Troublemaker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2012
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Den 19 årige Danielle har ikke haft et nemt liv. Hun har altid levet i skyggen af sin talentfulde storebror Olly Murs. Hun har aldrig været særlig heldig eller god til noget. Hun ender altid med at ødelægge noget, fucke det hele op eller blive fyrret fra sit job. Olly prøver så godt han kan at hjælpe hende med at finde noget hun er god til. Hun får tilbuddet om at komme med i hans nye musikvideo, hvor hun skal med til London for at optage den. En aften foreslår Olly de tager i byen, og hygger sig med hans gode venner. Men hvad Danielle ikke ved, er at de 'venner' tilfældigvis er drengene fra One Direction. Hun er ingen fan af One Direction, men hun ved heller ikke rigtigt noget om dem. Under hendes besøg i London begynder der at ske uventede ting for Danielle, og hendes selvtillid begynder at briste, og Olly ved ikke, hvad han skal gøre, og lige pludselig træder en uventet person til rådighed.

166Likes
59Kommentarer
14626Visninger
AA

12. I want one more night

Danielles synsvinkel:

"Jeg vil gerne udbringe en stor skål til min kære lillesøster, Dani. Uden hende havde vi aldrig klaret det. Jeg er spændt på at se resultatet .. Og jeg har nydt at arbejde sammen med hende, og jeg er stolt over at jeg kan sige, at hende hun er min lillesøster."  Han løfter sit champagneglas, og smiler til mig. En stor klump samler sig i min hals, og tårerne truer med at presse på. Det er virkelig store ord, og stå her og hører dem fra ham, det betyder så meget for mig. 

"Skål!" Råber de alle sammen i kor, og løfter deres glas. Jeg kan ikke lade være med at smile. 

"Det har været en oplevelse at arbejde sammen med dig, Dani." Jeg mærker Louis's arm omkring min skulder, og jeg ser op på ham med et stort smil. 

"Tak Louis. Jeg kan kun sige i lige måde." Smiler jeg, og han hiver mig ind i et stort kram, inden han slipper mig, og Liams arme erstatter hans. 

"Tak for denne gang, Dani." Siger han venligt, med et stort smil på læberne. 

"Selvtak Liam." Siger jeg, og smiler. 

"Men vi får jo nok sagt ordentlig farvel i morgen.. Og pas nu på med den champagne." Blinker han, og griner kort, inden han forsvinder. Ja, sidst drak han mig under i champagne.. så jeg vil forholde mig rolig i aften. 

Vi holder en form for 'afskedsfest', fordi vi endelig er blevet færdig med videoen. Vi mangler bare få det klippet sammen, men det vil tage noget tid siger instruktøren. 

Jeg går lidt rundt mellem de forskellige mennesker, da jeg mærker nogen prikker mig på skulderen, og jeg vender mig om, og ser på et ansigt, som jeg ikke kender så godt. 

"Hej, jeg er Matt.. Den nye kameramand." Siger han og smiler venligt til mig, og rækker venligt hånden ud mod mig. Jeg smiler trykker hurtigt hans hånd.

"Hej.. Jeg er Dani." Siger jeg en smule forvirret. - "Det ved jeg." Siger han hurtigt, og jeg kan ikke lade være med at grine lidt af ham. - "Okay." Siger jeg overrasket, og ser på ham. Hans kulsorte er redt ti siden, og hans mørke hud passer til hans lyse jakkesæt.

"Jeg ville bare gerne sige, at du er virkelig en god skuespiller - og at jeg glæder mig til at se resultatet." Siger han og blinker til mig. Jeg står et kort øjeblik og ser forvirret på ham, inden jeg smiler smigret.

"Jamen tak Matt.. Jeg glæder mig også til at se resultatet." Siger jeg en smule akavet, og ser mig lidt rundt omkring, og får øje på Harry, som står henne ved de andre drenge. Hans blik er rettet mod mig, og jeg kan ikke lade være med at smile til ham, men han ser bare væk.

