Forladt

Denne lille novelle er en, jeg havde skrevet for ca. 2 år siden. Det var et af vore mange stilemner, der skulle afleveres i folkeskolen.

Historien handler om en pige, som er blevet fundet, da hun var lille, af sin nuværende mor. Hun elsker sit nye liv.. Alt er perfekt, selvom mange mareridt plager hende. Hun har den bedste mor og veninde hun kunne ønske sig. Men inden hun ved af det.. er det hele taget fra hende igen.. forladt.. endnu engang..

0Likes
1Kommentarer
323Visninger

1. Forladt

Forladt

Det er en mørk vinteraften. Kulden bider under mit tøj. Jeg kan mærke kuldegysningerne krybe op ad ryggen på mig. Ned langs armene og helt ned til fødderne. Tårerne triller stille ned af mine kinder. Jeg kan ikke få dem til at stoppe. Tårerne føles varme mod mine kinder. De kærtegner mig og giver mig varme. Selvom jeg ikke kan få dem til at stoppe, er jeg alligevel glad for, at de er der. Jeg kan mærke modet forsvinde. Jeg kan mærke mig selv forsvinde. Tingene begynder at blive uskarpe. Jeg kan intet se. Mørket har lagt sig tungt omkring mig. Jeg sidder helt alene og fryser.

Tøjet, jeg har på, er tyndslidt. Jeg har en souvenir T-shirt på, hvor der står ’Daddys girl’, en blå sweater hvor lynlåsen er gået i stykker, et par bukser, som er alt få små til mig, med huller på knæene og et par tyndslidte sokker. Mine sko er fine, men ikke varme nok. Jeg ejer ikke særligt meget, så hvis jeg bare kunne finde en gammel regnfrakke, ville det være det bedste.

Lige nu ville jeg give alt for at få varme. Alt. Et lille varmt knus ville være dejligt, men hvem skulle jeg få det af. Der er ingen, der vil give et hjemløst barn et knus. De ville nødig blive beskidte eller smittet af sygdomme. De er sikkert også bange for, at de vil blive bestjålet eller.. i værste tilfælde dræbt. Men sådan er jeg ikke. Overhovedet ikke. Hvis der var nogen, der ville give mig et knus, ville jeg ikke gøre dem noget. Jeg ville være evig taknemmelig.

Jeg fangede mig selv i at drømme. Mine øjne havde lukket sig sammen imens. Jeg kan pludselig se, at de sidste par lys, i vinduerne omkring mig, slukkes. Jeg bliver mere og mere bange. Jeg sidder stille i fosterstilling. Prøver at få mig selv til ikke at ryste af kulde.

Jeg sidder pludselig og drømmer igen. Men denne gang vil jeg ikke vågne. Jeg føler mig tryk i mine drømme, så jeg lod dem bare køre: Jeg drømte om tv-reklamerne, der kommer her om vinteren når det er jul. Jeg tænker specielt på en, som jeg så sidst dag køre bag en butiksrude, i et lille tv, ved en tv-forhandler. Jeg kan huske at den handlede om noget mad. Jeg mener det var en kalkun, som den reklamerede om. Den så rigtig lækker ud, men det var ikke det jeg fokuserede på. Jeg fokuserede på familien, der tilberedte den, der dækkede julebordet op med det fineste porcelæn, som havde flotte blomstermønstre rundt i kanterne, på juletræet de pyntede sammen med små flotte julekugler og engle i alle størrelser og farver.              

Det bedste ved reklamen var at se dem sidde samlet ved det dækkede bord. Se dem nyde hinandens selskab i den dejlige varme stue. Jeg kan stille og roligt forstille mig dem grine. Grine af hinandens vittigheder og af alle de søde og spændende historier de fortæller. Jeg kan næsten dufte den lækre kalkun, da jeg tænker på, da moderen kom ind i stuen med den store kalkun på et stort og flot sølvfad.

Min mund løber i vand. Det er lang tid siden, jeg sidst fik noget ordenligt mad. Sidst jeg fik noget, var det en lækker kylling, som min mor havde tilberedt. Det var ikke det bedste mad man kunne tænke sig, men det var lækkert. Min mor havde sparet sammen til den. Hun havde ikke råd til nogen and til mortensaften, så hun fandt en kylling der var billig, men den var alligevel god og spiselig.

