Det perfekte liv ... måske! /One Direction/

17-årige Caya har et perfekt liv;Hun har jo David, hendes dejlige kæreste, Susan og Jane, de sødeste og sjoveste bedste-veninder i verden, har seje forældre, Louise, den 21-årige søster, der stadig bor hjemme og Micala; Den dejligste terrier man kan ønske sig. Men man skal ikke altid se lyst på fremtiden; Det finder Caya hurtigt ud af...

0Likes
0Kommentarer
326Visninger
AA

2. Kapitel 1

Jeg bider tilfreds i chipsen. Det har været en perfekt aften. Først en tur i biografen, så på cafe og nu hygge hjemme hos David. Vi ligger på sovesofaen og gnasker chips og vingummier i os. 
Gid denne aften ville vare ved, tænker jeg glad. Det hele har bare været så perfekt. 
"Nå," spørger David nysgerrigt. "Syntes du så det har været en god aften?" 
Jeg nikker og smiler. Han stikker hånden ned i skålen med vingummier og trækker en stor, fed vingummi op, som han putter i munden. Jeg strækker mig på sofaen. Jo, aftenen har været dejlig, men også trættene. David ser på mig.
"Er du træt?" spørger han og putter endnu en vingummi ind i gabet. 
"N-nej," siger jeg og forsøger at kvæle et gab, men som alligevel undslipper. 
"Jo, du er," siger David og smiler. "det kan tydeligt ses - og høres." 
"okay, okay, måske er jeg en lille bitte smule træt," siger jeg blinker. David smiler pludseligt meget, meget muntert. 
"Ja, jeg er også blevet træt. Og det er stensikkert over min sengetid," han ruller med øjnende, men jeg må altså give ham ret. Mor flipper ud, hvis hun opdager at klokken var over halv 1, før jeg kom i seng. Så er det altså godt, at jeg har besluttet, at jeg sover hos David. Hans forældre er alligevel i Oxford, til en eller anden konference, og hans lillebror, Matt, er hos deres farmor. 
"Jeg er rent faktisk så træt, at jeg ikke kan sove i den hersens varme," Han begynder at tage sin T-shirt af.
"Jeg syntes også, du skulle tage noget af alt det tøj af." Han knapper nænsomt min skjorte op. Jeg skubber ham væk.
"Lad være, David, min mor flipper ud, jeg er altså kun 17 år. Desuden ved du godt, at jeg ikke vil." David smiler undskyldene. 
"Ja, Caya, sorry, det ved jeg godt. Jeg syntes bare, at det her er en af vores eneste chancer, hvis vi skal være alene - og jeg mener altså HELT alene." 
"Hør, David, jeg ved godt at du er 18 år, og at du har virkelig meget lyst, men ..." David afbryder mig;
"Virkelig meget lyst?" spørger han fornærmet. "Det har jeg altså aldrig sagt. Ja, okay right, jeg har prøvet rigtig mange gange, men du skubber mig altid væk." Han lyder ikke nær så glad som før, næ, han lyder nærmest lidt vred. 
"Hør, David, du lod mig ikke tale ud. Jeg ville sige, at jeg ved, at du gerne vil, men jeg føler mig altså ikke parat, okay?" Davis nikker. Han ser stadig lidt skuffet ud, men han er mildere i stemmen da han siger;
"Tja, Caya, selvfølgelig har du også rettigheder. Hvis du ikke vil, skal jeg ikke tvinge dig. Jeg siger bare, at jeg altså også har håb." Han slår blikket ned. Jeg tager hans hånd, og giver den et kærligt klem.
"Det er klart, David, alle har noget, de gerne vil fører ud i livet. Du vil f. eks. gerne have, at vi prøver at gå i seng sammen. Jeg vil gerne have en ny bil. Sådan har vi håb og drømme." David ser forundret på mig.
"Tænk, at det lige er kommet ud af munden på dig. Du lyder ikke som den Caya Wiggins, min kæreste. Nærmere som en professer." Han lo lidt. Så ser han på mig med et ansigt, der mest af alt ligner en mix af et forvirret udtryk, og et drillende udtryk. 
"Jeg vil gerne have en ny bil? Caya, det mener du da ikke. Du har ikke engang fået kørerkort endnu."  
"Det får jeg snart, jeg skal bare lige bestå først, men mr. Shownfield er så hård. Det bliver nok ikke så let alligevel. Jeg troede nok bare, at det bare var noget med at dreje på rattet, trykke på speederen og så havde man kørerkortet i hånden." David sender mig et drillende smil.
"Næ, du, et kørerkort er ikke bare noget man får. Du må huske, at mit altså kostede ca. 900 dollars.
"Jeg må vel bare se sandheden i øjnende," siger jeg og sukker hjerteskærende. "Jeg får aldrig fat i 900 dollars."
"Du kunne jo passe Matt?" foreslår David. "Eller du kunne lufte hunde? Der er masser af muligheder."
"Ja, right, passe Matt? David, det er din spøg. Han er 13 år, han passer sig selv. Og jeg kommer i hvert fald aldrig til at lufte hunde. Det lyder ulækkert." David roder op i mit hår.
"Hør, Caya, penge kommer ikke bare til døren ..." Han stopper, eftersom jeg afbryder ham.
"Nej, men gid de gjorde, siger jeg drømmende. "Det havde været meget lettere." David rusker blidt i mine skuldre.
"Sådan er kun fantasien, Caya - medmindre du vinder i lotto." Han smiler.
"Jeg ville sige, at du burde lukke nogle jobs indenfor. Du trænger til penge, hvis du vil have det kørerkort. Det kører i en cirkel; Har du et arbejde, skulle du gerne have penge. Har du penge, skal du spare op. Har du råd, køber du det du mangler, og så begynder du igen med et job. Sådan fortsætter cirklen, ud i uendeligheden." Han holder en kor pause.
"Men nu er vi trætte, lad os sove." Han putter mig ind i tæppet, og kort efter sover vi begge.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...