Troublemaker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 nov. 2012
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Færdig
Den 19 årige Danielle har ikke haft et nemt liv. Hun har altid levet i skyggen af sin talentfulde storebror Olly Murs. Hun har aldrig været særlig heldig eller god til noget. Hun ender altid med at ødelægge noget, fucke det hele op eller blive fyrret fra sit job. Olly prøver så godt han kan at hjælpe hende med at finde noget hun er god til. Hun får tilbuddet om at komme med i hans nye musikvideo, hvor hun skal med til London for at optage den. En aften foreslår Olly de tager i byen, og hygger sig med hans gode venner. Men hvad Danielle ikke ved, er at de 'venner' tilfældigvis er drengene fra One Direction. Hun er ingen fan af One Direction, men hun ved heller ikke rigtigt noget om dem. Under hendes besøg i London begynder der at ske uventede ting for Danielle, og hendes selvtillid begynder at briste, og Olly ved ikke, hvad han skal gøre, og lige pludselig træder en uventet person til rådighed.

166Likes
59Kommentarer
14739Visninger
AA

11. Every rose has its thorn

Harrys synsvinkel:

"En ny tatovering hva?" Siger hun overrasket, og ser lidt ned i jorden, men hun smiler stadig. 

"Ja.." Siger jeg tøvende, men denne gang stikker jeg mine hænderne i mine lommer i stedet for at gribe hendes hånd. Der er ikke noget, som jeg hellere ville end at holde hendes hånd, men jeg vil ikke være for påtrængende eller for hurtig. 

"Men hvorfor?" Spørger hun, mens vi går hen ad fortorvet. Jeg ser lidt ud i luften, men nok mest, fordi jeg er bange for, hvad hendes mening er om tatoveringer. For dem har jeg jo en del af..

"Jamen hvorfor?.. Jeg ved det ikke helt, fordi tatoveringer kan være med til at huske os på nogle værdifulde minder, som man aldrig vil glemme.?" Siger jeg tøvende, og smiler venligt til hende, og hun gengælder det heldigvis. 

"Wauw.. Det er nok det bedste argument jeg har hørt for tatoveringer." Siger hun overrasket, og ser op på mig. 

"Jeg takker. Men så kan jeg fornemme at du ikke er så glade for tattoos?" Siger jeg, og prøver at lyde afslappet mht. hele situationen, men alligevel holder jeg vejret, fordi jeg er spændt på at se, hvad hun vil sige til det. Jeg er ikke dum, for jeg kan godt mærke, at det her emne måske kan ødelægge det her en smule. 

"Nej jeg er ikke så glad for dem, men jeg har ikke noget i mod andre, som kan lide det... Det er jo deres eget valg." Siger hun tøvende og ser på mig, med et venligt blik. Jeg ånder lettet ud, og smiler - måske lidt for meget. 

"Hvad smiler du sådan af?" Spørger hun, og griner lavt af mig, og et kort øjeblik føles det som om, at jeg ikke kan holde op med at smile som en idiot igen. 

"Bare det faktum at jeg har et par stykker." Lyver jeg, og ser ned i jorden. Jeg ved godt, at jeg ikke burde lyve, men det ville bare være for sukkersødt, hvis jeg fortalte sandheden..

"Hvor mange er et par stykker?" Spørger hun mistroisk, og stopper op. 

Det føles som om, at der løber kold vand ned af min rygrad, og mit hjerte begynder at banke hurtigere end det egentlig gør i forvejen. Jeg holder vejret, og bider jeg i læben, men jeg tænker mig rigtig godt om, hvad jeg skal sige. 

"Ehm.. 20 plus minus.. " Siger jeg, og ser forsigtig på hende. Hendes mund står en lille smule åben, og jeg ved at det ikke er et godt tegn, og jeg bliver nødt til at gøre noget ved det.. 

"Luk munden, der kan være fluer." Siger jeg, og ligger et par fingre under hendes hage, og hun griner bare lavt, og skubber min hånd væk. 

"20!? Wauw... der kan man bare se.." Siger hun overrasket, men det lader ikke til at påvirke hende som sådan.. - "Og for det andet - så er der ingen fluer smarte." Siger hun en smule flabet, og skubber til mig, men jeg bliver bare stående, som om at jeg ikke mærkede noget. 