Tanken fik mig til at fælde flere tårer. Jeg kunne ikke lide at tænke på min mor. Det var ikke fordi jeg ikke elskede hende. Men fordi jeg lige havde mistet hende. Jeg vidste ikke hvor hun var mere. Jeg vidste ikke engang, om hun overhovedet var i live. Det gjorde mig bange og jeg følte mig forladt. Mere forladt end før. Jeg følte, at noget i mit hjerte var forsvundet.

 

Pludselig vågner jeg med et lydløst skrig. Min hals føles tør, og jeg kan mærke på mine kinder at jeg har grædt. Jeg rækker ud efter et glas vand på mit senge bord og opdager pludselig, da jeg ser på mit vækkeur, at klokken allerede er 6.20 om morgen. ”Når.. Jeg må nok hellere stå op.. nu, hvor jeg alligevel er vågen.” Siger jeg stille til mig selv og begynder at gøre mig klar til skole.

Jeg har efterhånden drømt den samme drøm i flere måneder. Drømmen føles så virkelig. Men det var den jo også for 10 år siden. Det er bare utroligt, hvor meget jeg stadigvæk kan huske. Det giver mig stadig kuldegysninger af at tænke på det. Tanken om at blive forladt, helt alene, er noget jeg frygter mest. At være alene.. er mit værste mareridt.

Jeg får  lige nået at synke min sidste skefuld havregryn, da min mor pludselig dukker op i køkkenet. ”Go’ morgen min skat.” ”Godmorgen.” svarer jeg lidt knotten. Min mor sætter sig på stolen overfor mig og tager min hånd i sin. ”Har du haft mareridt igen?” Hun kigger bekymret på mig. Hun kendte godt til mareridtet. Som svar, nikkede jeg. Jeg ville ikke sige noget. For bare tanken om mareridtet gjorde ondt i hjertet. Så jeg nikkede bare til hende. ”Jeg skulle aldrig have fortalt dig det. Jeg får helt skyldfølelse over, at det plager dig hver nat. Undskyld skat.” Hun lukkede øjnene stille i. Man kunne se, at det plagede hende. At det ikke bare var noget hun bare sagde, men at hun virkelig mente det. ”Mor. Du skal ikke have skyldfølelse, ” jeg sukker dybt. ”Jeg er glad for, at du fortalte mig det. Hvis du ikke havde sagt det, ville det bare plage mig endnu mere. Du skal vide, at jeg er evig taknemmelig over det, du gjorde dengang. Du tog mig til dig, da jeg følte mig allermest forladt. Jeg ved godt, at vi ikke har de samme gener eller noget. Men du vil altid være min mor. Den jeg elsker allermest. For evigt og altid.” En tåre trillede ned ad min ene kind. Jeg tørrede den væk og kiggede hurtigt ned i min tallerken. Jeg hadede dette emne. Jeg kunne ikke lide at tænke på det, og det vidste min mor godt. Så hun skiftede emne. ”Du må hellere..,” hun kiggede på sit armbåndsur, ”HOLD DA OP! tiden er godt nok fløjet af sted. Du skal være på skolen om 15 min.” Hun rejste sig hurtigt og elegant fra sin stol og tog min tallerken med hen til køkkenvasken. ”SHIT! SHIT! SHIIIT!” udbrød hun i mens hun kiggede i køleskabet. ”Hvad er der?” spurgte jeg, da jeg blev forskrækket over hendes pludselige tonefald. ”Jeg har ikke fået lavet din madpakke.. ARH!” Min mor bliver tit hurtigt stresset. Det er ikke noget slemt. Hun får bare en tendens til at bande, når hun har travlt. ”Det er helt okay, mor. Jeg køber bare noget i kiosken. Jeg tror faktisk, at det er pizzadag i dag.” Jeg smilte stort, da jeg sagde det sidste, og kunne se, at hun slappede lidt mere af. Hun pustede stille ud og trak været dybt igen. ”Okay skat. Vi må hellere komme af sted, så du ikke kommer for sent i skole.” Min mor var blevet rolig igen, og smilte pludselig stort. ”Gud, hvor jeg dog elsker dig, din skøre unge.” Hun flækkede af grin og tog bilnøglerne.

Ihh.. hvor jeg dog elsker min mors glade humør. Hun er squ bare fantastisk. Den bedste mor.. og veninde man kunne ønske sig.

