She Wolf

Emma lever med ulvene i skoven, og det har hun gjort i over ti år. Hun er bogstaveligt talt en af dem. En dag ser hun en jager i skoven, hvilket ikke er usædvanligt, men det får hende til at længes efter at leve som et menneske. Vil hun være i stand til det efter at have levet med ulvene så længe?

15Likes
40Kommentarer
1320Visninger
AA

3. En jager

Som solen kom højere på himlen, blev luften varmere og varmere. Jeg sad på den store eng omgivet af skov. De andre var ude og jage, og jeg kunne mæke Solstråles længsel for at løbe med dem. Dog var det ikke noget, hun kommenterede. Jeg havde flettet mit lange røde hår og var nu i færd med at flette en blomsterkrans, for blomster var der masser af på engen. På grund af varmen havde jeg ikke en trevl på kroppen. Efter så mange år sammen med dyr bar jeg kun tøj som værn mod kulden, nøgenhed generede mig ikke. Dog var jeg udemærket klar over andre menneskers holdninger til nøgenhed.

Da blomsterkransen var færdigflettet, placerede jeg den forsigtigt på mit hoved. Jeg sad længe der og nød solen varme mig. Det var Solstråle der brød min trance. Hun var ualmindelig anspændt, og det påvirkede jo så også mig. Jeg åbnede øjnene og så rundt, og der i buskadset lå et geværhylster. Hvad er det? Solstråle havde selvfølge aldrig set sådan et før. Jeg fandt frem til en erindring af et gevær, det vidste hun godt, hvad var. Jeg kunne straks mærke hendes panik strømme gennem mig. Slap af. De skyder jo ikke på mennesker, og de andre er langt væk. Det beroligede hende, men kun en smule. Jeg kunne dog ikke lade være med at undre mig. Der plejede ikke at kommer jagere her ved engen. Der var sjældent dyr her, så hvad lavede de dog? De var vel ikke efter ulvene? Hulen lå jo lige i nærheden. Jeg blev fyldt med rædsel bare ved tanken.

Det var dog ikke nødvendigt at bekymre mig. Jægeren havde kun lagt det der, for at tage en tår at drikke fra den lille kilde. Da han kom tilbage efter sit gevær, mødtes vores øjne i et langt sekund, inden hans blik faldt ned på min nøgne krop. Han så hurtigt væk. Han var ung. På min alder eller måske et år ældre. Han havde brunt pjusket hår og brune venlige øjne. Hans tøj var camouflagegrønt for at skjule ham for dyrene. Jeg havde set jægere som ham før. Men han manglede noget. Alle jagere, som jeg havde set i hele mit liv, havde en hund med sig, eller i det mindste en anden jager. Men han var alene. Han så forvirret på mig, inden han forsvandt dybere ind i skoven. Jeg fulgte ham med blikket, indtil han ikke længere var synlig.

Jeg rejste mig op og begyndte at gå tilbage mod hulen. Solen ville snart gå ned, og der var ingen grund til at udfordre skæbnen ved at være ude efter mørkets frembrud. Det var også begyndt at blive en smule køligt. Derhjemme i hulen fandt jeg mit tøj frem. Jeg tog min eneste kjole frem. Den havde taget en evighed at sy den, og stoffet havde kostet en hel hjort. Men jeg var godt tilfreds med resultatet. Stoffet var blødt og var svagt lysegrønt. Selve kjolen var lag og stropløs, og den blev holdt oppe af en indsyet snor, som kunne strammes efter behov. Jeg tog den på og satte mig i hulens åbning og betragtede solnedgangen. Benene oppe til kroppen og armene rundt om. Af og til følte jeg mig uendeligt ensom. Her i aften længtes jeg mere end nogenside efter at være sammen med andre mennesker. At leve med dem og bo med dem. At blive elsket af dem. Men jeg ville altid være den underlige ulvepige. Hende man skyndte sig væk fra, hvis man så hende. Jeg sukkede stille. Solstråle sagde intet. Vi havde været gennem det her så mange gange før. Dog kunne jeg mærke hendes nysgerrighed over min pludselige længsel. Men jeg undrede mig mindst lige så meget som hende. Hvordan skulle jeg kunne leve som et menneske, efter så mange år at have levet som en ulv? Hvordan kunne jeg ønske det? At være sammen med mennesker var kompliceret. Det var aldrig til at vide hvor man havde folk henne. Der var så mange uærlige mennesker derude. At leve med ulvene var nemt og simpelt. Ulve kan ikke lyve. Ulve kan ikke forråde dig. Ulve er ikke mystiske og uforudsigelige. Ulve er til at stole på. Ulve giver alt den kærlighed igen, som de modtager. Lyden af et skud bragte mig ud af mine tanker. Solstråle blev straks skræmt, men jeg beroligede hende hurtigt. Hvad er sansynligheden for, at han har ramt en af ulvene? De er sikkert i den helt anden ende af skoven. Jeg lagde hænderne for munden og hylede ud i mørket. Ganske rigtigt lød ulvenes svar fra den anden ende af skoven. Jeg lagde mig på ryggen med hænderne bag hovedet og så op på himlen. Det var endnu for lyst til at se stjernerne. Dog kunne jeg tydeligt se månen. Den hang lavt på himlen og var næsten fuld. I morgen. På et tidspunkt i morgen ville den blive fuld. Så var det tid igen. Jeg smilede svagt. Det var ikke så meget mig selv, der glædede mig, det var mere Solstråle. Jeg havde blandede følelser omkring det. Foretrak ulvekroppen, men hadede bare at være den lille stemme i hovedet. Når vi var en ulv, var det Solstråle, vi var. En stjerne kunne nu svagt anes på himlen. Jeg kunne lugte friskt blod og gik ud fra, at det var ulvene, som omsider vendte hjem med deres bytte, men da jeg løftede hovedet og så rundt i buskadset, var det ikke ulveøjne, der mødte mine. Det var jagerens.

________________________________________________________________________________

Det er stadigvæk ikke superlangt, I know. Well.. Hvad synes I? Hvad tror I, at der sker nu? Hvorfor holder jageren øje med hende?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...