Troublemaker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2012
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Den 19 årige Danielle har ikke haft et nemt liv. Hun har altid levet i skyggen af sin talentfulde storebror Olly Murs. Hun har aldrig været særlig heldig eller god til noget. Hun ender altid med at ødelægge noget, fucke det hele op eller blive fyrret fra sit job. Olly prøver så godt han kan at hjælpe hende med at finde noget hun er god til. Hun får tilbuddet om at komme med i hans nye musikvideo, hvor hun skal med til London for at optage den. En aften foreslår Olly de tager i byen, og hygger sig med hans gode venner. Men hvad Danielle ikke ved, er at de 'venner' tilfældigvis er drengene fra One Direction. Hun er ingen fan af One Direction, men hun ved heller ikke rigtigt noget om dem. Under hendes besøg i London begynder der at ske uventede ting for Danielle, og hendes selvtillid begynder at briste, og Olly ved ikke, hvad han skal gøre, og lige pludselig træder en uventet person til rådighed.

166Likes
59Kommentarer
14766Visninger
AA

2. Fired and hired

Danielles synsvinkel:

Endnu en gang står jeg tilbage uden job. Hvad er det jeg ikke kan gøre rigtigt? Eller hvad er det jeg gør forkert? Jeg forstår det virkelig ikke. 

Jeg smider min taske inden for døren, og lukker den bag mig. Mor flipper fuldstændigt ud når hun hører det. Jeg sukker dybt, og vælger at lade være med at tænke mere over det. 

I det jeg træder ind i køkkenet ser jeg et meget velkendt ansigt. Jeg kan ikke lade være med at stoppe op, og smile over hele ansigtet. En følelse af glæde skyller indover mig, og jeg kan nærmest ikke bevæge mig.

"Hi søs!" Hans ansigtsudtryk er varmt, og hans udstråling er lige så fantastisk som den altid har været. Jeg ved ikke, hvor lang tid siden det er at jeg sidst har set ham. 

Han sidder afslappet ved køkkenbordet overfor min mor. Hun smiler blot, mens hun ser på os.

"Olly!" Jeg må nok have lignet en idiot i det jeg sagde det, men jeg er ligeglad, jeg har virkelig savnet ham. Med nogle hurtige skridt er jeg allerede henne ved ham, og jeg omfavner ham hurtigt. 

"Hvad laver du her??" Jeg trækker mig væk fra ham, og sætter mig på hans skød. Det har jeg altid gjort, jeg ved ikke hvorfor, men det giver mig en sær tryghedsfornemmelse. 

"Hvad ser det ud til? Jeg holder fri nogle dage." Han smiler stort til mig, og jeg kan ikke lade være med at smile tilbage til ham. Bare ved at se ham være i så godt humør, får mig til at glemme, at jeg er blevet fyrret - igen. 

"Ej hvor godt! Jeg..." Jeg ser over på min mor, som står lænnet indover køkkenbordet, mens hun holder om sin kop med begge hænder.

"Hvorfor er du allerede hjemme skat?" I et øjeblik fortryder jeg, at jeg tog hjem. Jeg ser tøvende op på hende, og der er fuldstændig stille mellem os alle tre. 

Jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal få det sagt. Det er som om, at hver gang jeg har en god undskyldning i mit hoved, så er det som om at nogen stjæler den. 

Hun løfter det ene øjenbryn, mens hun ser alvorligt på mig. Shit, hun har allerede regnet den ud. Jeg ser væk fra hende, da jeg ser hun skal til at sige noget. 

"Danielle... Ikke igen." Hendes stemme er tung, og hun lyder pludselig ret opgivende. Hun sukker dybt, men jeg ser bare ned på mine hænder, som ligger på mit skød. 

"Hvad skal jeg stille op med dig?" Jeg tvinger mig selv til at blive ved med at se ned på mine hænder. Jeg ved godt, at det ikke nytter noget at sige hende i mod. 

Jeg mærker Olly's hånd på min ryg, han aer mig forsigtigt, mens han sætter sit hoved ned til mit. 