Jeg ved godt, at det var dumt sagt, men noget blev jeg nødt til at sige, for at bryde tavsheden. Ja, og det var det bedste, som jeg kunne komme på. 

"Rolig nu.. Men nu ved du også det." Siger jeg, for at skifte over til et andet emne. 

"Men gør det ikke ondt?" Spørger hun nysgerrig, og begynder langsomt at gå videre, og jeg følger hurtigt efter hende. Håbet om et nyt emne gik ligesom bort der. 

"I starten jo, men man vænner sig hurtigt til smerten." Siger jeg roligt, mens jeg prøver at lade være med at være så anspændt omkring om emnet. Jeg plejer aldrig at være så anspændt omkring emnet, som jeg er nu.

"Er det så bare flere tatoveringer, som er blevet sat sammen til én, eller?" Spørger hun nysgerrig, og det kommer nok meget bag på mig, at hun lige pludselig virker så interesseret. 

"Nej, det er flere forskellige, som hvert betyder noget for mig." Siger jeg og smiler skævt. - "Her.. Har jeg et citat fra min far.. Han har den holdning, at alle mennesker er som de er, og de kan ikke forandre sig til at være noget, som de ikke er." Siger jeg, og hiver lidt op i mit jakkeærme, og viser hende min tatovering på håndledet, hvor der står:

I can't change

Hun holder min hånd ud foran hende, og hendes fine skrøbelige hænder føles som silke mod min hud. Hun ser koncentreret ud, og det er en nye side af hende, som jeg ikke har set så meget af endnu.  

Hun slipper forsigtigt min hånd, nikker en enkelt gang, som om hun er imponeret.. Jeg mærker hendes små fingre flette sig ind i mine, og jeg kan ikke lade være med at smile. 

"Vil du ikke med hjem ad?" Spørger hun, og jeg kigger på mit ur, og ser forvirret på hende.

"Men klokken er kun lidt i 21?" Siger jeg en smule forvirret, måske fordi at jeg er bange for at hun ikke gider mere. 

"Ja, men jeg fryser.. Vi kan se en film eller noget?" Foreslår hun, og jeg smiler lettet. 

"Jo, det vil være hyggeligt." Bekræfter jeg, og vi vender os ud mod vejen for at få fat på en taxi. 

 

***

 

Jeg hiver hende med mig, da elevatordørene går op. Det eneste man kan høre er vores latter. Jeg vender mig om og kigger på hende, inden jeg vender mit blik fremad igen. Jeg stopper op foran hendes dør, mens jeg leder efter nøglen, og jeg får hurtigt låst op.

Jeg trækker hende op foran mig, og hun skynder sig ind ad døren, og jeg er lige i hælene på hende. Jeg lukker døren bag os, og prøver at holde op med at grine, men det er så svært. 

Hun tænder det nærmeste lys, mens hun tumler rundt og prøver at lade være med at grine. 

"Okay, nu er det ikke sjovt mere." Prøver hun at sige seriøst, men jeg kan se, at hun ikke er færdig med at grine, og det er jeg bestemt heller ikke. 

"Hvordan kan du komme til at vælte en vogn med kufferter, og derefter hotellets ejer?" Spørger jeg og prøver at få styr på min vejrtrækning. 

"Jeg havde ikke set at piccoloen havde kørt den vogn om bagved mig." Siger hun, mens hun tager sin jakke af og hænger den over stolen. Selvom hele situation er ret komisk, så kan jeg ikke lade være med at betragte hende, mens hun tager sine stiletter af. 

Jeg svarer hende ikke, fordi jeg vil ikke starte en dum diskussion nu, hvor stemningen er så god, som den nu er.

"Hvad vil du se?" Spørger jeg, og tager min jakke af, og hænger på stolen ved siden af mig. 

"Det ved jeg ikke.. Der er en reol med film derhenne." Siger hun, og peger hen på en sort reol henne ved tv'et. 

"Kan du ikke finde nogle film, mens jeg ser, hvad jeg har i køleskabet." Siger hun, og hun forsvinder ud fra stuen. Jeg følger hende indtil hun er helt ude af syne. 

