Ude

Novellen er meget kort. Men håber stadig, I vil læse og nyde den. Og kom gerne med feedback. Der er altid plads til udvikling.

Jeg vil med vilje ikke skrive, hvad den handler om, da den, som sagt, er meget kort.

Enjoy! :)

0Likes
0Kommentarer
396Visninger
AA

1. På flugt..

Det er søndag aften. Min lillesøster og jeg sidder på bagsædet i bilen, i mens vores forældre kører i det øsende regnvejr. Clara spør’ hele tiden, hvor vi skal hen, men ingen af dem svarer. De sidder bare og stirrer ud af forruden, i mens vinduesviskeren svinger hurtigt fra side til side. Jeg prøver også at spørge en gang i mellem, men de svarer stadigvæk ikke. Clara bliver urolig og begynder at græde. Hun prøver at ruske i vores mor, som sidder på passagersædet foran Clara, men hun skubber hende bare væk. Bagefter prøver hun vores far, men han bliver sur og siger, at hun ikke må forstyrre ham, mens han kører.

Det er underligt. De plejer ikke at opføre sig sådan. De plejer altid at grine og pjatte med os, mens vi kører et sted hen, men nu er det som om det hele er omvendt, og jeg kan næsten ikke kende dem.

Jeg kan mærke en klump i halsen og jeg bliver pludselig en smule bange. Mine hænder begynder at ryste, og jeg kan mærke mine tårer presse på. Clara kigger forsigtigt på mig i gennem hendes våde øjne og spørger mig stille: ”Ved du.. hvor.. vi skal hen?” Hun kigger håbefuldt på mig, men jeg rys- ter stille på hovedet, og hun begynder at græde igen.

Efter et langt stykke tid vender vores mor endelig sig om og kigger på os. Hendes øjne er våde, og der løber stille et par tårer ned ad hendes kinder. ”Vi.. vi..,” hun tager en dyb indånding og prøver igen, ”Vi.. er på vej til et nyt sted at sove.. bare rolig. Alt skal nok blive fint.. det.. det lover jeg. Vi er bare.. ude på en.. en.. en lille mini ferie.. okay? I vil gerne på ferie, ikk’?” Hun smiler forsigtigt til os og tager vores hænder i sine. ”Vi elsker jer.. for evigt og altid.. husk det.” Hun kysser dem blidt og vender sig derefter mod forruden igen.

Clara og jeg bliver efterhånden mere og mere trætte, og vi kan begge mærke, at øjenlågene bliver tunge. Clara er den første, der falder i søvn, og lidt senere bliver det min tur til at komme i drømme- land.

Jeg hører pludselig en høj hvinende lyd og åbner hurtigt øjnene. Bilen er standset og vores forældre er på vej ud. Døren i Claras side bliver åbnet og far løfter hende ud. ”Kom skat! Skynd dig!” Min mor tager fat i min hånd og hjælper mig ud af bilen.
Jeg kan ikke se, hvor vi er. Regnen er holdt op, og her er alt for mørkt. Først efter et lille stykke tid, hvor vi har travet igennem det mudrede terræn, vænner jeg mig endelig til mørket og opdager pludselig, at vi er ude i en skov. ”Hvad laver vi her?!” min mor kigger trist på mig idét jeg spør’, men hun svarer mig ikke.. Kun efter et stykke tid svarer hun endelig: ”Vi leder efter en lille hytte, som din far og jeg engang fandt herude.. men ingen må vide.. at vi er her.. såå.. vi skal skynde os..” Pludselig kigger hun bagud og opdager noget.. eller nogen.. i det fjerne.. ”KOM!” Hun sætter tempoet op og skynder sig ind blandt de mange træer omkring os. Jeg kan næsten ikke følge med. Jeg snubler over store grene og rødder, og jeg vælter flere gange i den fugtige mos. Min mor sætter tempoet højere op og til sidst løber vi igennem skoven. Min far og Clara er foran os. Clara ligger stadig og sover i fars arme, i mens han kæmper sig frem til hytten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...