"Hvis du er interesseret, så er mangler vi en kvindelig skuespiller til en anden musikvideo med Usher, hvor jeg selvfølgelig skal optage." Siger han selvsikker, og retter på sin jakke. Jeg ser på ham med store øjne. Usher?! Omg.. Vildt..

"Usher?" Gentager jeg, og jeg må nok ligne en der har set et spøgelse.

"Ja, det er din store chance, for at blive noget inden for denne branche." Siger han og griner lidt af mig. Jeg kan ikke selv lade være med at grine lidt. Wauw.. Det er jo en kæmpe mulighed det her.

"Hvad siger du til det?" Spørger han, og rykker lidt tættere på mig, men jeg tager hurtigt afstand fra ham.

"Altså det er en kæmpe stor mulighed, og jeg er meget interesseret, men jeg vil meget gerne tænke over det." Siger jeg venligt, og prøver at holde min begejstring inde.

"Det er i orden. Her er mit kort." Siger han, og rækker mig et visitkort. "Ring." Siger han, og blinker, inden han går væk igen. Jeg står bare og stirrer ned på visitkortet, og prøver at holde mit begejstrede skrig inde. Omg.. Selveste Usher.!! 

 

Jeg går lidt rundt mellem de forskellige mennesker, for at finde Harry og Olly, for at fortælle dem den store nyhed. Jeg mærker nogen trækker mig hen til et hjørne - væk fra alle de andre. Jeg ser forskrækket op, og opdager at det bare er Olly. 

"Olly!" Udbryder jeg begejstret, og han ser forvirret på mig. 

"Har du det godt?" Spørger han, og løfter det ene øjenbryn, og ser på mig som om jeg er fuld. 

"Ja! Alt er perfekt!" Siger jeg lykkeligt, og smiler stort til ham. Jeg ligger ikke så meget mærke til, at han er lidt mut.

"Jeg skal snakke med dig." Siger han alvorligt, og jeg stopper med at smile, og ser forvirret på ham.

"Hvad så?" Spørger jeg forvirret, og griner svagt. Selvfølgelig er det typisk Olly at lave en eller mærkelig scene. 

"Jeg ville bare høre om du har snakket med Harry her til aften?" Spørger han uskyldigt, men jeg har hurtigt gennemskuet ham, jeg er jo ikke dum.

"Altså.. Nej ikke lige nu.. Hvorfor?" Spørger jeg forundret, og sætter mit glas fra mig. Jeg aner ikke engang, hvorfor jeg render rundt med det, når jeg ikke drikker af det. 

"Fordi jeg tror gerne, at han vil snakke med dig." Siger han alvorligt, og prøver at holde øjenkontakten mellem os, men jeg har svært ved at tage det her seriøst lige nu.. 

"Hvad ved du om det?" Spørger jeg en smule irriteret, og krydser mine arme. 

"For helvede Dani.. Jeg er ikke blind! Jeg kan da godt se, at i har noget kørende." Siger han irriteret, og tager sig til hovedet. Okay.. Jeg er busted. Jeg vidste da godt et eller andet sted, at Olly vidste at der foregik noget mellem Harry og jeg, men jeg troede at han var ligeglad. 

"Okay okay.. Men hvad er det så, at du gerne vil?" Spørger jeg roligt, men jeg bliver nødt til at bide mig i det indvendige af min kind, for ikke at få et flip på ham.

Han står et kort øjeblik og ser ned i jorden, og jeg prøver at vente tålmodig på, at han vil svare mig.

"Olly." Siger jeg irriteret med sammenbidte tænder, men han bliver bare ved med at stå og kigge ned i jorden, uden at svare mig.

"Olly! Hvor er han!?" Siger jeg en smule højere, og irriteret.

"Han er lige kørt." Siger han med en kold stemme, uden at se op på mig.

"Men hvorfor?" Spørger jeg frustreret. Jeg kan mærke, hvordan mit humør falder til bunds.  

"Han troede, at du var ved at finde en anden.." Siger han og ser op på mig med et alvorligt udtryk, som et eller andet skræmmer mig en smule. 

"Hvorfor tror han dog det?" Udbryder jeg overrasket og bekymret på samme tid. 

