She Wolf

Emma lever med ulvene i skoven, og det har hun gjort i over ti år. Hun er bogstaveligt talt en af dem. En dag ser hun en jager i skoven, hvilket ikke er usædvanligt, men det får hende til at længes efter at leve som et menneske. Vil hun være i stand til det efter at have levet med ulvene så længe?

15Likes
40Kommentarer
1274Visninger
AA

5. En vinterdag

Det var lillejuleaftensdag, men det var jeg ikke klar over endnu. Jeg vidste kun at det var omkring vintersolhverv. Vinden hylede udenfor hulen, og luften var iskold. Jeg sad sammenkrøbet i bunden af hulen og betragtede sneen, der blæste rundt udenfor. Jeg havde stort set alt mit skindtøj på, men alligevel rystede jeg over det hele. Hvis det var muligt, havde jeg tændt et bål herinde i hulen for længst, men røgen ville bare ophobe sig herinde og det var noget, jeg helst ville undgå at gøre igen. Så derfor sad jeg og frøs her. Det var heller ikke muligt at tænde et bål udenfor. Der var for meget sne og for meget vind. Jeg var træt og sulten, og jeg havde egentligt givet op. Jeg regnede ikke med at overleve natten. Hvis overhovedet klarede mig så længe. Det var der, jeg besluttede mig for at rykke udenfor. Derude ville det nok gå hurtigere. Solstråle forsøgte chokeret at tale mig fra det, men jeg ignorerede hende bare og kæmpede mig udenfor.

Skoven var så flot den vinterdag. Helt hvid og tavs. Ikke andre lyde end mit svage, rystende åndedræt. Jeg havde det som om, skæbnen havde indhentet mig. Jeg blev reddet fra at dø af kulde dengang for 12 år siden, men nu var det slut. Jeg havde kun fået udsat det uundgåelige. Jeg havde allerede accepteret, at det var forbi. Nu lå jeg bare og ventede. Ventede på døden. Men den kom aldrig.

"Er der noget galt?"
Hans stemme lød alt for høj i mine frosne ører, det var som om, han stod med ansigtet helt nede ved mine ører. Jeg åbnede langsomt og besværet mine øjenlåg. Det tog endnu et par sekunder for mine øjne at fokusere på ham. Han stod lænet ind over mig med et bekymret ansigtsudtryk. Jeg kunne knap nok tænke, så det burde ikke komme bag på mig, at jeg ikke kunne tale heller. Det eneste, der kom ud mellem mine læber var en svag, skinger, hvæsende lyd. 

Det næste der skete, har jeg endnu svært ved at huske. Han må have båret mig, for jeg var ikke i stand til at gå, og på en eller anden måde, endte jeg hjemme hos ham inde i varmen med et tæppe om mig. Jeg smilede svagt til ham.
"Tak"
Han så på mig tydeligt overrasket. Han havde nok ikke regnet med, at jeg kunne tale. Det fik mit smil til at vokse.
"Så dum er jeg altså ikke"
Han var tydeligvis stadigvæk forvirret.
"Nejnej selvfølgelig ikke"
Jeg kunne ikke lade være med at grine ad ham, og jeg vidste ikke engang hvorfor. Der var bare et eller andet ved ham, der fik mig til det. Det var først nu jeg lagde mærke til alt julepynten og det store juletræ midt i det hele. Hvordan kunne jeg overse det?
"Hvilken dato er det i dag?" 
"Den 23. december"
Virkelig?? I dag er det Emmas fødselsdag, hurra, hurra hurra.. 
Jeg blev lidt småfornærmet over, at Solstråle ikke gad at synge med mig. Jeg ville have gjort det for hende. Jeg begyndte langsomt at få varmen tilbage i kroppen. Tænk, at jeg for ikke så lang tid siden lå ude i sneen og var ved at dø. Det virkede helt surrealistisk nu. Tænk, at jeg ønskede at dø. Eller måske ikke ligefrem ønskede men... I ved, hvad jeg mener.

¤¤¤

Da stormen blev ved med at rase, endte det med, at jeg blev og overnattede hos ham. Kevin. Det var det han hed. Jeg lå på en madras på gulvet, men jeg kunne ikke rigtigt sove. Tankerne kørte rundt i mit hoved, og jeg savnede følelsen af den kølige sammenpressede jord under mig. Jeg savnede de små lyde, skoven laver om natten. Mest af alt savnede jeg ulvene. Eller det var vel egentligt Solstråle, der savnede alt det. Jeg havde det dejligt under den tykke dyne. Det gav en sær tryghed at ligge på sådan et værelse med en dyne tæt omkring kroppen. Det var ikke som noget, jeg nogensinde ville kunne opnå i skoven. Det lykkedes mig til sidst at falde i søvn.

_____________________________________________________________________________________________

Jeg tror bare jeg opgiver det med lange kapitler, i hvert fald lige forløbigt. Det kan jeg ikke. Jeg undskylder mange gange for det meget forsinkede kapitel. Jeg har haft en alvorlig skriveblokering, men jeg tror, at jeg er ved at være igennem den nu. Såøh... Hvad tror I, at der sker nu? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...