She Wolf

Emma lever med ulvene i skoven, og det har hun gjort i over ti år. Hun er bogstaveligt talt en af dem. En dag ser hun en jager i skoven, hvilket ikke er usædvanligt, men det får hende til at længes efter at leve som et menneske. Vil hun være i stand til det efter at have levet med ulvene så længe?

15Likes
40Kommentarer
1260Visninger
AA

4. En ulv

Den nat drømte jeg om ham. Jageren. Men da jeg vågnede og lå i måneskinet, kunne jeg ikke huske andet fra drømmen, end at den handlede om ham. Gad vide hvem han var. Hvad hed ham? Hvorfor var han jager? Kunne han lide det? Havde han noget familie? Sov. Jeg sukkede stille over Solstråle, men gjorde hvad hun sagde. Eller jeg forsøgte i hvert fald på det, men drømmen havde efterladt mig lysvågen og på vagt, og det var mig en gåde hvorfor.

På et tidspunkt må jeg alligevel have været blundet væk, for da jeg vågnede, var solen for længst stået op, og det var ulvene også. De var dog omkring mig. De kunne lugte det, der ville komme. Forvandlingen. Jeg kunne også selv lugte den svage lugt af ulv gemt væk under min hud. Jeg kunne også mærke ulven i mig. Ikke som jeg kunne mærke Solstråle, men som noget vildt, der hvert øjeblik kunne bryde ud. Hvilket det jo egentlig også kunne. Det var ikke til at vide hvornår, at månen ville være fuld nok til at forvandle mig. Jeg hadede dage som disse. Man kunne ikke gå i gang med noget, for det var ikke til at vide hvornår, ulven ville få overtaget. Der var intet at tage sig til. Da dagen igen var ekstremt varm, tog jeg min grønne kjole af og satte mig ud i solen lige uden for hulen. De andre puffede til mig og ville have mig til at lege, men jeg skubbede dem bare irriteret væk. Hvad er der galt? Jeg svarede hende ikke. Hvad var der egentligt galt? Hvorfor gik det så meget på i dag, at jeg blev til en ulv? Det havde jo aldrig generet mig før. Jeg trak benene op til maven o hvilede hovedet på mit knæ. Hvad var der sket med mig? Efter synet med jægeren i går havde jeg været helt ved siden af mig selv. Jægeren. Jeg blev ved med at se hans brune forvirrede øjne for mit indre blik. Han virkede ikke frastødt af mig som alle andre. Han virkede mere nysgerrig. Som om han gerne ville lære mig at kende. Forstå hvorfor jeg levede som jeg gjorde. Men det var sikkert bare ønsketænkning. Måske var det mig selv, der ønskede at vide hvorfor, jeg levede, som jeg gjorde. Hvorfor havde jeg valgt at blive hos ulvene? Jeg kunne sikkert have været kommet på et børnehjem eller i en plejefamilie eller sådan noget. Jeg sukkede tungt. Jeg plejede at tænke det som en selvfølge, at jeg var blevet hos ulvene, men i dag kunne jeg ikke se det. Det var ellers en dejlig solskinsdag. Ikke en sky at se på himlen. Der var ingen opbakning af hente hos Solstråle. Hun havde gemt sig i den bageste afkrog af min bevidsthed for ikke at blive smittet af mit dårlige humør. Jeg kunne nu også godt forstå hende, jeg var ikke specielt rar at være i selskab med for tiden.

Da jeg forvandlede mig, var det omkring middag. Jeg sad ved den lille kilde, hvor jageren havde drukket vand i går. Ulvene var stadigvæk omkring mig og lå og fladede ud i skyggen med lyserøde tunger dinglende ud af munden. Selve forvandlingen tager kun et øjeblik, men det gør fandens ondt. Derfor lå Solstråle et øjeblik og sundede sig, efter at vi havde vredet os ind i den anden form. Selve processen kan sammenlignes lidt med et jordskælv. Der bliver langsomt bygget mere og mere spænding op, og først til sidst, når spændingen er stor nok, sker der noget. Jeg havde allerede gemt mig væk i en fjern afkrog af hendes bevidsthed. Jeg var stadigvæk lige så trist som før, og jeg ville ikke ødelægge Solstråles gode humør. Hun rejste sig og hilste på de andre ulve. De var allerede oppe og henne og byde den 'nyankomne' ulv velkommen. Det gjorde de altid. Men vi var jo også to forskellige individer. Solstråle og mig. En bevægelse i kanten af hendes synsfelt fangede min opmærksomhed. Der lænet op ad et træ et stykke væk stod et bekendt geværhylster. Hvis jeg havde været ulven, havde jeg forsøgt at opfange hans fært i hylsteret. Men det var jeg ikke, så jeg måtte nøjes med at betragte ham sidde på engen. Vi var usynlige her i træernes skygge, men han var tydelig at se ude i det åbne. Så nu var det os, der holdt øje med ham.

De næste par måneder så jeg ham med jævne mellemrum. Det var som om han holdt øje med mig, men det var først en iskold vinterdag, at vi mødte hinanden rigtigt. Ansigt til ansigt. Det var en dag jeg aldrig glemmer.

________________________________________________________________________________

Jeg undskylder for det utroligt korte kapitel, men jeg syntes, at I havde ventet længe nok på det. Hvad tror I der sker, når de møder hinanden? Hvorfor  holder jægeren øje med hende?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...