"Han så dig stå og flirte med ham den nye kameramand." Siger han, og det er ligesom om det siger klik for mig. 

"For helvede." Mumler jeg irriteret og vender ryggen til Olly inden jeg skynder mig ud i garderoben, for at finde min jakke. Hvordan kunne han dog tro, at jeg ville have noget med ham!? Ew. 

 

Jeg skynder mig ud fra det hotel, hvor festen bliver afholdt. Jeg ser mig rundt, og prøver at finde Harrys bil, men jeg kan ikke få øje på den. Jeg ved at han er kørt herhen, fordi han foreslog at vi kørte sammen herhen. Jeg tager min jakke på, og prøver at komme i tanke om, hvor han kan være taget hen. 

Jeg finder min telefon frem, og taster hans nummer ind, hvor jeg derefter trykker på opkald. Først ringer den op, men går derefter direkte på voicemail. 

"For helvede." Mumler jeg, og ligger min mobil ned i min lomme. Han lagde på. 

Jeg går ind på hotellet igen, hvor jeg finder Louis, som står og snakker med de andre drenge.

"Har i set Harry?" Spørger jeg hurtigt, men de ser bare forvirret på mig.

"Nej, er han ikke her?" Spørger Niall, og ser forvirret på mig, men jeg ryster bare på hovedet, og ser på de andre drenge, som står i tavshed. 

"Rolig Dani.. Han er nok taget i byen.." Siger Zayn med et hånligt toneleje, men Louis skubber bare en albue ind i siden på ham. 

"Ellers er han taget hjem." Tilføjer han, og smiler uskyldigt. Jeg sukker og trækker på skulderen, og sukker opgivende. Tak drenge.. Det fik jeg  bare virkelig meget ud af. 

"Tak for hjælpen drenge." Siger jeg, og går ud på gaden igen. Jeg trækker vejret dybt, og ser på alle de mange mennesker på gaden. Jeg vender mig aldrig til det. Jeg elsker at gaderne ikke er tomme ligesom derhjemme, jeg elsker at der altid sker noget her. 

Jeg vinker efter en taxi, som hurtigt holder ind til siden. Jeg åbner sidedøren, og stikker et hoved ind. 

"Undskyld mig Hr. hvor meget vil det koste herfra og til Hilton hotellet?" Spørger jeg venligt. Han taster noget ind på sin skærm. Han ser op på mig og smiler venligt. 

"30 pund." Siger han venligt, og nikker en enkelt gang. Jeg ved allerede nu, at det har jeg ikke penge til. 

"Mange tak Hr." Siger jeg og smækker bildøren i, og han kører videre. Jeg sukker irriteret, og begynder at gå ned ad gaden. Ja, jeg kunne bede Olly om at kører mig, men jeg tror han har fået for meget til at måtte køre. Det har de nok alle sammen.  

Jeg stopper op efter lidt tid, da mine fødder slet ikke kan holde til at gå i de her stilletter mere. Jeg skubber dem af, og samler dem op af fortorvet inden jeg skynder mig videre i bar' fødder. 

 

Da jeg ser det store Hilton skilt på den høje bygning, sætter jeg straks i løb, også selvom jeg ikke kan mærke mine fødder, men det har jeg ikke kunne i et stykke tid. Jeg når indgangen, og skynder mig ind i den store lobby, hvor jeg skynder mig hen til elevatoren, men den er optaget. Jeg trykker utålmodig på 'ned' knappen, men der sker ingenting. Jeg går hen til trappen, og stirre op på den. 

Kom nu, Dani.. Det er kun på 5. sal. Ja.. ud af 7 etager.. Jeg tager en vejrtrækningen inden jeg tager de første trin i et spring. 

Mens jeg løber op ad de mange trappetrin kan jeg ikke lade være med at tænke på, om han overhovedet er her. Hvad nu hvis han ikke er her.? Det skal han være. 

