She Wolf

Emma lever med ulvene i skoven, og det har hun gjort i over ti år. Hun er bogstaveligt talt en af dem. En dag ser hun en jager i skoven, hvilket ikke er usædvanligt, men det får hende til at længes efter at leve som et menneske. Vil hun være i stand til det efter at have levet med ulvene så længe?

15Likes
40Kommentarer
1273Visninger
AA

2. En solstråle

Solen tittede frem i horisonten, og dens første stråler ramte mig. Det var en varm dag i juni, og der var ikke en sky at se på himlen. Ulvene lå stadigvæk og sov, men jeg var lysvågen. Den dag i dag tænker jeg stadigvæk på, hvad der ville være sket med mig, hvis ikke ulvene havde taget mig til sig. Læg dig nu til at sove igen, bad Solstråle mig om. Jeg ignorerde hende og forviste hende til den bageste afkrog af min bevidsthed. Hun protesterede ikke. Selv efter næsten ti år var hun stadigvæk ikke fortrolig med min krop. Jeg var ellers godt vant til hendes. Men jeg pressede heller ikke på. Holdt mig bare i baggrunden på de dage og nætter, hvor hun rigtig kunne komme til hendes ret. Mine tanker gled tilbage på den nat, hvor hun blev en del af mig, og jeg blev en del af hende.

Det startede som en almindelig efterårsdag. Bortset fra at det var det ikke. Det var allehelgensdag. Vi fejrede det altid, dengang mine forældre levede. Dengang før jeg var overladt til mig selv.  Derfor blev jeg ved med at fejre det. Selvom det skræmte ulvene, havde jeg alligevel tændt et bål. Både for traditionens skyld, men også for at holde varmen. Det var isnende koldt, og jeg havde ikke andet værn mod kulden end lidt afrevet skind fra dyr, som ulvene havde dræbt, og som jeg så havde forsøgt at sy sammen til et tæppe. Det var ikke specielt effektivt. Så på en dag som den var det oplagt at tænde bål. Jeg sad så også ved bålet hele dagen. På et tidspunkt må jeg være døset væk, for jeg vågnede brat ved lyden af geværskud faretruende tæt på. Bålet var dødt, og det eneste lys kom fra den store runde fuldmåne. Ulvene var ingen steder at se. Jeg rejste mig straks op og løb i retning af skuddet. På en måde vidste jeg bare, at det var en af ulvene, der var blevet ramt. Jeg nåede hurtigt frem til den lille lysning. Og der i sneen i en stor rød plamage lå Solstråle. "Nej!" skreg jeg og faldt ned på knæ. Selvom jeg kun havde været hos ulvene i et par år, havde jeg nået at holde rigtig meget af Solstråle. Hun havde taget mig til sig som sin egen unge, da jeg havde allermest brug for det. Det at se hende der i sneen var et mareridt, jeg aldrig glemmer. Jeg kravlede hen til hende, min krop nærmest lammet af sneens kulde. Jeg kunne mærke varme tårer strømme ned ad mine kinder. Mine hænder begravede sig i hendes pels, og det samme gjorde mit hoved. Hun så på mig med sine gyldne øjne, der som altid strålede som to sole. Det var dem jeg havde navngivet hende efter. Jeg kunne mærke, hvordan hun trak vejret svagere og svagere. Til sidst var det eneste, der vidnede om hendes vejrtrækning, de små hvide skyer ved hendes næsebor. Hun så på mig, som om hun vidste, at det var slut. Det var jeg også overbevist om. Så åndede hu sit sidste åndedræt, og i et kort sekund var jeg helt alene. Så blev alt sort.

Da jeg kom til mig selv, løb jeg sammen med de andre ulve, men det var ikke mig, der løb. Det var Solstråle, men jeg var solstråle. Eller jeg var også Solstråle. Jeg kunne høre hendes tanker, og jeg kunne mærke ulvekroppen bevæge sig. Hun besvarede mine forvirrede tanker med en erindring. En erindring om hvordan hun pludselig var vågnet op ved siden af sin døde krop, og for et kort sekund var hun mig. En pige og ikke en ulv.

________________________________________________________________________________

Jeg ved godt, at der ikke sker så meget her i første kapitel, og at det ikke er så langt, men der skal lige lidt baggrundshistorie på plads. Jeg vil forsøge At gøre det næste kapitel længere

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...