Fordi jeg var bekymret for dig." Siger han en smule hysterisk

"Hvorfor bekymrer du dig om mig? Det er som om, at jeg ikke engang eksisterer i din verden?!" Siger jeg hidsigt, og rejser mig fra stolen, og går et lille skridt hen mod ham.

"Hvad snakker du om?!" Udbryder han, og slår ud med armene.

"Du ved godt, hvad jeg snakker om, Harry.. Jeg er ikke dum!" Svarer jeg igen, og ser irriteret på ham.

"Nej jeg gør ej!" Vrisser han.

Jeg sukker irriteret, og ruller med øjnene.

"Jeg snakker om, at du.." Jeg prikker ham hårdt på brystet, og han tager et skridt tilbage. ".. har din egen lille rockstjerneverden, hvor det kun er berømte mennesker der hører til, og os andre bare er undermålere.!" Jeg tænker ikke over, hvad det er at jeg egentlig lukker ud af min mund, og det er først da jeg har presset ham helt hen mod spejlet, at det går op for mig, hvad jeg lige har sagt. 

"Fedt. Nu er jeg den slemme!?" Jeg han sarkastisk, og ryster på hovedet. 

"Godt, at du selv kan se det." Siger jeg og smiler flabet til ham. Åh, hvor har jeg dog savnet at skændes med ham, et eller andet sted. Men skændes, det er den eneste måde vi efterhånden kommunikerer på.. 

"Hold nu op med det der, Dani." Siger han irriteret, og jeg ser forvirret på ham, selvom jeg godt ved, hvad han mener.

"Hvorfor skal du altid være så negativ?" Siger han hårdt.

"Fordi du skal være så fucking flabet." Svarer jeg hurtigt igen. 

"Og hvorfor tror du jeg er det?" Spørger han, og fjerner blikket fra mig. Jeg kan ikke lade være med at betragte hans flotte profil, men jeg tvinger hurtigt mig selv til at lade være. 

"Det ved jeg ikke." Siger jeg lavt, og ser ned i jorden. Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige til det, for denne samtale er ved at blive ret personlig, og jeg vil ikke sige noget dumt, som måske ville ramme ham eller mig selv i enden.

"Fordi du får mig til det." Siger han ud i luften, og jeg ser hurtigt op på ham med et halv overrasket blik. Det han lige sagde, kom virkelig bag på mig.. 

"Hvad mener du?" Spørger jeg tøvende, med en anelse af bekymring i stemmen. Hvorfor - det ved jeg ikke.

"Fordi... Du kan snakke normalt med alle andre - undtagen mig.. Og jeg føler at den eneste måde, at jeg kan snakke med dig på, det er at irriterer dig." Han ser ind i mine øjne, og jeg står fuldstændig målløs tilbage. 

Lige pludselig giver det hele mening.. Alt giver mening.. 

"Hvorfor gik du ikke bare hen og snakkede til mig, ligesom de andre?" Spøger jeg nysgerrig, og bliver ved med at se ham i øjnene.

"Fordi..." Siger han tøvenden, og ser ned i jorden. Jeg går et skridt tættere på ham, for at presse ham en smule. 

"Hvorfor?"

"Fordi.. Du er ikke ligesom alle de andre piger. Jeg kan ikke tyde dig på nogen måder, jeg kan ikke forudse dit næste træk.. og det gør dig mere tiltrækkende end du er." Han ser tøvende og usikker op på mig, og igen er jeg helt målløs. Jeg havde aldrig troet at han kunne være usikker på nogen måde.. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...