"Det skal nok gå Dani.. Måske kan jeg hjælpe dig?" Hans stemme er mild og blød på samme tid, underligt nok? Jeg ser langsomt op på ham, og sender ham et forvirret blik. 

"Hvad mener du?" Han ser bare på mig med et smil. Jeg misunder ham virkelig for at være så positiv, men hvis jeg havde lige så meget succes som han, så ville jeg nok også være rimelig positiv. 

"Jeg skal til London i weekenden og skyde en ny musikvideo, og jeg sagde til instruktøren, at jeg gerne ville have, at du skulle være med i den." Jeg stirrer endnu mere forvirret på ham end jeg gjorde før. 

Hvad er det han sidder og siger? Vil han have mig med i hans nye musikvideo.. Jeg kan slet ikke tænke klart, og jeg føler lige pludselig at jeg er blevet lam i hele kroppen. 

"Hvad siger du? Vil du med?" Det er ligesom om, at han kan læse mine tanker, fordi han læner sig tilbage i stolen, og smiler sikkert til mig. 

"Jam...hva...uheld...mig?.. musik...vid.e.." Jeg snupler over ordene, men han griner bare af mig, og nikker. 

Jeg ser hurtigt over på min mor, som står og smiler varmt. Hun nyder nok at se, at Olly og jeg snakker så godt sammen, som vi nu gør. Jeg ser tilbage på Olly, som stadig smiler selvsikker.

"JA! .... Ja, det vil jeg vildt gerne!" Jeg skynder mig at opfører mig mere sofistikeret, og smiler selvsikker tilbage til ham. 

Jeg hopper ned fra hans skød, hvilket jeg aldrig skulle have gjort. I det jeg hopper ned opdager jeg, at jeg ikke lander som jeg skal. Jeg ser hurtigt op på Olly, som begynder at jamre. 

Jeg flytter mig hurtigt fra hans fod, og han tager den hurtigt til sig. Danielle dit fjols!

"Undskyld, jeg så ikke.." Jeg ser bekymret på ham, og trækker mig væk fra ham. 

"Det okay, jeg tror ikke det er så slemt." Han prøver at smile, men jeg ved det gjorde ondt på ham. Hvorfor sker sådan noget altid for mig??? 

 

***

 

Jeg stikker gafflen ned i min helstegte bøf, mens jeg skærer den ud med kniven. Det er længe siden der har været så god stemning ved bordet, som i aften. 

"Den var god min dreng!" Min fars dybe latter skærer igennem alt snakken ved bordet, trods vi kun er fire mennesker. Jeg smiler lidt af hans flabede joke. 

"Hvad så? Går det godt på arbejdet?" Han ligger sit bestik fra sig, og ser venligt på Olly, som sidder med munden fuld af mad. 

"Ja meget. Jeg skal til London om nogle dage, for at lave en ny video.." Jeg smiler for mig selv, og ruller øjne af ham, men det ser ikke ud til, at der er nogen der ser det. 

Snakken kører mest mellem de to herrer ved bordet, mens jeg er mere koncentreret om min mad. Det er jeg altid. Jeg snakker ikke så meget mens jeg spiser, det har jeg aldrig gjort. 

"Hvad med dig Dani?" Jeg ser hurtigt op, og ser mig forvirret rundt ved bordet. Jeg har slet ikke hørt, hvad de andre har snakket om. 

"Hvad?" Der er ingen ved bordet, som siger noget. De sidder alle sammen og ser på mig. Jeg ser over på min far, som sender mig et alvorligt blik.

"Skal du ikke snart til at tage dig sammen, og få et ordentligt job?" Jeg ser hurtigt ned på min tallerken inden jeg tøvende ser op med et flabet blik. 

Jeg orker virkelig ikke at have den her diskussion med ham nu, vi har haft den så mange gange, og det ender altid galt.. 

"Jo, men jeg ved bare ikke, hvad jeg vil endnu." Jeg prøver at holde et roligt toneleje, men jeg kan svagt mærke adrenalinen pumpe rundt i kroppen på mig.