Endelig når jeg det sidste trin, og jeg stiller jeg forpustet op ad væggen, mens jeg ser hen på hans dør ved siden af min, og bare tanken om at han måske er derinde, får mig til at sætte i løb hen til hans dør. Jeg hamre på døren uden egentlig at tænke på at være høflig, eller at der er andre gæster på gangen. 

Jeg kan hører fodtrin på den anden side af døren, og mit hjerte hamrer endnu hurtigere end det gør i forvejen. Jeg prøver at få styr på mine vejrtrækninger, og jeg holder helt op med at trække vejret et kort sekund da jeg ser han står i døren. Jeg står bare og ser på ham. Hans ansigtsudtryk er ikke som det plejer, han ser bare koldt på mig.

"Hvad vil du?" Spørger han koldt, og ser kort på mig. 

"Kan vi snakke?" Spørger jeg forpustet, og prøver at få øjenkontakt med ham, men han bliver ved med at se andre steder hen. 

"Hvad er der at sige?" Mumler han, og ser ned i jorden. Et eller andet sted har jeg lyst til at pande ham en. Han ved godt, hvad der er at sige! Han er jo ikke dum - jo lige nu er han virkelig dum... 

"Det ved du jo godt, Harry." Siger jeg en smule irriteret, fordi jeg orker virkelig til at starte en anden diskussion med  ham. 

"Ja det gør jeg. Men der er bare ikke mere at sige." Siger han koldt og skal til at lukke døren op i hovedet på mig..

"Det gør du fandme ikke." Mumler jeg svagt, og skubber alt hvad jeg kan til døren med min skulder, og fortsætter ind i lejligheden indtil jeg falder ind i sofaen. 

"Hvad fanden har du gang i?" Udbryder han irriteret, og smækker døren i. Jeg rejser mig op fra sofaen, og fjerner håret fra mit ansigt. Flot scene Dani.. 

"Det skal jeg sige dig." Siger jeg alvorligt, og ser på ham. Hans pande er rynket, og hans blik er koldt. 

"Jeg ved godt, at du er såret og skuffet, men det er slet ikke som du tror." Siger jeg går et skridt hen mod ham. Han ligger bare armene over kors, og fnyser en enkelt gang. 

"Nå, så det er det ikke?.. Hvad var det så jeg så?" Spørger han flabet, og bliver stående, hvor er han er. 

"Du så mig stå og snakke med en anden fyr!" Siger jeg alvorligt, men han ser ikke overbevist ud. Og det irriterer mig, at han ikke bare vil lytte til mig.

"Ja, og han gav dig sit nummer! Jeg er sgu da ikke dum Danielle! Jeg så da godt, hvordan han stod og flirtede med dig, og du gjorde ikke en skid ved det!" Råber han, og jeg står målløs og ser på ham. Jeg føler lidt at jeg kan stå og sætte flueben ved alt det han sagde. Ja, han gav mig sit nummer, ja han flirtede med mig, og nej jeg gjorde ikke noget ved det, men jeg flirtede ikke tilbage. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal svare ham. 

"Betyder jeg overhovedet ikke noget for dig!?" Udbryder han irriteret, og slår ud med den ene arm, så han rammer skabet, som står lige ved siden af ham. Der lyder et knæk fra skabet, og neg ser forskrækket på ham. 

"Jo selvfølgelig gør du det!?" Skynder jeg mig at sige, men klumpen i min hals vokser bare, og kniber hårdt mine øjenlåg sammen, for ikke at komme til at græde. Jeg ved jeg har lavet en mindre fejl, men får det til at lyde værre end det egentlig er. Men allermest af alt, er jeg ked af at stå her og skændes med ham. 

"Jamen så bevis det dog for helvede Dani, i stedet for bare at stå der." Siger han vredt, og går et skridt hen mod mig, og jeg prøver at trække vejret i et roligt tempo, men hele situation stresser mig bare endnu mere. 

"Hvordan kan jeg vide, at jeg betyder noget for dig?! Var Harry!!?" Råber jeg op i ansigtet på ham. Det er ikke fordi jeg er så vred som han er, jeg lader mig bare rive med af stemningen. Jeg er mere såret og skuffet over hans opførsel. 