Jeg går over til reolen, og mit blik glider henover de mange film. Sex and the city. She's the man. Mean Girls.. Wauw.. Der er jo en masse tøsefilm. 

Jeg leder hurtigt videre, og mit blik falder på filmen Marley & Me.. Dog har jeg set den før, men jeg synes det er en genial film, så jeg snupper den fra reolen, sammen med nogle andre film, og bevæger mig ud i køkkenet til Dani. 

Jeg står og betragter hende et øjeblik. Hendes mørkeblå kjole fremhæver virkelig hendes flotte figur, og hendes velformede bag. 

Jeg rømmer mig en enkelt gang, da hun endnu ikke har opdaget mig.

"Jeg har fundet de her film?" Siger jeg, og hun ser hen på mig, og smiler. 

"Hvilke?" Spørger hun, og finder to krus frem. - "Te?" Spørger hun, og ser hen på mig. 

"Ja tak.. Du kan jo komme herhen og se?" Siger jeg og ligger filmene på bordet.

Hun lukker køleskabet, og går hen til mig, for at se på filmene. 

"Love Actually?" Spørger hun, og ser overrasket på mig. Okay, jeg ved godt, at det er lidt mærkeligt, at en dreng godt kan lide kærlighedsfilm, men sådan er jeg bare.

"Hvad er der?" Spørger jeg, og puffer svagt til hende. 

"Det overrasker mig bare, at du er til sådanne film." Siger hun og prøver at lade være med at grine, men det lykkes ikke rigtigt for hende, da jeg kan se det på hendes ansigtstræk.

"Hold da op.." Siger jeg, og laver et sadface, men hun ryster bare på hovedet, og begynder at se på de andre film, som jeg har slæbt med herind. 

"Den her." Siger hun og rækker mig filmen. Jeg ser hurtigt, at det er Marley & Me, som hun har valgt, og jeg trækker på smilebåndet. 

"Godt." Jeg ser hende kort i øjnene inden jeg vender mig rundt, og går ind og sætter filmen på inde i stuen. 

Jeg sætter mig i sofaen, og venter tålmodigt på hende, men et eller andet sted kan jeg ikke lade være med at få et mindre flashback..

Hvad er det egentlig jeg har gang i? For nogle ganske få uger siden var jeg typen, som fandt nogle piger til højre og venstre, tog i byen næsten hver aften. Drengene var godt nok ret træt af mig, men de fandt hurtigt ud af, at de ikke skulle blande sig i mit liv. 

"Er du klar?" Med et ryg bliver jeg rykket ud af mine dybe tanker, og jeg ser forvirret hen på Dani, som står med en bakke med te, kager og alt muligt andet lækkert. 

Jeg nikker og smiler stort til hende, og hun sætter bakken med lækkerier på bordet, og dumper ned ved siden af mig, og jeg sætter filmen på. 

 

 

 

Danielles synsvinkel

Det er helt underligt, at sidde herinde i den store stue. Jeg har aldrig rigtigt brugt tid herinde, men at sidde her sammen med Harry og se Marley & Me... Det er specielt.. På en god måde? Det ved jeg ikke endnu..

Jeg har selvfølgelig set filmen før, og det er jeg ret sikker på, at Harry også har, så vi kan sagtens sidde og snakke under filmen. 

"Ved du hvad?" Siger jeg lige pludseligt, og jeg kan mærke at hans blik hviler på mig. Jeg holder blikket rettet mod fjernsynet.

"Måske, måske ikke..." Siger han, og jeg kan se ud af øjenkrogen, at han smiler stort. Jeg kan ikke lade være med at smile af hans åndssvage svar. 

"Jeg vidste ikke, at du var så 'normal' at være sammen, selv i offentligheden." Siger jeg og ser op på ham. Han ser kort ned i sofaen, og smiler lidt, mens hans svagt ryster på hovedet. 

"Jamen jeg er da et menneske, ligesom alle andre." Siger han roligt, og sætter sig rette, så han sidder med front i mod mig i sofaen. 