"Du er 19 år, alle andre unge er i gang med en uddannelse nu!" Han hæver tonelejet, hvilket får mig til at reagerer voldsommere. Jeg kan godt bestemme over mit eget liv!

"Jamen hvad nu, hvis jeg ikke vil være ligesom alle andre?!" Jeg ser flabet på ham, og der står hævn skrevet i panden på ham.

"Jamen så kunne du i det mindste have fået nogle bedre karakterer og venner i skolen - ligesom Olly! Så havde du i det mindste en chance, for at beholde et job!" Der er tavshed ved bordet. Det føles som om jeg har fået en mavepumper, og tårerne begynder at presse på, men jeg vil ikke græde - ikke foran Olly. 

Jeg rejser mig med et sæt, og min stol glider et godt stykke væk fra bordet. Jeg ser hurtigt rundt på de andre. Min mor ser forskrækket op, men uden at sige noget. Min fars ansigtsudtryk er koldt, og jeg ser videre hen på Olly, som sidder ved siden af mig.

Han ser forvirret på min far og jeg, ligesom om at han ikke kan beslutte sig for, hvem han skal holde med. Han har altid været far's dreng, så jeg bebrejder ham ikke.

Jeg skynder mig ud af køkkenet, og op på mit værelse. Jeg smækker døren mig, og smider mig på min store seng, hvor jeg bryder ud i tårer.

Jeg fatter ikke, at han virkelig sagde det! Tror han ikke at jeg selv har tænkt over det? Jeg er ikke dum, jeg er bare ikke ligesom alle andre. Eller har han ret? Er jeg virkelig så uduelig og dum? Alle disse tanker, får mig til at hulke endnu mere. 

Det har aldrig været nemt at leve op til Olly's standard. Han har altid fået gode karakterer i modsætning til mig.

Lærerne har altid været så imponeret over ham - i modsætning til mig. De så mig knap nok i klassen, og når de så gjorde, blev jeg sendt udenfor døren, fordi jeg ikke kunne svarer på deres spørgsmål.

Han var populær i skolen, alle ville snakke med ham. Igen, i modsætning til mig. Ja, nu er han berømt, og rejser rundt i verden. 

 

Jeg vågner ved at jeg hører nogen sige mit navn, og jeg sætter mig klodset op. Der helt mørkt inde på mit værelse. 

"Dani.." Natlampen bliver tændt, og jeg opdager at han sidder på min sengekant og ser bekymret på mig. 

"Hva?" Jeg gaber en enkelt gang, og ser forvirret på ham.

"Er du okay?" Der går lidt tid før jeg opfatter, hvad det er han snakker om, og retter mig op og nikker. Jeg undgår øjenkontakt, da der er en akavet tavshed mellem os. 

"Jeg er ked af at jeg ikke forsvarede dig dernede ... jeg..." Han tøver, men jeg kan godt forstå ham, fordi jeg ved at han forstår mig. 

"Det okay Olly, det er jo ikke din skyld." Jeg ser stadig ned i jorden, men jeg kan mærke hans blik hviler på mig. 

"Tja.." Jeg kan hører, at han sukker dybt, og jeg ser op på ham. Han sender mig et venligt smil, og jeg smiler svagt tilbage.

"Hvad er klokken?" Jeg har slet ingen tidfornemmelse, fordi jeg faldt i søvn efter jeg havde grædt. 

"Kvart over 11." Han smiler, og ser ned i jorden, mens han ryster på hovedet af mig. Jeg skubber til ham, men det hjælper ikke rigtigt, han bliver siddende på sengen. 

"Godnat Dani, vi ses i morgen." Han hiver mig ind til sig i et stort kram, og jeg slår armene rundt om ham. Han skal til at rejse sig op i det jeg ser på ham.

"Olly, forresten... Tak for at du vil have mig med til London." Jeg smiler træt til ham, og han smiler sit typiske Olly'smil tilbage. Jeg ryster på hovedet af ham, og han går ud af værelset. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...