Han står tavst og ser på mig, og jeg kan mærke, hvordan tårerne presser på. Det at han ikke siger noget, det sårer mig. Betyder jeg virkelig ingenting for ham? Var det bare... for sjov, var det hele bare en joke? Var det bare for at komme i bukserne på mig? 

Jeg prøver at holde tårerne tilbage, da døren lige pludselig går op, og Zayn kommer ind ad døren med de andre drenge i hælene. 

"Wow, hvad er der sket med skabet?" Jeg ser hurtigt hen på skabet, hvor lågen er flækket, efter Harry smadret armen ind i den i et hysterisk anfald. 

"Undskyld, vi forstyrrer ikke?" Spørger han forvirret, og ser skiftevis på Harry og jeg. Jeg skal lige til at sige noget, da Louis kommer ind ad døren og ser hen på skabet, og derefter hen på Harry og jeg. 

"Jeg skulle også til at gå." Siger jeg koldt, og ser hen på Harry, som ser ned i jorden. Jeg tager mine sko, som ligger på gulvet, og skynder mig forbi de andre drenge. Jeg kan snart ikke holde tårerne tilbage længere. Jeg har aldrig følt mig mere ydmyget. 

 

 

 

Harrys synsvinkel: 

"Hvad fanden er der lige sket her?" Spørger Louis overrasket, og ser på mig, men jeg bliver bare ved med at se ned i jorden. Jeg har ærligt talt ikke lyst til at se på ham - eller de andre drenge. 

"For helvede Harry, du bløder jo." Kommer det fra Liam, og jeg kaster et blik på min højre arm, som er rød af blod. Normalt ville jeg panikke, men det er jeg ikke i humør til lige nu. Det eneste der er i mine tanker er Dani. Jeg skulle have sagt noget. Jeg vidste bare ikke hvad. 

Jeg mærker Liam begynder at kigge på min arm, men jeg hiver den bare irriteret til mig.

"Harry, lad mig se på den arm." Siger han roligt, men jeg vrisser bare irriteret. 

"Jeg har det fint!" Vrisser jeg med sammenbidte tænder, og trækker mit ærme nedover min arm. Lige nu er jeg ret ligeglad med at det bløder. 

"Vil du gerne snakke om det?" Kommer det fra Niall, som altid plejer at tie stille i sådanne situationer. Jeg ryster bare på hovedet, og vil egentlig til at gå væk fra dem, men det er som om jeg står plantet fast til gulvet. 

Vi står alle sammen i tavshed og og jeg ser op de andre drenge, som står udveksler blikke imellem hinanden. Jeg går hen og sætter mig tungt i sofaen. Et suk undslipper mine læber, og jeg begraver mit hoved i mine hænder. Jeg kan hører, at de begynder at hviske noget til hinanden, men jeg kan ikke ordentlig hører, hvad de siger. 

 

"Harry, vil tage i mod et godt råd fra en gammel ven?" Jeg ser op, og ser Louis kommer hen og sætter sig ved siden af mig i sofaen. Han ligger sine hænder på sine knæer, og ser på mig. Jeg ved godt, at vores forhold på det sidste ikke har været så godt. Han har Eleanor at være sammen med, og det forhold vi plejede at have til hinanden er ikke det samme, som det var for nogle år siden. Det er som om, at det eneste der binder os sammen er vores fælles karriere, og ikke vores venskab.

"Hvad?" Mumler jeg med sammenbidte tænder, og ser på ham ud gennem øjenkrogen. 

"Jeg vil ikke blande mig, men jeg håber, at du vil lytte til mig. Ikke som din kollega. Men som din ven." Siger han langsomt, men jeg venter bare utålmodigt, at han nu vil sige det han skal sige. 

".. Jeg ved godt, at det her er svært og nok en smule stressende, for ingen af os havde set det her komme.. Men om du vil eller ej, så rejser hun i morgen, og hvis du ikke gør noget ved situation nu, så vil du komme til at fortryde det resten af dit liv." Normalt hader jeg at hører ham sidde og spille klog, men for engangskyld, så har han ret. Dani rejser i morgen, og det gør bare det hele lidt mere stressende.. 