"Ja, det ved jeg godt.. Men det jeg mener er, at selvom du er så berømt, som du er, så er du meget rolig og nede på jorden." Jeg ligger mine hænder i mit skød, og ser ned på dem mens jeg snakker. Jeg ved godt, at det gør man ikke når man snakker til andre, men jeg er simpelthen for nervøs til at kunne se ham i øjnene lige nu. 

Det er virkelig svært at sidde og sige sådan noget til ham, når vi altid konkureret om at være den bedste. Men jeg synes bare at han skal have det at vide. 

"Tak.. Det er jeg glad for at vide." Siger han beæret, og jeg smiler bare, og ser hen på tv'et igen, for at følge med i filmen. 

Vi sidder i tavshed i et stykke tid, da jeg mærker, at hans omkring mine skuldre, og jeg kan ikke lade være med at vende mig lidt mod mig, så jeg kan ane ham ud af øjenkrogen. Opdaget. 

Han smiler skævt til mig, og jeg kan ikke lade være med at gengælde hans smil, inden jeg igen vender min opmærksomhed mod filmen igen, men denne gang har jeg virkelig svært ved at koncentrere mig, fordi mit hjerte banker så hårdt mod mit bryst.

Et eller andet sted kan jeg ikke lade være med at læne mit hoved mod hans skulder, da jeg synes filmen begynder at trække en smule ud, og mine øjenlåg begynder at blive en smule tunge. 

"Er du træt?" Spørger han roligt, og røre lidt på sig, men forsigtigt, da han kan mærke, at jeg ligger op ad ham. 

"Mmm." Mumler jeg med lukkede læber. Det vil sige, at jeg bare siger en lyd, og nikker svagt. Jeg mærker, hans bløde fingerspidser mod min kind. 

"Klokken er også lidt over midnat." Siger han, og en svag dyb latter kommer ud mellem hans læber, da jeg ligger mig lidt tættere ind til ham. 

Et eller andet sted, så tænker over det faktum, at jeg ligger og putter op ad ham lige nu. Jeg er bare så træt, og det at han er her ved siden af mig, det gør det bare endnu mere perfekt end det egentlig er. 

"Vil du gerne sove?" Spørger han, og prøver at få mig til at sætte mig op, men det går ikke så godt for ham. Jeg er så smadret lige nu... 

"Ja.." Mumler jeg, og gaber inden jeg klodset sætter mig op i sofaen og ser træt på ham. 

"Du ligner også en der gerne vil sove." Spørger han, og smågriner lidt af mig. Ja, mit ansigt ligner nok noget der er løgn lige nu, men jeg er så træt.

Han slukker for tv'et og begynder at rydde tingene på bordet sammen. 

"Harry, nej.. Jeg skal nok ordne det i morgen." Siger jeg træt, og gaber. 

"Er du sikker.?" Spørger han overrasket, og prøver at se mig i øjnene, men jeg har rimelig svært ved at holde fokus lige nu. 

"Ja..." Siger jeg, og rejser mig kejtet op.. Jeg står et øjeblik og tænker over, hvordan jeg lige skal komme i seng, og få ryddet op i morgen. - "Harry, vil du blive at sove?" Spørger jeg, og ser hen på ham. Lige nu, er jeg lidt ligeglad med, om det her er lidt akavet, jeg er for træt, til at tænke for meget over det. 

"Hvorfor?" Spørger han overrasket, og rejser sig op. 

"Bare sådan, så du ikke skulle vække de andre drenge, når du kom hjem.?" Siger jeg roligt... omg.. Lorte undskyldning.. 

Han bevæger sig hen til mig, og stiller sig så tæt på mig, at han kan mærke hans ånde mod min hud. 

"Dani.. kom med en bedre undskyldning." Siger han, og smiler skævt, og jeg kan mærke at varmen blusser lavt i mine kinder. 

"Okay... Fordi.. Jeg ikke har lyst til at du skal gå, okay?" Siger jeg, og ser ned i jorden, mens jeg smiler fjoget.. Han ligger en finger under min hage, og ser mig ind i øjnene.

"Der er ikke noget jeg hellere vil lige nu." Siger han, og smiler charmerende til mig. 

Jeg kan ikke lade være med at se på hans læber, som nærmest springer i hovedet på mig. De velformede tiltrækkende læber.. Jeg bider mig selv i underlæben, inden jeg langsomt læner mig ind mod ham, og presser mine læber mod hans. 