Tiden gik hurtigt på skolen. Der var allerede blevet ringet ind til sidste time. Jeg skyndte mig at tage min sidste bid af pizzaen og løb derefter ned til Fysiklokalet.

Denne time gik meget langsomt. Det var mærkeligt. Alle de andre timer var gået så hurtigt, at jeg næsten ikke kunne huske hvilke fag, jeg havde haft. Men i denne time kedede jeg mig ad helvedes til. Min lærer var godt i gang med at fortælle om universet, stjernerne, planeterne , og hvad der ellers er derude. Men det interesserede mig ikke, så jeg lagde hovedet tungt på min hænder, og begyndte at dagdrømme.  

Jeg drømmer, at jeg er på en strand. Jeg står ved vandkanten med lukkede øjne og føler, hvordan vandet skyller sig ind over mine fødder. Vandet er koldt og giver mig kuldegysninger på benene. Pludselig er det, som om vandet stiger. Det stiger længere og længere op, og til sidst kan jeg mærke vandet ved mine knæ. Jeg åbner øjnene. Det var ikke vandet der steg, men det var mig, der var gået længere ud. Jeg står ude i vandet, og det har nu nået mig til navlen. Underligt nok gør det mig ikke bange. Jeg går bare videre og videre ud, jeg kan ikke stoppe. Jeg er stadigvæk ikke bange. Jeg går et skridt eller to længere ud og stopper pludseligt op. Vandet er ved mine skuldre. Jeg kan mærke det kølige vand omfavne min skrøbelige krop. Jeg kigger mig omkring. Jeg kan intet land se. Jeg kan ikke se stranden, jeg kom fra. Jeg er helt alene ude på det dybe vand. Helt alene. Ingen fugle. Ingen fisk. Ingen både. Intet. Først nu bliver jeg bange. Mit hjerte hamrer af sted og min puls stiger. Vandet bliver køligere og køligere. Det får mig til at stivne. Jeg kan pludselig ikke bevæge mig. Jeg prøver, men vandet holder mig stramt. Det begynder at ruske i mig. Fra side til side. Vandet bliver dybere eller.. det føles mere.. som om det trækker mig ned. Det trækker mig ned under overfladen, hvor alting er sort. Mine øjne sviger og min hals gør ondt. Jeg kæmper mig vej op til overfladen. Men min ilt er snart ved at rinde ud. Jeg er der næsten. Mine hænder er der snart. Jeg kan se lyset ved overfladen. Jeg kæmper og kæmper.. kæmper… -

”Frederikke? Hmm.. Okay, jeg skal nok sende hende ned til jer. Ja, mojn.” En telefon bliver lagt på og pludselig begynder klassen at snakke igen. ”Frederikke?!” Jeg kan høre en mand kalde på mig, men stemmen lyder så fjern. Manden kalder igen, som om han søger efter nogen. Jeg kan mærke noget tage fat i mig. Det føles som en hånd. Den begynder at ruske i mig ”Frederikke. Vågn op! Frederikke?!”

Jeg åbner for første gang, i lang tid, mine øjne, eller det føltes i hvert fald som lang tid. Jeg kigger på hånden, der har fat i min arm og derefter på ansigtet, der kigger bekymret på mig. ”Er du helt okay? Det er som om du er i ’zombie tilstand’.” Fniste pigen. Jeg nikker til hende og smiler et akavet skævt smil. ”Hehe, hvor lang tid har jeg været væk?” Spørger jeg hende med en søvnig stemme. ”Næsten hele timen. Men du er ikke den eneste, der har sovet. Næsten hele klassen har været væk, men vi vågnede forskrækket, da telefonen ringede. Forresten.. så tror jeg, at du skal ned på kontoret. Bjarne sagde i hvert fald dit navn i telefonsamtalen og bagefter kaldte han på dig.” Jeg blinker et par gange med øjnene og svarer hende med et forvirret ’ja’. Derefter kigger jeg hen på Bjarne, vores fysiklære, som står ved kateteret og roder i sin taske. ”Jeg er her Bjarne.” Han ser sig forskrækket op og ser mig række hånden i vejret. ”Arh! Der er du! … Kontoret har lige ringet og sagt, at du skal gå ned til dem. Jeg aner ikke hvad de vil, men de sagde, du skulle komme med det samme.” Han smiler venligt til mig og kigger hen på døren.