"Og inden du begynder at hidse dig op..." Begynder han, men jeg afbryder ham bare. "Du har ret." Mumler jeg, og ser lige ud i luften.

"Hvad?" Udbryder han lavt, og stirrer på mig. Jeg ser op på ham med et lille smil på læben. Jeg ved ikke, hvorfor jeg smiler, men nok fordi jeg har en plan. 

"Du har ret." Gentager jeg, og han ser endnu mere overrasket ud end han gjorde for få sekunder siden.. "Jeg vil fortryde det, hvis jeg ikke gør noget nu, hvor jeg har chancen." Siger jeg lavt, og kører en hånd gennem mit krøllede hår. 

"Jeg er glad for at du vil lytte til mig. Du ved at jeg altid er her, du er ligesom en bror for mig." Jeg smiler svagt til ham, og hiver ham ind i et hurtigt kram inden jeg rejser mig op, og skynder mig ud af døren. 

Jeg drejer skarpt til venstre over mod hendes dør. Jeg står et kort øjeblik og overvejer situationen, men uden at lægge mærke til står og jeg banker på hendes dør. 

Døren går op og jeg ser hurtigt på hende. Hendes øjne er helt røde, og hendes mascara løber ned af hendes kinder, og jeg kan se at hun har grædt. Hun snøfter en enkelt gang og tørrer hurtigt hendes øjne. 

"Hvad?!" Siger hun irriteret og koldt - lidt ligesom dengang hun kom og bankede på min dør, hvor jeg bare stod koldt og så på hende. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at snakke med hende. Sådan må hun nok have det med mig lige nu.

"Må jeg komme ind? Der er noget som jeg gerne vil sige til dig." Siger jeg og ser hende ind i øjnene. Hun træder tøvende til siden og åbner døren for mig. Jeg går langsomt ind, og hun smækker døren bag mig. 

Jeg ser mig lidt rundt inden jeg vender mig om mod hende. Hun står med armene over kors, og ser stift på mig. Jeg klør mig nervøst i nakken, mens jeg prøver at tage mig sammen til at sige noget. Det føles som om at min hals har snøret sig fuldstændig sammen. 

"Dani.. Jeg er ked af, at jeg ikke sagde noget før.. Jeg.." - "Vidste bare ikke, hvad du skulle sige." Afbryder hun, og fnyser koldt af mig. Jeg ser overrasket på hende - det er ligesom om at hun kan læse mine tanker. 

"Ja.. Præcis.. Det var ikke meningen, jeg .." 

"Kan du ikke bare sige, hvis du ikke føler noget for mig, fordi så rejser jeg herfra i morgen, så er jeg ude af dit liv.."  Hendes ord rammer mig lige i ansigtet. Det føles som flere slag, som rammer mig lige efter hinanden. Jeg står bare målløs tilbage og ser på hende. 

Hun tørrer hurtigt sine øjne, og fnyser endnu en gang af mig.

"Jeg vidste det." Siger hun irriteret, og jeg kan hører hendes stemme knækker en smule. Inden jeg når at sige noget stryger lige forbi mig, uden at se på mig. 

Flot Harry. Du gjorde det igen. 

Jeg følger efter hende ind i det store soveværelse med hurtige skridt. Hun smider sin kuffert på sengen, og begynder at pakke alt hendes tøj sammen. 

"Dani.. Giv mig nu lige en chance!" Siger jeg, og rækker ud efter hendes hånd. Hun vender sig om mod mig, og sukker.

"Jeg synes jeg har givet dig nok chancer." Vrisser hun koldt, og trækker sin hånd til sig, og vender sig om og begynder at pakke videre. Hendes bevægelser er hurtige og aggressive. 

"Giv mig nu lige en chance for at snakke ud Danielle.!" Vrisser jeg og vender hende om mod mig, selvom hun kæmper imod giver jeg ikke slip på hende. 

"Harry, lad nu væ..." - "Nej jeg vil ej! Lad mig tale ud." Siger jeg hårdt, og hun stopper med at kæmpe i mod, og jeg slipper hende. Hendes øjne er blanke og mørke, og jeg kan ikke lade være med at kigge hende i øjnene.