Han ligger forsigtigt sine hænder omkring min hofte, og besvare mit kys. Jeg ligger mine arme omkring hans nakke, og nyder øjeblikket. 

Han udvikler kysset, og jeg nusser ham blidt i nakken, og han trækker sig lidt væk fra mig, og afbryder kysset. 

"Jeg tror du er nødt til at få skiftet den kjole ud med noget andet.." Siger han, tager mine hænder. 

"Hvorfor?" Spørger jeg forvirret, og ser på ham. 

"Fordi.. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan styre mig." Siger han og blinker, og jeg kan ikke lade være med at grine af ham. 

"Jamen det kan vi ikke ha'." Siger jeg og slipper hans hænder, og går ud på badeværelset, hvor jeg lukker og låser døren. Jeg finder mine slidte shorts, og min sorte top. 

Jeg får efter lidt tid - og besvær, kjolen af, og får klædt om til nattøj. Jeg tager en dyb indånding, og ser mig i spejlet. 

Det her er så sindssygt. Bare tanken om, at  Harry er her - og ikke kan styre sig... Ej, men bare hele situationen.. Hvor mange piger drømmer ikke lige om det her - og jeg har aldrig drømt om det her før nu. 

Jeg ånder ud, og børster tænder, og fjerner min makeup. 

Jeg står et øjeblik og tager mig mod til at gå ind i soveværelset, hvor Harry sikkert befinder sig. Jeg låser døren op, og går ind i soveværelset, mens jeg prøver at forblive rolig. 

Jeg ser at han allerede ligger under dynen, og alt lyset er slukket bortset fra natlamperne. Jeg kan ikke lade være med at stoppe op og smile. 

Han vender sit blik mod mig, og smiler stort.

"Hvad smiler du af?" Spørger han træt. 

"Ikke noget." Siger jeg og ryster på hovedet, inden jeg går over og sætter mig på sengen ved siden af ham. Jeg sætter min telefon til opladning, og ligger den på natbordet ved siden af mig. 

Jeg ligger mig ned under dynen ved siden af ham. Jeg kan hurtigt mærke varmen fra ham, selvom jeg ikke røre ved ham.  Jeg ligger bare og kigger op i loftet, mens jeg prøver at få styr på mine tanker og følelser. 

"Nå... Hvordan er det der, hvor du kommer fra?" Spørger han, sikkert for at bryde tavsheden. 

Jeg vender hovedet og ser på ham, og jeg kan ikke lade være med at grine af hans dumme spørgsmål. 

"I forhold til her... Kedeligt.." Siger jeg, og triller om på siden, så jeg bedre kan se ham. 

"Hvorfor er det kedeligt?" Spørger han nysgerrig, og støtter sit hoved mod sin hånd, og venter på at jeg skal give ham et seriøst svar... 

"Jamen det er en mindre by.. Alle kender næsten hinanden, så rygterne går, og man møder sjældent nye mennesker." Siger jeg, og kommer til at tænke på dengang Olly vandt x-factor.. Dér ville folk være sammen med mig, invitere mig til fester og snakke med mig.. Udelukkende pga. Olly.. Lavt..

"Hm.. Trist." Mumler han, og jeg vågner lidt fra mit flashback.

"Hvad med der, hvor du kommer fra? .. Hvordan er det?" Spørger jeg, og prøver at komme væk fra det triste emne.

"Jamen, det er også en mindre by, hvor mange kender hinanden.. Lidt ligesom der, hvor du kommer fra." Siger han og smiler lidt.

"Ej nu troede jeg jo lige, at du kom fra et spændende sted." Siger jeg skuffet, og griner lidt. 

"Som sagt.. Jeg er ligeså kedelig, som du er." Siger han, og griner. 

"Siger du at jeg er kedelig?" Spørger jeg spydigt om, og prøver at se fornærmet på ham, men jeg ved ikke, hvor godt det går for mig.

"Og hvad hvis jeg gør?" Spørger han flabet. Omg.. Han er god.. Men jeg er bedre.

"Så synes jeg, at du skal forlade denne seng straks." Siger jeg ligeså flabet, og han trækker på skulderen, og sender mig et lumsk blik, inden han smiler, og med en bevægelse hiver hele dynen til sig, og rejser sig op.

