Kostskolen - Jason McCann

Sienna Meller har nogle alvorlige voldsproblemer. Hun bliver derfor sendt til en kostskole for voldige og kriminelle unge, men det hun ikke ved er at Jason McCann, den stor kriminelle forbryder også går på denne skole. Vil det føre til drama? Følelser? Eller vil han overhovedet værdige hende et blik?

10Likes
15Kommentarer
1215Visninger
AA

1. Indledning

"Sienna Meller til inspektørens kontor, tak!" lød det over højtaler anlægget. Alles blik blev rettet mod mig, undtagens lærerens som havde svært ved at se noget som helst, på grund af det blå øje jeg havde givet hende. Jeg havde let ved at se ud som om jeg var ligeglad for jeg var forberedt på det kom på et tidspunkt. Jeg havde tævet en lære og en anden elev. Jeg rejste mig og gik med et køligt blik hen mod døren - Der var langt ud af klassen, for jeg sad nede bag ved. Jeg fik kolde dræberblikke hele vejen ned til kontor gangen-Både fra elever, lære og rengøringdamer. Jeg havde bare plantet mit blik i gulvet. Mit tykke, mørke, bølgede hår faldt ned i øjnene på mig, men jeg var ligeglad. Der skulle starte en ny elev i klassen. Det var tidligt om morgenen så han sad sikkert stadig på kontoret. Jeg håbede han ikke havde sat sig på 'min stol' det var den bedste stol og jeg sad altid der når jeg var på kontoret, det vidste alle. Da jeg kom ind på gangen sad den nye dreng på min stol som forventet. Han var tynd, bleg og med meget mørk hår. Han lignede ikke en af de populære. Jeg gik truende hen mod ham, men han så bare ligegyldigt på mig. Han vidste tilsynladende ikke - Som alle andre gjorde - hvad jeg havde lavet. "Flyt dig" snerrede jeg ad ham, men han reagerede ikke. Så jeg lagde min hånd på hans skulder og skubbede ham af stolen, så satte jeg mig på den og kiggede ondt på ham. Han kiggede ondt tilbage og satte sig på en af de andre stole. En af sekretærene kom kort tid efter, ud til os. "Justin Dowson" sagde hun med en spids stemme, og den nye dreng - Justin åbenbart - rejste sig og fulgte med hende.

Lidt efter kom skole psykologen - Pia- og satte sig på en stol over for mig. Hun og sukkede og så bare opgivende på mig "det er tredje gang i denne uge, Sienna" sagde hun. Pia og jeg kaldte altid hinanden ved fornavn - Ærligtalt kan jeg slet ikke huske hendes efternavn. "De kan bare lade være med at irritere" sagde jeg ligeglad. "Det ved du godt de ikke kunne, du havde ingen ordentlig grund til at gøre hvad du gjorde" svarede hun og sukkede igen. Hun så på mig, men jeg så på et maleri bag hende da jeg ikke er så meget for øjenkontakt. "Du er farlig for dine omgivelser når du bare flipper ud på folk sådan" sagde hun "Du er næsten 16 og gammel nok til ungdomsfængsel, og det ved du udmærket godt" Jeg nikkede, det vidste jeg godt. politiet havde haft fat i mig med nogle advarsler allerede. "Så vi har besluttet at du sendes ud af skolen og du skal nu, sammen med din mod, beslutte om i vil prøve en kostskole - For småkriminelle unge og teenagere med voldsproblemer" sagde hun efter lidt tid og gav mig en lille brochure. Jeg kastede et kort blik på den "Så du siger jeg bliver smidt ud af skole?" spurgte jeg og hun nikkede "Jeg har allerede informeret din mor om det" Jeg rejste mig fra stolen "Hent dine ting og tag så hjem" sagde hun fast. Jeg nikkede og gik langsomt tilbage til klassen.

Der hjemme var mor allerede hjemme. "Hej mor" halv råbte jeg. "Hej skat!" lød det inde fra stuen. Jeg smed mine ting og gik ind med brochuren i hånden, hun sad med et strengt blik i ansigtet. Jeg lagde brochuren foran hende og så skyldbevidst på hende. "Sent hjem igen?" spurgte hun, og jeg himlede med øjnene "Mor, bare drop det, jeg ved du vidste det i forvejen" sagde jeg og hun nikkede. Så rakte hun ud efter brochuren og læste lidt i den. "Denne her skole ikke.." sagde hun og kiggede på mig "..Den ligger i England" "England?!" udbrød jeg, vi boede i Atlanta, hvordan kan skole psykologen finde på at sende mig til England? Mor nikkede "men det vil være godt for dig, så jeg synes du skal gøre det" Jeg nikkede, hvor slemt kunne det være? "Hvis far skal vide noget om det her skal du ringe nu, du kan stadig nå det" Jeg nikkede. Min far og mor var skilt ja, men værre var at han også var i fængsel. Det havde da også sine lyse punkter, foreksempel blev han ikke så sur når jeg blev sendt hjem fra skole. Så jeg tog bare chancen og greb telefonen.

Og så efter samtalen - Som ikke var så slemt - fik vi meldt mig til skolen som jeg kunne starte på, på mandag i næste uge. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...