"Jeg blev såret og oprevet da jeg så dig stå og flirte med ham den nye. Og det gjorde jeg fordi, at jeg faktisk føler noget for dig." Siger jeg med en smule rystet stemme, og tager en dyb indånding. - "Jeg ved godt at jeg er kendt for at date og droppe piger efter kort tid, men sådan er det ikke den her gang.. Sådan har det aldrig været med dig." Siger jeg stille, og ser ned i jorden. 

"Men hvorfor sagde du så ikke noget, da jeg spurgte dig?" Spørger hun med en mindre kold stemme. Jeg ser op på hende, mens jeg trækker på skulderen. Sådan er jeg bare ikke. Det er sjovt at charmerer sig ind på piger, som man ikke kender, men det er langt svære når følelserne spiller ind over. 

"Fordi.. Jeg kunne ikke. Du gør mig nervøs, mere nervøs end når jeg skal optræde foran 10.000 skrigene piger.. Jeg kan ikke tænke, og jeg er så bange for at sige noget forkert." Siger jeg, og synker en stor klump. Min hals føles som om, at den er ved at eksplodere, og mit hjerte er ved at hoppe ud af mit bryst. 

Hun fjerner øjenkontakten, og ser stift mod min arm, og jeg ser forvirret på hende. Hun bliver helt bleg i ansigtet, og jeg træder et skridt nærmere mod hende.

"Dani, er du okay?" Spørger jeg en smule uroligt, og hun ser hurtigt op på mig.

"Ja, men din arm... Den bløder." Siger hun rystet, og jeg retter mit blik mod min arm, som jeg havde glemt alt om. - "Fuck." Mumler jeg, og hiver op i mit ærme. Den er helt rød af blod, og den dunker en smule, men jeg har slet ikke lagt mærke til det. 

"Kom." Siger hun bestemt, og går ud på badeværelse, og jeg følger hurtigt efter hende. 

"Sæt dig." Befaler hun, og peger på toilettet. Jeg nikker bare, og slår brættet ned, og sætter mig. "Kom med din arm." Siger hun roligt, med en blid stemme. Jeg rækker min arm ud mod hende, og hun begynder blidt at vaske blodet væk. Jeg kan ikke lade være med at kigge på hende, og beundre hver eneste lille bevægelse hun laver. 

"Gør det ondt?" Spøger hun, og ser kort hen på mig inden hun vender sin opmærksomhed mod snitsåret i min arm. - "Nej det er ikke så galt." Svare jeg roligt, og smiler svagt til hende, og hun gengælder det svagt. 

"Var det dengang du hamrede.." - "Ja." Afbryder jeg. Jeg har ikke lyst til at hun skal nævne det, jeg vil bare gerne glemme det. Jeg overreagerede.. 

Hun finder noget bandage, som hun vikler rundt om min arm. "Så.." Sukker hun, og ligger begge sine hænder i sit skød, og ser ned. "Tak Dani.." - "Det behøver du ikke takke for." Afbryder hun.. Ligesom mig. Vi sidder i tavshed uden at se på hinanden, og jeg ved at bliver nødt til at bryde tavsheden. 

"Vil du tilgive mig, Dani?" Spørger jeg bedende, og ser op på hende. Hun ser allerede på mig; hendes blik er ikke til at tyde, og jeg ved ikke, om hun overhovedet har tænkt sig at tilgive mig.

"Jamen jeg rejser i morgen, Harry." Siger hun lavt, og det føles som om at jeg skrumper. Det var ikke de ord, som jeg havde brug for at høre.

"Det ved jeg. Men jeg vil ikke miste dig." Siger stille og prøver at fastholde hendes blik. - "Jeg vil heller ikke miste dig, men .." 

"Men skal vi så ikke nyde den sidste tid sammen?" Spørger jeg, og griber hendes hånd. Hun ser op på mig med et smil, og nikker, inden hun kaster sig i mine arme i et tæt kram. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...