"Okay." Siger han kort, og løber ud af soveværelset. Jeg sidder tilbage og ser efter ham. 

"Det gjorde han bare ikke lige det der.." Mumler jeg irriteret, og jeg rejser mig op, og løber efter ham. 

"HARRY!" Råber jeg, og jeg skynder mig ud i den store stue, hvor jeg kan se skyggen af ham forsvinde ud af hotelværelset. Hvad har han dog gang i? Jeg løber efter ham ud på den store gang. 

"Harry! Kom til bage." Griner jeg, og prøver at løbe op til ham, men han fortsætter bare rundt om et hjørne og længere ned af gangen. Jeg sætter tempoet op, og i det jeg drejer rundt om ramler jeg ind i et ægtepar, men heldigvis falder ingen af os, og jeg vender mig om mod dem, og råber undskyld inden jeg fortsætter efter Harry. 

"Harry!" Råber jeg, og haler ind på ham, men inden jeg når at se om er vi allerede på vej hen mod mit hotelværelse igen. Han løber ind ad døren, og jeg smækker den efter mig. Han fortsætter ind i soveværelset, hvor han smider sig i sengen, og jeg smider mig oven på ham. 

Vi ligger et stykke tid og ånder ud, mens vi smågriner.

"Du er ikke rigtig klog." Puster jeg, og prøver at få styr på min vejrtrækning. 

"Hvad mener du? Jeg gjorde bare som du sagde." Griner han, og ser op på mig, og jeg smiler bare af ham. 

"Ironi længe leve." Griner jeg, og sætter mig oven på ham, og ser på ham. Han gengælder mit smil med det samme, og vi kigger bare på hinanden.

"Men hvorfor tog du dynen med dig?" Spørger jeg. Jeg bliver simpelthen nødt til at vide det. Det var ligesom om, at han vidste at det ville irriterer mig, hvis han tog den dyne med sig. 

"Fordi.. Jeg går da ikke halvnøgen rundt steder, hvor nogen kan se mig." Siger han, og trækker vejret dybt.

"Jamen du render da halvnøgen rundt her." Siger jeg og blinker til ham.. Busted.. 

"Ja, men det er en anden sag." Siger han, og sætter sig op i sengen uden at vælte mig ned. Han ser mig i øjnene, og smiler skævt - men charmerende, mens han langsomt rykker sit ansigt tættere på mit, og hans bløde velformede læber rammer mine i et blidt kys. 

Han ligger forsigtigt sine arme omkring min krop, og mit hjerte banker hårdt og hurtigt mod mit bryst. Jeg tager mig selv i at smile under kysset, og ligger mine arme omkring hans hals.

Jeg skiller mine læber ad, og udvikler kysset. Jeg mærker hans ene hånd køre op omkring min hals og kæbe, hvor den ligger sig til rette. Det er lidt ligesom om den hånd bare er skabt til at skulle ligge der. Det føles så rigtigt på så mange måder, men jeg føler mig et eller andet sted heller ikke helt tryg ved hele situationen.

Jo, altså Harry er en skøn person, nu hvor jeg har lært ham bedre at kende - men så godt kender jeg ham heller ikke. Vi har kendt hinanden i hvad? 2 uger? .. 

 

Jeg trækker mig lidt væk fra ham, og han slipper mig med det samme, og jeg ligger mig ned ved siden af ham. Jeg kan mærke hans blik hviler på mig. 

"Er der noget galt?" Spørger han en smule tøvende.

"Nej, jeg er bare træt." Siger jeg og smiler træt til ham, og han gengælder det hurtigt, og ligger dynen over os, og jeg mærker hans hånd hurtigt finder min hånd.

"Vil du godt love mig en ting?" Spørger jeg med en skrøbelig stemme, og han vender sig en smule mod mig.

"Ja?" Siger han roligt.

"Du stikker aldrig, og jeg mener aldrig af med en dyne igen." Siger jeg alvorligt, og et lavt grin undslipper hans læber, og han trækker mig ind til sig, og kysser mig blidt i håret, inden han slukker natlampen.

"Det lover jeg."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...