Da jeg er kommet ned til kontoret, kommer der en meget bedrøvet kvinde hen til mig. Hun spørger om jeg er Frederikke. Jeg svarer ja, og vi går ind på hendes kontor. Kvinden sukker dybt inden hun vil begynde at snakke til mig, men pludselig banker det på døren. ”Ja?” Kvinden kigger hen mod døren og ser en ung dame komme ind. ”Årh, hej!,” kvinden rejser sig og byder den anden velkommen, ”Du må være Susanne, Frederikkes moster, ikk?” Jeg skynder mig at vende mig om, og får pludselig øje på min moster i døråbningen. ”HEY!” råber jeg hen til hende. Hun kigger på mig, men underligt nok ser hun meget trist ud. Hun svarer ikke, men går i stedet for hen til stolen ved siden af mig. Kvinden sætter sig på den anden side af sit bord, og sukker pludselig igen. ”Frederikke.. Du aner sikkert slet ikke, hvorfor du er kommet herned. Men bare rolig. Du bliver ikke straffet på nogen måde, men jeg beklager meget for det, jeg skal fortælle dig nu. Din moster er her for at støtte dig. Hun var det eneste familiemedlem vi kunne få fat i... Frederikke..,” Hun kiggede meget frustreret på mig, og jeg kunne ane en lille tåre i hendes blanke øjne. Det gjorde mig en smule bange, så jeg sank en stor klump i halsen, ”din mor.. er..,” hun tøvede, ”gået bort.. Jeg beklager meget. ”                                                                                                                              Lige da hun sagde det, ramlede min verden sammen. Alt hvad der var perfekt var lige pludselig ikke så perfekt mere.. Det hele begyndte at svimle for mig. Jeg kunne ikke fatte det. Var det en joke? Var min mor virkelig gået… bort? Tanken gjorde mig dårlig. Jeg fik kvalme og ondt i hovedet. Jeg kunne pludselig mærke mine tårer presse på. Det var som om et mareridt blev til virkelighed. Jeg kunne ikke holde det tilbage mere. Jeg græd. Jeg græd mere end jeg nogensinde havde gjort før. Jeg kunne mærke min mosters fingre køre op og ned langs min ryg. Hun prøvede at trøste mig. Men jeg kunne mærke, at hun rystede. Hun rystede af sorg. Den værste sorg der findes. Sorgen over at have mistet sin mor eller søster.

Dagen var snart ovre, og jeg havde sat nede på stranden i timevis. Jeg sad og tænkte på alle de gode minder, jeg havde haft med min mor. Alle de ting vi havde oplevet. Tårer væltede ned ad mine kinder, de kunne ikke stoppes. Men jeg var også ligeglad. Intet kunne gøre mig glad mere. Jeg følte mig mere forladt end nogensinde før.

Jeg begyndte at gå igen langs stranden. Jeg får pludselig øje på noget. Det er en lille fin og forladt dukke. Jeg tager den op og kigger på den i et stykke tid. Jeg begynder at græde igen. Intet giver mening mere. Jeg føler mig lige så forladt, som dukken. ”Jeg har intet tilbage. Intet at elske. Livet giver ingen mening mere. Jeg føler mig så tom. Jeg er bange. MOR! JEG SAVNER DIG! Jeg er så bange. Vær sød at komme tilbage. Jeg vil ikke miste dig!” Mine ben knækker sammen. Jeg ligger i sandet. Fordrukkent i tanker. ”Vær sød at komme tilbage..” Jeg kan ikke klare at blive forladt igen.

Pludselig rejser jeg mig op uden at tænke. Jeg har stadigvæk dukken i hånden. Jeg går hen til vandkanten og lader vandet gøre mine sko våde. Jeg går længere ud. Jeg ved ikke helt, hvad det er, jeg gør. Men jeg ved, at lige meget hvad, så vil intet volde mere skade end tabet af min kære mor. Jeg går længere og længere ud i håb om, at jeg snart vil få fred. Fred fra smerterne i mit hjerte…     

”Min sidste drøm... bliver til virkelighed.”

(Jeg kæmper og kæmper.. kæmper… - ”døden nærmer sig… så hvorfor vente?”.. tanken lod mig falde..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...